Saa tidt det gik an tog jeg med Toget til Blackheath for at besøge Stuart Mill[I] . Han var god og stor, og jeg følte mig højligt tiltrukken af hans Storhed. Der var Grundtræk i hans Synsmaade og Følemaade, som stemmede med Hang hos mig selv; saaledes Nyttelæren, som den var grundlagt af Bentham[II] og hans Fader[III] , udviklet af ham. Nogle Aar forinden allerede havde jeg skrevet: »Vor Attraa er ikke mere en Flugt fra Samfundet og Virkeligheden med vore Længsler og vore Tanker. Lige omvendt: vi vil virkeliggøre vore Ideer i Samfundet, i Livet. For ikke at blive en |315| Nation af daarlige Lyrikere vil vi netop stræbe hen mod det Virkelige, det bestemte Formaal, det Nyttige, som den foregaaende Slægt lod haant om. Hvem vilde ikke være glad ved at kunne gøre om end nok saa ringe Nytte!*
«Saaledes befandt jeg mig aandeligt i en Retning, som ledede mig imod Mill[IV] , og gennem flereaarigt Studium af Comte[V] og Littré[VI] , gennem Kendskab til Mills Brevveksling med Comte, var jeg forberedt til filosofiske Samtaler om Erfaringsfilosofiens Grundtanker i deres Modsætning til den spekulative Filosofis, Samtaler, der fra Mills Side gik ud paa at fremstille mig min hele filosofiske Universitetsopdragelse i Kjøbenhavn som vildledende og værdiløs.
Men hvad der drog mig dybest til Stuart Mill[VII] , var dog ikke nogen Overensstemmelse, men Følelsen af et Modsætningsforhold. I hele mit Liv havde jeg havt Angsten for at gaa videre i den Retning, hvori jeg heldede. Altid havde min Attraa lidenskabeligt gaaet ud paa at søge Fuldstændiggørelse af mit Væsen, Udbøden af mine Mangler. Naar Julius Lange[VIII] i sin Tid var blevet mig saa meget, var det fordi han var mig saa ulig. Nu stræbte jeg at forstaa Stuart Mills[IX] Væsen tilfulde og at tilegne mig det, fordi det var mit eget Væsen fremmed. Jeg fulgte herved kun et Kald, som vedblev at lyde for mit indre Øre. Naar andre omkring mig havde fordybet sig i et Æmne, et Sprog, en Tidsalder, saa vedblev de at tumle dermed i en Uendelighed, gjorde den Sag til deres Særfag. Sligt var mig en Rædsel. Jeg kunde godt Fransk; men i Angst for at fortabe mig i fransk Literatur, som jeg lettest kunde fremstille, tumlede jeg stadigt med engelsk og tysk, der frembød mig større Vanskeligheder, men umuliggjorde mig at indsnevres. Jeg havde overfor den europæiske Læseverden den Styrke, at jeg kunde de nordiske |316| Sprog; men ingen Tanke laa mig fjernere end at indskrænke mig til at aabne Europa deres Literaturer. Saaledes gik det til, at da jeg senere engang i mit Liv følte mig tvungen til Bosættelse udenfor Danmark, valgte jeg til Opholdssted Berlin, den By, med hvilken mit Væsen havde færrest Berøringspunkter, hvor jeg derfor kunde lære mest og udvikle mig uden Ensidighed.
Mills[X] mundtligt udtalte Overbevisning om, at Erfaringsfilosofi var den ene sande Filosofi, gjorde stærkere Indtryk paa mig end nogen Paastand af den Art, jeg havde læst mig til i trykte Bøger. Erfaringsfilosofiens Resultater syntes mig anderledes grundfæstede end den nyere tyske Filosofis. I Strid med mine Lærere var jeg kommet til den Indsigt, at Hume[XI] havde havt Ret overfor Kant[XII] . Men i selve Principet kunde jeg ikke gaa ind paa Erfaringslæren. Inderst inde kunde vor Erkendelse ikke bero paa blot Erfaring men paa det som, givet forud for Erfaringen, alene gjorde al Erfaring mulig. Ellers fik jo end ikke Matematikens Læresætninger Almengyldighed. Jeg maatte trods min Beundring for Mills[XIII] filosofiske Værker holde paa den rationalistiske Erkendelseslære; Mill[XIV] stod haardnakket paa den empiriske. Er ikke en Forsoning af dem mulig? sagde jeg. Jeg tror, man maa vælge mellem Teorierne, svarte Mill[XV] . Jeg kendte ikke da Herbert Spencers[XVI] dybsindige Forsoning af de to stridige Skolers Lærdomme. Han hævder vel som Englænderne, at alle vore Ideer stammer fra Erfaring, men han hævder samtidigt som Tyskerne, at der gives medfødte Ideer. Den Enkeltes Bevidsthedsliv, der ikke kan forstaas ud fra den Enkeltes Erfaring, bliver forklarligt ud fra Slægtens nedarvede Erfaring. Selve den Aandsform, der betinger Individets Erkenden, er tildannet ved Slægtserfaringen og altsaa medfødt, uden derfor at være uafhængig af foregaaende Erfaringer. Men jeg besluttede straks, tilskyndet ved Samtalerne |317| med Stuart Mill[XVII] , at gennemforske ikke blot hans egne Værker men James Mill’s[XVIII] , Bain’s[XIX] og Herbert Spencer’s[XX] Skrifter; jeg vilde stræbe at se, hvormegen Sandhed de indeholdt, og indføre denne Sandhed i Danmark.
Meget overrasket blev jeg, da Mill[XXI] meddelte mig, at han ikke havde læst en Linje af Hegel[XXII] hverken i Original eller i Oversættelse, og betragtede den hele Hegelske Filosofi som goldt og tomt Sofisteri. Jeg sammenholdt hermed, at den Mand ved Kjøbenhavns Universitet, der kendte Filosofiens Historie bedst, min Lærer Hans Brøchner[XXIII] , saa at sige intet kendte til samtidig engelsk og fransk Filosofi, ikke mente, den fortjente et Studium. Jeg kom da til det Resultat, at her var en Gerning at gøre for den, der forstod de Tænkere af begge Retninger, der ikke forstod hinanden indbyrdes.
Jeg mente nu, ogsaa i Filosofi at vide hvad jeg vilde, og saa en Vej aaben for mig.
Jeg kom dog ikke til at færdes ad den. Den Evne til abstrakt filosofisk Tænkning, jeg som Yngling havde besiddet, blev aldrig udviklet, men omtrent som den endnu tidligere fremtraadte Evne til Verset fortrængt af den historiskkritiske Evne, der udviklede sig med Styrke. Jeg troede dengang paa mine filosofiske Anlæg og gjorde saa endnu i Juli 1872, da jeg planlagde og begyndte et stort Værk: Forestillings-Associationen, opfattet og fremstillet som den menneskelige Erkendelses Grundprincip, men Værket blev aldrig fuldført. Evnen til at abstrahere var hos mig for svag.
Dog fik denne Evne end ingen selvstændig Udvikling, den virkede som tjenende i al min Kritik, og Samtalerne med Mill[XXIV] fik en befrugtende og fremmende Indflydelse paa mit senere aandelige Liv.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.