29.

Imidlertid begyndte Nederlagene og Ydmygelserne at forvirre Franskmændenes sunde Fornuft og at vildlede deres Instinkter. Hoben kunde ikke fatte, at alt dette gik naturligt til. Prøjserne havde umuligt sejret ad ærlig Vej, men øjensynligt ved et Aaringer igennem i Frankrig fortsat Spioneri. Hvad skulde ellers de mange Tyskere til, der var bosatte i Paris! Franskmændene bødede ikke nu for deres Laster, men netop for deres Dyder, deres gode Tro, deres Gæstfrihed, deres troskyldige Imødekommen af troløse Indvandrere. De havde ikke forstaaet, at den nordiske Fremmede, det var den lumske, snedige Fjende.

Det blev efterhaanden uhyggeligt at være Fremmed i Paris. Jeg gik aldrig ud uden Pas. Men selv Passet gav ingen Sikkerhed. Der behøvedes kun en ud af Luften greben Beskyldning, en tilfældig og taabelig Mistanke, saa blev den Ikke-Franske mishandlet som »Spion«. Baade i Metz og i Paris blev i August Maaned Mennesker hængte eller sønderlemmede, som man antog for »Prøjsere«. Bladene bragte i den sidste Halvdel af August den Meddelelse fra Dordogne, at en Folkehob dèr havde bemægtiget sig en ung Mand, en Hr. de Moneys, om hvem en Bande havde paastaaet, at han havde raabt: Vive la Prusse! Man havde klædt ham af, bundet ham med Reb, baaret ham ud paa en Mark, lagt ham paa et Baal af vaadt Træ, og da dette ikke hurtigt nok vilde fænge, havde man stukket Straaknipper ned rundt omkring og saaledes brændt ham levende. – Fra La Vilette Kvarteret hørte man i Paris dagligt om lignende Drab af Uskyldige, i hvem man saa prøjsiske Spioner.

|342| Under disse Omstændigheder kunde en Ubetydelighed blive skæbnesvanger. En Aften sidst i August havde jeg hørt Afrikanerinden^[0001] i den store Opera og tillige Marie Sass’s^[I]Marie Sasse (1834-1907): belgisk operasanger. Sopran. Udførelse af Marseillaisen – hun sang som havde hun hundred fine Klokker i sin Stemme, men hun sang Nationalsangen som en Arie. Jeg tog mig udenfor Operaen en Droske. Kusken sov; en Karl ruskede derfor i ham, og han gav sig til at køre. Jeg mærkede, at han under Kørslen saa paa sit Uhr og derefter foer afsted alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Da jeg kom til Hotellet gav jeg ham hans Betaling og fire Sous i Drikkepenge. Han skreg imidlertid op, at det ikke var nok; han havde været de remise; han havde taget mig for en Anden, fordi han saa pludselig blev vækket; han havde været bestilt af en anden Herre. Jeg lo og svarte, det blev hans Sag, ikke min; hvad kom det mig ved! Men da Alt, hvad han kunde kræve, ifald han virkelig var de remise, var to Sous til, og da det efter de daværende Bestemmelser var umuligt at vide, om Kusken var det eller ikke, gav jeg ham de to Sous, dog ingen yderligere Drikkepenge, eftersom han ingen Ret havde og jeg ingen Tvivl nærede om, at han løj. Men nu begyndte han at skræppe op, at det var en Skam ingen Drikkepenge at give, og da han saa, det ikke hjalp, idet jeg gik op ad Hoteltrappen, raabte han først i sin Arrigskab Vous n’êtes pas Français! Og derefter: Vous êtes Prussien! Neppe havde han sagt det, før hele Hotelpersonalet, der stod i Gadedøren, forsvandt, og Folk i Gaden lyttende standsede og vendte sig. Jeg forstod Faren og blev grebet af Raseri. I et Spring var jeg nede ad Trappen, foer ind paa Kusken, greb ham i Kværken og løftede min Haand med dens amerikanske Knoer mod hans Hoved. Da glemte han at skælde og bad pludselig for sig: Ne frappez pas, Monsieur! steg op paa Bukken og kørte saare spagt sin Vej.|343| I min Forbitrelse raabte jeg Hotelopvarterne sammen og haanede dem for deres Fejghed.

Det var trods den smukke Aarstid det uhyggeligste Vejr, og Byens Stemning var uhyggelig som Vejret. Der saas efterhaanden faa Folk paa Gaden; men der var Tilløb til alle Bøssemagere og Vaabenfabrikanter. Om Dagen lød ingen glade Raab eller Sange; men Smaabørn paa seks, syv Aar gik om Aftnerne i Række med hinanden i Hænderne og sang Mourir pour la patrie (At dø for Fædrelandet) paa den smukke, rørende Melodi. Dog disse Toner var de eneste blide, der hørtes. Det blev efterhaanden, som var Luften fuld af Rædsel og Raseri. Forbitrelsen væltede sig paany som en tyk, sort Strøm mod Kejseren^[II] Napoleon 3. (1808-1873): fransk præsident 1848-51, kejser 1852-70. Søn af Louis Bonaparte og Hortense de Beauharnais., mod Ministre og Generaler, og mod Prøjserne, som man allevegne troede at se.