Levned, 1 (1905)

46.

Endnu medens jeg var for svag til at kunne skrive, modtog jeg fra Henrik Ibsen^[I] et Brev (dateret 20. December 1870) som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Henrik Ibsen og jeg havde staaet i venskabelig Forbindelse siden April 1866, men først nu begyndte vort Forhold at slaa Gnister, dette Forhold, der skulde blive højligt udviklende for mig og maaske heller ikke er ganske sporløst i hans digteriske Udviklingsgang.

Ibsen^[II] ansaa mig for allerede helbredet og skrev til mig som til en Reconvalescent. Han beklagede i stærke Ud|379|tryk Italienernes Erobring af Rom: Rom var nu taget fra »os Mennesker« og givet til »Politikerne«; det havde været et fredhelligt Sted og var det ikke mere. – Dette Udsagn stred imod min Religion. Det syntes mig utilladeligt, af æstetiske Grunde at ønske et Præstestyre med hensynsløst Undertrykkelsessystem tilbage. Menneskelykke og aandeligt Fremskridt gik over Bevarelsen af Naivetetens Idyller. Jeg svarte da med Frihedstro, og snart overbød Ibsen^[III] mig paa dette Omraade som paa andre.

Men i Brevet var der endnu et Sted, som slog ned i mig og glædede mig. Det var det Sted, hvor Ibsen^[IV] skrev, at hvad det gjaldt om, var Menneskeaandens Revoltering og at dèr skulde jeg være en af dem, som gik i Spidsen. Disse Ord, der nøje svarede til mit eget hemmelige Haab, satte, saa syg jeg var, Ild paa min Fantasi. Det forekom mig at jeg, der saa længe havde følt mig isoleret, endelig havde fundet den Aand, som forstod mig og følte som jeg, en virkelig Kampfælle. Saasnart jeg atter var i Stand til at føre Pennen, skrev jeg derfor paa Vers et flammende Svar, (dateret Hospitalet i Rom, Natten mellem 9. og 10. Januar 1871). Jeg skildrede her, hvor ene jeg havde staaet i min aandelige Stræben og Kamp og sluttede med disse to Strofer:

Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt,

Huggene skarpere faldt, da jeg ægged

stedse paany og da Ingen mig dækked;

Frænder gav Lempe-Raad, Venner forsvandt.

Fostbroderskab! ak din Tid er forgangen.

Saa blev jeg hærdet,

saa blev en Mand jeg.

Slaa uforfærdet,

skønt ensom, kan jeg.

Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;

efter en Stridsven levede Trangen.

|380| Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,

at du en Høvidsmand er uden Lige,

mens jeg blev skabt til som Væbner at krige,

sammen vi høre med hele vor Sjæl.

Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!

Dristigt at rive

ud dem af Døsen,

beaande, belive,

være vort Løsen.

Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.

Broder! Engang ville Taagerne falde.

Underligt nok er i Indledningen til Udgaven af Ibsens^[V] Breve disse Ord blevne misopfattede, som kaldte jeg Ibsen min Høvidsmand. Det var meget langt fra, at jeg følte saadan. Jeg vilde ved Udtrykket kun vise, at jeg ikke aandeligt betragtede mig som Ibsens Jævnbyrdige, og jeg kaldte mig i dobbelt Mening af Ordet Væbner, dels fordi Væbneren endnu ikke har faaet Ridderslaget, dels fordi jeg tillagde mig en særlig Evne til at væbne andre Mennesker.

Forrige afsnit: 45.
Næste afsnit: 47.