Saa fulgte rige Dage i Florents. Alt frydede mig der fra Granitbrolægningen til Paladser, Kirker, Gallerier og Haver. Med Andagt stod jeg foran Medicæernes Gravmæler i Michelangelos[I] Helligdom. Befolkningen tiltalte mig mindre; Kvinderne syntes mig ingen Type at have i Sammenligning med alle de dejlige Skikkelser og Ansigter i Milano og Parma. Lopperne tiltalte mig allermindst.
|358| Hos dall’Ongaro[II] var der hver Søndag Aften Modtagelse af et ganske mellemfolkeligt Selskab, og derfor gik Samtalerne trægt. Med den engelske Konsuls dejlige Frue fra Japan, der ikkun talte Engelsk og Japansk, kunde ingen af Værtsfolkene veksle et Ord. Hollændere og Schweizere var der med deres Damer; sukkersøde, bundaffekterte unge Italienere; smukke unge Malere og enkelte fremragende italienske Videnskabsmænd, hvoraf en i Fremtiden skulde blive min Ven.
Til den danske Gesandt i Florents havde jeg en dobbelt Anbefaling, dels fra Udenrigsministeriet, dels fra en gammel nær Ven af ham i Kjøbenhavn. Da jeg overrakte Brevene, udbrød han ærgerlig: »Igen disse specielle Anbefalinger! Hvor ofte skal jeg forklare, at de er ufornødne, at alle Danske som saadanne er velkomne hos mig!« – Det var den fine Maade, hvorpaa han lod mig forstaa, at han ikke vilde gøre det ringeste for mig. Han begyndte da ogsaa straks med en Beklagelse af, at hans Familie var fraværende, saa at han ikke førte noget Hus eller kunde se nogen hos sig.
Ved en Opførelse af Emile Augier’s[III] Le fils de Giboyer[0001], hvor alle de fremmede Diplomater var tilstede, indfandt ogsaa han sig. Medens de øvrige Diplomater hilste paa hinanden stiltiende med et Nik, gjorde han mere ud af Gensynet end nogen anden, gik fra Plads til Plads i Parkettet, rystede Hænder, talte afvekslende fransk, tysk, engelsk og italiensk, var Alt for Alle, kom saa hen og tog Plads ved min Side, satte sig til Rette og sad et Øjeblik efter i dyb Søvn. Da han begyndte at snorke, hændte det, at den ene og den anden af hans Kaldsfæller vendte Hovedet og smilte ganske svagt. Han sov to Akter og to Mellemakter igennem trods Talen fra Scenen og den højrøstede, Passiar imellem Akterne og vaagnede midt i tredje Akt, |359| mumlende i mit Øre: »Det er en daarlig Fornøjelse at se Stykket spillet saadan.«
Paa min Yndlingsrestaurant Trattoria dell’antiche carrozze blev jeg en Dag Vidne til en heftig Ordstrid mellem en polsk Adelsmand, der af politiske Grunde var flygtet fra russisk Polen, og Prøjseren Hans Semper[IV], Forfatteren til en Bog om Donatello[V]. Den sidste dyrkede naturligvis Bismarck[VI], den første talte med Heftighed Danmarks Sag. Da jeg gik, sagde jeg høfligt til ham: »Jeg takker Dem, fordi De saa varmt har forsvaret mit Land; jeg er Dansk.« Næste Dag søgte Polakken mig paa Restauranten, og et nærmere Bekendtskab kom i Stand. Vi gik mangen Spadseretur sammen langs Floden; han talte som typisk polsk Fædrelandsven, og jeg gik som Tilhører til hans Fremtidsdrømme om et genopstandent Polen. Jeg nævner dette kun fordi det afgiver et Eksempel paa de besynderlige Sammentræf, Livet rummer, og som gerne giver Anledning til Udbruddet: Hvor lille Jorden er! Denne Polak forlovede sig mange Aar derefter med en ung polsk Pige og forlod hende uden Forklaring, fordi han havde indladt sig med en russisk Danserinde. Jeg lærte hende at kende i Warszawa femten Aar efter at jeg havde truffet ham i Florents. Hun, som da var 26 Aar gammel og som er en af de Kvinder, der har lært mig mest, fortalte mig sin første Ungdoms Historie og den ufordelagtige Rolle, min Bekendt fra 1870 havde spillet i den*
.I Florents saa jeg Rossi[VII] som Hamlet[viii]. Forestillingen bragte mig forsaavidt en Skuffelse, som Rossi[IX] med sin rent italienske Natur ganske havde udskilt det Engelske af Hamlet. Den skarpe engelske Humor blev i hans Behandling til Fortvivlelsens Latter. Handlesvagheden hos Hamlet |360| oversaa han helt. Hamlet[x] var for ham en ædel ung Mand, som har den Sorg, at hans Moder opfører sig meget ilde. Enkeltheder udførte han med Virtuositet. Saaledes var det virksomt, at han under Pantomimen liggende for Ofelias[xi] Fødder knuste hendes Vifte mellem sine Hænder i det Øjeblik, Kongen blegnede. Min Hovedfornøjelse udgjorde ikke Spillet, men Stykket. Det viste sig med Et for mig fra nye Sider, og jeg faldt ned i en saa overvættes Beundring for Shakespeare[XII], at jeg følte, jeg aldrig kom op igen. Rørende var Italienernes Udtalelser om Hamlet[0003]. Stykket var dem nyt. Meget hyppigt hørte man: »Det er et meget filosofisk Stykke.« Da man i Teatret skiftede Plads og satte sig, som man vilde, kunde man opsnappe mange forskellige Menneskers Ytringer om Dramet. Selvmords-Monologen gjorde en mægtig Virkning paa disse friske og opvakte Sind.
Den Aften gjorde jeg iøvrigt Iagttagelser over den menneskelige Fejghed, der aldrig holdes for saa stor, som den er. Der hørtes under Stykket Larm bag Scenen og straks derefter Raabet Fuoco! (Ild!). Tilskuerne blev grebne af en lidenskabelig Angst. Mer end Halvdelen af dem stormede til Dørene, rev hverandre om og traadte paa de Faldne for hurtigt nok at slippe ud; andre foer op paa selve Skuepladsen. Da der ikke var ringeste Ild at se, blev jeg naturligvis roligt siddende paa min Plads. Et Par Minutter efter erklærede en af Skuespillerne ud til Publikum, at der slet ingen Ildebrand havde fundet Sted; et Slagsmaal mellem nogle Maskinkarle havde foranlediget hele Allarmen. At disse saaledes havde forstyrret og afbrudt Forestillingen, tog den italienske Godmodighed end ikke ilde op.
Stuart Mill[XIII] havde medgivet mig Anbefaling til Pasquale Villari[XIV], der vel allerede da var commendatore, professore og havde en høj Stilling i Undervisningsministeriet, men |361| endnu var langt fra at have naaet sin Berømmelses og Indflydelses Højde. Da de første Dages Forbeholdenhed var overvunden, blev han meget prægtig imod mig. Naar noget, jeg sagde, forekom ham træffende, trykkede han med ungdommeligt Liv mine Hænder, og han bifaldt enhver Spøg, jeg fremsatte, med overstrømmende Latter. Der skulde gaa en Snes Aar, før jeg gensaa ham. Da opsøgte han mig i Kjøbenhavn for at gøre mit Bekendtskab uden at ane, jeg var det unge Menneske, der for saa lang Tid siden var kommet til ham fra Mill[XV]. Med Forundring saa han Bøger, hvori han havde skrevet en Tilegnelse til mig, og gamle Breve fra hans Haand, som jeg fremfandt. Jeg besøgte ham atter i Italien i 1898. Som Forfatter af Bøgerne om Machiavelli[XVI] og Savonarola[XVII] indtager han en Hovedplads blandt Italiens Forskere og Fremstillere.
En Dag tog jeg ud til det store aarlige Marked i Fiesole. Der kørtes under Raab og Hvin ad den utroligt støvede Vej med saadan Hast, Uagtsomhed og Overgivenhed, at Vognene hvert Øjeblik stødte paa hverandre. Der var den Art af Liv derover som paa et Billede af Marstrand fra ældre Tid. I det overfyldte Fiesole lærte jeg ret den toskanske Landtype at kende, brune Øjne, gul eller klar, hvid Hud, langligt magert Ansigt, brunt eller blond, aldrig sort Haar, stærke, sunde Legemer. Mandstypen, som jeg kendte fra Soldaterne, var unægtelig kønnere end vor, særligt mere intelligent; de unge Kvinder havde et kysk, tilbageholdent Væsen, indlod sig sjældent med Karlene, lagde trods Ilden i deres Blik en vis Bonde-Undseelse for Dagen, der synes ens overalt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
