Den, hvis Vej daglig førte ham gennem Fæstningsanlæggene, kunde, hvor læg hans Forstaaelse end var, indse, at de var yderst ringe. Man hørte ogsaa stadig anføre |335| Trochu’s[I] Ord: »Jeg indbilder mig ikke at kunne standse Prøjserne med de Tandstikkere, man nu planter paa Volden.« Underligt nok indesluttede man Paris saaledes i en Ring af Murværk, at der ved Gennemkørslen i Boulogneskoven neppe var Plads for en Vogn med to Heste. Man borede Skydehuller i disse Mure og Volde; men Faa tvivlede om, at det tyske Artilleri med største Lethed kunde knuse hele dette Værn.
At uddele Vaaben til den civile Befolkning, som Bladene enstemmigt krævede, vovede man af letfattelige Grunde ikke. Kejserindens[II] Regering maatte holde paa det Bestaaende; alligevel havde man – vel omtrent fra den 8. August – i Paris det Indtryk, at hvad der nu var tabt, det var tabt uigenkaldeligt.
Jeg ansaa det for en Ærespligt at vende tilbage til Danmark, ifald vi blev inddragne i Krigen, og levede med Tanken herpaa for Øje. For Frankrig imødesaa jeg med fuld Sikkerhed den nærforestaaende Revolution; jeg led under at Oppositionen ikke havde en almindeligt udpeget stor og energisk Mand blandt sine Førere, og at en elendig Personlighed som Rochefort[III] nu atter daglig blev nævnt og fremdraget. Paa Gambetta[IV] tænkte endnu Ingen, skønt hans Navn var anset, da han i det sidste Aarstid havde gjort sig gældende som Kammerets heftigste Taler. Men det var ikke Talere, hvortil der trængtes, og man vidste ikke, at han var Handlingens Mand.
Det nye Ministerium, der fulgte paa Ollivier’s[V], indgød mig ingen Tillid. Førsteministeren Palikao[VI] betegnedes i Bladene som en Jernmand (den sædvanlige Floskel). Det hed sig, at han ikke vilde være bange for at »lade† Bulevarderne rydde med Kardætsker«; men det Geni, som dertil udkrævedes, var jo ikke stort. Det var Frankrig, han skulde rydde for Tyskerne, og dertil fordredes mere.
|336| Renan[VII] havde maattet afbryde den Rejse til Spitsbergen, som han i Følge med Prins Napoleon[VIII] havde foretaget; Prinsen[IX] og hans Selskab var kun naaede til Tromsøe, da de paa Grund af Krigen blev kaldte tilbage, og Renan[X] var i den heftigste Sindsbevægelse. Han sagde: Ingen Straf vilde være for haard for denne hovedløse Kæltring Ollivier[XI], og det Ministerium, der er fulgt paa hans, er værre. Ethvert tænkende Menneske maatte sige sig selv, at Erklæringen af denne Krig var Vanvid (A-t-on jamais vu pareille folie, mon Dieu, mon Dieu, c’est navrant. Nous sommes un peuple dèsarçonné.) For ham var Palikao[XII] kun en Røver, Jérôme David[XIII] en Morder. Han betragtede Strassburgs Fald som umiddelbart forestaaende. Han var mindre forundret end jeg over den grænseløse Uduelighed, den franske Flaade under disse vanskelige Forhold lagde for Dagen; enhver Plan til en Landgang i Nordtyskland var allerede da (12. August) opgivet, og ikke engang en Blokade af Havnene, som den, de Danske seks Aar før havde gennemført, formaaede den franske Flaade at iværksætte.
Taine[XIV] var nedslaaet som Renan[XV]. Fra Tyskland, hvortil han var rejst for at forberede en Afhandling om Schiller[XVI], var han vendt tilbage, fordi Fru Taines[XVII] Moder pludselig var død. Allerede den 2. August, før endnu noget Slag var slaaet, følte han sig højst bekymret, tog Muligheden af Frankrigs Nederlag i Betragtning og udtalte overhovedet dyb Sorg over at to Nationer som Frankrigs og Tysklands nu skulde føre en saadan Folkekrig imod hinanden. Han gav denne sin Sorg et gribende og uforglemmeligt Udtryk.*
Philarète Chasles[XVIII] saa i Nederlagene en Bestyrkelse af sine Dag ud, Dag ind forkyndte Lærdomme om at de latinske Folk var i stedse mere rivende Nedgang: Spanien |337| og Portugal, Italien, Rumænien, de sydamerikanske Republiker var efter hans Opfattelse i moralsk Forraadnelsestilstand, Frankrig et rent Byzants. Det havde været en Dumdristighed uden Mage at ville gøre denne Krig til en afgørende Racekamp mellem den Stamme, der som protestantisk førte fri Forskning i sin Fane, og den, der endnu ikke havde formaaet at skaffe sig af med Paven og den politiske Enevælde. Nu bødede Frankrig derfor.
Ude i Meudon, hvor han laa paa Landet, var der – rimeligvis ved Skødesløshed – sket gentagne Eksplosioner, sidste Gang den 20. August. Man havde netop sendt Bazaine[XIX] tyve Kasser Patroner; der stod hundrede endnu, som skulde afgaa den Dag, da de indstændigt var forlangte. De sprang i Luften, og ingen i den lille By betvivlede, at Sprængningen var prøjsiske Spioners Værk. Thi saa vidt var man nu kommen, at man saa prøjsiske Spioner alle Vegne. (I Krigens første Maaned kaldtes i Frankrig alle Tyskere Prøjsere). Man lagde Vægt paa, at General Frossards[XX] Brodersøn, en ung, saaret Lieutenant, der laa i Chasles’[XXI] Taarnbygning af et Kaardestød i Brystet og i Reglen var fra sig selv, men ved Braget var faret i Vejret og blevet klar, havde raabt: »Det er Forræderi! det er Kammeret Nr. 6, der springer i Luften.« Virkelig laa Patronerne dèr. Det hed sig, at man i Meudon havde fundet Spor af samme Sprængstof, der havde været anvendt til Bomber mod Kejseren[XXII] i de første Dage af Maj (et Attentat, der rimeligvis var anlagt af Politiet). Gerningsmanden blev imidlertid – vistnok af gode Grunde – uopdaget.
Hvad Forfængeligt der var ved den gamle Philarète Chasles[XXIII], var gaaet ganske af ham i denne alvorlige Tid, der syntes at gøre de bedre Mennesker endnu bedre. Ogsaa hans Nièce, der ellers var højttalende og indbildsk, var som forandret. Hun sad en Dag, jeg var hos dem i Meudon, |338| længe i en Krog og græd stille. Man var derude som i Feber, havde ingen Ro paa sig, vilde dels erfare det Nyeste, dels føle Parises Puls. Da vi den Dag havde spist, bad Chasles[XXIV] mig om at tage med til Byen, og da vi ankom, tog han en Vogn og kørte omkring med mig to Timer i Træk for at iagttage Stemningen. Vi hørte talløse Anekdoter fortælle, mest apokryfe, men som afspejlede Øjeblikkets Tro: Kejserinden[XXV] havde sendt tre Milliarder(!) i fransk Guld til Londons Bank. Kejseren[XXVI], der var skinsyg paa Mac Mahon[XXVII], siden denne frelste ham ved Magenta, havde berøvet sin Feltherre[XXVIII] Kommandoen over Turcoerne, skønt Marskallen[XXIX] i Krigsraadet havde sagt: »Man maa give Turcoerne til mig, de lyder ingen anden.« Og virkelig havde Ingen Magt over dem uden han. Naar en af dem havde stjaalet eller paa anden Maade forset sig, og Mac Mahon[XXX], hvem de kun kaldte vor Marskal, red ned ad deres Front og skændte paa dem, gav de sig til at græde, styrtede til og kyssede hans Fødder, klyngede sig til hans Hest som Børn, der beder om Forladelse. Nu havde man begaaet den store Fejl at give dem til en anden General[XXXI]. Og da man vilde blænde Tyskerne med dem, havde man ført dem og Zuaverne allerførst i Ilden, skønt Bazaine[XXXII] forstandigt havde sagt: »Naar man vil køre, begynder man ikke med Galoppen.« Saaledes var disse Kærnetropper blevne oprevne i første Sammenstød. Det hed sig, at af 2500 Turcoer var der kun 29 tilbage.
Hvorledes Folkesagn danner sig i Kraft af Trangen til at personliggøre hele Slag i Feltherrernes Sammenstød, ganske som paa den homeriske Tid eller hos Shakespeare[XXXIII], røbede sig i en Anekdote som denne, der blev fortalt os: Kronprinsen af Prøjsen[XXXIV] kæmpede ved Wörth meget tappert i første Linje. At han bragte Turcoerne i Forvirring, beroede paa, at en Solstraale faldt paa den Sølvørn, han bar paa sin Hjelm. Araberne saa deri et Tegn fra Himlen. Mac Mahon[XXXV], |339| der stod og skød i Geleddet, var saa nær Kronprinsen[XXXVI], at denne raabte over mod ham paa Fransk: Voilà un homme! men Franskmanden overbød ham i ridderlig Artighed, thi han tog til sin Kasket og svarte: Voilà un héros!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
