Jeg havde efter min Tilbagekomst til Paris taget Undervisning hos en fortræffelig Sproglærerinde[I], en gammel Pige, der i mange Aar havde undervist Skandinaver i Fransk, Frøken Guémain[II], til hvem jeg skrev Stile i Form af Skildringer og Betragtninger, for at erhverve mig Øvelse i det skriftlige Udtryk. Hun havde kendt de fleste notable Nordboer, der i den sidste Snes Aar havde besøgt Paris, havde bl. A. undervist Magdalene Thoresen[III], da denne opholdt sig dèr som ung. Det var en udmærket Skabning, et sjældent Menneske, intelligent, fintfølende og uskyldig, der efterlod et uforglemmeligt Indtryk. Udenfor de berammede Undervisvisningstimer talte vi stundom i Timevis med hinanden. Hvor vemodigt, at saadanne gode og sjældne Kvinders Liv forsvinder uden at de i levende Live faar nogen synderlig Tak, og uden at nogen af de talrige, mod hvem de har gjort vel, offenligt udtaler, hvad de var værd. Hun havde al den franske Finhed i Forening med al en gammel fattig Piges Beskedenhed, var paa én Gang personligt uerfaren og i Kraft af det Meget, hun havde set, i høj Grad verdenserfaren. Jeg besøgte hende igen i 1889 efter nitten Aars Forløb, da jeg gennem Jonas Lie[IV] og hans Hustru[V], der kendte hende, erfor hendes Adresse. Jeg fandt hende ældet, endnu mere elskværdig og rørende ydmyg. Det skar mig i Hjertet, da hun sagde til mig: C’est une vraie charité que vous me faites de venir me voir.
Frøken Guémain[VI] var som alle Andre heftigt bevæget |340| ved hvad vi dagligt oplevede under denne voldsomme Spænding. Som Kvinde var hun modtageligst for Indtryk af den Alvor, der nu havde grebet endog letsindige Mennesker, og af den fædrelandske Begejstring, der bredte sig til stedse videre Krese. Hun holdt den for dybere og stærkere end den i Regelen var.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
