1.

Det første stærke Indtryk var det af Hamborg, det vil sige af europæiske Synsmaader dèr.

Hamborg var paa det Tidspunkt, vist nærmest af nationale Grunde, forhadt i Danmark. Forskellige danske Forfattere havde da nylig skrevet om Byen og saa nedsættende som muligt. Den enes Fremstilling gik ud paa, at i Hamborg taltes kun om to Ting, om Penge og Fruentimmer; den andens Skildring begyndte: »Af Alt, hvad jeg i mit Liv har set, er Hamborg det hæsligste.«

Byens Beliggenhed kunde jo ikke sammenlignes med Kjøbenhavns, men Alsterpartiet var tiltalende, Bygningsmaaden og Gadelivet ikke uinteressante. Dog det afgørende var ikke det Udvortes, men Aanden i Hamborg, der slog mig i Møde igennem Samtalerne. Grundsynsmaaden var den, at en ung Borgersøn først og fremmest maatte komme saa vidt, at han ernærede sig selv rigeligt, rundeligt; kunde han ikke dette i Hamborg, saa maatte han saa tidligt som muligt tage ud til en eller anden oversøisk Plads, til Rio eller New York, til Argentinien eller Caplandet, og dèr bryde sig en Vej og† og] og og A. fortjene en Formue. I de Familier, hvori jeg blev indbudt, eller om hvilke jeg hørte tale, var |268| de unge Sønner langt borte; i de Huse, hvori jeg kom, havde Familiefaderen set andre Verdensdele. Sammenligningen laa nær med Kjøbenhavn, hvor de unge Borgersønner laa Familierne til Byrde undertiden indtil Trediveaarsalderen, ingen Drift havde i sig, ingen egne Penge havde til deres Raadighed, tidt var som fastklistrede til den ene By, hvor der ingen Forfremmelse gaves og intet vidt Udsyn af nogen Art.

Ikke længe havde Noget slaaet mig som et Udtryk, en begavet hamborgsk Dame, der havde besøgt Kjøbenhavn og opholdt sig dèr nogen Tid, brugte om de unge danske Mænd, at de havde l’apparence chétive (tog sig ud som Stakler). Jeg vilde gerne forestille hende, at Livet i Kjøbenhavn ved Tilfældigheder havde taget sig saa ynkeligt ud for hende; men jeg overbeviste hende ingenlunde. Hun godtgjorde mig ved talrige Eksempler, i hvor høj Grad man i Danmark manglede Foretagelsesaand, og jeg maatte indskrænke til den Forklaring, at det uhyre Pres af den politiske Ringhed og Svaghed havde medført almindelig Slappelse og, uden at man følte eller anede det, havde berøvet næsten Alle Dristigheden og Heldet. Samtalens Resultat var, at Danmark blev rykket i ny Belysning for mig.

En hamborgsk Købmand, der længe havde boet i Mexiko, indbød mig til Middag, og hos ham fik jeg samme Indtryk af ydre Lykke, Velvære, Foretagelseskraft og vid Synskres i Modsætning til Bekymringerne og Sneversynet hjemme, hvor altfor Faa havde gjort lange Rejser eller indvundet Stof, der ved Sammenligning kunde give nye Synspunkter og meddele omfattende Livserfaring. Min psykologiske Opdragelse i dansk Literatur med dens Forgudelse af »Inderligheden« havde indprentet mig, at hvem der forstod tilgavns at iagttage en Mand, en Kvinde og et Barn i en kjøbenhavnsk Baggaard, havde fuldt tilstrækkeligt Materiale til |269| deraf at brygge Menneskekundskab. Nu blev det mig paafaldende, at den sammenlignende Iagttagelse af en mexikansk og en nordtysk Familie med deres Synsmaader og Fordomme dog rimeligvis maatte være ret fremmende for Menneskekundskaben, ifald denne Sammenligning stadigt paatrængte sig af sig selv.

Den samme Mand lod en Ytring falde, der satte Tanker i Bevægelse hos mig. Da Talen kom paa det siden Slaget ved Königgrätz spændte Forhold mellem Frankrig og Prøjsen og da jeg udtalte Tillid til, at Frankrig i Tilfælde af Krig vilde sejre, som det plejede at sejre overalt, udtalte han en begrundet Tvivl. Prøjsen var forholdsvis en ung Stat, ypperligt organiseret til Krig og omhyggeligt forberedt til den; i fransk Militærvæsen gik megen Slendrian i Svang; Kejseren selv, hans Anseelse og hans Styre var i Nedgang. Det var Ord, jeg i Danmark aldrig havde hørt. End ikke som Mulighed kom Frankrigs Nederlag i en Krig med Prøjsen dèr i Betragtning.

Denne Købmand viste mig et Originalfotografi af Kejser Maximilians^[I] Maximilian (1832-1867): østrigsk ærkehertug. Kejser af Mexico fra 1864. Henrettelse, taget paa Stedet et Øjeblik før der kommanderedes Fyr! og et andet, taget straks derefter. Kejserens og de to Generalers rolige Holdning var beundringsværdig. For første Gang saa jeg Fotografien taget i Historiens Tjeneste.

I Hamborgs zoologiske Have fængsledes jeg af Akvariet med dets Mængder af Sødyr og Fisk. Dèr saa jeg for første Gang i mit Liv en Elefant og blev længe ikke træt af at betragte det mægtige Dyr. Jeg blev grebet af det besynderlige Lune, hvormed det store Væsen, vi kalder Natur, gaar tilværks, eller rettere af Modsætningen mellem den menneskelige Synsmaade og Naturens Virkemaade. For os var Elefantens Snabel burlesk, dens Gang latterligt plump; Ørnen og Glenten syntes os, naar de sad, at have en streng |270| Holdning og et stolt Blik; Aberne, der lysker hverandre og æder Utøjet, var i vore Øjne paa én Gang væmmelige og latterlige; men for Naturen var alt dette i lige høj Grad Alvor; den søgte ikke Skønhed, undgik ikke Uskønhed; og det ene Væsen var for den ikke mere centralt end det andet. Naturens Midtpunkt maatte den Skabning kaldes, der var lige langt fra det laveste Væsen og det højeste; det var da ikke udelukket, at f. Eks. Harefisken, en stor tyk sær en, var selve den jordiske Tilværelses Midtpunkt, ligesom vor Himmelkugle har sit, gennem hvilket en Linje naaer Dyrekresens Pol i Stjernebilledet Dragen. Og det morede mig, at R. Nielsen^[II]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. og hans Elever stadigt talte, som stod de paa den fortroligste Fod med selve »det Centrale« i Tilværelsen, og haanede Andre, der formentlig ikke formaaede at komme i Forhold dertil.

Et meget daarligt Indtryk fik jeg i Hamborg af tyske Skuespil og tysk Skuespilkunst.

Man spilte i Stadtteatret Hebbels^[III]Friedrich Hebbel (1813-1863): tysk lyriker. Judith^[0001] med Clara Ziegler^[IV]Clara Ziegler (1844-1909): tysk skuespiller. i Hovedrollen. Hun havde dengang et betydeligt Navn i Tyskland, var ogsaa et stort, prægtigt Kvindemenneske med et kraftigt Organ og med Mimik, Plastik og alt til Faget henhørende, men var iøvrigt en ren Ordstrømsmaskine. Spillet fremhævede Stykkets Smagløshed. Holofernes gik i Blod til op over Støvlerne og pralede ustandseligt; Judith forelskede sig i hans »Mandighed«, og da han havde udnævnt hende til »sin Søvns Vogterinde«, myrdede hun ham i Kraft af et længe glemt Hensyn til Israels Gud.

Paa Thaliateatret opførtes Raupachs^[V]Ernst Raupach (1784-1852): tysk dramatiker. Die Schule des Lebens^[0002], noget enfoldigt Tøjeri, Æmnet iøvrigt beslægtet med det senere af Drachmann^[VI]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. behandlede i Der var engang^[0003]: En Prinsesse er haard og lunefuld. For at straffe hende spærrer Kongen, hendes Fader, en Mand inde i hendes Soveværelse, anklager hende paa Skrømt og jager hende i |271| Virkeligheden ud af Slottet. Hun bliver nu Opvartningspige og gennemgaar derefter forskellige borgerlige Stadier. Kongen af Navarra, hvis Frieri hun i Hovmod har afslaaet, ægter hende, forklædt som Guldsmed, kommer derpaa selv i Fløjl for at friste hende til Utroskab. Da hun modstaar, lader han hende lide alle mulige Uretfærdigheder for at prøve hende, indbilder hende, at Kongen paa en falsk Beskyldning har ladet Øjnene stikke ud paa hendes Mand, og flakker saa selv om med et Bind for Øjnene og lader hende tigge for sig. Hun tror Alt og gaar ind paa Alt, indtil hun endende i Glans og Herlighed erfarer, at det Hele var Komedie, Prøvelse og Skolegang.

Dette Nonsens svarede nøje til Smagen i Tyskland da, der unægteligt stod adskilligt under Datidens franske og danske, og spiltes af en delvis meget dygtig Trup paa Hamborgs Hovedteater. Saa langsomt Forretningslivet pulserede i Danmark, saa stod vi dog over Tyskland i kunstnerisk Sans.

Det lave kunstneriske Udviklingstrin, hvorpaa Hamborg befandt sig, kunde imidlertid ikke udviske Indtrykket af dens Overlegenhed over Kjøbenhavn i andre Punkter. Alt i Alt var de faa Dages Ophold i Byen vel anvendt.