En virkelig Sorg var det mig, at Paven[I] i sin Forbitrelse over Roms Erobring – for at lade den iværksatte Omvæltning gaa ud ogsaa over de Fremmede, han maaske mistænkte for Sympati med den ny Tingenes Orden – havde lukket Vatikanet med alle dets Samlinger. Rom, det var for mig i første Linje Michelangelos[II] sixtinske Kapel, Raffaels[III] Stanzer og Loggia’er, og nu var hele denne Herlighed, som jeg var rejst saa langt for at se, tilspærret for mig ved en gammel Mands onde Lune.
Men der var jo nok at dvæle ved i Rom endda. Blandt Paladserne syntes to mig de mest beundringsværdige, Farnese og Cancelleria, hint Michelangelos[IV], dette Bramantes[V] Værk, det første en Forstening af Skønhed og Magt, det andet af Ynde og Lethed. Det forekom mig, at dersom man førte et Menneske, der ikke havde Begreb om Arkitektur, hen foran disse to Bygninger, vilde det falde som Skæl fra hans Øjne, og han vilde sige: Nu véd jeg, hvad man mener med Bygningskunst.
Et dybt Indtryk gjorde Luinis[VI] dejlige Maleri Forfængelighed og Beskedenhed i Galleria Sciarra paa mig. Det forestiller to Kvinder, en nonneagtig og en pragtfuldt klædt. Den sidste er Leonardos[VII] bekendte Type som magisk fængs|372|lende Personlighed. Grundtrækket er Vemod i dyb Alvor; men Skikkelsens Skønhed forfører. Hun er langt fra at smile, og dog synes det, som om hun med en lille Forandring vilde smile og som om Himlene vilde aabne sig, ifald hun smilte. De mørkeblaa Øjnes stærke Blik harmonerer med det lysebrune Haar og de dejlige Hænder. »En Kvinde med et saadant Udseende vilde det være frygteligt at møde i Livet«, skrev jeg; »thi man vilde fortvivle over ikke at kunne vinde hende og fortvivle over at Aar og Tid maatte ødelægge saadant et Vidunder. Derfor vilde naadige Guder det anderledes; derfor eksisterer hun ikke. Derfor blev hun et Aandesyn, en Aabenbaring, et Maleri, og derfor undfangedes hun i Leonardos[VIII] Hjerne, det Sted paa Jorden, som Guderne har begunstiget mest, og udførtes af Luini[IX], for at alle Slægter kan beskue hende uden Skinsyge og uden Frygt for Tidens Overlast.«
En Dag gjorde jeg paa Museo Kircheriano, hvor jeg saa de beundringsværdige Oldsager, Bekendtskab med en Jesuiterpræst, der viste sig at være en yderst elskværdig, brav og fin Mand. Han talte Latin til mig og viste mig om; paa en Forespørgsel af mig hentede han fra sit Logis i Collegio Romano en Bog med Afbildninger fra Lateranmuseets hedenske Afdeling og forklarede mig nogle Basreliefer, jeg dèr ikke havde forstaaet. Hans Tjenstvillighed rørte mig, hans hele Holdning bragte mig til at tænke. Jeg havde hidtil kun talt med en eneste, vordende Jesuit, en ung Englænder, der rejste til Rom for at stille sig til Pavens[X] Tjeneste og som var ledet af den reneste Begejstring; det slog mig, at nu ogsaa denne anden Jesuit syntes et værdifuldt Menneske. Det lærte mig, hvor uafhængig den personlige Værdi er af Overbevisningens Beskaffenhed.
Af Italienere kendte jeg ellers endnu mest simple Folk, mine Værtsfolk og dem, der besøgte dem, og hørte under|373|tiden Samtalebrudstykker, der belærte mig om Menigmands Tænkemaade. I et Hus, hvor jeg kom, opdagede Herskabet, at deres Pige ikke var gift med sin saakaldte Mand, en Sag, hvori hun iøvrigt var ret uskyldig, da Forældrene havde nægtet deres Samtykke og hun derefter havde ladet sig bortføre. Fruen bebrejdede hende det illegitime Forhold. – Naar, svarte hun, Gud vil styrte et Menneske i Ulykke, saa er man undskyldt. – Man skal ikke skyde Skylden for Alting paa Gud, sagde Fruen. – Ja, ja, svarede Pigen uforfærdet, naar Fanden vil styrte et Menneske i Ulykke, er man undskyldt. – Man skal ikke heller skyde Skylden for sin Uret paa Fanden, indvendte Fruen. – Herregud, sagde Pigen, en af dem maa da have Skylden, det véd ethvert Menneske. Er det ikke den ene, saa er det den anden. –
Hos Blanchetti[XI], som var kommen til Rom, traf jeg mange turinske og romerske Herrer. De var alle stærkt optagne af en gammel siciliansk Kemiker ved Navn Muratori[XII], som paastodes at have opfundet et Stof, der saa ud som Linned men var uigennemtrængeligt for Kugler, Sabelhug, Bajonetstød osv. Blanchetti[XIII] selv havde affyret sin Revolver paa ham i to Skridts Afstand, og Kuglen faldt flad til Jorden. Om Taskenspillerkunst kunde der ikke være Tale; Muratori[XIV] var en hæderlig gammel Garibaldist, der i sin Ungdom var bleven saaret og nu gik paa Krykker; men Opfindelsen synes ikke at have havt noget paa sig, siden man aldrig har hørt om dens Anvendelse.
Jeg gad ikke opsøge alle de Italienere, til hvem jeg havde Anbefaling fra Villari[XV]. Men hos et Par af dem prøvede jeg min Lykke. Den første var den tidligere fra Kirkestaten forviste Dr. Pantaleoni[XVI], der forlod Landet som radikal Politiker og nu nærmest følte konservativt. Han var lige vendt tilbage og klagede bittert over Tøjlesløsheden. »Ak!« sagde han, »nu har vi Frihed nok, men Orden, Orden!« Pan|374|taleoni[XVII] var en lille, livlig, ivrig, halvhundredaarig Mand, meget optaget, Politiker og Læge, der lovede mig at indføre mig hos alle Videnskabsmænd, hvis Interesser jeg delte. Da jeg nærede Betænkelighed ved at tage disse Herrers Tid, udbrød han vittigt: »Kære, tag deres Tid; at tage hans Tid, det er den største Tjeneste De kan gøre en Romer; han véd aldrig, hvordan han skal faa den slaaet ihjel!«
Den næste jeg gik til var Fyrst Odescalchi[XVIII], en af Øjeblikkets nys opdukkede Mænd, der officielt benævntes den liberale Ungdoms Helt. Pantaleoni[XIX] havde betegnet ham som en Dumrian og havde ikke løjet. Det viste sig at være en opblæst og fraserig ung Herre med Skilning over hele Hovedet, blond indtil Hvidhed, af udpræget nordisk Type, ganske med den udtryksløse Ansigtsform som visse Flødeskæg, der stod Hoffet i Danmark nær.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
