Meddelelsen om Slaget ved Weissenburg den 4. August vakte Sorg, men mest i Skikkelse af stor Forundring. Hvorledes? Man havde lidt et Nederlag? Man begyndte da ikke straks med at sejre. Nu, Sejren vilde hurtigt følge. Og virkelig næste Morgen foer som en Løbeild en Sejersnyhed gennem Staden. Man havde saa sikkert ventet den, at man rent forsømte en Undersøgelse af hvorledes og hvorvidt den var hjemlet. Alt flagede; alle Heste havde Flag i Panden, Folk gik med smaa Flag i Hattene. Opad Dagen erfores det, at Alt var Usandhed, og Nedslaaetheden var stor.*
Næste Aften, som jeg traadte ud af Théâtre français, stod Kejserens[I] forfærdelige Telegram at læse, opslaaet i flere Eksemplarer paa Buegangens Søjler: »Mac Mahon[II] har tabt et Slag. Frossard[III] trækker sig tilbage. Sætter skyndsomst Paris i Forsvarsstand!« Da indsaa jeg som Enhver Ulykkens hele Omfang. Napoleon[IV] havde øjensynlig tabt Hovedet; Slutningen af Depechen havde jo slet ikke behøvet at offenliggøres.
Straks derefter udstedtes Kejserindens[V] Proklamation, der næsten var fjantet. »Jeg er midt iblandt Eder«, hed det deri – en dejlig Trøst for Paris’es Befolkning.
Forbauselsen frembragte en Art Lammelse; Vreden søgte sig en Genstand, men vidste endnu ikke ret, over hvem den skulde gaa ud. Man havde jo ogsaa endnu altfor ringe Kundskab til det Skete. Siècle[0002] havde straks en temmelig oprørsk Artikel, men der behøvedes intet ophidsende Sprog i Aviser. Endog en Fremmed indsaa, at nødtes man til |333| Forsvar af Paris efter et Nederlag endnu, saa var Kejserdømmet til Ende.
Forbitrelsen, der skulde have Luft, vendte sig først mod Ministrene, og latterligt nok fik den Pressen paabudte Tavshed om Troppernes Bevægelser (le mutisme) Skyld for Nederlaget ved Weissenburg; saa svingede Forbitrelsen og rettedes mod Generalerne, der stempledes som forsømmelige og uduelige, indtil den tungt og langsomt drejede sig mod Kejseren[VI] selv.
Men med den Hast, det franske Stemningsliv har, og ved den Fart, hvormed Begivenhederne fulgte, var selve denne Forbitrelse kortvarig. Den rasede nogle Dage og faldt saa af Mangel paa Modsigelse ganske af sig selv, fordi den Følelse udbredte sig, at Kejserens[VII] Tid uigenkaldeligt var forbi, og at han endnu kun eksisterede af Navn. Et Vidnesbyrd om disse Omslags Hurtighed var tre paa hinanden følgende Artikler af Edmond About[VIII] i Dagbladet Le Soir[0003]. Den første, skrevet fra hans Ejendom i Saverne ved Strassburg, var yderst bitter mod Kejseren; den begyndte: »Napoleone tertio[IX] feliciter regnante, som man i gamle Dage sagde, har jeg med mine Øjne set, hvad jeg aldrig havde troet at skulle opleve: Elsass oversvømmet af en fjendtlig Hær.« Den næste Artikel, skrevet i Midten af August nogle Dage senere, da About[X] var ankommen til Paris, betegnede uden videre Kejseren[XI] som »den sidste Bonaparte[XII]« og begyndte: »Jeg ser, jeg har skrevet som en sand Provinsbo; i Provinserne har man for Øjeblikket to Forbandelser paa Læberne, en mod Prøjserne og en mod dem, der begyndte Krigen; i Paris er man et langt Stykke videre; dèr har man kun én Forbandelse paa Læben, én Tanke og ét Ønske: der er Navne, man allerede ikke nævner mere i Paris end om de stammede fra det 12. Aarhundrede.«
Hvad han her skrev, var i Øjeblikket sandt og rigtigt. |334| I Breve blev jeg jævnlig udspurgt om, hvad Franskmændene nu sagde om Regeringen og Kejseren[XIII]. Svaret var, at hele denne Side af Sagen i Paris var forældet. Sagde jeg til en af mine Bekendte: Eh bien, que dites vous de l’empereur? lød Svaret: Mais, mon cher, je ne dis rien de lui. Vous voyez si bien que moi, qu’il ne compte plus. C’est un homme par terre. Tout le monde le sait; la gauche même ne l’attaque plus. End ikke Hovedstadens Kommandant, General Trochu[XIV], nævnede Napoleons[XV] Navn i sin Proklamation til Paris. Han selv vovede knap at lade høre fra sig. Efter nødtvungen at have overgivet Overkommandoen, fulgte han Hæren som Skyggekejser, som en Slags Tilskuer, et overflødigt Stykke. Det hed sig om ham: On croit qu’il se promène un peu aux environs de Châlons.
Som man ser, var Kejserens[XVI] Afsættelse foregaaet i Bevidsthederne, og saa at sige offenlig fastslaaet, flere Uger før Slaget ved Sedan medførte hans Overgivelse til Kongen af Prøjsen[XVII] og Udraabelsen af den franske Republik. Revolutionen af 4. September var ingen Omvæltning, men Stadfæstelse af en Tilstand, hvorom man i Hovedstaden var enig, og havde været det endnu før Slaget ved Gravelotte.
Man beredte sig i Paris af al Kraft til Byens Forsvar. Det værnepligtige Mandskab kaldtes under Vaaben, store Masser af Frivillige indøvedes. Rørende var det at se de fattige Arbejdere eksercere paa Carousselpladsen for at gaa ind i Frikorpsene. Rigtignok saa de fleste saa blodløse og elendige ud, at man skulde tro, de gik med, fordi de fik en Franc om Dagen og Uniform.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
