Levned, 1 (1905)

17.

Der var kun ét Svar fra mine franske Bekendte, naar jeg sagde dem, jeg vilde tage over til London. Det var dette: Hvad i al Verden vil De der? De boede vel kun nogle Timers Rejse fra England, men havde aldrig sporet nogen Nysgerrighed efter at se Landet. Og nu London! Det skulde være en meget kedelig By; det lønnede sikkert ikke Ulejligheden at rejse derover. Eller det hed: Vil De til London, saa tag Dem godt i Agt! Der skal være svært fuldt af Kæltringer og Tyvepak; pas godt paa Deres Lommer! –

|312| Kun faa Dage derefter blev Pariserne rystede op af deres Ro uden derfor at rystes op af deres Selvtilfredshed. Hertugen af Grammonts^[I] Tale den 6. Juli, der gik ud paa at Frankrig ikke vilde taale nogen Hohenzollern paa Spaniens Trone, bibragte Befolkningen den Tro, at man var dybt fornærmet af den prøjsiske Konge^[II], og en Strøm af krigerisk Forbitrelse gik igennem det pirrelige og vildledte Folk, der i fire Aar havde følt sig ydmyget ved Prøjsens Magtstilling. Alle troede og sagde, at man om otte Dage havde Krigen – og fra begge Sider blev Alt lagt saaledes til Rette, at man fik den. Endnu kunde det haabes, at i den franske Regering Fornuften vilde sejre over det krigerske Vanvid; men saa meget var klart, at Alt var nu Knald og Fald.

Mellem Calais og Dover gik Bølgerne over Skibet. Fra Dover løb Toget med en Fart af femten danske Mil i Timen og meddelte det Indtryk, at Den havde været en stor Mand, som opfandt Lokomotivet, stor som Aristoteles^[III] og Platon^[IV] tilsammen. Det forekom mig, at Stuart Mill^[V] lignede en saadan Mand. Han brød ikke Baner, men Jernbaner; hans Bøger lignede Jernskinner, simple, uden Smykke, men nyttige, førende til Maalet. Og hvilken Vilje i et saadant engelsk Lokomotiv som det, der drog vort Tog, og som det, der var Driften i Englands Væsen!

To Ting slog mig paa Overrejsen, en Type paa mekanisk protestantisk Religiøsitet, der var mig ny, og Kendskab til de to Sprog langs Kysten paa begge Sider. En rar engelsk Doktor, med hvem jeg kom i Snak, sad stadigt og læste i et lille Johannes’ Evangelium, han bar paa sig, og gabede iblandt under Læsningen. Søfolkene paa Skibet ligesom Kystbefolkningen i Frankrig og England talte omtrent lige flydende Engelsk og Fransk. Saaledes var det vel i alle Grænselande, men det faldt mig ind, at hvad her opnaaedes ganske af sig |313| selv, i Fremtiden vilde kunne opnaas Jorden over, Beherskelsen af et andet og fælles Sprog foruden Beboernes eget.

Jeg kørte ind i London gennem et Hav af Huse. Da jeg havde faaet lejet mig ind et Sted, var omklædt og havde skrevet et Brev, som jeg vilde afsende straks, meddelte min attenaarige Opvarterske mig, at man ikke modtog Breve om Søndagen. Eftersom jeg havde lidt vanskeligt for at forstaa hende, troede jeg, hun havde opfattet mit Spørgsmaal urigtigt og mente, jeg vilde tale med Postembedsmanden. Thi jeg maatte le ved Tanken om at man vilde skaffe ogsaa Brevkasserne Søndagshvile. Men jeg opdagede, at hun havde Ret. I Post-office var virkelig selve Brevkassen lukket paa Grund af Søndag; jeg maatte kaste mit Brev i en Box paa Gaden.

I Paris havde Sommerheden været trykkende. I London var til min Forundring Vejret frisk og køligt, Luften let som om Efteraaret i Danmark. Mit første Besøg gjaldt British Museums græske og assyriske Samlinger. I Kensington Museum og Sydenham Cristal Palace udvidede jeg mit Kendskab til Michelangelo^[VI], til hvem en heftig Kærlighed drog mig. Den Beundring for hans Kunst, der skulde holde sig usvækket mit Liv igennem, var allerede dengang dyb. Jeg følte tidligt, at skønt Michelangelo^[VII] som Menneske har sine Svagheder og sin Indskrænkning, er han som Aand og Kunstner en af Jordens fem eller seks ypperste Mænd, og neppe har nogen anden stor Mand gjort det Indtryk paa mit Sjæleliv som han.

I British Museum blev jeg tiltalt af en ung Dansk, med hvem jeg havde gjort Rideture, da jeg i sin Tid tog Undervisning; det var nuværende Godsejer Carl Bech^[VIII], og i Fællesskab med ham saa jeg mange af Londons Seværdigheder og adskilligt af Byens Omegn; han var dygtigere i Engelsk end jeg og fandt sig allevegne til Rette. At Englænderne er |314| stive i Vedtægter maatte han en Dag til sit Ubehag erfare; han havde taget et Par hvide Benklæder paa, og da dette stred mod Skik og Brug og gjaldt for stødende, blev vi begloede af ethvert Menneske, vi mødte, ret som havde den unge Herre begivet sig ud paa Gaden i Underbukser. En lignende Erfaring gjorde jeg en Dag, da jeg gik i Nationalgalleriet med en ung tysk Dame, hvis Bekendtskab jeg havde gjort. En Englænderinde standsede hende i en af Salene med det Spørgsmaal: Er det Dem, som gav en tærnet Silkeparasol af dernede? Og paa det bejaende Svar lo hun hende lige op i Ansigtet og fjernede sig.

Den 16. Juli kom den store, hver Dag ventede Nyhed. Krigen var erklæret, og man forstummede overfor en saa uhyre Kendsgerning og alle de Muligheder, den rummede. Mig personlig paavirkede den saaledes, at jeg besluttede snarest muligt at vende tilbage til Frankrig for at iagttage Bevægelsen der. I London, hvor Napoleon III^[IX] var forhadt og tildels ringeagtet, overførtes Uviljen imod ham paa Frankrig. Hvor jeg kom og blev udspurgt om mine Sympatier, faldt man straks ind med Udbruddet: »We are all for Prussia.«

Forrige afsnit: 16.
Næste afsnit: 18.