De Fremmede blev opfordrede til at forlade Paris for at Byen ikke i Tilfælde af Belejring skulde have overflødige Munde at ernære. Samtidig hed det i Trochu’s[I] Proklamation af 26. August, at Fjenden om tre Dage kunde være udenfor Parises Mure. Under disse Omstændigheder var Byen ikke længer Opholdssted for Nogen, der ikke ønskede at indelukkes dèr.
En af de sidste Nætter af August kørte jeg fra Paris til Genf. Paa Afgangsstationen stod i Tusindvis i Venterækker, sammenpressede som Kvæg, de tyske Arbejdere, man pludseligt udviste af Frankrig – et pinligt Syn. Disse Arbejdere var uskyldige i Krigen, i Nederlagene, i den Spejdertjeneste, for hvilken de beskyldtes; nu dreves de hordevis bort, udrevne af deres Virksomhed, berøvede deres Brød, omringede af fjendtligt sindede Tilskuere.
|344| Da det hed sig, at Togene sydpaa vilde standse Dagen efter, var der overfyldt i Genfertoget og man maatte være tilfreds, blot man fik en Plads. Rejseselskabet var for Mandkønnets Vedkommende lidet tiltalende: en næsvis og grov gammel Schweizer, der, da Natten var kold og han intet Rejsetæppe havde, viklede sig ind i fire eller fem af sine skidne Skjorter – et højst modbydeligt Skue; dernæst en pertentlig Franskmand, der uden en Følelse for Landets og Folkets Skæbne udviklede, at han i lang Tid havde næret Ønsket om at se Italien og havde fundet, at nu, da Forretningslivet dog stod stille, var Øjeblikket kommet dertil.
De kvindelige Rejsende i Vognen var en endnu ung Pariserinde med hendes femtenaarige, yndefulde og livlige Datter, der med sit smukke Ydre lignede den dejlige Skuespillerinde Massin[II] ved Gymnaseteatret. Moderen var Fyr og Flamme, rasede næsten indtil Graad over Sagernes Stilling, spyede Ild over Officerernes Fejghed, at de endnu ikke havde sat Kejseren[III] paa Døren; hendes ene Broder var Fange i Königsberg; hendes mandlige Slægtninge var alle i Felten. Datteren var skrækslagen ved Tanken om, at Toget kunde blive standset af Fjenden – hvad der ansaas for meget muligt – men lo dog iblandt og var paa en Gang bange for Prøjserne og umaadeligt nysgerrig efter at faa dem at se: J’aimerais bien pouvoir dire que j’aie vu des Prussiens!
Ved en Station kom nogle forsprængte Soldater med sønderrevne og støvede Klæder ind i vor Vogn; de saa fæle ud, oversprøjtede med Smuds og Ler; de var rent fortvivlede og man hørte paa dem, i hvilken Opløsning Mandstugten var; thi de skældte hensynsløst paa deres Officerer, kaldte dem uduelige og forræderske, men gjorde selv Indtrykket af at være meget maadelige Soldater. Kun den unge Kommandersergent, som førte dem, var nogenlunde i Humør; |345| dog var det ogsaa smaat med ham. Det var besynderligt at høre, hvad han troede paa: Marskal Lebœuf[IV] havde i Metz havt en prøjsisk Officer bag sin Stol, forklædt som Opvarter; nu først var Opdagelsen sket. Rusland havde laant Prøjsen Tropper og stukket dem i prøjsiske Uniformer; ellers kunde der umuligt være saa mange. Men ogsaa Rom var Skyld i Frankrigs Ulykker; Jesuiterne havde anstiftet det Hele, fordi Landet var saa oplyst; thi de vilde aldrig, at Nogen maatte lære Noget.
Fra Culoz begyndte Farten gennem de dejlige Jurabjerge. Paa begge Sider et uhyre Panorama af høje, skovbevoksede Bjergrygge med fattige Smaabyer langs Bjergsiderne. Ved Bellegarde krævedes der Pas; uden det maatte man ikke komme ud af Frankrig – en taabelig Foranstaltning. Alperne begyndte at begrænse Synskresen. Toget gik snart gennem lange Tunneller, snart mellem Bjergskrænter, snart over en Klipperyg, hvorfra man saa ned i Dalen, hvor den blaagrønne Rhone bugtede og snoede sig frem mellem Klipperne som et smalt Baand. Det var som dens Fart fremskyndedes stedse mere. Den første Majsmark. Slanke Popler uden Sidegrene, men helt bedækkede med Løv, stod snoede næsten i Spiraler af den stærke Blæst i Klipperifterne. Det første Schweizerhus.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
