Nogen Heltinde af Walter Scott[I] var Vinnie Ream[II] nu visselig ikke, derimod en ægte Amerikanerinde og for mig dobbelt mærkværdig som det første Eksemplar af en ung Kvinde fra De forenede Stater, jeg lærte at kende. Selv da jeg havde set en Del til hendes Kunst, kunde jeg ikke helt føle mig tiltalt af hendes Talent, der undertiden ytrede sig mindre plastisk end malerisk og var tilbøjeligt til følsomme Virkemidler. Men hun var en sand Kunstnerinde som et ægte Menneske, og jeg havde aldrig hos noget kvindeligt Væsen truffet en Vilje som hendes. Hun var uafladeligt optaget. Medens man i hendes Hjem nu, da Opbruddet var nær forestaaende, stadigt pakkede et Par Kufferter om Dagen, modtog hun daglig Besøg af mellem seksten og fem og tyve Personer og fik med Posten saa mange Breve, at jeg jævnlig fandt tre, fire uaabnede blandt de aflagte Visitkort. Dem havde hun glemt, og aabnede hun dem, havde hun dog ingen Tid til at svare. Hver Dag sad hun et Par Timer for den dygtige amerikanske Maler Healy[III], der var en Beundrer af hendes Kunst og kaldte hendes Evner Geni. Dagligt arbejdede hun paa Antonellis[IV] Byste. For at faa Tilladelse til at udføre den, havde hun simpelthen i sin smukkeste hvide Kjole søgt Audiens hos den frygtede Kardinal og da ogsaa øjeblikkelig faaet Tilladelsen. Hendes frejdige Væsen havde gjort Indtryk paa den politiske og kirkelige Reaktions forhadte Statsmand, og som hun fremstille ham, tog han sig vel ogsaa adskilligt ædlere og finere ud end han var. Men foruden at udforme Kardinalens Byste, lagde hun sidste Haand paa to andre, sørgede for Forældrenes Husvæsen og dets Udgifter og fik daglig Tid til at afse et Par Timer til mig, enten til en Spadseretur eller til Vandring paa de forskellige Gallerier.
|365| Hun ernærede Familien; thi Forældrene ejede intet. Men da man bestilte Lincolns[V] Statue hos hende, havde hun straks af Kongressen faaet 10,000 Dollars paa Haanden til Forarbejderne. Hun kunde da leve sorgløst, men brød sig forøvrigt slet ikke om Penge. Hun var uvidende om Alt hvad der ikke angik hendes Virksomhed, og Ordene my work var de eneste, hun sagde med Lidenskab. Hvad hun kendte til, havde hun erfaret ad praktisk Vej ved Rejser og Omgang med en Mangfoldighed af Mennesker. Hun kunde neppe en halv Snes Ord af noget andet Sprog end Engelsk og kendte kun engelske og amerikanske Skribenter; af Digterne Shakespeare[VI] og Byron[VII] bedst; hun havde af Livet og Bøgerne kun uddraget faa Meninger i Form af saadanne Begreber, der skulde have Gyldighed for Andre; derimod nok en ganske personlig Livsbetragtning. Den gik ud paa, at den ringere Aand altid burde bøje sig under den højere og at denne havde Ret til frit at raade over den ringeres Tid og Kræfter uden at skulle aflægge Regnskab derfor. Hun selv var indtil Underdanighed beskeden overfor Kunstnere, hun saa op til. Iøvrigt lod hun alle Mennesker vente, komme igen, gaa uden Svar.
Temmelig lille af Vækst, sund og rask – saa hun aldrig havde ligget syg, aldrig taget Medicin – med hvide Tænder og røde Kinder, hurtig i alle Ting, talte hun, naar der var flere tilstede, kun lidet og adspredt, viste sig kold, betænksom og fattet som en karakterfast Mand; men samtidigt var hun godtroende og gavmild, og trods sin Rastløshed og sin ærgerrige Arbejdsdrift indsmigrende koket mod den, hun vilde vinde. Det var morsomt at være Vidne til Maaden, hvorpaa hun affærdigede de pligtskyldigt sukkende Italienere, der neppe var komne over Atelierets Tærskel, før de erklærede sig. Hun svarede dem med et Overmaal af sund Forstand og afvisende Skemt.
|366| En Dag, jeg hentede hende til et Besøg i Casino Borghese fandt jeg hende opløst i Taarer. Af to meget smukke hvide Duer, der fløj omkring hos hende og sad paa hendes Skuldre, og som hun havde ført med sig fra Washington til Europa, var den ene om Natten forsvunden. Først troede jeg, hendes Fortvivlelse halvt var Spøg, men den kunde ikke være mere ægte; hun var ude af sig selv af Sorg. Jeg indsaa, at naar Filologerne har stridt om hvorvidt Catullus’s[VIII] Digt om Pigebarnets Sorg over den døde Spurv er Spøg eller Alvor, saa har de ikke set en ung Pige græde over en Fugl. Catullus[IX] gør maaske nok lidt Løjer med Sorgen, men selve Sorgen er ogsaa hos ham alvorlig nok.
I den dejlige Have, der hører til Villa Borghese, spredtes dog Vinnie Reams[X] tunge Stemning, og vi sad længe ved et af de skønne Springvand og talte blandt andet om vor Glæde ved at være sammen, som ikke formørkedes ved Udsigten til den snart forestaaende Adskillelse, fordi den kun beroede paa godt Kammeratskab uden noget erotisk Element. Ud paa Aftenen havde hun i sit Atelier helt glemt Sorgen under den feberagtige Iver, hvormed hun arbejdede, og hun holdt ud ved Lys til Klokken 3 om Natten. Den Aften kom et Øjeblik en simpel Mand, en Italiener, der havde et lille Hotel; han oversatte undertiden Breve for Vinnie Ream[XI]. Da han var mig uvedkommende, henvendte jeg ikke noget Ord til ham; hun derimod behandlede ham med den yderste Venlighed, den største Agtelse, og hviskede mig i Øret: Tal smukt med ham og som med en Gentleman, for det er han; han kan fortræffeligt fire Sprog; det er en talentfuld Mand. Bryd Dem ikke om hans simple Dragt. Vi Amerikanere ser ikke paa Stillingen men paa Manden, og han gør sin Stilling Ære. – Jeg nærede ikke de Fordomme, hun tiltroede mig, men gav mig nu efter hendes Ønske i Snak |367| med Manden og hørte med Fornøjelse hans sunde Domme. (Han talte bl. A. om nordisk Kunst og med Varme om Carl Blochs[XII] Prometheus).
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
