Det Hus, hvor jeg i London følte mig lykkelig, var Antonio Gallenga’s[I]. Et Anbefalingsbrev fra Hauchs[II] indførte mig der, og jeg blev modtaget og optaget i Huset som havde de kendt mig og brudt sig om mig Aar igennem.
Antonio Gallenga[III], da en tresindstyveaarig Mand, der imidlertid gjorde et ungdommeligt Indtryk, havde de mest bevægede Skæbner bag sig. Han var født i Parma, var tyve Aar gammel som Sammensvoren under Mazzini’s[IV] Ledelse bleven kastet i Fængsel, blev forvist fra Piemont, opholdt sig paa Malta, i de forenede Stater og i England, hvor han levede som Sproglærer og Journalist, og vendte 1848 tilbage til Italien, hvor han udfoldede en Virksomhed som frisindet Politiker. Efter Slaget ved Novara maatte han atter ty til London; men han blev kaldt tilbage til Piemont af Cavour, der lod ham vælge til Deputeret for Castellamonte. Han skrev en italiensk Grammatik paa Engelsk og |321| ligeledes paa Engelsk Piemonts Historie[0001], blev uenig med Mazzini’s[V] Tilhængere, trak sig tilbage fra det parlamentariske Liv og foretrak for stadigt Ophold i Italien Stillingen som Krigskorrespondent for Times[0002]. Som saadan gjorde han fra 1859 Felttogene i Italien, i de Nordamerikanske Fristater, i Danmark og i Spanien med. Hans lille Dreng gik endnu i spansk Nationaldragt. Nu var han bosat i London som Medarbejder ved Times[0003], og var lige kommen til Byen fra Landet, da Bladet havde Brug for ham i dets Nærhed paa Grund af den kommende Krig. Napoleon III[VI], hvem Gallenga[VII] havde viet et uudslukkeligt Had, var af ham blevet studeret saa nøje, at Kejseren kunde betragtes som hans Særfag. Han førte den gamle Revolutionærs energiske, voldsomme Sprog, var med Liv og Sjæl italiensk Fædrelandsven, men havde ved en Snes Aars Forbindelse med England indvundet den engelsk-praktiske Synsmaade af politiske Forhold. For Danmark, som han havde besøgt i Landets mest kritiske Tidsrum, nærede han Velvilje; men vor Krigsførelse havde selvfølgelig ikke kunnet aflokke ham nogen Beundring, vore diplomatiske Forhandlinger under Krigen lige saa lidt.
Gallenga[VIII] var en velstaaende Mand; han ejede et Hus i den fineste Del af London og desuden et Landsted. Han var en kraftig, heftigt følende, uforfængelig Mand. Det passede godt for ham, at han i Times[0004] paa engelsk Vis fik sine Artikler trykte uunderskrevne; han glædede sig over, at de fik forøget Indflydelse derved, idet de fremtraadte som Udtryk for Verdensbladets Dom.
Hans Hustru[IX] var en engelsk Dame, fin og elskværdig, med verdensborgerlig Dannelse og ligefrem lærd. Hun kendte ikke blot de europæiske Tungemaal, men talte og skrev Hindusproget. En fortræffelig engelsk Husmoder var hun[X] og tog sig selv med Iver af sine to udmærket smukke Smaabørn, |322| en Dreng paa elleve Aar og en lille ni Aars Pige. Børnene talte Engelsk, Italiensk, Fransk og Tysk lige let og godt.
Fru Gallenga[XI] var en mere sammensat og dybsindig Natur end hendes Mand, der hverken tvivlede paa sine Ideers Sandhed eller deres heldbringende Magt. Hun delte hans og mine Meninger uden at dele vor Tillid til dem. Naar hun hørte mig udtale, at jeg vilde gøre mine Tanker gældende i Danmark og erklære herskende Fordomme Krig, kunde hun under vore lange Samtaler sige:
»Jeg holder af Danmark, Folket der syntes mig trods Alt lykkeligt, Landet ikke overbefolket. Befolkningen finder i hvert Tilfælde rigeligt Afløb ved Søfart og Udvandring. Danmark er et lille idyllisk Land. Nu vil De erklære Krig der i Landet. Min Tanke søger ned i mørke Egne, og jeg spørger mig selv, om jeg har nogen Tro til, at Sandheden gør Gavn, om jeg inderst inde har den Forvisning, at Strid er bedre end Stillestaaen? Jeg beundrer Oliver Cromwell[XII], men jeg sympatiserer med Falkland[XIII], som døde med Raabet: Fred! Fred!*
Jeg frygter, De vil komme til at udstaa meget. De vil erfare, at Sandhedens Rustning er en grumme tung Ringskjorte. De vil fremkalde Reaktion. Det er endda det Ringeste. Men Reaktionen vil komme i Deres eget Sind; om lang Tid, mener jeg. Dog De er stærk, det vil være en Reaktion af den Art, der tager Afstand for at springe bedre og længere. Enheden i Dem vil ikke gaa i Stykker. De er en Art Kosmos.«Naar Talen faldt paa England og engelske Tilstande, nedlagde hun Indsigelse mod den paa Fastlandet siden Byron[XIV] udbredte Mening, at det engelske Samfund var befængt med Hykleri:
»Jeg tror ikke, at Hykleri er noget karakteristisk for |323| engelsk Tænkemaade. Vi har naturligvis som ethvert alvorligt Folk vore Hyklere i ikke ringe Tal; i en letfærdig Nation har Hykleriet ingen Eksistensgrund. Men dets Herredømme hos os er forbi. Sløv Rettroenhed og overfladiske Forestillinger om det alene Passende var Herrer i England under største Delen af vort Aarhundredes første Halvdel. Nu er den aandelige Tilstand en anden. Den, der ikke har levet i England, aner ikke, hvor alvorlig og ægte Troen her er paa det drøje Dogme om den treenige Gud, der som Menneske spadserede rundt i Galilæa. Brave Mennesker, ædle Mennesker lever og arbejder for dette Dogme, øver Kærlighedsgerninger for det. Vi, De og jeg, har drukket af andre Kilder; men for disse Mennesker er dette Livskilden. Kun er det nedslaaende at se denne Lære i dens katolske Form Dag for Dag vinde større Magt allevegne. I Danmark har selve den aandelige Stillestaaen hidtil forhindret det; De har politisk Frihed, men endnu ikke religiøs. Belgien har begge Dele, og Belgien er nu den ildfuldeste katolske Magt. Frankrig vakler mellem yderliggaaende Materialisme og Madonnatilbedelse. Da den europæiske Tanke – lad os sige mellem 1820 og 1860 – gjorde Oprør mod enhver Art Ortodoksi og som altid, naar der foregaar Oprør, gjorde Overgreb og Fejlgreb, saa spilte Frankrig den daarligste Rolle. Det er et keltisk Land, og keltisk vil det vedblive at være; det attraar ikke personlig Frihed, men et Jævnmaal af Despoti, ikke Lighed for Loven, men den lave Lighed, som er det Udmærkedes Fjende, ikke den Broderlighed, som er Broderkærlighed, men den, som berettiger de Slette til at dele med de Gode. Derfor har Kejserdømmet kunnet sejre i Frankrig og derfor er den katolske Kirke endog i dens nyeste, byzantinske Skikkelse sejrrig der.«
Saa grundengelsk var Fru Anna Gallenga’s[XV] Opfattelse til Trods for en Dannelse, der omfattede alle Europas Hoved|324|lande. Saa blindt delte hun Fordommen om Franskmændene som væsenlig Keltere. Og saa skærende kunde hendes Domme falde til Trods for en Tvivlsaand, der overraskede hos en Kvinde, hvor kvindelig den end var.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
