Nogle Uger gik hen med Besøg af Londons vigtigste offenlige Bygninger, med Svælgen i Samlingernes Skatte, med Udflugter til Omegnen og til Oxford.
Jeg fordybede mig i St. Pauls Kirken, saa den helt igennem oppe og nede, stod i Krypten, hvor dens Bygmester Wren[I] ligger begravet – Si momentum requiris, circumspice – sammenlignede i mine Tanker Wellingtons[II] Grav her med Napoleons[III] paa den anden Side af Kanalen, og gik saa op ovenpaa Kirken og saa til alle Sider udover London, som jeg allerede kendte saa godt, at jeg overalt fandt Vej alene, kørte med de rette Omnibusser og med de rette underjordiske Tog uden en eneste Gang at spørge om Vej. Salige Timer tilbragte jeg i Nationalgalleriet. Denne udsøgte Samling af Malerier, de italienske især, skænkede mig den heftige, overvældende Vellyst, som Poesien, hvis Mesterværker jeg jo alle kendte, ikke længere kunde volde mig. I Krystalpaladset fængsledes jeg af Bregnetræerne, høje som Frugttræer hos os, og af Genfremstillingerne af de forskellige Landes Pragtbygninger, et ægyptisk Tempel, et Hus fra Pompeji, Alhambras Løvegaard. Her som allevegne opsøgte jeg den zoologiske Have, og her dvælede jeg længst ved Flodhestene, som var lige besynderlige at iagttage, naar de svømmede og naar de var i Land. Deres Plumphed var næsten hjertevindende. De mindede mig om enkelte af mine Uvenner hjemme.
Oxford med de mosgroede, vedbendbevoksede Mure, med al Konservatismens Poesi greb mig ved sin Ærværdighed og sin landlige Friskhed; her var Blomsten af det engelske Væsen udtrykt i Bygninger og Træer. Selve den forældede og ufolkelige Undervisning frastødte mig dog. Og Oldtiden blev saa ukendelig i engelsk Fatning, angliseret som |319| det: vinej, vejdej, vejcej (veni, vidi, vici), der af en Student blev citeret.
Modsætningen mellem engelsk Aand og fransk traadte frem i al sin Kraft, naar jeg sammenlignede Windsor Castle med Versailles. Her var en gammel nordisk Hal, hvori sidste Akt af Oehlenschlägers[IV] Palnatoke[0001] vilde tage sig ud.
Jeg saa hvad jeg formaaede: Parlamentsbygningen, Westminster Hall og Abbedi, Tower og Teatrene, Samlingen i Dulwich med Rembrandts[V] Pigen ved Vinduet og den i Hampton Court med det Tizian[VI] tilskrevne Portræt af Loyola[VII], sejlede ad Floden til Greenwich, og dvælede længe i de dejlige Haver ved Kew, der gav mig et yppigt Indtryk af engelsk Landskab. Ogsaa Dronningens[VIII] Mønsterfarm saa jeg. Hvert Dyr var her prægtigt som bestemt til et Dyrskue, Mejeriernes Vægge helt af Fajance. Forvalteren beklagede, at Prins Albert[IX], der selv havde givet Tegning til en vis Art Melkebeholdere, ikke havde oplevet at se dem udførte. Ikke uden Komik var hans vemodige Meddelelse om en gammel Stud, at den havde Dronningen[X] selv givet Navnet Prins Albert[XI].
For mig, der var vant til at se det muntre og barokke Liv, der om Aftenerne udfoldede sig paa Pariserstudenternes Danseplads i Closerie des lilas, var det lærerigt dermed at sammenligne en engelsk Dansebod, Holborn Casino, der kun var trist, stiv og modbydelig.
Armoden i London var anderledes paafaldende end i Paris; den bredte sig i Sidegader lige i Nærheden af Hovedaarerne i sin ynkværdigste Skikkelse. Store Flokke, formelige Opløb, af fattige Mænd, Kvinder og Børn i Pjalter spredtes som Spøgelser ved Daggry, flygtede i Hui og Hast og forsvandt, blot en Politimand kom dem nær og gav dem Tegn til at fjerne sig. Til Sligt saas aldrig noget tilsvarende i Paris. Ogsaa Lasten tog sig her ganske anderledes ud. |320| I Paris var den pyntet og fræk, men bevarede en vis Holdning; her saas ved Aftentid i stærkt besøgte Gader hele Sværme af grimme, elendigt klædte, halvt eller helt drukne Fruentimmer, der ravede, faldt og tit blev liggende paa Stedet.
Saavel Englændernes Hang til at isolere sig som deres Drift til Selskabelighed havde helt andre Former end Franskmændenes. Jeg fik Lov at se den komfortabelt udstyrede Klub Athenæum i Pall Mall, i hvilken Medlemsværdigheden var saa attraaet, at ansete Folk Aar igennem stod paa Ventelisten, og disse Klubber svarede til Kafeerne i Paris, hvor enhver gik ind fra Gaden. I Restauranterne slog det mig, at Bordene tidt var skjulte bag høje Skillerum, saa de enkelte Partier, der spiste, ikke kunde se hverandre.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
