Ved Novembers Midte lod Paven[I] Vatikanet lukke op. Men overfor den umaadelige Tilstrømning var det ikke let at opnaa et Permesso gennem Konsulen, og et saadant maatte til. Jeg havde lige benyttet mig af et til Vatikanets Skulptursamling, da jeg en Dag følte mig meget ilde tilpas. Jeg tilskrev først mit Ildebefindende Maanedens utaalelige Vejrligt, vekslende Scirocco og kold Sneregn eller begge Dele i Forening; saa greb en Angst mig for Klimaet, for Rom, for alle disse fremmede Omgivelser og jeg besluttede hurtigst muligt at rejse hjem. Det var Sygdommen, jeg havde i Kroppen, som uden mit Vidende foraarsagede denne Angst. Næste Dag blev jeg af to græsseligt stinkende Sjovere baaret ned ad Trappen, og af Maleren Vilhelm Rosenstand[II], der var en af de faa, som havde sluttet sig til mig og vist mig Velvilje, kørt til det prøjsiske Hospital paa den tarpejiske Klippe ved Capitolium.
|376| Her holdt en heftig Tyfusfeber mig i henved et Par Maaneder bundet til Sygelejet, efter at en mig ganske uvedkommende Landsmand havde begaaet den Hensynsløshed, telegrafisk at underrette mine Forældre[III] om, hvor haardt jeg var angrebet, og om at der for mig var ringe Haab.
Den første Maaned havde jeg ikke min fulde Bevidsthed; jeg led under Tvangsforestillinger. Det forekom mig saaledes, at den venstre Side af min Seng ikke tilhørte mig, men tilkom en anden Mand, der undertiden optog Pladsen. Og jeg selv var delt i flere Personer, af hvilke f. Eks. en bad mine Ben at dreje sig lidt til den ene eller den anden Side. En af disse Personer var Imperialist, og derfor ilde lidt af de andre, som var republikanske; men han gjorde dem ikke desto mindre store Tjenester som f. Eks. at lade Vandet for dem, naar de trængte dertil. En anden underlig fantastisk Forestilling, der længe holdt sig, var den, at der paa mit Hoved, hvis Haar Hospitalstjeneren havde klippet af, og det mere ukunstfærdigt end man klipper en Hunds, var sat en Agraf af Perler og Ædelstene, som jeg fornam uden at kunne se den.
Derefter drejede alle mine Fantasier sig om Mad.
Paa Hospitalet blev jeg meget forsømt. Plejen var ussel. Den ansete tyske Læge, som var ansat derved, havde personlig en umaadelig Praksis og var desuden aldeles optaget af den fransk-tyske Krig. Han kom derfor næsten aldrig, blev borte indtil tretten Dage i Rad, i hvilken Tid en Patient, der f. Eks. led af Forstoppelse, da laa hen uden at faa noget Afføringsmiddel ind. Sengen var saa stenhaard, at jeg om Natten vaagnede af Smerter i Lemmer og Krop, Hovedpuden saa haard, at Huden gik af mit højre Øre ved Trykket. Sygeplejersker gaves ikke. Der var kun én Custode til hele Hospitalet, en tysktalende, russisk Karl, der undertiden havde fjorten Patienter at passe, men jævnlig gik |377| ud for at gøre Indkøb eller besøge sin Kæreste, og da laa alle de Syge og ringede uden at nogen kom.
Han sparede stærkt paa Brændet og lod mig fryse som han lod mig sulte; thi da jeg var i Bedring, lod han mig tigge forgæves om et lille Stykke Brød.
Over mig i Hospitalsbygningen boede en meget bekendt tysk Arkæolog, der var gift med en russisk Fyrstinde af saa kolossalt Legemsomfang, at den romerske Folkevittighed om hende paastod, at hun, naar hun vilde køre, fordelte sig i to Drosker for at faa Plads. Denne Dame havde et stort musikalsk Talent. Jeg fik hende aldrig at se; men jeg fornam hende paa dobbelt Maade: Saa tidt hun gik over Gulvet paa tredje Sal, drønede Loftet og knagede dets Brædder paa en for en Syg ulidelig Maade. Og netop paa den Tid, da jeg lagde mig til Ro og trængte haardt til Søvn, ved 11 Tiden om Aftenen, satte den svære Dame ovenover sig til sit Flygel og lod en Musik, der kunde fylde en Koncertsal, bruse gennem Rummet.
Efter en Maanedstids Forløb erklærede Lægen, at jeg nu var »om Hjørnet« og kunde begynde at faa lidt anden Føde end den Bouillon, der hidtil havde været min eneste Næring. Lidt senere kunde jeg forsøge at staa op. Jeg var saa svag, at jeg maatte lære at gaa forfra; jeg kunde slet ikke støtte paa Benene, men slæbte mig ved Custodens Hjælp de fire, fem Skridt fra Sengen til en Sofa.
Paa det Tidspunkt fik jeg fra Kjøbenhavn to Breve med literære Forespørgsler og Tilbud. Det første var fra Illustreret Tidende’s[0001] Redaktion, om jeg ved min Hjemkomst vilde genoptage Teaterkritiken i Bladet; man vilde da holde Pladsen aaben til mig. Jeg gav et afslaaende Svar, da jeg var træt af at sige min Mening om det danske Teater. Det andet mere overraskende Brev var fra det dengang mægtige Dagbladet’s[0002] Redaktør, Steen Bille[IV], med Tilbud om efter |378| Molbechs[V] Afgang fra Bladet at overtage dets Ledelse med Hensyn til Alt udenfor det Politiske, som Redaktøren selv naturligvis forbeholdt sig. Det var et efter danske Forhold meget stort Tilbud til en ung Mand. Det lovede baade Indflydelse og Indtægt, og der behøvedes min dybt indgroede Beslutning, aldrig at ville gaa op i Journalistik, for at jeg uden ringeste Vaklen dikterede et høfligt Afslag. Jeg var endnu for svag til at skrive. Min Bevæggrund var den ene, simple, at hellige Videnskaben mit Liv. Men Bille[VI], som vidste, hvilken Magt i et lille Land som Danmark hans Tilbud lagde i mine Hænder, forstod det neppe saadan og tog mig mit Afslag overmaade ilde op. Det gav det første Stød til hans forandrede Stemning imod mig. Sidenhen maatte jeg undertiden spekulere over, at min Skæbne i Danmark rimeligvis var blevet forskellig, om jeg havde modtaget Hvervet. Rigtignok vilde Uoverensstemmelsen mellem hvad Bladet og hvad jeg i Løbet af det store Aar 1871 kom til at repræsentere, snart have hidført en Spaltning. Kommunen i Paris foraarsagede det liberale Borgerskabs fuldstændige Omsving i Danmark som andensteds.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
