Faa Dage efter min Ankomst søgte jeg Taine[I] og blev modtaget med Varme. Han forærede mig en af sine Bøger og lovede mig sit store Værk De l’intelligence[0001], der et Par Dage derefter vilde udkomme, talte en hel Time med mig og indbød mig til The den næste Aften. Han havde giftet |277| sig, siden jeg sidst var hos ham, og hans Hustru[II], en ung, klarhudet Dame med sorte Fletninger, brune Øjne og en yderst smidig Skikkelse, var frisk som en Rose, ungdommeligt frittalende og bevægede sig dog i meget valgte Udtryk.
Efter et Par Dages Forløb behandlede den mod Fremmede ellers afmaalte Taine[III] mig med stigende Hjertelighed. Han foreslog mig straks at indføre mig hos Renan[IV] og opfordrede mig stærkt til nu at blive et halvt Aars Tid i Paris for tilgavns at beherske Sproget, saa jeg kunde oplyse Franskmændene om nordiske Forhold og samtidigt fremstille de franske for mine Landsmænd. Hvorfor skulde ikke jeg lige saa godt kunne gøre Fransk til mit »Hjælpesprog« som Turgeniev[V] og Hillebrandt[VI]!
Taine[VII] var uvidende i tysk Skønliteratur. Hvad den filosofiske angik, ringeagtede han aldeles tysk Æstetik og lo af mig, fordi jeg overhovedet kunde tro paa »Æstetiken«, ja forestillede mig en Dag spøgende for en Fremmed med Ordene: »En ung Dansk, der ikke tror paa Meget, men har den Svaghed at tro paa Æstetiken«. Troen trykkede mig just ikke. Men en tysk Æstetiker var efter Taines[VIII] Definition en Mand, der ganske manglede Kunstsans og Stilsans, og kun levede i Begreber. Dersom man førte ham hen i Teatret at se et Sørgespil, rev han sig i Haaret af Glæde og udbrød: Voilà das Tragisché!
Af nyere tyske Forfattere kendte Taine[IX] kun Heine[X], af hvem han var en lidenskabelig Beundrer og hvem han paa Grund af Intensiteten i hans Følelse sammenlignede med Dante[XI]. Et Digt som Valfarten til Kevlaar[0002] vakte hans fulde Begejstring. Goethes[XII] Smaadigte forstod han derimod ikke at paaskønne; vistnok især fordi han ikke kunde det tyske Sprog tilstrækkelig godt. Han kendte end ikke Goethes[XIII] ypperste Smaating, og da jeg en Dag bad ham læse et enkelt Digt højt, lød Ordene i hans Mund med rent fransk |278| Udtale: »Lieber dur Ledénn möcht i mi schlagé, als so viel Frödenn des Lebéngs ertragé.« Det var:
Goethes[XIV] Prosa fandt han ikke god, slæbende vidtløftig og uden malerisk Kraft. Han fremhævede gerne Voltaires[XV] Prosa paa dens Bekostning: »Man ser langt bedre Skikkelserne og deres Bevægelser gennem den«, sagde han. De tyske Romantikere indgød ham Lede; ogsaa deres Stil var ham for ukunstnerisk (ils ne savent pas écrire, cela me dégoûte d’eux).
Jævnlig traf jeg Venner hos ham, saaledes Marcelin[XVI], hans Ungdomskammerat, om hvem han mange Aar efter har skrevet en vemodig Nekrolog. Denne Udgiver af det højst verdslige Ugeblad La Vie Parisienne[0003] var en kraftig bredskuldret rødmusset Skikkelse, der saa ud som Sundheden selv og hvis Billede lidet svarede til det, man maatte danne sig af den Mand, som ledede Paris’es letfærdigste og eleganteste Blad. Han var Tegner og Forfatter, havde studeret de sidste Hundredaars Historie i Kobberstiksamlingerne, og havde bragt det til selv at eje ikke mindre end 300,000 Kobberstik. Hvad Taine[XVII] først beundrede hos ham, var den Jernvilje, hvormed han, der nitten Aar gammel stod pengeløs og med en mangelfuld Uddannelse som sin Families Hoved, havde ernæret Moder og Søskende ved sit Arbejd. Men dernæst beundrede Taine[XVIII] hans strenge Alvor. Marcelin[XIX], der regnedes til det letlevende Paris, var en ensom Natur, en fantasirig Genskaber af Fortidens Mennesker, som de gik og stod, med deres Væsen og deres Sæder. Det var ham, der oprindeligt havde aabnet Taines[XX] Øjne for den Skat, Kobberstiksamlingerne indeholder af Bidrag til Slægternes |279| Historie, maaske overhovedet for Menneskets Ydre og for alt, hvad det Ydre røber.
En anden Ven, der kom til Taine[XXI] paa alle Tider, var den gamle Maler Gleyre[XXII], der var født i det franske Schweiz, men forøvrigt Pariser. Og han var ikke den eneste stærkt idealistiske Kunstner, med hvem Taine var forbunden ved Venskab. Skønt nemlig et Grundelement i Taines Natur magnetisk drog ham til den Kunst, som udtrykte Kraft, tragisk eller kødelig Kraft, en svulmende Livsoverdaadighed, var der dog i hans Sjæl Rum for Deltagelse med al kunstnerisk Stræben, deriblandt med den rent følelsesfulde. Hvad der drog ham til de idealistiske Malere, var i Grunden det samme, der drog ham til Beethoven[XXIII] og Chopin[XXIV].
Af Gleyre[XXV] kendes mest det i Farven noget svage, men i Følelsen betydelige Maleri fra Louvre, som med et Motiv fra Nilen forestiller en Mand, der siddende ved Flodbredden ser sin Ungdoms Drømme, personliggjorte som skønne Kvinder, fly fra ham paa en smykket Nilbaad, der fjerner sig. Dets Titel er Mistede Illusioner. Større Kraft er der i hans gennem Kobberstik udbredte Maleri af en romersk Hær, som gaar under Aaget, overvunden af Helvetieren Divico[XXVI], et Billede, der som Udtryk for Schweizer Fædrelandsstolthed har faaet sin Plads i Lausanne’s Museum.
Det var dog snarere Manden selv end hans Kunst, som Taine[XXVII] vurderede højt. Som Aand var Taine[XXVIII] inderst inde en Dyrker af den italienske og engelske Renæssance, hvor den var mest hedensk og mest ubændig; han havde aandeligt hjemme i det sekstende Aarhundredes Venedig, havde været paa sin Plads ved en af de Fester, Veronese[XXIX] har malt, og havde burdet bære Tidsalderens smagfuldt rige Dragt. Men som Menneske i Samfund og Stat var han helt anderledes, kærlig og dæmpet og stille, i høj Grad borgerlig; maadeholdende i enhver Dom som i sit Liv.
|280| Naar det lykkedes mig at vinde hans Velvilje, var det visselig ikke fordi jeg havde skrevet en Bog om ham, som han tilmed ikke kunde forstaa; thi i den har han neppe kastet et Blik; højst har han læst den anerkendende lille Anmeldelse, Gaston Paris[XXX] gjorde mig den Ære at skrive om den i Revue critique[0004]. Men det tiltalte ham, at jeg var kommet til Frankrig af ren Videbegærlighed, for at lære Menneskene og Aandslivet at kende, og at jeg havde brugt min Ungdom til Studier.
Han kom til at holde af mig, gav mig Raad som en Fader eller ældre Broder og smilte af mine Uforsigtigheder – som da jeg engang nær havde ødelagt mig ved at tage en altfor stærk Sovedrik – (vous êtes imprudent, c’est de votre âge). Han bebrejdede mig undertiden, at jeg ikke paa Rejsen dagligt som han optegnede Alt, hvad der slog mig; han talte til mig om sine Arbejder, om det planlagte Essay om Schiller[XXXI], der blev til intet paa Grund af Krigen, om hans Notes sur l’Angleterre[0005] som han udførte i et afsides Havehus, hvor der kun fandtes de fire bare, kalkede Vægge, et lille Bord og en Stol. Han indførte senere hen i denne Bog et Par Smaatræk, jeg fortalte ham fra mit Ophold i England.
Naar vi gik i Haven ved hans Landsted i Châtenay, lagde han nu og da Armen om min Hals – et Træk, der vakte den største Forbavselse blandt de tilstedeværende Franskmænd, som neppe vilde tro deres Øjne. De vidste, hvor forbeholden han ellers var.
Formelig irriteret var Taine[XXXII] over, at det danske Gesandtskab ikke gjorde det Ringeste for mig, ikke indførte mig nogensteds, endskønt det havde maattet skaffe mig fri Adgang til Teatret. Atter og atter kom Taine[XXXIII] tilbage dertil, endda jeg aldrig havde nævnt Gesandten eller Gesandtskabet for ham. Men det revolutionære Blod, der var i |281| ham, oprørtes ved hvad han opfattede som en Tilsidesættelse af Aandsaristokratiets Ret. »Hvad kalder De saadan en Mand? Junker?« – Jeg benegtede det. – »Ligemeget. Man føler, at De i Deres Land ikke har havt nogen Revolution som vor og ikke kender til Lighed. Saadan en Fyr, der ikke har gjort sit Navn bekendt ved Nogetsomhelst, betragter Dem som uværdig til at sidde ved hans Bord, og rører ikke for Deres Skyld en Finger, skønt det er dertil, han er ansat. Naar jeg er i Udlandet, kommer man fra det franske Gesandtskab straks og gør mig Besøg og aabner mig alle Huse, hvortil man har Adgang. Jeg er en meget ringe Person i Sammenligning med Benedetti[XXXIV]; men Benedetti besøger mig, saa tidt jeg vil modtage ham. Vi har intet Junkervæsen hos os.«
Disse Udfald bragte mig til at studse, først fordi jeg ikke havde næret den svageste Forventning eller endog blot et Ønske om at modtages hos den danske Gesandt eller blive hjulpet til Rette af ham, dernæst fordi de aabenbarede mig en dyb Forskel mellem Synsmaaden i de romanske Lande, særligt i Frankrig, og den i Norden. Jeg havde jo aldrig i Danmark havt Adgang til Hoffet eller til fornemme Krese og fik det heller ikke senere mit Liv igennem, har ogsaa undværet det uden ringeste Savn. Men i de romanske Lande, hvor den fornemme Verden endnu undertiden sidder inde med Dannelse og Vid, forstaar det sig af sig selv, at Talentet er en Adel, og for den Mand, der har vundet sig et Navn, staar alle Døre aabne, ja, man kappes om at se ham. At en Kasteadskillelse som den i Norden dèr var ganske ukendt, erfor jeg først da.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
