Et overvældende Indtryk fulgte af Turins Monumenter, Pofloden, den dejlige flerstemmige Sang paa Gaderne. For første Gang saa jeg Buegange dækkede med tunge Forhæng ud mod Gaden gøre Tjeneste som Fortov og over dem Balkoner. Officererne med deres guldstraalende Uniformer, Damerne, der bar et Tørklæde om Hovedet istedenfor Hat, den milde Varme, de brune Øjne gjorde mig det ved hvert Skridt indlysende, at jeg var i et nyt Land.
Jeg ilede op til Costanza Blanchetti[I]. »Madame la comtesse est à la campagne. Monsieur le comte est sorti.« Næste Morgen, som jeg sad paa mit Værelse i Hotel Trombetta, foer Blanchetti[II] ind ad Døren, trykkede mig til sig, kyssede mig paa begge Kinderne, vilde ikke mere slippe mig, men tage mig med ud paa Landet.
Vi kørte først rundt i Byen, tog saa med Jernbanen til Alpignano, hvor Costanza[III] boede hos en Slægtning af Fa|355|milien, Grev Buglioni di Monale[IV]. Her blev jeg modtaget som Søn af Huset og fik straks anvist mit Værelse, hvor der stod en Seng med Silkebetræk og, hvor der paa Hovedpuden laa en lille sammenviklet Ting, ogsaa af hvid Silke, der var mig gaadefuld, til jeg ved at udfolde den fandt, det var en Nathue, den klassiske Nathue, der løber ud i en Spids, som man ser den i gamle Lystspil paa Teatret. Buglioni’s[V] var godmodige, blide Mennesker, firskaarne og dog fine, en gammel, fornem Landmand og hans Kone. Ingensteds har jeg fundet Druerne tunge og søde og aromatiske som der. Haven duftede saa godt og stærkt. Umuligt at tænke paa en Bog eller et Blad Papir i Alpignano. Vi gik under Træer, laa mellem Blomster, nød Synet og Smagen af Aprikoser og Vindruer, og smaasnakkede under Smil for at udtrykke vor gensidige, rolige, dybtgaaende Sympati.
En Aften tog jeg med Blanchetti[VI] til Turin for at se Komedie. I Kameliadamen[0001] spiltes Elskeren af en ung Italiener ved Navn Lavaggi[VII], smuk som en Antinous, en Type, der oftere mødte mig i Piemont. Han overgik ved medfødt Ynde, velgørende Ro, alle Bevægelsers Liv, sin hele Dejligheds Ild, al Skuespilkunst hos de unge Elskere, jeg havde set paa franske Teatre. Blot hans Fingerspil var lutter Gratie og Udtryk.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
