Aaret 1869 gik hen med ganske flittigt Arbejde.
Blandt de mange mindre Artikler, jeg skrev, indeholdt den, som fik Titlen: Det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien[0001] ud fra en Genfremstilling af Shakespeares[I] Henrik Percy[ii] en Kritik af den hidtil anerkendte Retning i dansk dramatisk Poesi og pegede ud i Fremtiden. Afhandlingen om H. C. Andersen[III], der blev til ved Midsommertid og læst højt i en Kløvermark i Nærheden af Kjøbenhavn for en eneste Tilhører, var Typen paa hvad jeg paa dette Tidspunkt som Kritiker formaaede og mente. Jeg havde da i længere Tid kendt Andersen[IV] fra Selskabslivet. Min varme |262| Anerkendelse af hans Genialitet bragte os hinanden nærmere; han besøgte mig jævnligt og læste gerne sine nye Arbejder højt for mig. Det er neppe for meget sagt, at denne Afhandling indbragte mig hans Venskab.
Den var i sin Grundsynsmaade paavirket af Taine[V], den Kunstfilosof, jeg mest havde fordybet mig i, og om hvem jeg skrev paa en Bog, der skulde blive min Doktordisputats. Saa let og hurtigt mine kortere Artikler blev til, saa langsomt fik jeg dette større Arbejde fra Haanden. Ikke at jeg behandlede Stoffet med Ulyst, tvertimod. Der var ingen Spørgsmaal, der optog mig mere end dem, om hvilke min Bog drejede sig; men jeg var kun paa enkelte Punkter deres Behandling voksen.
Der var først og fremmest Spørgsmaalet om den frembringende Aands Beskaffenhed, Muligheden af at paavise Sammenhængen mellem dens Evner og udlede dem af en enkelt herskende Evne, der altsaa maatte røbe sig i alle Aandens Væremaader. Det plagede mig f. Eks., hvorledes den Kilde var at finde, hvoraf paa én Gang Pascals[VI] matematiske og religionsfilosofiske Anlæg udsprang. Dernæst var der Spørgsmaalet om Muligheden af en almengyldig, videnskabelig Metode i Kritiken, opfattet som aandelig Optik. Dersom det maatte bestemmes som Kritikerens Opgave at forstaa gennem Opdagelse og Klarlæggelse af de Afhængigheds- og Betingelsesforhold, der finder Sted i den aandelige Verden, saa laa den Fare nær, at han kom til at godkende Alt, ikke blot enhver historisk opstaaet Kunstform og Kunstretning, men alle de enkelte Værker indenfor Kunstarten. Dersom det ikke mindre var Kritikerens Opgave at skelne mellem det Ægte og det Værdiløse, maatte han imidlertid besidde en saglig Maalestok for Bedømmelsen af det højere eller ringere Værd, eller han maatte være saa særegent og |263| overordenligt begavet, at hans Instinkt og Takt i ethvert Tilfælde angav Værdien.
Der var fremdeles Spørgsmaalet om Geniet, det Punkt, hvor Taines[VII] Lære vakte afgjort Modstand hos mig. Han opfattede Geniet som en Sammenfatning, ikke som et nyt Udgangspunkt; det skulde være Sammenfatningen af en Folkestammes oprindelige Anlæg og af Ejendommelighederne ved en Tidsalder, i hvilken disse Anlæg ret formaaede at udfolde sig. Han oversaa den Selvegenhed hos Geniet, der ikke lod sig forklare ud fra Omgivelserne, det ny Element, der i Geniet forenede sig med Sammendragningen af det spredtvis rundtomkring Givne. Allerede hos Hegel[VIII] havde det stødt mig, at hvad der talte til os gennem Kunstneren, alene skulde være det Algyldige, den Alaand, der ligesom udbrændte det enkelte Menneskes Originalitet. Hos Taine[IX] traadte Nation og Tidsalder som nye (omend konkretere) Abstraktioner i det Algyldiges Sted; men Enkeltpersonlighedens Særegenhed blev ogsaa her det Uvæsenlige. Kærnen i mit Arbejde blev da en Indsigelse herimod.
Endnu mere levende sysselsatte de Grundspørgsmaal mig, som en videnskabelig Opfattelse af Historien rejste. Jeg havde i nogle Aar ivrigt gransket Comte[X] og Littré[XI], Buckle[XII], Stuart Mill[XIII] og Taine[XIV] med Hensyn til deres Syn paa Historiens Filosofi. Ogsaa her vendte, om end i anden Skikkelse, Spørgsmaalet tilbage om den Enkeltes Betydning overfor Masserne. Statistiken havde vist, i hvilken Grad bevidste Handlinger var underkastede ensformige Love. Vi kunde fra ét Aar til et andet forudsige, hvor mange Mord der vilde blive begaaede og hvor mange med hver Art Redskab. Forskellighederne mellem Menneskene ophævede da hverandre, naar vi tog Gennemsnittet af et meget stort Antal. Men heri laa dog ikke, at den Enkelte var uden større Betydning. Hvis Sejren ved Salamis beroede paa Themis|264|tokles, afhang Europas hele Civilisation for den følgende Tid af ham.
En anden Side af Spørgsmaalet var denne: Levnede den moderne Videnskabs gennemførte Determinisme, Opdagelsen af en uforanderlig Afhængighed i den aandelige Verden som i den legemlige, Plads for Handlinger, der anderledes end blot illusorisk udgik fra den Enkeltes frie Forsæt eller Beslutning? Saare vanskeligt var dette Spørgsmaal, og jeg tiltroede mig ikke at løse det; men det trøstede mig, at den Tvivl, der bestod om Lovpaavisningens fulde Gyldighed paa det Omraade, hvor Tilfældigheden har sit Spillerum og Moralen sit Felt, den havde kun forsvindende Betydning, naar Talen var om de Omraader, hvor Mennesket virker i Kraft af Geni eller Talent som Frembringer af literære og kunstneriske Værker. Her, hvor Naturanlæggene og deres nødvendige Udfoldelse var af saa overordenlig Vægt, var Sandsynligheden for en Paavisning af Naturlove selvfølgelig langt større.
Det almindelige Grundspørgsmaal var dette: Givet en Literatur, en Filosofi, en Kunst eller Kunstart, hvilken er da den Aandstilstand, som frembringer den? hvilke er dens tilstrækkelige og nødvendige Betingelser? Hvad bevirker f. Eks., at England i det 16. Aarhundrede faar en dramatisk Poesi af første Rang, eller at Holland i det 17. Aarhundrede faar en Malerkunst af første Rang uden at nogen anden af Kunstens Grene samtidigt bærer lige saa ypperlig Frugt i samme Land?
Overvejelserne udmundede foreløbig i den Overbevisning, at al dybere Historieforskning var Sjæleforskning.
Som hint gamle Arbejde nu foreligger i Renskrift*
, har det vel kun historisk Interesse; men af en Doktor|265|disputats at være er det dog endnu en nogenlunde læseværdig Bog, og den kan altid indføre en Begynder i Grubleriet over store Problemer.Ved Siden af de videnskabelige Grundspørgsmaal, der sysselsatte mig, optoges jeg mest af Interesse for kunstnerisk Stil. I dansk moderne Prosa var der ingen Forfatter, der ubetinget tiltalte mig, i den tyske var det Heinrich Kleist[XV], i den franske Mérimée[XVI], hvem jeg vurderede højest som Stilister. Ja den sidste syntes mig at være Stilisten fremfor nogen, udadlelig ved Sikkerhed, Fynd og Plastik. Han havde vel ikke megen Varme eller Farve, men en Linjesikkerhed som de største Tegnere i italiensk Kunst. Hans Tørhed var ganske vist ikke vindende, og jeg savnede under Læsningen af ham ikke sjældent Storsyn og Horisont, men hans Linjeførings tvingende Magt betog mig.
Da henimod Midten af December 1869 min Doktordisputats var færdig, begyndte paa en Gang Trykningen af den og af den Samling, der fik Navn af Kritiker og Portræter[0002]. I Begyndelsen af 1870 blev denne forsynet med enkelte hidtil utrykte Stykker, af hvilke det ene var en ældre Afhandling om Kamma Rahbek[XVII], der overarbejdedes, det andet en ny om Mérimée[XVIII], som i Almindelighed gengiver hvad jeg stilistisk beundrede dengang.
Længe havde det været bestemt, at jeg, saasnart Disputatsen var forsvaret, skulde tiltræde en længere Rejse, den egentlige Dannelsesrejse i en ung Mands Liv. Jeg havde nogle Penge liggende til den, et lille Stipendium og et Løfte om Stipendier, der iøvrigt ikke blev holdt. Denne Rejse havde i lange Tider spøgt i min Fantasi. Jeg nærede heftigt det Ønske at gense Frankrig, men især det at se Italien og endnu sydligere Lande. Mit Haab om at faa ogsaa et Glimt af Nordafrika at se blev dog først opfyldt fire og tredive Aar derefter; men til Italien naaede jeg, og det var mine |266| Længslers egentlige Maal. Jeg vidste ogsaa saa meget om Landet, dets Historie fra Oldtiden til da, og havde saa vidt Kendskab til dets Kunst i Romertiden og under Renæssancen, at jeg kunde betragtes som primsignet til at modtage den aandelige Indvielse dernede.
Da Disputatsen var overstaaet og den anden Bogs Trykning nærmede sig sin Fuldendelse, var det dog ikke Rejselyst, men Vemod og tungt Sind ved Tanken paa Opbruddet, der fik Overhaand. Det var Bestemmelsen, at jeg mindst skulde blive et Aar borte, og den Tid forekom ikke saa meget mig selv som andre, hvem jeg nødigt forlod, umaadelig lang. Professor Schiødte[XIX] raadede mig til, hellere at foretage flere korte Rejser end én langvarig; men dette lod sig ikke udføre; jeg maatte forsøge at komme grundigt bort fra Hjemmet. Da der imidlertid var Væsener, som tænkte paa denne Rejse med Uro og Angst og fra hvem det var vanskeligt at løsrive sig, blev Afrejsen opsat, saa længe det lod sig gøre. Endelig var den Rest af Arbejde, der endnu bandt mig til Kjøbenhavn, tilendebragt, og nu stod det meget Ny og Berigende, Opholdet i Udlandet skulde bringe, i gyldent Lys. Med frejdige Forhaabninger blev da Rejsen tiltraadt en af de første Dage i April 1870.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
