Paa den Tid var de Danskes Blikke rettede mod Frankrig med Haab og Forventning om, at den nationale Genoprejsning skulde komme derfra, og man gjorde ingen Forskel mellem Frankrig og Kejserdømmet. Skønt det korteste Besøg i Paris var tilstrækkeligt til at overbevise en Fremmed om, at ikke blot Kejserens personlige Popularitet længst var forbi, men det hele Styre ringeagtet, var man i Danmark uvidende derom og vilde være det. I det mest udbredte danske Blad Dagbladet[0001] behandledes Udenrigspolitiken af en for Kejserdømmet vildt begejstret Journalist ved Navn Prahl[I], en elskværdig Mand og et godt Hoved, der imidlertid paa dette afgørende Omraade bar Skyklapper. Han uddrog af sine mange fremmede Aviser kun de Meninger, han paa Forhaand havde, og hans Meninger var helt bestemte ved hans Ønsker. Anledning til Førstehaands-Kundskab havde han aldrig havt. En Dag sagde han til mig: Man beskylder mig for at lade mine Anskuelser paavirke af de fremmede Diplomater her, jeg som aldrig har talt med nogen af dem. Jeg tør sige mig fri for at kende blot den yngste Attaché ved det portugisiske Gesandtskab. – Hans Udtalelser, der tilstrækkelig røbede dette, gav desværre Tonen an for Datidens politiske Kandestøberier i Danmark.
Var de Danske saaledes meget optagne af Franskmændene, saa var det Synd at sige, at disse gjorde Gengæld. Det slog mig da, som det vel har slaaet mangfoldige andre, hvor vanskeligt man kunde gøre Folk i Frankrig det begribeligt, at Danske og Nordmænd ikke var Tyskere. Fra de Raaeste til de mest Dannede betragtede de det alle som givet, og lod sig aldeles ikke andet paasnakke. Saasnart de havde hørt Nordboer veksle et Par Ord indbyrdes og havde opsnappet det bestandig tilbagevendende »Ja«, var de |308| tilstrækkelig opbyggede. Endnu mange Aar efter har jeg grebet de finest udviklede Franskmænd (som Edmond de Goncourt[II]) i den Tro, at der idetmindste fra Scenen taltes Tysk i Kjøbenhavn.
En Dag i Juni gav jeg mig siddende paa en Omnibus i Snak med en Grenaderkorporal. Da han hørte, jeg var dansk, sagde han: altsaa tysk. Jeg benegtede; han vedblev med sin Paastand, og spurgte snedigt, hvad Oui hed paa Dansk. Da han erfor det, svarte han blot nok saa filosofisk: »Altsaa er Tysk Modersproget«. – Hvor Danske, Norske og Svenske dengang traf hverandre i Udlandet, følte de sig ganske vist som Landsmænd; men dette forhindrede ikke, at de blev slaaede sammen med Tyskerne; at de ikke var Englændere, saa man jo ved første Blik. Endog i Fællesskab havde de vanskeligt ved at gøre sig gældende som noget Særegent og Selvstændigt; de var jo dog en germansk Stamme, og man tilføjede gerne »af Andenrangs-Vigtighed«, da denne Stamme havde andre, mere udprægede Repræsentanter.
Den eneste stærke politiske Meningsytring, som blev sat i Bevægelse i Frankrig da, var det saakaldte Plebiscit i Maj 1870; Regeringen afæskede Frankrigs hele mandlige Befolkning dens Dom over den af Napoleon III[III] i de forløbne 18 Aar førte Politik, og gjorde det i den mærkværdigt nok af Førsteministeren Ollivier[IV] uforstaaede Hensigt at føre det siden Januar 1870 bestaaende saakaldte konstitutionelle Kejserdømme tilbage til Enevælden. Fornuftige Mennesker indsaa, at Plebiscitet kun var en modbydelig Komedie; rundt om i Landet skulde et gunstigt Svar opnaas ved Valgtryk og Stemmeforfalskning; de oppositionelle Blade oplyste dristigt dette i Artikler, der var rene Mesterværker af Vid. Man ventede Uroligheder i Paris den 9. Maj, og der var samlet Tropper hist og her. Men Pariserne, der gennemskuede Farcen, for|309|holdt sig aldeles ligegyldige. Afstemningen faldt ud, som det var ventet; det uhyre Flertal i Paris var imod, Landbefolkningen stemte Ja.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
