Vinnie Reams[I] Opfattelse af mig var den, at jeg var det mest upolitiske Menneske, hun nogensinde havde kendt. Hun mente dermed, at jeg bestandig lagde mig ud med Folk (saaledes straks havde stødt de Danske i Rom fra mig ved skarpe Ord om de usle danske Aviser og at jeg overhovedet bestandig fik færre Venner og bestandig flere Uvenner*
. Hun selv vandt Enhver, hun vilde vinde, og fik alle til at springe for sig. Hun fremhævede for mig, hvor megen Politik hun havde havt nødig i sit Forhold til sin Kunst. Da hun vilde være Billedhuggerinde, var i hendes Fødeegn Alle opfyldte af det skrækkeligt Ukvindelige deri, og der fabledes da i Krogene om hendes daarlige Instinkter. Men hun paa sin Side satte ikke mere Kraft ind end netop nok til at føre sin Krig igennem, lod iøvrigt Folk snakke, tog ikke Hævn over nogen Bagvaskelse, viste endog de ilde Sindede den største Velvilje og havde nu efter sit eget Sigende ikke en Fjende. Der var i hende en underlig Blanding af Vilje til hurtig Fremgang, Selvbeherskelse og Hjertensgodhed.Den 20. Oktober 1870 var der i Rom stor Fest i Anledning af den første Maanedsdag for Italienernes Indtog. Unge Mænd gik ud paa Aftenen med Faner og Musik gennem Gaderne. Alle Folk styrtede da til Vinduerne, og Damerne holdt Lamper og Lys ud af dem. Dette blev i Pavetiden kun gjort, naar Sakramentet i højtideligt Optog bragtes |368| til en Døende; det opfattedes derfor som den største Ære, der kunde vises. Alle klappede da ogsaa i Hænderne og udstødte Glædesraab over den improviserede Illumination, medens de mange smukke Damer tog sig henrivende ud i det flakkende Lampeskin. Atter den 23. var der Fest i Anledning af Enrico Cairoli’s[II] Dødsdag – af de berømte Brødre faldt han ved Mentana – jeg havde lovet Vinnie Ream[III] at se Festen med hende; men da hun som sædvanlig fik tyve Visitter i det Øjeblik, vi skulde gaa, kom vi for sent, og Vinnie[IV] tiggede mig nu om i Stedet at gaa med hende i det amerikanske Kapel; hun vilde og maatte synge nogle Salmer, sang dem ogsaa virkelig meget smukt.
Kapellet var nøgent. Paa Væggene de ti Bud og nogle andre Skriftsteder og over et lille Alter: Do this in remembrance of me med Munkeskrift. Jeg maatte døje baade Salmer, Prædiken (gruelig) og Oplæsning af de ti Bud, med mumlende Forsikringer og Amen efter hvert af andægtige Amerikanere. Da vi gik ud, sagde jeg intet, da jeg ikke vidste, om Vinnie[V] maaske var noget bevæget; thi hun sang mod Slutningen meget følsomt. Hun tog imidlertid blot min Arm og udbrød: »Den Præst var dog det stupideste Asen, jeg endnu har hørt; men det er morsomt at synge.« Saa begyndte hun paa en Gendrivelse af Prædikenen, der mest havde drejet sig om Ordene Dine Synder er dig forladte og om den usigelige Glæde, det skulde være at høre dette. Vinnie[VI] mente, at enhver sundt Menneske vilde blæse ad Tilgivelsen, hvis der ikke med den fulgte Genoprettelse af den tidligere Tilstand. Hvad nyttede det mig, om nok saa mange himmelske Væsener sagde til mig: »Jeg lader, som om du ikke havde gjort det«, ifald jeg dog havde gjort det!
I den sidste Uge af Oktober saa vi i Rom mærkværdige Nordlys. Himlens nordre Halvdel blev Kl. 9 om Aftenen luerød som Purpur, og hvide Straaler drog sig gen|369|nem det Røde, i hvilket Stjernerne skinnede gult, medens der hvert Øjeblik fløj blaalige Lyn hen derover. Da jeg opdagede Skæret, gik jeg op til Reams og hentede Vinnie[VII] ned paa Gaden for at se det. Det var et utrolig dejligt Luftsyn. Næste Aften viste det sig paany paa et Underlag af sorte Skyer, og dette var det sidste smukke Syn, Vinnie Ream[VIII] og jeg saa i Forening.
Næste Aften skrev jeg for mig selv:
Vinnie Ream[IX] rejser imorgen tidlig; jeg sagde hende Farvel i Aften. Der var desværre mange hos dem. Hun tog min Haand og sagde: »Jeg ønsker Dem alt Godt i Verden, og jeg véd, at De ønsker mig det samme.« Og saa Farvel. En Dør aabnes, en Dør lukkes, og man ser ikke hinanden mer paa denne Jord, aldrig mere, aldrig – og der er ingen i det menneskelige Sprog opfunden Forskel paa Farvel for en Time og Farvel for altid. Man sidder og smaataler, spøger og smiler. Saa rejser man sig, og Historien er ude. Forbi! Forbi! Og det bliver alle Historier, siger Andersen[X].
Livet igennem drages man med Folk, der er En saa dyrebare, som Ploug[XI] er mig. Jeg har grundet Haab om at se Rudolf Schmidts[XII] Profil snart igen og hundrede Gange endnu; men Vinnie[XIII] ser jeg aldrig mere.
Jeg forstod hende ikke i Begyndelsen; jeg havde nogle grimme Formodninger paa rede Haand. Der behøvedes en Del Samtaler før jeg begreb hendes Naivetet, hendes Uvidenhed, hendes Hjertensgodhed, kort sagt hendes Sjæls simple Sundhed. Forbi!
Da jeg forleden drillede hende med al den Tid, jeg spildte i hendes Selskab, svarte hun: »Man spilder ikke Tiden med sine Venner«, og da jeg udbrød: »Hvad faar jeg af Dem?« svarte hun leende: »Inspiration«. Og det var Sandhed. Dette store brune Blik, de faste Bryn, den ringlende Mængde af kastaniebrune Lokker og den friske Mund, dette, som jeg endnu husker, men som jeg maaske om et Fjerdingaar ikke mere kan genkalde mig, denne lille hurtige, snart befalende, snart beskedne Skikkelse indeholder for mig en Art Inspiration. Jeg har aldrig været forelsket i Vinnie[XIV]; dog vilde de fleste Mennesker tro det, naar de hørte de Udtryk, jeg nu bruger. Men jeg holder af hende som af en Ven, som af en Aand, der er i Slægt med min. Der var Tanker i vore Hjerner og Strenge i vore Hjerter, som stadig, naar de rørtes, gav en Akkord. Fred med hende! Gid den fordømte Verden ikke maa flaa eller æde hende; gid hun maa kunne dø engang med den samme klare Pande, hvormed jeg har set hende. Jeg er hende taknemmelig. Hun har meddelt mig |370| noget Godt og Simpelt, som man ikke kan se for meget af og som man næsten aldrig ser noget af. Hun har endelig engang igen vist mig et helt Menneske, som er lykkeligt, og godt gennem sin Lykke, en Sjæl uden Skygge af Bitterhed, en Aand, som arbejder uden tung Møje.
Det er meget langt fra, at Vinnie[XV] er – eller var, skulde jeg sige, thi for mig er hun jo død – en dannet Pige i kjøbenhavnsk Forstand. En gudsforbarmeligt udannet Pige var hun i de danske Dannelsesanstalters Mening. Hun var under alt Begreb tungnem med Hensyn til Sprog. Hun kunde som et Barn finde en ældgammel Spøg eller Vittighed eller Kompliment (som Italienerne bruger dem) morsom og ny; thi hun kendte intet til det europæiske Magasin af stereotype Talemaader og nedsaltet Vrøvl. Hendes egen Tale var ny; der gik et Pust af den store Republiks Uafhængighedsaand igennem den. Hun var ingen fornem Dame; an american girl var hun, der ikke ved Adel eller ved arvet Rigdom havde faaet sin Rang, men havde tilkæmpet sig den ved et uden tidlig Dyrkning frembrudt Talent, ved Dages og Nætters Flid og ved en Blanding af Begejstring og Vilje.
Hun var forfængelig; vist var hun. Men atter som et Barn. Glad over Vers til hendes Ære, naar de kom i de amerikanske Aviser, glad over Hyldest og Æresbevisninger, men langt mere ærgerrig end forfængelig af personlige Fortrin. Hun lo, da vi læste i Bladet om Vinnie Ream[XVI], at hun tiltrods for det ilde Ry, som frembringende Kunstnerinder har, langt fra at være et Uhyre med grønne Øjne tillod sig at være smuk.
Hun var en god Pige. Der gik en vis inderlig Tone gennem Alt hvad der kom fra hendes Hjerte. Der var mange Farver i hendes Aand. Og der var et allerhelvedes Fremad i hendes Færd, allways in a hurry.
Og nu ingen »romersk Elegi«. Jeg vil gemme hende i min Erindring:
Virkelig har jeg aldrig genset Vinnie Ream[XVIII]. Vi vekslede efter hendes Afrejse et Par Breve, og Resten var Taushed.
Hendes Statue af Abraham Lincoln[XIX] findes nu i en Rotunde paa Capitolium, hvortil den var bestilt. Et senere |371| Kongres-Udvalg bestilte hos hende en Statue af Admiral Farragut[XX], der ligeledes er opstilt i Washington. Disse er de to eneste Billedstøtter, som de forenede Staters Regering nogensinde har bestilt hos en Kvinde. Andre Statuer af hende, som jeg har set omtalte, fører Navnene Mirjam, Vesten, Sappho[XXI], Carnevalets Aand osv. Ellers ved jeg kun, at hun har giftet sig med Ingeniøren Richard L. Hoxie[XXII] og endnu for faa Aar siden var bosat i Washington.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
