Vinranker slynger sig om Frugttræer; sorte Svin og Grise aabenbarer sig i Masse, Trasimenersøen udbreder sig, ved hvilken Hannibal[I] slog Romerne. Toget gaar fra Florents til Rom. Ved Middagstid træder ind i Vognen en ung Pige[II], øjensynligt engelsk eller nordamerikansk, med brune Øjne, brunt Haar, der falder i naturlige Lokker om Hovedet; hun har sin Guitarkasse i Haanden, som hun kaster op i Nettet. Hendes Forældre følger hende. Da der er Plads i Vognen til 48 Personer og ikke fuldt, reder hun for Forældrene og lader dem efter megen indbyrdes Latter og Skemt lægge sig til at sove. Italienerne gloer paa hende; jeg ikke. Jeg sidder med Ryggen til. Hun sætter sig med Ryggen mod min, vender saa Hovedet og retter paa Italiensk et Spørgsmaal til mig om Tid, Sted eller lignende. Jeg svarer efter Evne. Hun: You are Italian? Efter mit Svar siger hun: »Jeg kan neppe en Snes Ord Italiensk, jeg taler kun Engelsk, skønt jeg har været bosat i Rom i to Aar.«
Hun fortalte saa, at hun var Amerikanerinde, født af fattige Forældre ude ved Grænsen mod Indianerstammer; hun var seks og tyve Aar gammel, Billedhuggerinde og kom fra Carrara, hvor hun havde tilset Udførelsen af et af sine Arbejder, en Statue af Lincoln[III], som Parlamentet i Washington havde gjort hende den Ære at bestille hos hende. Først, da hun næsten var voksen, var hendes Talent blevet opdaget af en gammel Billedhugger, der tilfældigt kom i Besøg, og som, da han saa hende tegne, halvt i Spøg gav hende en Klump Ler og sagde: Gør mit Portræt! Hun havde da endnu aldrig set en Statue eller et Maleri; men hun lagde saa gode Evner for Dagen, at snart forskellige ansete Mænd udbad sig deres Byster af hende og blandt andre Lincoln[IV]. Hun boede i hans Hus hin 14. April 1865, da han blev |363| myrdet, og blev saaledes udset til at udføre Monumentet efter hans Død. Hun betænkte sig dog længe paa at opgive den beskedne, men sikre Ansættelse, hun dengang havde paa et Postkontor; men da Andre troede paa hendes Talent, rejste hun til Europa, opholdt sig først i Paris, hvor hun til sin Glæde gjorde Bekendtskab med Gustave Doré[V], og hvor hun udførte en (ganske ypperlig) Byste af Père Hyacinthe[VI], besøgte London, Berlin, München, Florents og slog sig ned i Rom. Der havde hun Bestillinger nok, havde desuden faaet Lov at udføre Kardinal Antonellis[VII] Byste, var allerede anset og velhavende. Om et Par Uger skulde hun vende tilbage til Amerika.
Da hun fandt Behag i at samtale med mig, udbrød hun uden videre: I will stay with you, sagde mig nogle Artigheder, og tog det Løfte af mig, at jeg vilde fortsætte Rejsen med hende til Rom, naar vi maatte forlade Toget paa det Sted, hvor Jernbanen var afbrudt for at forhindre Italienernes Indrykken i Kirkestaten. Ved Treni kom et dansk Ægtepar, en middelmaadig Kunstner og hans Kone, ind i Vognen og iagttog med national Forundring og Nysgerrighed Fortroligheden mellem den fremmede unge Pige[VIII] og mig, om hvilken da ogsaa alle Skandinaver i Rom vidste Besked et Par Dage efter.
Ved Monte Rotondo, hvor Broen var sprængt, maatte vi gaa en lang Vej i daarligt Føre og blev skilte i Trængslen, men hun holdt en Plads til mig ved sin Side. Saaledes kørte jeg da for første Gang over den romerske Campagna i Maanelys med to brune Øjne stirrende ind i mine. Det var mig, som havde jeg truffet en af Walter Scotts[IX] Heltinder og havde ved et eneste Møde vundet hendes Fortrolighed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
