44.

Der var talrige Skandinaver i Rom; de samledes paa de forskellige Spisehuse til Maaltiderne og Lørdag Aften i den skandinaviske Forening. Det var dels Malere, Billedhuggere, Arkitekter med deres Damer, dels Videnskabsmænd og alle Slags Turister paa længere eller kortere Besøg i den evige Stad. Jeg holdt mig tilbage fra dem. De fleste af dem havde gode Egenskaber; men de taalte ikke Samkvemmet, der førte dem hinanden for nær paa Livet, som Levemaaden i en Smaastad. De var delte i Lejre eller Kuber, og i hver Kube førte en Dame Kommandoen, der afskyede Bidronningen i en anden. Saaledes gik det da til, at Skandinaverne levede i Kævl, ikke kunde taale hverandre, bagtalte hverandre, intrigerede mod hverandre. Naar Mændene paa Osterierne drak sig fulde i den gode romerske Vin, udskældte de hinanden og var tilsidst ikke langt fra at slaas. De drak sig |375| tilmed jævnlig fulde; thi de fleste af dem tabte Selvbeherskelsen, naar de havde faaet et Par Glas. Underligt nok kom i de store Omgivelser alt for meget af den nordiske Smaalighed op i dem. Man var, naar man hørte derom, bestandig fristet til at tilraabe Damerne det Holbergske: »Holder Fred, I gode Fruer!« og Mændene: »Gaar hen, I Skabhalse, og forliger Eder!«

Blandt Kunstnerne var der fortræffelige unge Mænd; men Malerne, som udgjorde deres Flertal, indrømmede beredvilligt, at de teknisk ikke kunde lære det ringeste i Rom, hvor de aldrig saa et moderne Maleri; de burde til Paris, sagde de selv; men for Paris var Autoriteterne i Kjøbenhavn og Christiania bange: derfra kom nemlig de slette og farlige Paavirkninger, og saaledes rejste Malerne da til Rom, som deres Fædre havde gjort.