Og saa stod jeg da paany i det Land, jeg betragtede som mit andet Fædreland, og den overstrømmende Lykke ved atter at have fransk Grund under mine Fødder vendte uformindsket og uforandret tilbage. Jeg havde ladet mine Breve sende til Frøken Louises Adresse, hentede dem altsaa kort efter Ankomsten der, og saa den unge Pige igen. Hendes Familie indbød mig straks flere Gange til Middag |272| allerede i den første Uge, saa jeg alt ved Ankomsten var i Forbindelse med franske Mænd og Kvinder.
Det var velopdragne, elskværdige, gæstfrie Borgerfolk med snever Synskres. Ikke saaledes, at de manglede Interesse for Politik og Literatur, men saaledes, at Spørgsmaalene for dem var besvarede en Gang for alle i kirkelig Aand. De betragtede ikke dette som et Partistandpunkt, opfattede ikke sig selv som Tilhængere af et Parti; deres Synsmaade var den rette; de afvigende havde Meninger, de burde skamme sig over, og som de rimeligvis i Stilhed skammede sig over at nære og udtale.
Frøken Louise havde en Fætter, hun plejede at omtale som en varmhjertet Mand med sære Meninger, heftig og ivrig, der gerne vilde lære hendes nordiske Ven at kende. Tanterne anerkendte i ham en lidenskabelig Katolik, en energisk Skribent i den kæmpende Kirkes Tjeneste. Kort efter min Ankomst traf jeg ham da ved Husets Middagsbord. Det var en midaldrende, bleg, uomhyggeligt paaklædt Mand med grimme, uregelrette Ansigtstræk og et højtspændt Væsen. Han havde med sig sin Frue, der ligeledes bleg og sværmerisk dog saa ganske jordisk ud. Han forestillede sig selv som Hr. Ernest Hello[I], Medarbejder ved Veuillots[II] da meget omtalte romersksindede Blad L’Univers[0001], der ledet med ikke ringe Talent af en betydelig Stilist, anvendte det gennemførte Smædeskriveri som Vaaben i alle Fejder til Kirkens Ære. Mod Veuillot[III] havde Augier[IV] netop da rettet Fortalen til sin udmærkede Komedie Giboyer’s Søn[0002] og aabent udtalt, at han ved den Déodat[v], som nævnes i Stykket, havde havt denne hellige Smædeskriver for Øje. Hello[VI] var i Et og Alt Veuillots[VII] haandgangne Mand.
Han hørte til de krigerske Troende, som ringeagtede og hadede den frie Forsknings bedste Mænd, og han vidste sig i Stand til at gendrive dem. Han havde nogle Elementer |273| af Kultur, havde tidligt faaet grundigt indprentet, hvad der i Voltaires[VIII] Dannelse var indskrænket og forældet i Sammenligning med senere Tiders Syn paa Historie og Religion, og betragtede af den Aarsag ikke blot Voltaires[IX] Angreb paa Kirken, men al senere kirkefjendsk Filosofi som tilhørende en forbigangen Tid. Han var Fanatiker, og der laa en Sakristi-Duft over alt, hvad han sagde. Men der fandtes i hans Væsen et Sværmeri for Svaghed i dens Kamp mod udvortes Styrke, og for det Mod, der ytrede sig paa Trods af verdslig Kløgt, som bragte ham til at nære Velvilje for en ung Dansk. At Danmark med sine to Millioner Mennesker havde optaget Kampen med Stormagter som Prøjsen og Østerrig, det begejstrede ham. »Det er stort, det er Sparta!« udraabte han. Rigtignok maa det tilføjes, at den Art menneskelige Sympatier ikke var fremtrædende hos ham; og han kedede mig med sine hadefulde Domme over alle dem, paa hvilke jeg og efterhaanden hele Europa satte Pris i Frankrig.
Det er et Vidnesbyrd om det Paradoksmageri, hvortil mange Aar senere Huysmans[X] forfaldt, at han vilde puste Hello[XI] op til en Aand af Betydning, og det var et Vidnesbyrd om den Uselvstændighed, hvormed den nykatolske Bevægelse blev ført videre i Danmark, at der i det unge Danmarks Organ Taarnet[0003] kom til at staa: »Hello[XII] er en af de Faa, alle Fremtidens Mænd er enige om at bøje sig for … Hello[XIII] var – foruden en glødende, troesivrig Katolik – et Geni; disse to Ting forklarer Alt«.
Da Hello[XIV] indbød mig til sig, betragtede jeg det som en Pligt at gaa derhen for at lære saa meget som muligt, og skønt hans Kres var mig højligt imod, fortrød jeg ikke at have set den, thi Skuet var yderst lærerigt.
Næst Hello[XV] selv, der med sin Fanatisme og sin Uro i Grunden gjorde et skikkeligt Indtryk og som ikke gjorde |274| Fortræd, naar man blot undlod at nævne Navne som Voltaire’s[XVI] eller Renan’s[XVII], var Kresens Hovedperson den i Kejserdømmets sidste Aar meget omtalte Sorte Læge (le Docteur noir), som endog berøres i Taine’s[XVIII] Graindorge[0004]. Hans virkelige Navn var Vries[XIX]. Han var en Neger fra hollandsk Indien, en sand Tyr, en uhyre Krop med et sort, skaldet Fjæs, skabt til at staa udenfor et Telt paa et Marked og udraabe sine egne Fortjenester. Hans Tale var et uophørligt Praleri i en umulig Mundart. Skønt han havde levet sytten Aar i Frankrig, talte han et næsten uforstaaeligt Fransk.
Han indbildte sig og i ethvert Tilfælde Andre, at han havde opfundet et perpetuum mobile, forsikrede, at han havde dannet en Maskine, der »ved en simpel Mekanik« erstattede Dampkraften og var funden brugbar af Paris’es første Ingeniører; men ud med Sproget desangaaende vilde han naturligvis ikke. Kun Columbus[XX] og Fulton[XXI] var hans Ligemænd; han kendte alle Naturens Hemmeligheder. Han var bleven forfulgt – han havde i 1859 siddet elleve Maaneder i Fængsel som Kvaksalver – fordi alle store Mænd blev forfulgte, se kun til vor Herre Jesus Kristus! Han selv var den største nulevende Mand. Moi vous dire le plus grand homme d’universe. Hello[XXII] og Damerne smilte med Beundring og blev ikke trætte af at høre paa ham. Det gav ham Mod til uafbrudt at føre Ordet:
Han, Vries[XXIII], var en Mand, som havde Mod og Visdom; han forstod Frenologi, Allopati, Homøopati, Ingeniørvidenskab, Meteorologi – som Lægerne hos Molière[XXIV] og Oldfux[xxv] hos Holberg[XXVI]. Hans mest udprægede Særevne var den at helbrede for Kræft. Som Skrivelærerne udhænger Prøver paa, hvordan Folk skrev, da de kom til dem, og paa, hvordan de skriver efter at have nydt deres Undervisning, saaledes havde han sine Kræftpatienter fotograferede før og |275| efter hans Behandling, fælt udseende paa den første Gengivelse, friske som Fisk paa den anden, og disse Billeder hang til Skue i hans Lejlighed. Intet Under derfor, at Napoleon III[XXVII] – som han fortalte – havde hans Portræt i et Album, hvor der ellers kun fandtes Portræter af Europas Suveræner.
Han paastod at have udtalt mangfoldige vigtige Spaadomme. Dette nærmede ham til Hello[XXVIII], der tillagde sig samme mærkelige Evne, og havde sagt alle Slags besynderlige Begivenheder forud. Han foretog Mirakelkure; det tiltalte Hello[XXIX], som nærede Mistanke til al rationel Videnskabelighed og var parat til at tro hvad det skulde være. Han kunde læse alle Menneskers Karakter i deres Ansigt. Det var et Paaskud til at sige Hello[XXX], dennes Frue[XXXI] og begges Venner og Veninder de platteste Smigrerier, som gik glat ned. Til mig sagde han: »Monsieur er blid, meget rolig, meget overbærende, tilgiver let enhver Fornærmelse.«
Saa fæl han var at se til, virkede hans kraftige Brutalitet paa Kresens Damer. De hang bogstaveligt ved hans Læber. Han greb dem om Haandleddene og lod sine sorte laadne Poter glide op om deres blottede Arme. De gifte Koner hviskede smægtende: »De har en mærkværdig Magt over Kvinden.« Ægtemændene smilte dertil.
Naar nu Hello[XXXII] og han og Vennerne og Damerne kom i det religiøse Hjørne og fik Dampen op, saa var det som en Hekse-Sabbat, hvor alle Arter af Fornufthad og Torveskrigeri løftede deres Stemmer i Kor til en frihedsfjendsk Koncert: Satan selv havde dikteret Voltaire[XXXIII] hans Værker; nu brændte han for dem i den evige Ild. De Vantro burde udryddes; det var godt til dem. Renan[XXXIV] burde hænges i det første, bedste Træ; den sorte Doktor[XXXV] paastod endog, at i Manilla vilde han længst været skudt. Det var altid Doktoren[XXXVI], som anslog Kætterforfølgelsens Tema. Hello[XXXVII] selv |276| forfulgte Kætterne med overlegen Spot, men var bestandig rede til at slaa over i Hymnen til Madonna.
Jeg havde da læst to af Hello’s[XXXVIII] Bøger Le style[0005] og M. Renan, L’Allemagne et l’athéisme au 19me siècle[0006]. Man kalder sligt Bøger, fordi der jo ikke er andet Navn. I Virkeligheden hører den Art Mundsvejr og Gallimathias ingenlunde Literaturen til. Hello[XXXIX] har aldrig skrevet Andet end katolske Prækener, fulde af teologiske Spidsfindigheder og af Haansord mod de tænkende Aander. I hine Aar fik hans Bøger ved deres Røgelseduft de smaa flade Befolkere af Sakristiernes Paneler til henrykte at vove sig frem af deres Sprækker; men de slog ellers ikke an nogensteds. Først efter hans Død kunde det falde en originalitetssyg Mand som Huysmans[XL], der har en Bittermandel i Hjertets Sted, ind at lade sin lysrædde, halvt sindssyge Helt, Des Esseintes[xli], finde Tilfredsstillelse ved Læsningen af de Udæskninger til sund Fornuft, Hello[XLII] har skrevet. Hello[XLIII] var en Stakkel, der i vanvittig Overbevisning om selv at være et Geni, fyldte sine Skrifter med Hævdelse af Geniets vidunderlige, ufattelige Væsen, og altid talte paa dets Vegne. Under Kejserdømmet overhørtes hans Røst. Først en Snes Aar derefter fandt den nykatolske Reaktion sin Fordel i at tage ham paa Ordet og i ham se det Geni, han havde udgivet sig for. Han var Geni, som den Højhedsgale er Kejser.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
