Levned, 1 (1905)

|[267]| Andet længere Udenrigsophold

1.

Det første stærke Indtryk var det af Hamborg, det vil sige af europæiske Synsmaader dèr.

Hamborg var paa det Tidspunkt, vist nærmest af nationale Grunde, forhadt i Danmark. Forskellige danske Forfattere havde da nylig skrevet om Byen og saa nedsættende som muligt. Den enes Fremstilling gik ud paa, at i Hamborg taltes kun om to Ting, om Penge og Fruentimmer; den andens Skildring begyndte: »Af Alt, hvad jeg i mit Liv har set, er Hamborg det hæsligste.«

Byens Beliggenhed kunde jo ikke sammenlignes med Kjøbenhavns, men Alsterpartiet var tiltalende, Bygningsmaaden og Gadelivet ikke uinteressante. Dog det afgørende var ikke det Udvortes, men Aanden i Hamborg, der slog mig i Møde igennem Samtalerne. Grundsynsmaaden var den, at en ung Borgersøn først og fremmest maatte komme saa vidt, at han ernærede sig selv rigeligt, rundeligt; kunde han ikke dette i Hamborg, saa maatte han saa tidligt som muligt tage ud til en eller anden oversøisk Plads, til Rio eller New York, til Argentinien eller Caplandet, og dèr bryde sig en Vej og fortjene en Formue. I de Familier, hvori jeg blev indbudt, eller om hvilke jeg hørte tale, var |268| de unge Sønner langt borte; i de Huse, hvori jeg kom, havde Familiefaderen set andre Verdensdele. Sammenligningen laa nær med Kjøbenhavn, hvor de unge Borgersønner laa Familierne til Byrde undertiden indtil Trediveaarsalderen, ingen Drift havde i sig, ingen egne Penge havde til deres Raadighed, tidt var som fastklistrede til den ene By, hvor der ingen Forfremmelse gaves og intet vidt Udsyn af nogen Art.

Ikke længe havde Noget slaaet mig som et Udtryk, en begavet hamborgsk Dame, der havde besøgt Kjøbenhavn og opholdt sig dèr nogen Tid, brugte om de unge danske Mænd, at de havde l’apparence chétive (tog sig ud som Stakler). Jeg vilde gerne forestille hende, at Livet i Kjøbenhavn ved Tilfældigheder havde taget sig saa ynkeligt ud for hende; men jeg overbeviste hende ingenlunde. Hun godtgjorde mig ved talrige Eksempler, i hvor høj Grad man i Danmark manglede Foretagelsesaand, og jeg maatte indskrænke til den Forklaring, at det uhyre Pres af den politiske Ringhed og Svaghed havde medført almindelig Slappelse og, uden at man følte eller anede det, havde berøvet næsten Alle Dristigheden og Heldet. Samtalens Resultat var, at Danmark blev rykket i ny Belysning for mig.

En hamborgsk Købmand, der længe havde boet i Mexiko, indbød mig til Middag, og hos ham fik jeg samme Indtryk af ydre Lykke, Velvære, Foretagelseskraft og vid Synskres i Modsætning til Bekymringerne og Sneversynet hjemme, hvor altfor Faa havde gjort lange Rejser eller indvundet Stof, der ved Sammenligning kunde give nye Synspunkter og meddele omfattende Livserfaring. Min psykologiske Opdragelse i dansk Literatur med dens Forgudelse af »Inderligheden« havde indprentet mig, at hvem der forstod tilgavns at iagttage en Mand, en Kvinde og et Barn i en kjøbenhavnsk Baggaard, havde fuldt tilstrækkeligt Materiale til |269| deraf at brygge Menneskekundskab. Nu blev det mig paafaldende, at den sammenlignende Iagttagelse af en mexikansk og en nordtysk Familie med deres Synsmaader og Fordomme dog rimeligvis maatte være ret fremmende for Menneskekundskaben, ifald denne Sammenligning stadigt paatrængte sig af sig selv.

Den samme Mand lod en Ytring falde, der satte Tanker i Bevægelse hos mig. Da Talen kom paa det siden Slaget ved Königgrätz spændte Forhold mellem Frankrig og Prøjsen og da jeg udtalte Tillid til, at Frankrig i Tilfælde af Krig vilde sejre, som det plejede at sejre overalt, udtalte han en begrundet Tvivl. Prøjsen var forholdsvis en ung Stat, ypperligt organiseret til Krig og omhyggeligt forberedt til den; i fransk Militærvæsen gik megen Slendrian i Svang; Kejseren selv, hans Anseelse og hans Styre var i Nedgang. Det var Ord, jeg i Danmark aldrig havde hørt. End ikke som Mulighed kom Frankrigs Nederlag i en Krig med Prøjsen dèr i Betragtning.

Denne Købmand viste mig et Originalfotografi af Kejser Maximilians[I] Henrettelse, taget paa Stedet et Øjeblik før der kommanderedes Fyr! og et andet, taget straks derefter. Kejserens og de to Generalers rolige Holdning var beundringsværdig. For første Gang saa jeg Fotografien taget i Historiens Tjeneste.

I Hamborgs zoologiske Have fængsledes jeg af Akvariet med dets Mængder af Sødyr og Fisk. Dèr saa jeg for første Gang i mit Liv en Elefant og blev længe ikke træt af at betragte det mægtige Dyr. Jeg blev grebet af det besynderlige Lune, hvormed det store Væsen, vi kalder Natur, gaar tilværks, eller rettere af Modsætningen mellem den menneskelige Synsmaade og Naturens Virkemaade. For os var Elefantens Snabel burlesk, dens Gang latterligt plump; Ørnen og Glenten syntes os, naar de sad, at have en streng |270| Holdning og et stolt Blik; Aberne, der lysker hverandre og æder Utøjet, var i vore Øjne paa én Gang væmmelige og latterlige; men for Naturen var alt dette i lige høj Grad Alvor; den søgte ikke Skønhed, undgik ikke Uskønhed; og det ene Væsen var for den ikke mere centralt end det andet. Naturens Midtpunkt maatte den Skabning kaldes, der var lige langt fra det laveste Væsen og det højeste; det var da ikke udelukket, at f. Eks. Harefisken, en stor tyk sær en, var selve den jordiske Tilværelses Midtpunkt, ligesom vor Himmelkugle har sit, gennem hvilket en Linje naaer Dyrekresens Pol i Stjernebilledet Dragen. Og det morede mig, at R. Nielsen[II] og hans Elever stadigt talte, som stod de paa den fortroligste Fod med selve »det Centrale« i Tilværelsen, og haanede Andre, der formentlig ikke formaaede at komme i Forhold dertil.

Et meget daarligt Indtryk fik jeg i Hamborg af tyske Skuespil og tysk Skuespilkunst.

Man spilte i Stadtteatret Hebbels[III] Judith[0001] med Clara Ziegler[IV] i Hovedrollen. Hun havde dengang et betydeligt Navn i Tyskland, var ogsaa et stort, prægtigt Kvindemenneske med et kraftigt Organ og med Mimik, Plastik og alt til Faget henhørende, men var iøvrigt en ren Ordstrømsmaskine. Spillet fremhævede Stykkets Smagløshed. Holofernes gik i Blod til op over Støvlerne og pralede ustandseligt; Judith forelskede sig i hans »Mandighed«, og da han havde udnævnt hende til »sin Søvns Vogterinde«, myrdede hun ham i Kraft af et længe glemt Hensyn til Israels Gud.

Paa Thaliateatret opførtes Raupachs[V] Die Schule des Lebens[0002], noget enfoldigt Tøjeri, Æmnet iøvrigt beslægtet med det senere af Drachmann[VI] behandlede i Der var engang[0003]: En Prinsesse er haard og lunefuld. For at straffe hende spærrer Kongen, hendes Fader, en Mand inde i hendes Soveværelse, anklager hende paa Skrømt og jager hende i |271| Virkeligheden ud af Slottet. Hun bliver nu Opvartningspige og gennemgaar derefter forskellige borgerlige Stadier. Kongen af Navarra, hvis Frieri hun i Hovmod har afslaaet, ægter hende, forklædt som Guldsmed, kommer derpaa selv i Fløjl for at friste hende til Utroskab. Da hun modstaar, lader han hende lide alle mulige Uretfærdigheder for at prøve hende, indbilder hende, at Kongen paa en falsk Beskyldning har ladet Øjnene stikke ud paa hendes Mand, og flakker saa selv om med et Bind for Øjnene og lader hende tigge for sig. Hun tror Alt og gaar ind paa Alt, indtil hun endende i Glans og Herlighed erfarer, at det Hele var Komedie, Prøvelse og Skolegang.

Dette Nonsens svarede nøje til Smagen i Tyskland da, der unægteligt stod adskilligt under Datidens franske og danske, og spiltes af en delvis meget dygtig Trup paa Hamborgs Hovedteater. Saa langsomt Forretningslivet pulserede i Danmark, saa stod vi dog over Tyskland i kunstnerisk Sans.

Det lave kunstneriske Udviklingstrin, hvorpaa Hamborg befandt sig, kunde imidlertid ikke udviske Indtrykket af dens Overlegenhed over Kjøbenhavn i andre Punkter. Alt i Alt var de faa Dages Ophold i Byen vel anvendt.

2.

Og saa stod jeg da paany i det Land, jeg betragtede som mit andet Fædreland, og den overstrømmende Lykke ved atter at have fransk Grund under mine Fødder vendte uformindsket og uforandret tilbage. Jeg havde ladet mine Breve sende til Frøken Louises Adresse, hentede dem altsaa kort efter Ankomsten der, og saa den unge Pige igen. Hendes Familie indbød mig straks flere Gange til Middag |272| allerede i den første Uge, saa jeg alt ved Ankomsten var i Forbindelse med franske Mænd og Kvinder.

Det var velopdragne, elskværdige, gæstfrie Borgerfolk med snever Synskres. Ikke saaledes, at de manglede Interesse for Politik og Literatur, men saaledes, at Spørgsmaalene for dem var besvarede en Gang for alle i kirkelig Aand. De betragtede ikke dette som et Partistandpunkt, opfattede ikke sig selv som Tilhængere af et Parti; deres Synsmaade var den rette; de afvigende havde Meninger, de burde skamme sig over, og som de rimeligvis i Stilhed skammede sig over at nære og udtale.

Frøken Louise havde en Fætter, hun plejede at omtale som en varmhjertet Mand med sære Meninger, heftig og ivrig, der gerne vilde lære hendes nordiske Ven at kende. Tanterne anerkendte i ham en lidenskabelig Katolik, en energisk Skribent i den kæmpende Kirkes Tjeneste. Kort efter min Ankomst traf jeg ham da ved Husets Middagsbord. Det var en midaldrende, bleg, uomhyggeligt paaklædt Mand med grimme, uregelrette Ansigtstræk og et højtspændt Væsen. Han havde med sig sin Frue, der ligeledes bleg og sværmerisk dog saa ganske jordisk ud. Han forestillede sig selv som Hr. Ernest Hello[VII], Medarbejder ved Veuillots[VIII] da meget omtalte romersksindede Blad L’Univers[0004], der ledet med ikke ringe Talent af en betydelig Stilist, anvendte det gennemførte Smædeskriveri som Vaaben i alle Fejder til Kirkens Ære. Mod Veuillot[IX] havde Augier[X] netop da rettet Fortalen til sin udmærkede Komedie Giboyer’s Søn[0005] og aabent udtalt, at han ved den Déodat[xi], som nævnes i Stykket, havde havt denne hellige Smædeskriver for Øje. Hello[XII] var i Et og Alt Veuillots[XIII] haandgangne Mand.

Han hørte til de krigerske Troende, som ringeagtede og hadede den frie Forsknings bedste Mænd, og han vidste sig i Stand til at gendrive dem. Han havde nogle Elementer |273| af Kultur, havde tidligt faaet grundigt indprentet, hvad der i Voltaires[XIV] Dannelse var indskrænket og forældet i Sammenligning med senere Tiders Syn paa Historie og Religion, og betragtede af den Aarsag ikke blot Voltaires[XV] Angreb paa Kirken, men al senere kirkefjendsk Filosofi som tilhørende en forbigangen Tid. Han var Fanatiker, og der laa en Sakristi-Duft over alt, hvad han sagde. Men der fandtes i hans Væsen et Sværmeri for Svaghed i dens Kamp mod udvortes Styrke, og for det Mod, der ytrede sig paa Trods af verdslig Kløgt, som bragte ham til at nære Velvilje for en ung Dansk. At Danmark med sine to Millioner Mennesker havde optaget Kampen med Stormagter som Prøjsen og Østerrig, det begejstrede ham. »Det er stort, det er Sparta!« udraabte han. Rigtignok maa det tilføjes, at den Art menneskelige Sympatier ikke var fremtrædende hos ham; og han kedede mig med sine hadefulde Domme over alle dem, paa hvilke jeg og efterhaanden hele Europa satte Pris i Frankrig.

Det er et Vidnesbyrd om det Paradoksmageri, hvortil mange Aar senere Huysmans[XVI] forfaldt, at han vilde puste Hello[XVII] op til en Aand af Betydning, og det var et Vidnesbyrd om den Uselvstændighed, hvormed den nykatolske Bevægelse blev ført videre i Danmark, at der i det unge Danmarks Organ Taarnet[0006] kom til at staa: »Hello[XVIII] er en af de Faa, alle Fremtidens Mænd er enige om at bøje sig for … Hello[XIX] var – foruden en glødende, troesivrig Katolik – et Geni; disse to Ting forklarer Alt«.

Da Hello[XX] indbød mig til sig, betragtede jeg det som en Pligt at gaa derhen for at lære saa meget som muligt, og skønt hans Kres var mig højligt imod, fortrød jeg ikke at have set den, thi Skuet var yderst lærerigt.

Næst Hello[XXI] selv, der med sin Fanatisme og sin Uro i Grunden gjorde et skikkeligt Indtryk og som ikke gjorde |274| Fortræd, naar man blot undlod at nævne Navne som Voltaire’s[XXII] eller Renan’s[XXIII], var Kresens Hovedperson den i Kejserdømmets sidste Aar meget omtalte Sorte Læge (le Docteur noir), som endog berøres i Taine’s[XXIV] Graindorge[0007]. Hans virkelige Navn var Vries[XXV]. Han var en Neger fra hollandsk Indien, en sand Tyr, en uhyre Krop med et sort, skaldet Fjæs, skabt til at staa udenfor et Telt paa et Marked og udraabe sine egne Fortjenester. Hans Tale var et uophørligt Praleri i en umulig Mundart. Skønt han havde levet sytten Aar i Frankrig, talte han et næsten uforstaaeligt Fransk.

Han indbildte sig og i ethvert Tilfælde Andre, at han havde opfundet et perpetuum mobile, forsikrede, at han havde dannet en Maskine, der »ved en simpel Mekanik« erstattede Dampkraften og var funden brugbar af Paris’es første Ingeniører; men ud med Sproget desangaaende vilde han naturligvis ikke. Kun Columbus[XXVI] og Fulton[XXVII] var hans Ligemænd; han kendte alle Naturens Hemmeligheder. Han var bleven forfulgt – han havde i 1859 siddet elleve Maaneder i Fængsel som Kvaksalver – fordi alle store Mænd blev forfulgte, se kun til vor Herre Jesus Kristus! Han selv var den største nulevende Mand. Moi vous dire le plus grand homme d’universe. Hello[XXVIII] og Damerne smilte med Beundring og blev ikke trætte af at høre paa ham. Det gav ham Mod til uafbrudt at føre Ordet:

Han, Vries[XXIX], var en Mand, som havde Mod og Visdom; han forstod Frenologi, Allopati, Homøopati, Ingeniørvidenskab, Meteorologi – som Lægerne hos Molière[XXX] og Oldfux[xxxi] hos Holberg[XXXII]. Hans mest udprægede Særevne var den at helbrede for Kræft. Som Skrivelærerne udhænger Prøver paa, hvordan Folk skrev, da de kom til dem, og paa, hvordan de skriver efter at have nydt deres Undervisning, saaledes havde han sine Kræftpatienter fotograferede før og |275| efter hans Behandling, fælt udseende paa den første Gengivelse, friske som Fisk paa den anden, og disse Billeder hang til Skue i hans Lejlighed. Intet Under derfor, at Napoleon III[XXXIII] – som han fortalte – havde hans Portræt i et Album, hvor der ellers kun fandtes Portræter af Europas Suveræner.

Han paastod at have udtalt mangfoldige vigtige Spaadomme. Dette nærmede ham til Hello[XXXIV], der tillagde sig samme mærkelige Evne, og havde sagt alle Slags besynderlige Begivenheder forud. Han foretog Mirakelkure; det tiltalte Hello[XXXV], som nærede Mistanke til al rationel Videnskabelighed og var parat til at tro hvad det skulde være. Han kunde læse alle Menneskers Karakter i deres Ansigt. Det var et Paaskud til at sige Hello[XXXVI], dennes Frue[XXXVII] og begges Venner og Veninder de platteste Smigrerier, som gik glat ned. Til mig sagde han: »Monsieur er blid, meget rolig, meget overbærende, tilgiver let enhver Fornærmelse.«

Saa fæl han var at se til, virkede hans kraftige Brutalitet paa Kresens Damer. De hang bogstaveligt ved hans Læber. Han greb dem om Haandleddene og lod sine sorte laadne Poter glide op om deres blottede Arme. De gifte Koner hviskede smægtende: »De har en mærkværdig Magt over Kvinden.« Ægtemændene smilte dertil.

Naar nu Hello[XXXVIII] og han og Vennerne og Damerne kom i det religiøse Hjørne og fik Dampen op, saa var det som en Hekse-Sabbat, hvor alle Arter af Fornufthad og Torveskrigeri løftede deres Stemmer i Kor til en frihedsfjendsk Koncert: Satan selv havde dikteret Voltaire[XXXIX] hans Værker; nu brændte han for dem i den evige Ild. De Vantro burde udryddes; det var godt til dem. Renan[XL] burde hænges i det første, bedste Træ; den sorte Doktor[XLI] paastod endog, at i Manilla vilde han længst været skudt. Det var altid Doktoren[XLII], som anslog Kætterforfølgelsens Tema. Hello[XLIII] selv |276| forfulgte Kætterne med overlegen Spot, men var bestandig rede til at slaa over i Hymnen til Madonna.

Jeg havde da læst to af Hello’s[XLIV] Bøger Le style[0008] og M. Renan, L’Allemagne et l’athéisme au 19me siècle[0009]. Man kalder sligt Bøger, fordi der jo ikke er andet Navn. I Virkeligheden hører den Art Mundsvejr og Gallimathias ingenlunde Literaturen til. Hello[XLV] har aldrig skrevet Andet end katolske Prækener, fulde af teologiske Spidsfindigheder og af Haansord mod de tænkende Aander. I hine Aar fik hans Bøger ved deres Røgelseduft de smaa flade Befolkere af Sakristiernes Paneler til henrykte at vove sig frem af deres Sprækker; men de slog ellers ikke an nogensteds. Først efter hans Død kunde det falde en originalitetssyg Mand som Huysmans[XLVI], der har en Bittermandel i Hjertets Sted, ind at lade sin lysrædde, halvt sindssyge Helt, Des Esseintes[xlvii], finde Tilfredsstillelse ved Læsningen af de Udæskninger til sund Fornuft, Hello[XLVIII] har skrevet. Hello[XLIX] var en Stakkel, der i vanvittig Overbevisning om selv at være et Geni, fyldte sine Skrifter med Hævdelse af Geniets vidunderlige, ufattelige Væsen, og altid talte paa dets Vegne. Under Kejserdømmet overhørtes hans Røst. Først en Snes Aar derefter fandt den nykatolske Reaktion sin Fordel i at tage ham paa Ordet og i ham se det Geni, han havde udgivet sig for. Han var Geni, som den Højhedsgale er Kejser.

3.

Faa Dage efter min Ankomst søgte jeg Taine[L] og blev modtaget med Varme. Han forærede mig en af sine Bøger og lovede mig sit store Værk De l’intelligence[0010], der et Par Dage derefter vilde udkomme, talte en hel Time med mig og indbød mig til The den næste Aften. Han havde giftet |277| sig, siden jeg sidst var hos ham, og hans Hustru[LI], en ung, klarhudet Dame med sorte Fletninger, brune Øjne og en yderst smidig Skikkelse, var frisk som en Rose, ungdommeligt frittalende og bevægede sig dog i meget valgte Udtryk.

Efter et Par Dages Forløb behandlede den mod Fremmede ellers afmaalte Taine[LII] mig med stigende Hjertelighed. Han foreslog mig straks at indføre mig hos Renan[LIII] og opfordrede mig stærkt til nu at blive et halvt Aars Tid i Paris for tilgavns at beherske Sproget, saa jeg kunde oplyse Franskmændene om nordiske Forhold og samtidigt fremstille de franske for mine Landsmænd. Hvorfor skulde ikke jeg lige saa godt kunne gøre Fransk til mit »Hjælpesprog« som Turgeniev[LIV] og Hillebrandt[LV]!

Taine[LVI] var uvidende i tysk Skønliteratur. Hvad den filosofiske angik, ringeagtede han aldeles tysk Æstetik og lo af mig, fordi jeg overhovedet kunde tro paa »Æstetiken«, ja forestillede mig en Dag spøgende for en Fremmed med Ordene: »En ung Dansk, der ikke tror paa Meget, men har den Svaghed at tro paa Æstetiken«. Troen trykkede mig just ikke. Men en tysk Æstetiker var efter Taines[LVII] Definition en Mand, der ganske manglede Kunstsans og Stilsans, og kun levede i Begreber. Dersom man førte ham hen i Teatret at se et Sørgespil, rev han sig i Haaret af Glæde og udbrød: Voilà das Tragisché!

Af nyere tyske Forfattere kendte Taine[LVIII] kun Heine[LIX], af hvem han var en lidenskabelig Beundrer og hvem han paa Grund af Intensiteten i hans Følelse sammenlignede med Dante[LX]. Et Digt som Valfarten til Kevlaar[0011] vakte hans fulde Begejstring. Goethes[LXI] Smaadigte forstod han derimod ikke at paaskønne; vistnok især fordi han ikke kunde det tyske Sprog tilstrækkelig godt. Han kendte end ikke Goethes[LXII] ypperste Smaating, og da jeg en Dag bad ham læse et enkelt Digt højt, lød Ordene i hans Mund med rent fransk |278| Udtale: »Lieber dur Ledénn möcht i mi schlagé, als so viel Frödenn des Lebéngs ertragé.« Det var:

Lieber durch Leiden
Möcht ich mich schlagen
Als so viel Freuden
Des Lebens ertragen.

Goethes[LXIII] Prosa fandt han ikke god, slæbende vidtløftig og uden malerisk Kraft. Han fremhævede gerne Voltaires[LXIV] Prosa paa dens Bekostning: »Man ser langt bedre Skikkelserne og deres Bevægelser gennem den«, sagde han. De tyske Romantikere indgød ham Lede; ogsaa deres Stil var ham for ukunstnerisk (ils ne savent pas écrire, cela me dégoûte d’eux).

Jævnlig traf jeg Venner hos ham, saaledes Marcelin[LXV], hans Ungdomskammerat, om hvem han mange Aar efter har skrevet en vemodig Nekrolog. Denne Udgiver af det højst verdslige Ugeblad La Vie Parisienne[0012] var en kraftig bredskuldret rødmusset Skikkelse, der saa ud som Sundheden selv og hvis Billede lidet svarede til det, man maatte danne sig af den Mand, som ledede Paris’es letfærdigste og eleganteste Blad. Han var Tegner og Forfatter, havde studeret de sidste Hundredaars Historie i Kobberstiksamlingerne, og havde bragt det til selv at eje ikke mindre end 300,000 Kobberstik. Hvad Taine[LXVI] først beundrede hos ham, var den Jernvilje, hvormed han, der nitten Aar gammel stod pengeløs og med en mangelfuld Uddannelse som sin Families Hoved, havde ernæret Moder og Søskende ved sit Arbejd. Men dernæst beundrede Taine[LXVII] hans strenge Alvor. Marcelin[LXVIII], der regnedes til det letlevende Paris, var en ensom Natur, en fantasirig Genskaber af Fortidens Mennesker, som de gik og stod, med deres Væsen og deres Sæder. Det var ham, der oprindeligt havde aabnet Taines[LXIX] Øjne for den Skat, Kobberstiksamlingerne indeholder af Bidrag til Slægternes |279| Historie, maaske overhovedet for Menneskets Ydre og for alt, hvad det Ydre røber.

En anden Ven, der kom til Taine[LXX] paa alle Tider, var den gamle Maler Gleyre[LXXI], der var født i det franske Schweiz, men forøvrigt Pariser. Og han var ikke den eneste stærkt idealistiske Kunstner, med hvem Taine var forbunden ved Venskab. Skønt nemlig et Grundelement i Taines Natur magnetisk drog ham til den Kunst, som udtrykte Kraft, tragisk eller kødelig Kraft, en svulmende Livsoverdaadighed, var der dog i hans Sjæl Rum for Deltagelse med al kunstnerisk Stræben, deriblandt med den rent følelsesfulde. Hvad der drog ham til de idealistiske Malere, var i Grunden det samme, der drog ham til Beethoven[LXXII] og Chopin[LXXIII].

Af Gleyre[LXXIV] kendes mest det i Farven noget svage, men i Følelsen betydelige Maleri fra Louvre, som med et Motiv fra Nilen forestiller en Mand, der siddende ved Flodbredden ser sin Ungdoms Drømme, personliggjorte som skønne Kvinder, fly fra ham paa en smykket Nilbaad, der fjerner sig. Dets Titel er Mistede Illusioner. Større Kraft er der i hans gennem Kobberstik udbredte Maleri af en romersk Hær, som gaar under Aaget, overvunden af Helvetieren Divico[LXXV], et Billede, der som Udtryk for Schweizer Fædrelandsstolthed har faaet sin Plads i Lausanne’s Museum.

Det var dog snarere Manden selv end hans Kunst, som Taine[LXXVI] vurderede højt. Som Aand var Taine[LXXVII] inderst inde en Dyrker af den italienske og engelske Renæssance, hvor den var mest hedensk og mest ubændig; han havde aandeligt hjemme i det sekstende Aarhundredes Venedig, havde været paa sin Plads ved en af de Fester, Veronese[LXXVIII] har malt, og havde burdet bære Tidsalderens smagfuldt rige Dragt. Men som Menneske i Samfund og Stat var han helt anderledes, kærlig og dæmpet og stille, i høj Grad borgerlig; maadeholdende i enhver Dom som i sit Liv.

|280| Naar det lykkedes mig at vinde hans Velvilje, var det visselig ikke fordi jeg havde skrevet en Bog om ham, som han tilmed ikke kunde forstaa; thi i den har han neppe kastet et Blik; højst har han læst den anerkendende lille Anmeldelse, Gaston Paris[LXXIX] gjorde mig den Ære at skrive om den i Revue critique[0013]. Men det tiltalte ham, at jeg var kommet til Frankrig af ren Videbegærlighed, for at lære Menneskene og Aandslivet at kende, og at jeg havde brugt min Ungdom til Studier.

Han kom til at holde af mig, gav mig Raad som en Fader eller ældre Broder og smilte af mine Uforsigtigheder – som da jeg engang nær havde ødelagt mig ved at tage en altfor stærk Sovedrik – (vous êtes imprudent, c’est de votre âge). Han bebrejdede mig undertiden, at jeg ikke paa Rejsen dagligt som han optegnede Alt, hvad der slog mig; han talte til mig om sine Arbejder, om det planlagte Essay om Schiller[LXXX], der blev til intet paa Grund af Krigen, om hans Notes sur l’Angleterre[0014] som han udførte i et afsides Havehus, hvor der kun fandtes de fire bare, kalkede Vægge, et lille Bord og en Stol. Han indførte senere hen i denne Bog et Par Smaatræk, jeg fortalte ham fra mit Ophold i England.

Naar vi gik i Haven ved hans Landsted i Châtenay, lagde han nu og da Armen om min Hals – et Træk, der vakte den største Forbavselse blandt de tilstedeværende Franskmænd, som neppe vilde tro deres Øjne. De vidste, hvor forbeholden han ellers var.

Formelig irriteret var Taine[LXXXI] over, at det danske Gesandtskab ikke gjorde det Ringeste for mig, ikke indførte mig nogensteds, endskønt det havde maattet skaffe mig fri Adgang til Teatret. Atter og atter kom Taine[LXXXII] tilbage dertil, endda jeg aldrig havde nævnt Gesandten eller Gesandtskabet for ham. Men det revolutionære Blod, der var i |281| ham, oprørtes ved hvad han opfattede som en Tilsidesættelse af Aandsaristokratiets Ret. »Hvad kalder De saadan en Mand? Junker?« – Jeg benegtede det. – »Ligemeget. Man føler, at De i Deres Land ikke har havt nogen Revolution som vor og ikke kender til Lighed. Saadan en Fyr, der ikke har gjort sit Navn bekendt ved Nogetsomhelst, betragter Dem som uværdig til at sidde ved hans Bord, og rører ikke for Deres Skyld en Finger, skønt det er dertil, han er ansat. Naar jeg er i Udlandet, kommer man fra det franske Gesandtskab straks og gør mig Besøg og aabner mig alle Huse, hvortil man har Adgang. Jeg er en meget ringe Person i Sammenligning med Benedetti[LXXXIII]; men Benedetti besøger mig, saa tidt jeg vil modtage ham. Vi har intet Junkervæsen hos os.«

Disse Udfald bragte mig til at studse, først fordi jeg ikke havde næret den svageste Forventning eller endog blot et Ønske om at modtages hos den danske Gesandt eller blive hjulpet til Rette af ham, dernæst fordi de aabenbarede mig en dyb Forskel mellem Synsmaaden i de romanske Lande, særligt i Frankrig, og den i Norden. Jeg havde jo aldrig i Danmark havt Adgang til Hoffet eller til fornemme Krese og fik det heller ikke senere mit Liv igennem, har ogsaa undværet det uden ringeste Savn. Men i de romanske Lande, hvor den fornemme Verden endnu undertiden sidder inde med Dannelse og Vid, forstaar det sig af sig selv, at Talentet er en Adel, og for den Mand, der har vundet sig et Navn, staar alle Døre aabne, ja, man kappes om at se ham. At en Kasteadskillelse som den i Norden dèr var ganske ukendt, erfor jeg først da.

4.

Gennem Taine[LXXXIV] lærte jeg hurtigt Renan[LXXXV] at kende, der højligt imponerede mig som Person, storladen og aandsfri som han var, uden Glimt af det Salvelsesfulde, der undertiden kunde findes i hans Bøger, men overlegen indtil det Paradokse.

Han var vanskeligt tilgængelig og negtede sig haardnakket hjemme. Men var man ventet, kunde han af sin kostbare Tid skænke En flere Timer i Træk.

Han boede tarveligt. Paa den ene Væg i hans Arbejdsstue hang to kinesiske Akvareller og et Fotografi af Gérômes[LXXXVI] »Cleopatra hos Cæsar«; overfor et meget smukt Fotografi efter et vistnok italiensk Billede af den yderste Dag. Det var den hele Udsmykning. Paa hans Bord laa til Stadighed Vergil[LXXXVII] og Horats[LXXXVIII] i Lommeudgaver og en Tid lang en fransk Oversættelse af Walter Scott[LXXXIX].

Hvad der mest forundrede mig ved Renans[XC] Holdning var, at der slet intet Højtideligt var ved den og slet intet Følsomt. Han gjorde Indtryk af et umaadelig godt Hoved og af en Mand, paa hvem den Modstand, han havde mødt, ganske var prellet af. Han forhørte sig om Forholdene i Norden. Naar jeg uforbeholdent udtalte mig om de ringe Udsigter til at trænge igennem med min Grundanskelse, som Forholdene aabnede mig, holdt han paa, at Sejren var sikker. (Vous l’emporterez, vous l’emporterez!). Som alle Udlændinge undrede han sig over, at de tre skandinaviske Lande ikke sørgede for at blive en Enhed, eller idetmindste for at danne et ubrydeligt Forbund. Paa Gustav Adolfs[XCI] Tid, sagde han, betydede de dog politisk noget; siden da er de helt traadte af fra den historiske Skueplads. Aarsagen maa vel være deres vanvittige indbyrdes Fejder.

Renan[XCII] boede da fra Foraaret af i sit Landsted ved |283| Sèvres. Saa menneskeligt jævn var den da allerede 47aarige, verdensberømte Mand, at han fra Landstedet gerne fulgte mig til Stationen og atter og atter gik frem og tilbage med mig, til Toget kom.

Hans Hustru[XCIII], der delte hans Tanker og dyrkede ham, havde selv valgt sin Mand og var som af tysk Afstamning ikke bleven gift paa den franske Maade; hun kritiserede den dog ikke, da hun mente, den maatte stemme med det franske Folks Behov og da hun i sine nærmeste Omgivelser saa flere lykkelige Ægteskaber, der var indgaaede af Fornufthensyn. Ægteparret havde to Børn, Sønnen Ary[XCIV], der døde Aar 1900 efter at have indlagt sig et Navn som Maler og skrevet skønne Digte (der dog først udkom efter hans Død), og Datteren Noemi[XCV] (Fru Psichari), der trofast bevarende den aandelige Arv fra den store Fader er bleven et af Midtpunkterne i det ypperste Paris, en Ildsjæl, der omfatter Ret og Sandhed og Samfundsidealer med glødende Begejstring.

5.

Et Bekendtskab, der blev mig til megen Fornøjelse, var det med den gamle Forfatter og Professor ved Collège de France, Philarète Chasles[XCVI]. Grégoire[XCVII] indførte mig hos ham, og jeg blev efterhaanden som hjemme i Huset, altid velset og stadigt indbuden. Han var paa sine gamle Dage ikke en Mand, som var at tage meget alvorligt, spredt, løs og forfængelig, som han var. Men han var meddelsom som ingen Anden, underholdende som Faa og han havde halvhundrede Aar igennem kendt alle, til hvem der i Frankrig blev lagt Mærke. Han var født i 1798; Faderen[XCVIII] var Jakobiner og forhenværende Konventsmedlem, der ikke lod ham døbe, men opdrog ham i Sandhedstro (deraf Navnet Philarète) og satte ham i Bogtrykkerlære. Ved Konge|284|dømmets Genoprettelse blev han fængslet sammen med sin Fader[XCIX], dog befriet ved Chateaubriands[C] Indflydelse, og gik nu til England, hvor han opholdt sig fulde syv Aar (1819-1826), havde Sysselsættelse som Typograf og satte sig omhyggeligt ind i den engelske Literatur, der da var næsten ukendt i Frankrig. Efter endnu at have opholdt sig nogen Tid i Tyskland, vendte han tilbage til Paris og udgav en Mængde historiske og kritiske Skrifter.

Philarète Chasles[CI] havde som Bibliotekar ved Mazarinbiblioteket sin Embedsbolig i selve Institutet, altsaa lige i Paris’es Midtpunkt; om Sommeren boede han paa Landet i Meudon, hvor han havde ladet sin Veranda udsmykke med Malerier i pompeiansk Mosaik. I Nærheden lod han sig bygge et smukt nyt Hus med et Taarn. Han behøvede Plads, da han havde en Bogsamling paa 40,000 Bind.

Hus for ham førte hans Nièce, der var gift med en Kölner ved Navn Schulz, hvis Levevej var Glasmaleri. Ægtefolkene levede adskilte fra hinanden. Fru Schulz var køn, meget bidende, bagtalerisk og ligefrem. Datteren, den fjortenaarige Nanni[CII], var fortryllende smuk; udviklet og skelmsk som en attenaarig Pige. Alle, der kom i Huset, var indtagne i hende, og der var stadigt fuldt af Gæster, studerende Ungdom fra Elsass som fra Provence, unge Negere fra Haiti, unge Damer fra Jerusalem, og Digterinder, der gerne vilde læse deres Digte højt og endnu hellere bevæge Chasles[CIII] til at gøre dem bekendte ved en Artikel.

Chasles[CIV] talte med alle, men henvendte meget ofte Ordet til mig og fortalte ustandseligt om netop de Mænd og Kvinder, angaaende hvem jeg helst vilde høre, om de Dalevende, jeg beundrede mest, som George Sand[CV] og Mérimée[CVI], overhovedet om de talrige Storheder, han havde kendt. Som ung var han bleven indført hos Fru Récamier[CVII], havde dèr set Chateaubriand[CVIII] som hædret og tilbedt Olding og Sainte-|285|Beuve[CIX] som lydhør og agtpaagivende Yngling, der blev lidt overset for sin Grimhed og hos hvem der udviklede sig den lurende Misundelse paa de Store og af Kvinderne Omringede, som han havde skullet bekæmpe for at levere retfærdig Kritik. Chasles[CX] havde personlig kendt Michelet[CXI] og Guizot[CXII], den ældre Dumas[CXIII] og Beyle[CXIV], Cousin[CXV] og Villemain[CXVI], Musset[CXVII] og Balzac[CXVIII]; han kendte Grevinde d’Agoult[CXIX], Liszt’s[CXX] mangeaarige Veninde, og Fru Colet[CXXI], først Cousin’s, saa Mussets, saa Flauberts[CXXII] Elskerinde, af hvem min franske Onkel, der havde truffet hende paa Rejser, havde givet mig et lidet tiltalende Billed. Chasles[CXXIII] omgikkes daglig Jules Sandeau[CXXIV], der endnu som gammel Mand ikke kunde glemme George Sand[CXXV], som havde ranet den større Halvdel af hans Navn og gjort det berømtere end hele Navnet blev. Sandeau[CXXVI] elskede hende endnu, fyrretyve Aar efter at hun havde forladt ham.

Chasles[CXXVII] var i Stand til med et Par Ord at gøre de Skikkelser, han skildrede, lyslevende for En, og han var uudtømmelig i Anekdoter om dem. Han førte mig ind bag Literaturens Kulisser, saa jeg fik Scenen at se fra alle Sider. Vistnok var Samtidens Personalhistorie for ham især dens Skandalkrønike, men hans Meddelelser fuldstændiggjorde for mig Taines[CXXVIII] strenge og sirlige Forbeholdenhed i alle Udsagn. Og saa havde Chasles[CXXIX] ved Siden af sit Hang til lystig og ondskabsfuld Sladder en Tilbøjelighed til at udkaste store aandshistoriske Oversigter, der fik En til tænkende at gøre sig Rede for Udviklingsgangen i de Literaturer, hvori man var bevandret. Det var skønne Foraarsaftener, hine Maaneskinsaftener i den aabne Veranda derude i Meudon, naar den gamle Mand[CXXX] med det spidse Overskæg og den lille Kalot paa Snur førte Ordet. Han havde de morsomste og mest træffende Vendinger. Paa Spørgsmaalet om Guizot[CXXXI] ogsaa virkelig havde været saa streng (austère) af Væsen |286| som af Holdning, svarte han f. Eks.: Det er svært at sige; naar man vil imponere, kan man ikke optræde som Harlekin[cxxxii].

Skønt mit Øje var aabent nok for Philarète Chasles’[CXXXIII] svage Sider, følte jeg mig dog yderst lykkelig i hans Hus. Her fik jeg uden Møje de Oplysninger, jeg ønskede mig, og havde det fulde Indtryk af at være i Paris. Paris var jo og er endnu den eneste By i Verden, der er og vil være ikke blot sit eget Lands Hovedstad, men Europas, den eneste, som paalægger sig den Pligt ikke blot at komme de Besøgende i Møde ved at tilgængeliggøre dem Museer, Samlinger, Bygninger, og efter en uhyre Maalestok beregne Alt paa Offenlighed, men den eneste, hvor man er vant til gennem Samtaler at indvie den kundskabssøgende Fremmede i Nationens gamle, dybtgaaende Kultur, saa dens Stilling til andre Stammers og Landes klares for En.

6.

Ikke én Dag havde jeg ladet gaa hen, før jeg paany sad i Théâtre français, hvortil jeg havde fri Adgang paa ubestemt Tid. Første Gang jeg kom, kaldte blot Dørvogteren Teatrets underordnede Embedsmænd sammen; de saa paa mig, mærkede sig min Skikkelse, og jeg kunde for Fremtiden tage Plads, hvor jeg vilde, naar Manden ved Indgangen havde raabt sit: Entrée. Saa lidet nøjeregnende var man, at jeg midtsommers, efter en Maaneds Ophold i London, fandt min Plads mig forbeholdt som før.

Den første Aften efter min Ankomst, saa jeg, stille nydende, Hernani[0015], hvis Lyrik altid glædede mit Hjerte, med Mounet-Sully[CXXXIV] som Hovedpersonen, Bressant[CXXXV] som Karl V[cxxxvi], og som Doña Sol[cxxxvii] Frøken Lloyd[CXXXVIII], en underordnet Skuespillerinde, der dog i Stykkets Slutning naaede i Højde med dets Poesi. Publikum var saaledes med, at en Stemme fra |287| Galleriet raabte i fuld Harme: »Le Roi est un lâche« (Kongen er en Usling). Derefter saa jeg endnu samme Aften i en Henrykkelsesrus Fru de Girardins[CXXXIX] yndige lille Stykke Glæden indjager Skræk[0016]: En Familie tror Sønnen, en ung Søofficer, falden i det fjerne Østen, grusomt dræbt. Da kommer han umeldt tilbage til sin tilintetgjorte Moder, sin fortvivlede Brud, sin Søster og en gammel Tjener. Denne gamle krumbøjede Trofaste, en overleveret Teaterskikkelse, spiltes af Regnier[CXL] med den fuldendte Kunst, der er Naturen selv, sat i Scene. Han har skjult den hjemvendte Søn bag et Gardin af Frygt for, at Moderen ved det uventede Skue skal dø paa Stedet af Glæde. Søsteren træder ind. Nynnende støver Tjeneren af for at hindre hende i at nærme sig Gardinet; men ubevidst nynner han i sin Henrykkelse stedse højere, indtil han i en Jubelhymne Tratara-tratara! svinger Kosten over sit Hoved og pludselig standser, da han opdager, at Pigebarnet staar tabt i Forbavselse og ikke véd, hvad hun skal tro. Ypperligt spilte ogsaa en nu glemt Skuespillerinde, Frk. Dubois[CXLI], den unge Pige. Hendes Udbrud, da hun pludseligt ser Broderen: »Je n’ai pas peur, va!« blev sagt saa fuglelet og lystigt, at alle Folk omkring mig og jeg selv brast i Graad.

Et stærkt Indtryk gjorde Théâtre français’ daværende Direktør, Edmond Thierry[CXLII], paa mig. Han forekom mig den fineste Mand, jeg til da havde truffet, i Besiddelse af den gammelfranske Høflighed, der ellers syntes uddød i Paris. En Samtale med ham var et formeligt Kursus i Dramaturgi, og skønt en ung Fremmed som jeg jo nødvendigvis blot kom ham til Ulejlighed, lod han det ikke spore. Saa indtaget blev jeg i ham, at jeg næsten to Aar derefter anførte nogle ligegyldige Ord af ham angaaende Molière’s[CXLIII] Misanthrope[0017] paa mine Forelæsninger til første Del af Hoved|288|strømninger blot for den Fornøjelses Skyld at nævne hans Navn.

Det var desuden morsomt at besøge ham, ogsaa naar man blev afbrudt. Thi Skuespillere strømmede ud og ind hos ham. En Dag styrtede f. Eks. Skuespillerinden, den dejlige Agar[CXLIV], ind i Stuen og klagede sin Nød, misfornøjet som hun var med den Kjole, hun i en ny Rolle skulde bære. Hende saa jeg stadig igen, da Krigen var udbrudt; thi det var hende, som hver Aften med henrivende Kraft og Kunst sang Marseillaisen fra Teatrets Scene.

Teaterforestillingerne henrev mig. Saaledes var jeg kun i mine Ynglingeaar blevet henrevet af Michael Wiehe[CXLV] og Fru Heiberg[CXLVI], naar de spillede sammen i Hertz’s[CXLVII] Ninon[0018]. Men Kunstnydelsen gik dybere her; thi Menneskeskildringen var anderledes sand. De bedste Indtryk, jeg medbragte af dansk Kunst, var højromantiske: Michael Wiehe[CXLVIII] som Henrik[cxlix] i Alferne[0019], som Chevalieren i Ninon[0020], som Mortimer[cl] i Schillers[CLI] Maria Stuart[0021]. Men dette greb mig som Virkelighedskunst.

En Aften saa jeg Ristori[CLII][0022] spille Søvngængerscenen som Lady Macbeth[cliii] med gribende Alvor og høj Virtuositet. Man følte Rædsel helt ned i Benpiberne, og Øjnene fyldtes med Vand af Sindsbevægelse og Angst. Mesterligt var det regelrette Aandedræt, der antydede Søvnen, og de stive Fingre, naar hun vaskede sine Hænder og lugtede til dem for at spore, om der var Blod. Men Madame Favart[CLIV], der med kunstnerisk Beherskelse indordnede sig i en Helhed, virkede uden al Virtuositet ikke mindre stærkt. Som Hovedpersonen i Feuillets[CLV] Julie[0023] var hun Fuldkommenheden selv; ved at se hende var det mig, som anede man ikke hjemme i Danmark hvad kvindelig Karakterkunst var. Hvad man havde antaget derfor (Fru Heibergs[CLVI] Kunst f. Eks.) stod nu |289| blot for mig som en elegant og aandrig Vedtægt, der faldt i Mask ved Siden af dette.

Forestillingerne paa Théâtre français varede dengang længere end nu. Man kunde paa én Aften se f. Eks. Gozlans[CLVII] Storm i et Glas Vand[0024], Augier’s[CLVIII] Gabrielle[0025] og Banville’s[CLIX] Gringoire[0026]. Naar jeg havde set Madame Favart[CLX] og Regnier[CLXI] i Gabrielle[0027], Lafontaine[CLXII] som Ludvig XI[CLXIII], hans Hustru som Loyse[clxiv], Frk. Ponsin[CLXV] som Nicole[clxvi] og den da endnu helt unge og friske Coquelin[CLXVII] som Gringoire[clxviii], følte jeg det, som havde jeg havt en af de største og ædleste Nydelser i Verden. Jeg vendte hjem, fortryllet og begejstret, opbygget som den Troende kommer fra sin Kirke. Jeg kunde se Gringoire[0028] en halv Snes Gange i Træk og havde kun ét Udtryk for hvad jeg følte: Dette er helligt.

Stykket tiltalte mig sikkert saa stærkt, fordi det stemmede bedre end de andre med hvad der i Danmark gjaldt for sand Poesi. Men Coquelin[CLXIX] var i de tre Aar, siden jeg saa ham sidst, gaaet mægtigt frem i denne Rolle. Han gav den nu med en Særhed, Inderlighed og Ynde, han ikke før havde naaet, var overfor den barske Kong Ludvig og den sjælfulde Loyse saa fattig, forsulten og syg og lystig og blød og modig og genial – at man sagde til sig selv: Den, der har set dette, han har levet.

Ganske kort efter min Ankomst – den 12te April 1870 – saa jeg for første Gang Sarah Bernhardt[CLXX], der da lige var brudt igennem paa Odéon. Hun spilte i George Sand’s[CLXXI] smukke og oprørske Drama »L’autre[0029]«, fra hvilket Oldemoderen i Bjørnsons[CLXXII] Leonarda[0030] stammer. Stykket er et Indlæg for Kærlighedens Frihed eller rettere for Overbærenhed med Hensyn til hvad der i Samfundet stemples som Kærlighedssynd. Sarah Bernhardt[CLXXIII] var den unge Pige, der i sin Uskyld bedømmer alle sædelige Uregelmæssigheder med yderste Strenghed, indtil hendes Øjne aabnes for hvorledes Verden |290| virkeligt er beskaffen. Hun er uden at vide af det et Barn af brødefuld Elskov, og Faderens Forbandelse er den, intet at turde være for dette Barn – som han lader opdrage og over hvilket han vaager – ikke at turde gøre sin Ret til dets Kærlighed gældende, da han ellers vilde plette Moderens Minde. I hans Nærværelse udtaler den unge Pige da alle de haarde Ord, som Samfundet har for den, der bryder dets Love; hun kalder sin ukendte Fader falsk og menedersk. Alle berettigede Indsigelser og alle Fordomme har George Sand[CLXXIV] samlet i denne unge Piges Mund, fordi de dèr indgyder størst Respekt og har deres fordelagtigste Plads. – Endnu har hendes Fader ikke røbet sig. Da gaar det endelig op for hende, at det er ham, hendes Velgører, der er hin anden, hun nys har fordømt, og idet Tæppet falder, kaster hun sig smeltet i hans Arme.

Sarah[CLXXV] spilte denne Rolle med dyb Blufærdighed, med den formentlig Forældreløses Tungsind, endelig med den unge Jomfrus Begejstring for den strenge Ret og dog saaledes, at man gennem alt det Kølige, gennem det sjælfulde Udtryks Usikkerhed og især gennem den dejlige og rige Stemmeklang anede længe tilbageholdt Ømhed og Blidhed.

7.

Jeg forsøgte her i Paris at gøre mig Rede for Udviklingsgangen i den franske Literatur siden Aarhundredets Begyndelse, at ordne den i Stadier og iagttage disses Følgeorden; jeg vilde saa samtidigt forme mig en lignende Oversigt over den danske Literatur og danne Paralleler, paa Forhaand overbevist om, at Tidsaanden noget nær maatte være den samme i to europæiske Lande, der laa hinanden forholdsvis nær. Det var mit første naive Forsøg paa at efterspore Hovedstrømninger i Aarhundredets Literatur.

|291| Den franske Poesi i det nittende Aarhundrede syntes mig at falde i tre Grupper: Romantiken, Fornuftskolen, Virkelighedskunsten. Jeg bestemte dem saaledes:

I. Hvad Franskmændene kalder Romantisme kan særmærkes fra mange Sider.

Den er først Brud med den græsk-romerske Oldtid. Derfor søger den tilbage til det Galliske og til Middelalderen. Derfor giver den det 16. Aarhundredes Digtere Genoprejsning. Men Forsøget strander; thi ogsaa Ronsard[CLXXVI] og Pleiaden er græskdannede, er Anakreontikere. Der er, naar Rolandskvadet undtages, ingen oprindelig Middelalderliteratur, der kan sammenlignes med vor islandske. Derfor udvides Æmnekresen fra Frankrigs Middelalder til andre Landes f. Eks. Tysklands, hvorfra Hugo[CLXXVII] henter sit Drama Borggreverne[0031]. Digterne vælger fremmede Stoffer som Alfred de Vigny[CLXXVIII] behandler Chatterton, Musset[CLXXIX] italienske og spanske Motiver. Mérimée[CLXXX] søger tilbage til den franske Middelalder (Bondeopstanden), men da han dèr finder for ringe Ejendommelighed, tyer han som Digter til mindre civiliserede Nationaliteter, Spaniere, Sydamerikanere, Corsicanere, Russere osv. Romantiken bliver etnografisk.

Dens andet Særmærke er den stormende Voldsomhed. Den har Berøring med Revolutionen af 1830. Den angriber Samfundet og Ejendomsforholdene (Saint Simon[CLXXXI], Fourier[CLXXXII], Proudhon[CLXXXIII]), angriber Ægteskabet og den officielle Bedømmelse af Kønsforholdet (Dumas’[CLXXXIV] Antony[0032], Fortalen til Victor Hugo’s[CLXXXV] Angelo[0033], George Sand’s[CLXXXVI] Indiana[0034], Valentine[0035], Jacques[0036]). Den forguder allevegne Lidenskaben.

Dens tredje Særmærke er dens Fortsætten af Rousseau[CLXXXVII]. Selve Angrebene paa Samfundet stammer fra Rousseaus[CLXXXVIII] gamle Lære, at Naturen er god, Naturtilstanden den rette, saa Samfundet alene har fordærvet Alt. Særligt George Sand[CLXXXIX] dyrker Rousseau[CXC] og skriver i Tilknytning til ham. |292| I nyere fransk Literatur afløser Voltaires[CXCI] og Rousseaus[CXCII] Herredømme vekselvis hinanden. Voltaire[CXCIII] hersker til 1820, Rousseau[CXCIV] paany til 1850, saa tager Voltaire Tøjlerne igen med About[CXCV], Taine[CXCVI] og Sarcey[CXCVII]. I Renan[CXCVIII] er Voltaire[CXCIX] sammensmeltet med Rousseau, og nu senere har Diderot[CC] fortrængt dem begge.

II. Fornuftskolen (l’école de bon sens) følger paa Romantiken. Som denne dyrkede Lidenskaben, saaledes hylder Fornuftskolen den sunde Menneskeforstand. Man kan spore Overgangen hos de Enkelte. Mussets[CCI] En Caprice[0037] i Modsætning til hans Ungdoms kaade Værker. George Sands[CCII] Landsbynoveller i Modsætning til hendes Ægteskabsromaner. Folkeligheden og Landskabsmalerierne her, der iøvrigt altsammen stammer fra Rousseau[CCIII], fører ud i den rolige Idyl. Værker som Ponsards[CCIV] Lucrèce[0038] og Augier’s[CCV] Gabrielle[0039] betegner Omslaget fra Romantiken. I Tragedien er Lucrèce[0040], i Skuespillet Gabrielle[0041] Hængslet, hvorom Bevægelsen drejer sig. Hos Ponsard[CCVI] og Augier[CCVII] fejres sund Sans, streng Retskaffenhed, borgerlig Æresfølelse. Ægteskabet forherliges i hele Ponsards[CCVIII], Augier’s[CCIX] og Octave Feuillets[CCX] Teater. Nogen Paavirkning har vel Literaturen modtaget fra de herskende Stænder under Julikongedømmet. Louis Philippe[CCXI] var Borgerkongen. En Forfatter som Scribe[CCXII], der behersker Europas Scener, er besjælet af det magthavende Borgerskabs Aand, dannet og indskrænket som den var. Cousin’s[CCXIII] første Maner, den revolutionære Schellingianisme, havde svaret til Romantiken, hans Eklektisme som moraliserende Filosof svarer til Fornuftskolen. Fællespræget bliver en vis saakaldt Idealisme. Ponsard[CCXIV] genoptager det 17. Aarhundredes klassiske Overlevering. I Kritiken er denne Stræben mod det Forstandige og Klassiske repræsenteret af Nisard[CCXV], Planche[CCXVI] og Sainte-Beuve[CCXVII] i hans anden Maner.

III. Aarhundredets tredie Retning er Virkelighedskunst |293| med fysiologisk Grundpræg. Den har sin Støtte i positivistisk Filosofi: Herbart[CCXVIII] i Tyskland, Bentham[CCXIX] og Mill[CCXX] i England, Comte[CCXXI] og Littré[CCXXII] i Frankrig. I Kritiken Sainte-Beuves[CCXXIII] tredie Maner. Paa Teatret den yngre Dumas[CCXXIV]. I Romanen Brødrene Goncourt[CCXXV] og Flaubert[CCXXVI]. I Malerkunsten en vis Brutalitet i Æmnevalget hos Gérôme[CCXXVII] og Regnault[CCXXVIII]. I Politiken den fuldbragte Kendsgerning (le fait accompli), Kejserdømmet med det brutale Tryk fra oven og den almindelige Stemmerets Udjævnen af alle Forskelle fra neden. I lyrisk Poesi Parnassets strenge saglige Formkunstnere, Coppée[CCXXIX], der skildrer den jævne Virkelighed, og det faste Haandelags Mænd (les maîtres de la facture) Leconte Lelisle[CCXXX], Gautier[CCXXXI] og hans Elever, der skriver bedre Vers end Lamartine[CCXXXII] og Hugo[CCXXXIII], men ingen nye Tanker eller Følelser har, de poetiske Sprog-Materialister.

Endelig en hel Del uklare Begyndelser, om hvilke det endnu er umuligt at se, hvor de bærer hen.

Dette mit første Forsøg paa at forme mig et Overblik over en af det 19. Aarhundredes store Literaturer indeholdt adskilligt meget rigtig set, men røbede højligt Begynderens Mangel paa Evne til at vurdere Foreteelsernes Betydning, Tilbøjeligheden til at overvurdere rent forbigaaende Fremtoninger, og Hanget til at indordne det kun udvortes Sammenhørende i én Rubrik. Den ubetydelige École de bon sens kunde jo dog ingenlunde betragtes som sættende Tidsskel. Heller ikke kunde med Rette Mænd som Augier[CCXXXIV] og Dumas[CCXXXV] henføres til forskelligartede Grupper. Forsøget paa at eftervise Realisme i Lyriken var ligeledes yderst dristigt.

Imidlertid, denne Inddeling og Gruppering forekom mig dengang et Fund, og stor var min Skuffelse, da jeg en Dag raadførte mig om den med Chasles[CCXXXVI], som fandt den |294| tvungen, en anden Dag forelagde Renan[CCXXXVII] den, og han indskrænkede sig til Svaret: »Nej, nej! Tingene gaar ikke saa systematisk for sig.«

8.

Da denne Oversigt over Frankrigs Literatur ogsaa skulde retlede med Hensyn til den danske, famlede jeg mig frem paa følgende Maade:

I. Romantiken. Oehlenschlägers[CCXXXVIII] Forhold til Fortiden svarer nøje til Victor Hugos[CCXXXIX]: kun at Middelalderens Genopstandelse i Digtningen lykkes langt bedre (Hakon Jarl[0042], Nordens Guder[0043]) paa Grund af den friske Oprindelighed i Snorre[CCXL] og Edda[0044]. Grundtvigs[CCXLI] Optrin af Nordens Kæmpeliv[0045] skylder ligeledes Edda[0046] og Sagaer sit Værd. Oehlenschlägers[CCXLII] Aladdin[0047] er det nordiske Sidestykke til Hugos[CCXLIII] Orientalerne[0048]. Gautier[CCXLIV] som Digter, Delacroix[CCXLV] som Maler søger til Østerland, som Oehlenschlager gør det i Ali og Gulhyndi[0049]. Steffens[CCXLVI] og Sibbern[CCXLVII] svarer som paavirkede af Schelling[CCXLVIII] til Cousin[CCXLIX]. Hauchs[CCL] Digtning henter ikke sjældent sit Æmne fra Tyskland, som Nodier’s[CCLI] og Gérard de Nerval’s[CCLII]. Ingemanns[CCLIII] svage historiske Romaner svarer til de franske Efterligninger af Walter Scott[CCLIV] (A. de Vigny’s[CCLV] Cinq-Mars[0050], Dumas’[CCLVI] Musketerere[0051]). Oehlenschlägers[CCLVII] Tragedier svarer til Hugo’s[CCLVIII] Dramaer. Hos de Danske som hos Franskmændene Hadet til Forstanden som kold; kun forherliges Fantasien og Sværmeriet af de Danske, Lidenskaben af Franskmændene. Romantiken varer i Danmark (uden Revolutioner og Restaurationer) vel til 1848 omtrent som i Frankrig.

II. Fornuftskolen er i Danmark dels Dyrkelse af Folkets sunde Sans, dels Moraliseren. Grundtvig[CCLIX] med sin Folkelighed, sin Vurdering af Bondens uforfalskede Natur har Berøringspunkter med Rousseaus[CCLX] Elever. Moraliserende |295| Værker er Heibergs[CCLXI] En Sjæl efter Døden[0052], Paludan-Müllers[CCLXII] Adam Homo[0053] og Kierkegaards[CCLXIII] Enten-Eller[0054]. Der er det Pudsige ved denne sidste Bogs Forsvar for Ægteskabet, at den forsvarer, hvad hos os slet Ingen angriber. Den kan kun forstaas ved den samtidige Bevægelse i europæisk Aandsliv, der nu hævder Moralens Almengyldighed som tidligere Lidenskabens Ret. Dens Forsvar for Protestantismen svarer til Octave Feuillets[CCLXIV] Forsvar for Katolicismen, kun at Feuillet er forsonlig, Kierkegaard[CCLXV] voldsom. Bjørnsons[CCLXVI] Bondenoveller, der fortsætter Grundtvig[CCLXVII] og Blicher[CCLXVIII], er med deres Harmoni og deres fredelige Forhold til alt Bestaaende et Udslag af Kærligheden til sund Fornuft; de har samme anti-Byronske Præg som Fornuftskolen. Bevægelsen kommer ti Aar senere til os. Men paa samme Tid har Bjørnson[CCLXIX] noget af Romantiken og noget af Realismen. Vi har ikke Mænd nok til de forskellige Rammer.

III. Virkelighedskunst. Der er endnu kun Tilløb til en Virkelighedskunst. Saaledes hos Bjørnson[CCLXX] i Arne[0055] og Sigurd Slembe[0056]. Der er Tilløb dertil ogsaa i Bergsøes[CCLXXI] plumpe Benyttelse af Virkelighedstræk og i hans Effektjageri. Richardt[CCLXXII] svarer i vor Lyrik som Sprogkunstner til Parnassets Digtere, medens Heibergs[CCLXXIII] Filosofi og det meste af hans Poesi kan henregnes til Fornuftskolen. Brøchners[CCLXXIV] »Idealrealisme« danner en Overgang til Virkelighedsfilosofi. Ibsens[CCLXXV] Angreb paa det Bestaaende svarer til Realismen i det franske Drama. Han er Dumas[CCLXXVI] paa nordisk Grund. Han er i Kærlighedens Komedie[0057] disharmonisk som Spotter. Han fortsætter i Peer Gynt[0058] den moraliserende Retning med Hang til grove og raa Virkelighedseffekter (Forholdet til Anitra[cclxxvii]).

I Tyskland befinder man sig endnu paa det andet Stadium, synkende dybere og dybere i Folkelighed og Dialekt (fra Auerbach[CCLXXVIII] til Claus Groth[CCLXXIX] og Fritz Reuter[CCLXXX]).

|296| Der behøves ikke for Læsere i vore Dage noget Fingerpeg til Paavisning af, hvor ufuldkomment og vilkaarligt dette Forsøg paa en Leddeling af den danske Literaturs Organisme var. Idet jeg gik ud fra Overbevisningen om, at det moderne europæiske Aandsliv i de forskellige Lande i det Væsenlige maatte gennemløbe de samme Stadier, og idet jeg til Støtte for denne Anskuelse havde adskillige utvetydige Overensstemmelser, oversaa jeg rent, at Ulighedernes overvejende Vægt gjorde den hele Jævnførelse ufrugtbar.

9.

Da jeg under mit første Ophold i Paris jævnlig havde besøgt min afdøde Onkels[CCLXXXI] Enke, Madame Victorine[CCLXXXII], og hendes Børn, herskede der siden da et hjerteligt Forhold imellem os, især efter at den troløse Ven af min Onkel var bleven tvunget til at udlevere den fra Danmark sendte Understøttelsessum, han egenmægtigt havde holdt tilbage.

Der var nu kun svage Spor tilbage af den store Skønhed, Victorine[CCLXXXIII] engang havde besiddet; Livet havde slidt haardeligt paa den. Hun var god og ømhjertet, en kærlig Moder, iøvrigt uden anden Dannelse end den i den parisiske Smaaborgerstand almindelige. Alle hendes Synsmaader, hendes Begreber om Hæderlighed, om det Sømmelige, om Velvære, om Lykke var typisk for den.

Dels af Sparsomhed, dels for ikke at spilde den kostbare Tid, indskrænkede jeg i de Dage oftere mit Middagsmaaltid. Jeg købte mig hos en Spækhøker en stor Postej med Kalvekød eller Skinke og spiste den paa mit Værelse istedenfor at gaa ud paa en Restaurant. Da Victorine[CCLXXXIV] en Dag overraskede mig under et saadant Maaltid, udbrød hun forfærdet: »Comment? Vons vons nourrissez si mal!« For hende var det omtrent det samme, som om jeg overhovedet ikke havde faaet Middagsmad. At sidde hjemme ved et |297| Bord uden Dug og sønderdele en Postej med en Papirkniv, det var at synke under sin Stand til Fattigmands Kaar.

Hendes Tanker drejede sig, som de fleste Smaafolks i Frankrig og andensteds, mest om Penge og Pengesorger, om at komme godt frem i Verden eller have Modgang, og om hvad denne eller hin kunde tjene eller ikke tjene om Aaret. Hendes ældste Søn var i St. Petersborg, og ham gik det ret godt; han var god og elskværdig og sendte sin Moder[CCLXXXV] Hjælp, naar han havde lidt tilovers. Han havde desuden lovet at tage den næstældste over til sig. Men for de Smaa havde hun mange Sorger. Der var en af dem, som ikke artede sig rigtig godt, og der var de to yngste, som skulde opdrages.

Der blev holdt en nydelig Fest i det fattige Hjem, da den lille Emma fejrede sin første Kommunion, helt klædt i Hvidt fra Top til Taa med langt hvidt Slør og hvide Sko, og da der kom adskillige andre lige saa fint pyntede smaa Piger og Drenge; der blev givet Foræringer og udtalt gode Ønsker. Den lille Henri saa uskyldigere ud end nogen af de smaa Piger.

Victorine[CCLXXXVI] havde en Veninde, hvem hun priste lykkelig; det var Jules Clarétie’s[CCLXXXVII] Moder; thi saa ung Sønnen[CCLXXXVIII] var, han skrev i Aviserne, skrev endogsaa Bøger og tjente Penge, saa han helt kunde underholde sin Moder. Det var en ung Mand, man maatte sætte Pris paa, en Forfatter, som han skulde være. Der var derimod en anden Forfatter, hvem hun afskyede, og det var Danskeren P. L. Møller[CCLXXXIX]: »Jacques[CCXC] var, som De véd, altid en trofast Ven af Monsieur Mollér[CCXCI]; han skrev en hel Bog af for ham, da han selv havde fuldt op af Arbejde*

*) Det nyere Lystspil i Frankrig og Danmark[0059]«, som indbragte Møller[CCXCII] Universitetets Guldmedalje, se Fortalen.
. Men da saa Jacques var død – pauvre |298| homme! – kom han altfor tidt og gjorde Besøg, bestandig paa mere besynderlige Tider, saa jeg blev nødt til at forbyde ham Huset.«

10.

I et Studenterhotel i Nærheden af Odéon, hvor der boede et Par Nordboer, lærte jeg enkelte unge Advokater, men langt flere unge Abbeder og Præster at kende. Traadte man derind, naar Selskabet sad tilbords i Spisesalen, saa genlød Rummet af bragende Ordstrid. Advokaterne drøftede Politik, Literatur og Religion saa kamplystent, at Luften knitrede. Det var som øvede de sig her til engang at tale for Skranken eller i Kammeret. Fra Omgivelser som disse gik Gambetta[CCXCIII] ud.

De unge Abbeder og Præster var skikkelige Mennesker, oprigtigt Troende, men saa enfoldige, at Samtalerne med dem kun var morsomme paa Grund af deres Uvidenhed og Uforstand. Nordboer i Paris, der blot kendte katolske Præster fra Teatrets Tartuffe, havde de urigtigste Forestillinger om dem. Paa Théâtre français spiltes Tartuffe dengang afvekslende af tre Skuespillere. Bressant[CCXCIV] var den kolde, elegante Hykler, Lafontaine[CCXCV] den lave, raa, men kraftige Sakristan, Leroux[CCXCVI] den blodrige, rødmussede, pluskæftede Vellystning, hvis Hænder skælvede, og hvis Mine snart var ophidset, snart sødlig. Til en af disse tre Typer henførte de nordiske Protestanter gerne de Sortkjoler, de saa paa Gader og i Kirker. Men mine gejstlige Bekendte var fri for Hykleri som for Fanatisme; det var brave, ikke bondesnu, men bondedumme Menigmandsbørn.

I deres Selskab saa jeg mangen en Dag Parises Omegn. Vi tog til Sèvres og St. Cloud, til Versailles og St. Germain, til Saint-Denis, til Montmorency og Enghien, eller til |299| Monthléry, en Landsby med et gammelt Taarn fra det 13. Aarhundrede, og spiste da Frokost i Longjumeau, berømt af sin Postillon. Der erklærede Abbed Leboulleux sig ved Bordet mod Ligbrænding af den Grund, at den umuliggjorde Opstandelsen, da Gud selv ikke kunde finde Knoklerne sammen, naar Legemet var opbrændt. Det var saa elskværdigt, at man ikke gad modsige. Under dette samme Maaltid skitserede en anden Abbed Luthers[CCXCVII] Ungdom; han traadte ud af Kirken – on se demande encore pourquoi. I sit Hjertes Uskyldighed saa denne Abbed i Luthers[CCXCVIII] Oprør mindre en utilladelig end en uforklarlig Handling.

11.

Megen Omgang havde jeg med mine italienske Venner og Veninder fra mit tidligere Ophold. Mit første Besøg hos Pagella’s[CCXCIX] var forfejlet; ved det næste blev jeg modtaget som Søn af Huset og overvældet med Bebrejdelser for ikke straks at have opgivet min Adresse; de havde forgæves søgt mig i mit gamle Hotel, havde forgæves indhentet Oplysning om min Bopæl hos Skandinaver, hvis Navn de havde hørt; nu skulde jeg leve og aande hos dem som i gamle Dage. De glædede sig ved Gensynet, og da jeg vilde gaa, kørte de mig hjem i deres Vogn. Jeg fornyede da min Vane fra 1867 at tilbringe største Delen af min Fritid med Sydboer; paany var jeg hensat til Sydeuropa og Sydamerika. Straks den første Dag jeg spiste hos dem, traf jeg der en gammel livsglad Spanier, en ung Italiener, som var bosat i Ægypten, og en saare koket ung Brasilianerinde. Spanieren, der var født i Venezuela, havde som Ingeniør nu paa ellevte Aar studeret Forholdene ved Panama og havde en Plan til Gennembrydning af Landtangen. Han talte da meget om dette Projekt, som Lesseps mange Aar efter tog op.

|300| Ogsaa Pagella[CCC] syslede med praktiske Planer, stillede sig tekniske Opgaver og løste dem. Han havde saaledes opfundet en ny Konstruktion af Jernbanevogne paa Fjedre med en Mekanisme til at forebygge Sammenstød. Han opkaldte den Virginie-Ressort efter sin Hustru og havde Tilbud paa den fra den russiske Regering.

En italiensk Ingeniør Casellini[CCCI], der havde udført Konstruktionen for ham, var en af de mange dristige Eventyrere, man traf blandt Sydboerne i Paris. Han var Aaret forud af Napoleon III[CCCII] blevet sendt til Spanien for at lede Kontrarevolutionen der. Han kendte nemlig som Ingeniør hele Landet og havde staaet i stadig Forbindelse med Dronning Isabella[CCCIII] og det spanske Hof i Paris. Han gav os lærerige Skildringer af spansk Bestikkelighed. Hvor han var i Sydspanien, havde han underkøbt Telegrafembedsmændene, saa han fik de politiske Telegrammer til Gennemsyn før Stedets Guvernør. I Malaga, hvor han ledede Bevægelsen mod Regeringen, var han nær blevet skudt; han var allerede anholdt, hans Depecher opsnappede og 1500 Geværer paagrebne, da han bestak Embedsmændene saaledes, at han fik Lov at gøre et Udvalg af Depecherne og tilintetgøre dem, der stillede ham blot. I Madrid havde han faaet Audiens hos Serrano[CCCIV], efter at denne havde forbudt Afsendelse af ethvert Telegram fra Byen, der ikke var Regeringsdepeche; han havde medbragt et af det franske Parti affattet Telegram, der lød som et almindeligt Købmandsbrev, og opnaaet dets Afsendelse sammen med Regeringens Depecher. Casellini[CCCV] havde villet betale for Telegrammet; men Serrano[CCCVI] havde med Haanden gjort en afværgende Bevægelse, ringet paa en Klokke og givet Depechen til en Tjener. Det gik da som i Scribe’s[CCCVII] Dronning Marguerites Noveller[0060], Budskabet blev besørget af Fjenden selv.

Slige eventyrlige Tildragelser syntes ikke helt sjældne i |301| Spanien. Saaledes havde Prim[CCCVIII] selv fortalt Pagella’s[CCCIX] følgende lille Tildragelse fra den Tid, da den første Opstand mislykkedes: Han (der trods sin ringe Dannelse var mere storstilet og ædelmodig end nogen Konge) sørgede paa sin Flugt bestandig for de Soldater, der var sendte ud efter ham, bestilte Mad og Drikke til dem i ethvert Værtshus, han forlod, og betalte Alt forud, medens Regeringen lod sine arme Soldater sulte, saasnart de blot var to Mile fra Madrid.

Ofte traf jeg en snurrig gammel fornem Spanier ved Navn Don José Guell y Rente[CCCX], der havde været gift med en Søster til Dronning Isabellas[CCCXI] Gemal, Kong Frants[CCCXII], men var bleven skilt fra hende efter at hun, som han paastod, havde forsøgt at skære Halsen over paa ham. Som Vidnesbyrd om sine ægteskabelige Genvordigheder fremviste han et stort Ar paa sin Hals. Han var belæst og sværmede bl. A. for skandinavisk Literatur, fordi den havde frembragt Verdens største Digter, Ossian[CCCXIII], hvem han havde lært at kende i Cesarotti’s[CCCXIV] italienske Oversættelse. Det var frugtesløst at ville forklare ham Forskellen paa Skandinavien og Skotland. Begge Dele er Norden, svarte han.

12.

En ung Amerikaner ved Navn Olcott[CCCXV], der kom hos Chasles[CCCXVI] og som undertiden søgte mig, bragte mig et Pust fra den store nordamerikanske Republiks Universiteter; en ung Tysker, Dr. Goldschmidt[CCCXVII], en fremragende Sanskritist, der, mere velhavende end jeg, beboede en smuk Lejlighed med Udsigt over Châteletpladsen og spiste paa gode Restaurant’er, krydsede de mange Indtryk, jeg havde modtaget af romanske Naturer og romansk Aandsliv, ved sin heftige tyske Nationalfølelse og sin grundige Viden. Han troede allerede ved Foraarstid paa Krig mellem Tyskland og Frankrig og |302| vilde da være Soldat, som alle tyske Studerende efter hans Paastand med Lidenskab vilde det. Han var kraftigt bygget, energisk, kundskabsrig, Verdensmand, med noget af den unge Rigmands Vane til at kommandere. Han syntes bestemt til et langt Liv og fuldt ud i Stand til at udholde Strabadser. Hans Liv blev dog kun kortvarigt. Han gennemgik hele Krigen i Frankrig uden Men, blev efter Fredsslutningen udnævnt til Professor i Sanskrit ved Universitetet i det erobrede Strassburg, men døde af Sygdom kort derefter.

En stærk Modsætning til hans sluttede Væsen frembød de unge Franskmænd paa hans Alder, jeg jævnlig traf sammen med. En Slags Fører for dem var en meget rig og meget entusiastisk ung Mand Marc de Rossiény[CCCXVIII], som havde 200,000 Francs om Aaret og som for disse Penge havde grundlagt Ugeskriftet L’Impartial[0061] som Fællesorgan for Studenterne i Bryssel og Paris. At Tidsskriftet hed »Den Upartiske«, skulde forstaas saaledes, at det tilstedede alle Meninger Adgang undtagen Forsvar for saakaldt aabenbaret Religion. Redaktionen var positivistisk, Michelet[CCCXIX] og Chasles[CCCXX] beskyttede Bladet, og bag det hele stod Victor Hugo[CCCXXI] som en Art Æres-Direktør. Ugeskriftet prækede Had til Kejserdømmet som til Teologien og syntes fast grundlagt, men var dog kun et af de Hundred Smaablade, der stadig fødes og døer i det latinske Kvarter. Da det havde bestaaet en Maanedstid, brød Krigen ud og fejede det bort som saa meget andet og større.

13.

Jeg blev naturligvis Vidne til hvad der var mig tilgængeligt af offenligt Liv i Paris.

Ikke sjældent søgte jeg, som allerede i 1866, til Justits|303|palæet for at høre de store Advokater tale. Den, jeg havde mest Glæde af, var Jules Favre[CCCXXII], hvis Navn jo snart skulde komme paa Alles Læber. Ungdommen beundrede ham som Kejserdømmets principfaste og tapre Modstander i Kammeret, og han gjaldt noget nær for Frankrigs mest veltalende Mand. Som Advokat var han uforlignelig. Hans sjældne Skønhed, det dejlige Ansigt under en Hjælm af graat Haar, og hans ranke Holdning kom ham her til Gode. Hans Veltalenhed var saglig, indtrængende, overbevisende, idet den dyngede Kendsgerning paa Kendsgerning, og den var paa fransk Vis tillige dramatisk med store Haandbevægelser, der bragte Advokatkappen til at flagre uroligt som Flaggermusvinger. Trist var det, at han siden som Minister overfor Bismarck[CCCXXIII] saa lidet var i Stand til at gøre Fyldest.

Paa Théâtre français overværede jeg en Højtidelighed i Anledning af at Ponsards[CCCXXIV] Byste blev afsløret. For Romantikerne var Ponsard[CCCXXV] jo ikke andet end den Æselskæft, hvormed Filistrene slog Hugo[CCCXXVI]. Men Emile Chasles[CCCXXVII], en Søn af min gamle Velynder, holdt et Foredrag om ham, og derefter spiltes Le lion amoureux[0062], et ret taaleligt Stykke fra Revolutionstiden, hvori bl. A. Napoleon I[CCCXXVIII] forekommer som ung. Der findes deri nogle smukke revolutionære Tirader, om hvilke Prinsesse Mathilde[CCCXXIX] efter den første Opførelse sagde, at de fik hendes republikanske Hjerte til at banke. Højtideligheden for denne ubetydelige Modpave mod Victor Hugo[CCCXXX] var ganske køn.

For en Gangs Skyld fik jeg ogsaa Adgangskort til en Modtagelse i det franske Akademi. Det var Digteren Auguste Barbier[CCCXXXI], som blev optaget, og det var Silvestre de Sacy[CCCXXXII], der bød ham velkommen, efter akademisk Skik i en Tale, der gik ham vel nær. Barbiers[CCCXXXIII] Jamber[0063] havde hørt til de Digtsamlinger, jeg i Aaringer havde elsket, og jeg kunde mangen Strofe udenad, de berømte f. Eks. om Fri|304|heden og om Napoleon[CCCXXXIV]; jeg havde ogsaa fulgt, hvorledes Barbiers[CCCXXXV] Energi var sunket i de følgende Digtsamlinger; i Grunden levede han endnu paa sit Ry fra 1831, og de fleste troede vist, han var død. Nu stod han deroppe, en indskrumpet gammel Mand i Palme-Uniform, og hans Tale røbede hverken satirisk Kraft eller overlegen Aand. Han skyldte sikkert sin Afsky for Napoleon[CCCXXXVI] (Digtet »Afguden[0064]«) at Akademiet, der stadig fronderede mod Kejserdømmet, nu saa sent havde kastet sine Øjne paa ham. Den lille skaldede Silvestre de Sacy[CCCXXXVII], den spinkle Søn af en betydelig Fader[CCCXXXVIII], bebrejdede ham hans Vers om Friheden som den djærve Kvinde af Folket, der ikke skyer Udgydelse af Blod. »Det er ikke Friheden, som jeg forstaar den«, peb den lille Mand[CCCXXXIX], og man troede ham, men kunde dog ikke lade være at mumle med Digteren:

C’est que la Liberté n’est pas une comtesse
du noble faubourg St. Germain,
une femme qu’un cri fait tomber en faiblesse,
qui met du blanc et du carmin;
c’est une forte femme……

14.

Et lærerigt Sted, selv for en Lægmand, var Arkiverne, fordi man der paa den mest underholdende Maade kunde gennemgaa hele Frankrigs Historie ved Hjælp af de udstilte Haandskrifter fra de ældste Papyrusruller til Pergaments- og Papirstiden. Der saa man Aktstykker fra Lensmands- og Præstesammensværgelser under Merovinger og Capetinger, Filip Augusts[CCCXL] og Ingeborgs[CCCXLI] Skilsmisse-Dokument, Breve fra Middelalderens og Enevældens mærkeligste Personligheder. Revolutionstiden, Republiken og det første Kejserdømme blev |305| her særligt levende for En. Der var Karl den Stores[CCCXLII] Navnetræk ridset gennem Blik, og Robert af Paris’es[CCCXLIII], blevet til paa samme Maade, Ludvig den Fjortendes[CCCXLIV] og Molières[CCCXLV], Frants den Katolskes[CCCXLVI] og Maria Stuarts[CCCXLVII]. Der var Skrivelser fra Robespierre[CCCXLVIII] og Danton[CCCXLIX], Pengeafkrævninger og Dødsdomme fra Rædselstiden, Charlotte Corday’s[CCCL] sidste Breve fra Fængslet og Napoleons[CCCLI] Originalhaandskrifter fra St. Helena.

For første Gang saa jeg i Juni Maaned de aarlige Væddeløb ved Longchamps. Pragten var stor. Vel fra Kl. 2 til Kl. 6 kørte uafbrudt fem til seks Rækker Vogne ved Siden af hinanden ad Champs Elysées; der var Tusinder af Loretter (som man dengang sagde) i lyse Silkedragter, bedækkede med Diamanter og Ædelstene i blomstersmykkede Vogne. Kuskene og Tjenerne bar pudrede Parykker, hvide eller graa, havde Silkestrømper og Knæbenklæder og i Knaphullet en Blomst, der svarede til Liberiets Farve og til de Blomster, der hang om Hestenes Øren. Adskillige Vogne var uden Buk eller Kusk, men forspændte med fire Heste, der redes af Jokeyer i grønt Atlask eller højrødt Fløjl med hvide Fjær i Baretten.

Den eneste store Demimonde-Dame, af hvem jeg hidtil havde set et Glimt, var den berømte Madame de Païva[CCCLII], som havde et lille Palæ ved Siden af det Hus, hvor Maleren Frølich[CCCLIII] boede i Champs Elysées. Hendes Forbindelse med Grev Henckel[CCCLIV] v. Donnersmark tillod hende at omgive sig med fyrstelig Rigdom, og til Prinsesse Mathildes[CCCLV] Harme satte Mænd som Gautier[CCCLVI] og Renan[CCCLVII], Sainte-Beuve[CCCLVIII] og Goncourt[CCCLIX], Saint-Victor[CCCLX] og Taine[CCCLXI] sig ved hendes Bord. Disse Damer her var yngre og skønnere, men socialt af lavere Rang. Herrerne gik om mellem Vognene, sagde uden videre Du til Kvinderne og trykkede deres Hænder, mens Lakajerne sad stive, som om de hverken hørte eller saa.

Dette Væddeløb var det sidste under Kejserdømmet; |306| det er det, som er beskrevet i Zola’s[CCCLXII] Nana[0065]. For det tredie Løb var Præmien her 100,000 francs. Efter at flere Aar i Træk engelske Heste havde sejret, blev 1870 denne Pris – som i Nana[0066] – vundet af en indfødt Hest, og Jubelen derover var stor; det tilfredsstillede for fuldt Alvor Nationalforfængeligheden.

Dengang stod Tuilerierne endnu, og gerne spadserede jeg i Tuileriehaven henimod Lukketid, naar Vagten trommede Folk ud af den. Det var kønt at høre den Trommehvirvel, der da blev slaaet af to Gardegrenader-Trommeslagere og en Turco. Goldschmidt[CCCLXIII] havde da skrevet sit aandrige og sprogligt fine Stykke Prosa om denne Trommehvirvel og hvad den muligt kunde varsle om: Napoleons[CCCLXIV] egen Uddrivelse af Tuilerierne, den franske Herligheds Bukken under for Prøjserne, der en Dag kunde komme og tromme den ud. Men Goldschmidt[CCCLXV] havde skæmmet det smukke Stykke en Smule ved den Historie, at da han en Dag forsøgsvis vilde trænge sig ind i Haven, efterat Lukkesignalet havde lydt, skulde Zuaven skødesløst have fældet Bajonetten mod hans Bryst med Ordene: »Ne faites pas des bêtises!« Denne Fælden Bajonet var for drabelig i saa ringe Anledning, saa jeg besluttede en Aften, selv at forsøge. Den vagthavende Soldat sagde da blot høfligt: »Fermé, Monsieur, on va sortir«.

Lidet anede jeg, at blot faa Maaneder derefter skulde Kejserinden[CCCLXVI] hemmeligt snige sig ud af Slottet, efter at have mistet sin Krone, og endnu mindre, at kun et halvt Aar senere skulde Tuilerierne under Borgerkrig lægges i Aske for aldrig at rejse sig mer.

|307| 15.

Paa den Tid var de Danskes Blikke rettede mod Frankrig med Haab og Forventning om, at den nationale Genoprejsning skulde komme derfra, og man gjorde ingen Forskel mellem Frankrig og Kejserdømmet. Skønt det korteste Besøg i Paris var tilstrækkeligt til at overbevise en Fremmed om, at ikke blot Kejserens personlige Popularitet længst var forbi, men det hele Styre ringeagtet, var man i Danmark uvidende derom og vilde være det. I det mest udbredte danske Blad Dagbladet[0067] behandledes Udenrigspolitiken af en for Kejserdømmet vildt begejstret Journalist ved Navn Prahl[CCCLXVII], en elskværdig Mand og et godt Hoved, der imidlertid paa dette afgørende Omraade bar Skyklapper. Han uddrog af sine mange fremmede Aviser kun de Meninger, han paa Forhaand havde, og hans Meninger var helt bestemte ved hans Ønsker. Anledning til Førstehaands-Kundskab havde han aldrig havt. En Dag sagde han til mig: Man beskylder mig for at lade mine Anskuelser paavirke af de fremmede Diplomater her, jeg som aldrig har talt med nogen af dem. Jeg tør sige mig fri for at kende blot den yngste Attaché ved det portugisiske Gesandtskab. – Hans Udtalelser, der tilstrækkelig røbede dette, gav desværre Tonen an for Datidens politiske Kandestøberier i Danmark.

Var de Danske saaledes meget optagne af Franskmændene, saa var det Synd at sige, at disse gjorde Gengæld. Det slog mig da, som det vel har slaaet mangfoldige andre, hvor vanskeligt man kunde gøre Folk i Frankrig det begribeligt, at Danske og Nordmænd ikke var Tyskere. Fra de Raaeste til de mest Dannede betragtede de det alle som givet, og lod sig aldeles ikke andet paasnakke. Saasnart de havde hørt Nordboer veksle et Par Ord indbyrdes og havde opsnappet det bestandig tilbagevendende »Ja«, var de |308| tilstrækkelig opbyggede. Endnu mange Aar efter har jeg grebet de finest udviklede Franskmænd (som Edmond de Goncourt[CCCLXVIII]) i den Tro, at der idetmindste fra Scenen taltes Tysk i Kjøbenhavn.

En Dag i Juni gav jeg mig siddende paa en Omnibus i Snak med en Grenaderkorporal. Da han hørte, jeg var dansk, sagde han: altsaa tysk. Jeg benegtede; han vedblev med sin Paastand, og spurgte snedigt, hvad Oui hed paa Dansk. Da han erfor det, svarte han blot nok saa filosofisk: »Altsaa er Tysk Modersproget«. – Hvor Danske, Norske og Svenske dengang traf hverandre i Udlandet, følte de sig ganske vist som Landsmænd; men dette forhindrede ikke, at de blev slaaede sammen med Tyskerne; at de ikke var Englændere, saa man jo ved første Blik. Endog i Fællesskab havde de vanskeligt ved at gøre sig gældende som noget Særegent og Selvstændigt; de var jo dog en germansk Stamme, og man tilføjede gerne »af Andenrangs-Vigtighed«, da denne Stamme havde andre, mere udprægede Repræsentanter.

Den eneste stærke politiske Meningsytring, som blev sat i Bevægelse i Frankrig da, var det saakaldte Plebiscit i Maj 1870; Regeringen afæskede Frankrigs hele mandlige Befolkning dens Dom over den af Napoleon III[CCCLXIX] i de forløbne 18 Aar førte Politik, og gjorde det i den mærkværdigt nok af Førsteministeren Ollivier[CCCLXX] uforstaaede Hensigt at føre det siden Januar 1870 bestaaende saakaldte konstitutionelle Kejserdømme tilbage til Enevælden. Fornuftige Mennesker indsaa, at Plebiscitet kun var en modbydelig Komedie; rundt om i Landet skulde et gunstigt Svar opnaas ved Valgtryk og Stemmeforfalskning; de oppositionelle Blade oplyste dristigt dette i Artikler, der var rene Mesterværker af Vid. Man ventede Uroligheder i Paris den 9. Maj, og der var samlet Tropper hist og her. Men Pariserne, der gennemskuede Farcen, for|309|holdt sig aldeles ligegyldige. Afstemningen faldt ud, som det var ventet; det uhyre Flertal i Paris var imod, Landbefolkningen stemte Ja.

16.

Den 5. Juli saa jeg for første Gang Stuart Mill[CCCLXXI]. Han var Aftenen forud paa Gennemrejse fra Avignon kommen til Paris, og opsøgte mig uanmeldt i mit Værelse, Rue Mazarine, blev to Timer hos mig og erobrede mig. Jeg var lidt skamfuld over at modtage saa stor en Mand i saa ringe et Rum, men mere stolt over, at han ansaa det for Umagen værd at lære mig at kende. Ingen fransk Videnskabsmand havde talt med ham; faa Dage forud havde Renan[CCCLXXII] til mig beklaget, at han aldrig havde set Stuart Mill[CCCLXXIII]. Da Mill[CCCLXXIV] ikke havde personlige Bekendte i Paris, var jeg den eneste, han der besøgte.

At tale med ham var en Oplevelse. Betegnende for ham syntes mig straks, at medens de franske Skribenter alle var paastaaelige, hørte han med Opmærksomhed paa Modgrunde; kun med Hensyn til sin Holdning i Kvindesagen fandt han sig ikke i Modsigelse og overøste sine Modstandere med Foragt.

Mill[CCCLXXV] var vistnok i Datiden blandt Europas betydelige Mænd den største Beundrer af fransk Historie og Aandsliv, som fandtes udenfor Frankrig; men han tilhørte dog en helt anden Type end Franskmændene, ogsaa end dem, jeg satte højest. De var omfattende Aander, dristige og solide som Taine[CCCLXXVI], eller dristige og smidige som Renan[CCCLXXVII], men var kun Aandens og Tankens Mænd uden Forhold til Livets praktiske Side. De var ikke egnede til personlig Handling, følte ingen Trang til umiddelbar Indgriben.

Med Stuart Mill[CCCLXXVIII] var det anderledes. Skønt han i højere |310| Grad var Tænker end nogen af dem, var hans Dristighed ikke af rent teoretisk Art. Han vilde umiddelbart omforme. Ingen af hine Franskmænd manglede Fasthed; tillempede de end af et og andet Hensyn deres Udtalelser noget, saa var deres Grundanskuelse dog dannet hensynsløst; men deres Fasthed laa i Forsvaret, ikke i Angrebet; de vilde hverken udskamme eller opægge; de hørte snarere hjemme paa Katedret end paa Tribunen. Mill’s[CCCLXXIX] Fasthed var forskelligartet, staalhaard, kendte hverken i sit Væsen eller i sit Udtryk til Hensyn, og den gik angrebsvis tilværks. Han bar ikke et Kyrads, men et Glavind.

Netop derved traadte mig her for første Gang i mit Liv personligt i Møde en Skikkelse, der levendegjorde det Ideal, jeg havde dannet mig af det store Menneske. Dette havde to Sider, Begavelsen og Karakteren, Evnerne og Ubøjeligheden. Hvad der hidtil var mødt mig af store Personligheder, Kunstnere og Videnskabsmænd, var Mændene med de rige Evner; endnu havde jeg ikke truffet den Personlighed, der med dem forbandt den store Karakter. – Kort før min Afrejse havde jeg sluttet Forordet til en Samling Kritiker med Ordene: Mit Løsen har været: »Saa bøjelig som muligt, naar det gælder om at forstaa, saa ubøjelig og ligefrem som muligt, naar det gælder om at tale«, og jeg havde betragtet dette Løsen som mere end Mottoet for en Smule Literaturkritik. Nu mødte jeg den storladne Ubøjelighed paa Ideernes Vegne i Menneskeskikkelse, og blev grebet deraf for hele Livet.

Saa lidet jeg var anlagt til praktisk Politiker eller overhovedet til anden Virksomhed end den ideelle, saa langt var det fra, at jeg nogensinde havde betragtet mig selv som Æmne til en blot Lærd, en Underholdningsforfatter, en Literaturhistoriker eller deslige. Jeg følte mig som anlagt til en Handlingens Mand. Men de Handlingens Mænd, jeg hidtil |311| var truffet paa, havde frastødt mig ved deres Ideløshed. De saakaldte praktiske Mænd i Hjemmet, Jurister og Rigsdagsmænd, sad ikke inde med nogen Grundsum af nye Tanker, de vilde virkeliggøre; de var behændige Folk med Kendskab til de nærmeste Forhold, ikke Aander, og de satte sig kun ganske nærliggende Maal. I Mill[CCCLXXX] lærte jeg endelig den Mand at kende, hos hvem Handlekraften, det Urostiftende og Gennemførende, ganske var stillet i nye Samfundstankers Tjeneste.

Han var da 64 Aar gammel; men hans Hud var frisk og klar som et Barns, hans stærkt mørkeblaa Øjne unge. Han talte lidt stammende og over Ansigtet løb jævnlig nervøse Trækninger; men der laa høj Adel over hans Væsen.

For at forlænge vor Samtale, tilbød jeg at følge Stuart Mill[CCCLXXXI] til Windsor Hotel, hvor han var taget ind, og vi tilbagelagde Vejen tilfods. Da det dog var min Agt i de Dage at rejse til England, tilbød Mill[CCCLXXXII] mig at tage til London med ham. Jeg afslog det for ikke at misbruge hans Godhed; men fik en Indbydelse til jævnlig at besøge ham i England, som jeg snart i rigt Maal benyttede mig af. Et Par Dage derefter var jeg i London.

17.

Der var kun ét Svar fra mine franske Bekendte, naar jeg sagde dem, jeg vilde tage over til London. Det var dette: Hvad i al Verden vil De der? De boede vel kun nogle Timers Rejse fra England, men havde aldrig sporet nogen Nysgerrighed efter at se Landet. Og nu London! Det skulde være en meget kedelig By; det lønnede sikkert ikke Ulejligheden at rejse derover. Eller det hed: Vil De til London, saa tag Dem godt i Agt! Der skal være svært fuldt af Kæltringer og Tyvepak; pas godt paa Deres Lommer! –

|312| Kun faa Dage derefter blev Pariserne rystede op af deres Ro uden derfor at rystes op af deres Selvtilfredshed. Hertugen af Grammonts[CCCLXXXIII] Tale den 6. Juli, der gik ud paa at Frankrig ikke vilde taale nogen Hohenzollern paa Spaniens Trone, bibragte Befolkningen den Tro, at man var dybt fornærmet af den prøjsiske Konge[CCCLXXXIV], og en Strøm af krigerisk Forbitrelse gik igennem det pirrelige og vildledte Folk, der i fire Aar havde følt sig ydmyget ved Prøjsens Magtstilling. Alle troede og sagde, at man om otte Dage havde Krigen – og fra begge Sider blev Alt lagt saaledes til Rette, at man fik den. Endnu kunde det haabes, at i den franske Regering Fornuften vilde sejre over det krigerske Vanvid; men saa meget var klart, at Alt var nu Knald og Fald.

Mellem Calais og Dover gik Bølgerne over Skibet. Fra Dover løb Toget med en Fart af femten danske Mil i Timen og meddelte det Indtryk, at Den havde været en stor Mand, som opfandt Lokomotivet, stor som Aristoteles[CCCLXXXV] og Platon[CCCLXXXVI] tilsammen. Det forekom mig, at Stuart Mill[CCCLXXXVII] lignede en saadan Mand. Han brød ikke Baner, men Jernbaner; hans Bøger lignede Jernskinner, simple, uden Smykke, men nyttige, førende til Maalet. Og hvilken Vilje i et saadant engelsk Lokomotiv som det, der drog vort Tog, og som det, der var Driften i Englands Væsen!

To Ting slog mig paa Overrejsen, en Type paa mekanisk protestantisk Religiøsitet, der var mig ny, og Kendskab til de to Sprog langs Kysten paa begge Sider. En rar engelsk Doktor, med hvem jeg kom i Snak, sad stadigt og læste i et lille Johannes’ Evangelium, han bar paa sig, og gabede iblandt under Læsningen. Søfolkene paa Skibet ligesom Kystbefolkningen i Frankrig og England talte omtrent lige flydende Engelsk og Fransk. Saaledes var det vel i alle Grænselande, men det faldt mig ind, at hvad her opnaaedes ganske af sig |313| selv, i Fremtiden vilde kunne opnaas Jorden over, Beherskelsen af et andet og fælles Sprog foruden Beboernes eget.

Jeg kørte ind i London gennem et Hav af Huse. Da jeg havde faaet lejet mig ind et Sted, var omklædt og havde skrevet et Brev, som jeg vilde afsende straks, meddelte min attenaarige Opvarterske mig, at man ikke modtog Breve om Søndagen. Eftersom jeg havde lidt vanskeligt for at forstaa hende, troede jeg, hun havde opfattet mit Spørgsmaal urigtigt og mente, jeg vilde tale med Postembedsmanden. Thi jeg maatte le ved Tanken om at man vilde skaffe ogsaa Brevkasserne Søndagshvile. Men jeg opdagede, at hun havde Ret. I Post-office var virkelig selve Brevkassen lukket paa Grund af Søndag; jeg maatte kaste mit Brev i en Box paa Gaden.

I Paris havde Sommerheden været trykkende. I London var til min Forundring Vejret frisk og køligt, Luften let som om Efteraaret i Danmark. Mit første Besøg gjaldt British Museums græske og assyriske Samlinger. I Kensington Museum og Sydenham Cristal Palace udvidede jeg mit Kendskab til Michelangelo[CCCLXXXVIII], til hvem en heftig Kærlighed drog mig. Den Beundring for hans Kunst, der skulde holde sig usvækket mit Liv igennem, var allerede dengang dyb. Jeg følte tidligt, at skønt Michelangelo[CCCLXXXIX] som Menneske har sine Svagheder og sin Indskrænkning, er han som Aand og Kunstner en af Jordens fem eller seks ypperste Mænd, og neppe har nogen anden stor Mand gjort det Indtryk paa mit Sjæleliv som han.

I British Museum blev jeg tiltalt af en ung Dansk, med hvem jeg havde gjort Rideture, da jeg i sin Tid tog Undervisning; det var nuværende Godsejer Carl Bech[CCCXC], og i Fællesskab med ham saa jeg mange af Londons Seværdigheder og adskilligt af Byens Omegn; han var dygtigere i Engelsk end jeg og fandt sig allevegne til Rette. At Englænderne er |314| stive i Vedtægter maatte han en Dag til sit Ubehag erfare; han havde taget et Par hvide Benklæder paa, og da dette stred mod Skik og Brug og gjaldt for stødende, blev vi begloede af ethvert Menneske, vi mødte, ret som havde den unge Herre begivet sig ud paa Gaden i Underbukser. En lignende Erfaring gjorde jeg en Dag, da jeg gik i Nationalgalleriet med en ung tysk Dame, hvis Bekendtskab jeg havde gjort. En Englænderinde standsede hende i en af Salene med det Spørgsmaal: Er det Dem, som gav en tærnet Silkeparasol af dernede? Og paa det bejaende Svar lo hun hende lige op i Ansigtet og fjernede sig.

Den 16. Juli kom den store, hver Dag ventede Nyhed. Krigen var erklæret, og man forstummede overfor en saa uhyre Kendsgerning og alle de Muligheder, den rummede. Mig personlig paavirkede den saaledes, at jeg besluttede snarest muligt at vende tilbage til Frankrig for at iagttage Bevægelsen der. I London, hvor Napoleon III[CCCXCI] var forhadt og tildels ringeagtet, overførtes Uviljen imod ham paa Frankrig. Hvor jeg kom og blev udspurgt om mine Sympatier, faldt man straks ind med Udbruddet: »We are all for Prussia.«

18.

Saa tidt det gik an tog jeg med Toget til Blackheath for at besøge Stuart Mill[CCCXCII]. Han var god og stor, og jeg følte mig højligt tiltrukken af hans Storhed. Der var Grundtræk i hans Synsmaade og Følemaade, som stemmede med Hang hos mig selv; saaledes Nyttelæren, som den var grundlagt af Bentham[CCCXCIII] og hans Fader[CCCXCIV], udviklet af ham. Nogle Aar forinden allerede havde jeg skrevet: »Vor Attraa er ikke mere en Flugt fra Samfundet og Virkeligheden med vore Længsler og vore Tanker. Lige omvendt: vi vil virkeliggøre vore Ideer i Samfundet, i Livet. For ikke at blive en |315| Nation af daarlige Lyrikere vil vi netop stræbe hen mod det Virkelige, det bestemte Formaal, det Nyttige, som den foregaaende Slægt lod haant om. Hvem vilde ikke være glad ved at kunne gøre om end nok saa ringe Nytte!*

*) Saml. Skrifter I, 467.
«

Saaledes befandt jeg mig aandeligt i en Retning, som ledede mig imod Mill[CCCXCV], og gennem flereaarigt Studium af Comte[CCCXCVI] og Littré[CCCXCVII], gennem Kendskab til Mills Brevveksling med Comte, var jeg forberedt til filosofiske Samtaler om Erfaringsfilosofiens Grundtanker i deres Modsætning til den spekulative Filosofis, Samtaler, der fra Mills Side gik ud paa at fremstille mig min hele filosofiske Universitetsopdragelse i Kjøbenhavn som vildledende og værdiløs.

Men hvad der drog mig dybest til Stuart Mill[CCCXCVIII], var dog ikke nogen Overensstemmelse, men Følelsen af et Modsætningsforhold. I hele mit Liv havde jeg havt Angsten for at gaa videre i den Retning, hvori jeg heldede. Altid havde min Attraa lidenskabeligt gaaet ud paa at søge Fuldstændiggørelse af mit Væsen, Udbøden af mine Mangler. Naar Julius Lange[CCCXCIX] i sin Tid var blevet mig saa meget, var det fordi han var mig saa ulig. Nu stræbte jeg at forstaa Stuart Mills[CD] Væsen tilfulde og at tilegne mig det, fordi det var mit eget Væsen fremmed. Jeg fulgte herved kun et Kald, som vedblev at lyde for mit indre Øre. Naar andre omkring mig havde fordybet sig i et Æmne, et Sprog, en Tidsalder, saa vedblev de at tumle dermed i en Uendelighed, gjorde den Sag til deres Særfag. Sligt var mig en Rædsel. Jeg kunde godt Fransk; men i Angst for at fortabe mig i fransk Literatur, som jeg lettest kunde fremstille, tumlede jeg stadigt med engelsk og tysk, der frembød mig større Vanskeligheder, men umuliggjorde mig at indsnevres. Jeg havde overfor den europæiske Læseverden den Styrke, at jeg kunde de nordiske |316| Sprog; men ingen Tanke laa mig fjernere end at indskrænke mig til at aabne Europa deres Literaturer. Saaledes gik det til, at da jeg senere engang i mit Liv følte mig tvungen til Bosættelse udenfor Danmark, valgte jeg til Opholdssted Berlin, den By, med hvilken mit Væsen havde færrest Berøringspunkter, hvor jeg derfor kunde lære mest og udvikle mig uden Ensidighed.

Mills[CDI] mundtligt udtalte Overbevisning om, at Erfaringsfilosofi var den ene sande Filosofi, gjorde stærkere Indtryk paa mig end nogen Paastand af den Art, jeg havde læst mig til i trykte Bøger. Erfaringsfilosofiens Resultater syntes mig anderledes grundfæstede end den nyere tyske Filosofis. I Strid med mine Lærere var jeg kommet til den Indsigt, at Hume[CDII] havde havt Ret overfor Kant[CDIII]. Men i selve Principet kunde jeg ikke gaa ind paa Erfaringslæren. Inderst inde kunde vor Erkendelse ikke bero paa blot Erfaring men paa det som, givet forud for Erfaringen, alene gjorde al Erfaring mulig. Ellers fik jo end ikke Matematikens Læresætninger Almengyldighed. Jeg maatte trods min Beundring for Mills[CDIV] filosofiske Værker holde paa den rationalistiske Erkendelseslære; Mill[CDV] stod haardnakket paa den empiriske. Er ikke en Forsoning af dem mulig? sagde jeg. Jeg tror, man maa vælge mellem Teorierne, svarte Mill[CDVI]. Jeg kendte ikke da Herbert Spencers[CDVII] dybsindige Forsoning af de to stridige Skolers Lærdomme. Han hævder vel som Englænderne, at alle vore Ideer stammer fra Erfaring, men han hævder samtidigt som Tyskerne, at der gives medfødte Ideer. Den Enkeltes Bevidsthedsliv, der ikke kan forstaas ud fra den Enkeltes Erfaring, bliver forklarligt ud fra Slægtens nedarvede Erfaring. Selve den Aandsform, der betinger Individets Erkenden, er tildannet ved Slægtserfaringen og altsaa medfødt, uden derfor at være uafhængig af foregaaende Erfaringer. Men jeg besluttede straks, tilskyndet ved Samtalerne |317| med Stuart Mill[CDVIII], at gennemforske ikke blot hans egne Værker men James Mill’s[CDIX], Bain’s[CDX] og Herbert Spencer’s[CDXI] Skrifter; jeg vilde stræbe at se, hvormegen Sandhed de indeholdt, og indføre denne Sandhed i Danmark.

Meget overrasket blev jeg, da Mill[CDXII] meddelte mig, at han ikke havde læst en Linje af Hegel[CDXIII] hverken i Original eller i Oversættelse, og betragtede den hele Hegelske Filosofi som goldt og tomt Sofisteri. Jeg sammenholdt hermed, at den Mand ved Kjøbenhavns Universitet, der kendte Filosofiens Historie bedst, min Lærer Hans Brøchner[CDXIV], saa at sige intet kendte til samtidig engelsk og fransk Filosofi, ikke mente, den fortjente et Studium. Jeg kom da til det Resultat, at her var en Gerning at gøre for den, der forstod de Tænkere af begge Retninger, der ikke forstod hinanden indbyrdes.

Jeg mente nu, ogsaa i Filosofi at vide hvad jeg vilde, og saa en Vej aaben for mig.

Jeg kom dog ikke til at færdes ad den. Den Evne til abstrakt filosofisk Tænkning, jeg som Yngling havde besiddet, blev aldrig udviklet, men omtrent som den endnu tidligere fremtraadte Evne til Verset fortrængt af den historiskkritiske Evne, der udviklede sig med Styrke. Jeg troede dengang paa mine filosofiske Anlæg og gjorde saa endnu i Juli 1872, da jeg planlagde og begyndte et stort Værk: Forestillings-Associationen, opfattet og fremstillet som den menneskelige Erkendelses Grundprincip, men Værket blev aldrig fuldført. Evnen til at abstrahere var hos mig for svag.

Dog fik denne Evne end ingen selvstændig Udvikling, den virkede som tjenende i al min Kritik, og Samtalerne med Mill[CDXV] fik en befrugtende og fremmende Indflydelse paa mit senere aandelige Liv.

20.

Det Hus, hvor jeg i London følte mig lykkelig, var Antonio Gallenga’s[CDXVI]. Et Anbefalingsbrev fra Hauchs[CDXVII] indførte mig der, og jeg blev modtaget og optaget i Huset som havde de kendt mig og brudt sig om mig Aar igennem.

Antonio Gallenga[CDXVIII], da en tresindstyveaarig Mand, der imidlertid gjorde et ungdommeligt Indtryk, havde de mest bevægede Skæbner bag sig. Han var født i Parma, var tyve Aar gammel som Sammensvoren under Mazzini’s[CDXIX] Ledelse bleven kastet i Fængsel, blev forvist fra Piemont, opholdt sig paa Malta, i de forenede Stater og i England, hvor han levede som Sproglærer og Journalist, og vendte 1848 tilbage til Italien, hvor han udfoldede en Virksomhed som frisindet Politiker. Efter Slaget ved Novara maatte han atter ty til London; men han blev kaldt tilbage til Piemont af Cavour, der lod ham vælge til Deputeret for Castellamonte. Han skrev en italiensk Grammatik paa Engelsk og |321| ligeledes paa Engelsk Piemonts Historie[0068], blev uenig med Mazzini’s[CDXX] Tilhængere, trak sig tilbage fra det parlamentariske Liv og foretrak for stadigt Ophold i Italien Stillingen som Krigskorrespondent for Times[0069]. Som saadan gjorde han fra 1859 Felttogene i Italien, i de Nordamerikanske Fristater, i Danmark og i Spanien med. Hans lille Dreng gik endnu i spansk Nationaldragt. Nu var han bosat i London som Medarbejder ved Times[0070], og var lige kommen til Byen fra Landet, da Bladet havde Brug for ham i dets Nærhed paa Grund af den kommende Krig. Napoleon III[CDXXI], hvem Gallenga[CDXXII] havde viet et uudslukkeligt Had, var af ham blevet studeret saa nøje, at Kejseren kunde betragtes som hans Særfag. Han førte den gamle Revolutionærs energiske, voldsomme Sprog, var med Liv og Sjæl italiensk Fædrelandsven, men havde ved en Snes Aars Forbindelse med England indvundet den engelsk-praktiske Synsmaade af politiske Forhold. For Danmark, som han havde besøgt i Landets mest kritiske Tidsrum, nærede han Velvilje; men vor Krigsførelse havde selvfølgelig ikke kunnet aflokke ham nogen Beundring, vore diplomatiske Forhandlinger under Krigen lige saa lidt.

Gallenga[CDXXIII] var en velstaaende Mand; han ejede et Hus i den fineste Del af London og desuden et Landsted. Han var en kraftig, heftigt følende, uforfængelig Mand. Det passede godt for ham, at han i Times[0071] paa engelsk Vis fik sine Artikler trykte uunderskrevne; han glædede sig over, at de fik forøget Indflydelse derved, idet de fremtraadte som Udtryk for Verdensbladets Dom.

Hans Hustru[CDXXIV] var en engelsk Dame, fin og elskværdig, med verdensborgerlig Dannelse og ligefrem lærd. Hun kendte ikke blot de europæiske Tungemaal, men talte og skrev Hindusproget. En fortræffelig engelsk Husmoder var hun[CDXXV] og tog sig selv med Iver af sine to udmærket smukke Smaabørn, |322| en Dreng paa elleve Aar og en lille ni Aars Pige. Børnene talte Engelsk, Italiensk, Fransk og Tysk lige let og godt.

Fru Gallenga[CDXXVI] var en mere sammensat og dybsindig Natur end hendes Mand, der hverken tvivlede paa sine Ideers Sandhed eller deres heldbringende Magt. Hun delte hans og mine Meninger uden at dele vor Tillid til dem. Naar hun hørte mig udtale, at jeg vilde gøre mine Tanker gældende i Danmark og erklære herskende Fordomme Krig, kunde hun under vore lange Samtaler sige:

»Jeg holder af Danmark, Folket der syntes mig trods Alt lykkeligt, Landet ikke overbefolket. Befolkningen finder i hvert Tilfælde rigeligt Afløb ved Søfart og Udvandring. Danmark er et lille idyllisk Land. Nu vil De erklære Krig der i Landet. Min Tanke søger ned i mørke Egne, og jeg spørger mig selv, om jeg har nogen Tro til, at Sandheden gør Gavn, om jeg inderst inde har den Forvisning, at Strid er bedre end Stillestaaen? Jeg beundrer Oliver Cromwell[CDXXVII], men jeg sympatiserer med Falkland[CDXXVIII], som døde med Raabet: Fred! Fred!*

*) Lord Falkland faldt i Slaget ved Newbury 20. Septbr. 1643.
Jeg frygter, De vil komme til at udstaa meget. De vil erfare, at Sandhedens Rustning er en grumme tung Ringskjorte. De vil fremkalde Reaktion. Det er endda det Ringeste. Men Reaktionen vil komme i Deres eget Sind; om lang Tid, mener jeg. Dog De er stærk, det vil være en Reaktion af den Art, der tager Afstand for at springe bedre og længere. Enheden i Dem vil ikke gaa i Stykker. De er en Art Kosmos.«

Naar Talen faldt paa England og engelske Tilstande, nedlagde hun Indsigelse mod den paa Fastlandet siden Byron[CDXXIX] udbredte Mening, at det engelske Samfund var befængt med Hykleri:

»Jeg tror ikke, at Hykleri er noget karakteristisk for |323| engelsk Tænkemaade. Vi har naturligvis som ethvert alvorligt Folk vore Hyklere i ikke ringe Tal; i en letfærdig Nation har Hykleriet ingen Eksistensgrund. Men dets Herredømme hos os er forbi. Sløv Rettroenhed og overfladiske Forestillinger om det alene Passende var Herrer i England under største Delen af vort Aarhundredes første Halvdel. Nu er den aandelige Tilstand en anden. Den, der ikke har levet i England, aner ikke, hvor alvorlig og ægte Troen her er paa det drøje Dogme om den treenige Gud, der som Menneske spadserede rundt i Galilæa. Brave Mennesker, ædle Mennesker lever og arbejder for dette Dogme, øver Kærlighedsgerninger for det. Vi, De og jeg, har drukket af andre Kilder; men for disse Mennesker er dette Livskilden. Kun er det nedslaaende at se denne Lære i dens katolske Form Dag for Dag vinde større Magt allevegne. I Danmark har selve den aandelige Stillestaaen hidtil forhindret det; De har politisk Frihed, men endnu ikke religiøs. Belgien har begge Dele, og Belgien er nu den ildfuldeste katolske Magt. Frankrig vakler mellem yderliggaaende Materialisme og Madonnatilbedelse. Da den europæiske Tanke – lad os sige mellem 1820 og 1860 – gjorde Oprør mod enhver Art Ortodoksi og som altid, naar der foregaar Oprør, gjorde Overgreb og Fejlgreb, saa spilte Frankrig den daarligste Rolle. Det er et keltisk Land, og keltisk vil det vedblive at være; det attraar ikke personlig Frihed, men et Jævnmaal af Despoti, ikke Lighed for Loven, men den lave Lighed, som er det Udmærkedes Fjende, ikke den Broderlighed, som er Broderkærlighed, men den, som berettiger de Slette til at dele med de Gode. Derfor har Kejserdømmet kunnet sejre i Frankrig og derfor er den katolske Kirke endog i dens nyeste, byzantinske Skikkelse sejrrig der.«

Saa grundengelsk var Fru Anna Gallenga’s[CDXXX] Opfattelse til Trods for en Dannelse, der omfattede alle Europas Hoved|324|lande. Saa blindt delte hun Fordommen om Franskmændene som væsenlig Keltere. Og saa skærende kunde hendes Domme falde til Trods for en Tvivlsaand, der overraskede hos en Kvinde, hvor kvindelig den end var.

21.

Don Juan Prim[CDXXXI], Greve af Reus, Marques de los Castillejos vilde nu være glemt udenfor Spanien, dersom ikke Regnaults[CDXXXII] fortræffelige Billede af ham, som han tilhest (paa en om Velasquez[CDXXXIII] mindende vælig Hingst) modtager Folkeskarernes Hyldest, vedligeholdt Erindringen om ham hos Enhver, der besøger Louvresamlingen. Dengang var hans Navn paa alles Læber. Den sejrrige General og mangeaarige Revolutionær var siden 1869 Spaniens Førsteminister og ivrigt bestræbt for at skaffe Riget en fremmed Fyrste til Konge, der vilde blive helt afhængig af ham og under hvem han kunde bevare Herredømmet i sine Hænder. Nu havde han tilbudt Leopold af Hohenzollern[CDXXXIV] den spanske Trone, dog ikke uden at have sikret sig Magternes Samtykke. Prøjsens var jo sikkert nok, og Napoleon[CDXXXV] havde i seks Uger været velvilligt Vidne til alle Forhandlingerne og ladet som Ordningen havde hans Bifald, hvad Prim[CDXXXVI] havde saa meget mere Grund til at tro, som Leopold[CDXXXVII] var beslægtet med Familien Murat[CDXXXVIII] og som Kejseren[CDXXXIX] ingen Indvending havde gjort mod at en Hohenzollern besteg Rumæniens Trone. Prim[CDXL] blev derfor som himmelfalden, da man nu pludselig fra fransk Side greb dette ynkelige Paaskud til et Fredsbrud.

Han stod i stadig Brevveksling med Gallenga’s[CDXLI], hvem han havde omgaaedes i de Aar, han (efter det mislykkede Oprørsforsøg mod Dronning Isabella[CDXLII] i 1866) tilbragte i London. Han havde dengang været en 50aarig Mand, der med sin |325| lille Skikkelse, der bar et stort Hoved, tog sig besynderligt ud blandt Englænderne. Han var af simpel Æt, men negtede det. Naar han nu var spansk Grande af første Klasse, beroede dette paa en Udnævnelse, han modtog for Tapperhed i Krigen mod Marocco; han havde ringe Dannelse, kunde intet Ord Engelsk, skrev Fransk med en rent fantastisk Retskrivning, men havde store Egenskaber som Frihedsmand, som Hærfører og Folkeleder. Han led dog ikke, at Regnault[CDXLIII] havde afbildet ham som hilset med Begejstring af en uordenlig og laset Oprørerhob; han vilde have været hyldet af regulære Tropper og af Nationens ypperste Mænd og Kvinder, hvad han jo nu ved sin Banes Slutning virkelig var. – Kun faa Maaneder derefter (i December 1870) blev han snigmyrdet ved Geværskud paa Gaden i Madrid.

Gennem Prims[CDXLIV] Meddelelser til Gallenga[CDXLV] kom den franske Regerings Holdning til at staa i det ufordelagtigste Lys for mig. Ministerpræsidenten Ollivier[CDXLVI] havde jeg længe ringeagtet; der behøvedes ikke stor politisk Indsigt til i ham at se den ærgerrige og indbildske Frasemager, der lod sig tage ved Næsen af dem, der havde afvæbnet ham. Kejseren[CDXLVII] selv var et Vrag. Det havde været mig utvivlsomt, lige siden jeg en Dag saa ham paa nærmeste Hold i Louvre, hvor han skulde tage nogle frisk ophængte, dekorative Malerier i Øjesyn. Han kunde tydeligt nok ikke gaa alene, men gik frem, ligesom glidende, støttet paa to høje Kammerherrer, der en fra hver Side bød ham Armen. Øjnene var halvlukte og Blikket fuldstændig udslukt. Det friserede og viksede Overskæg, der var tilspidset sylfint, tog sig dobbelt smagløst ud paa denne Voksmaske af et Ansigt. Han lignede den vandrende Udlevethed, mat og slap som han var.

Tydeligt nok havde han nu begaaet den Uforstand at stole paa en Splittelse af Tyskland. Han erklærede i sin Blindhed, at han kom for at befri de Tyskere, der mod |326| deres Vilje var blevne indlemmede i Prøjsen, og hele Tyskland rejste sig som én Mand imod ham. Og han udtalte i sin taabelige Proklamation, at han førte denne Krig for den første Republiks civilisatoriske Ideer, ret som om Tyskland nu først skulde civiliseres, og ret som om han, der havde gjort Ende paa den anden Republik ved Statskup, kunde tale i den republikanske Friheds Navn. Hans hele Holdning var løgnagtig og elendig, og det usle Paaskud, under hvilket han erklærede Krigen, maatte indtage Europa imod ham. Hertil kom, at han, som man i England saare vel vidste fra Kejserdømmets tidligere Krige, ingen Generaler havde; hans Sejre havde været Soldatersejre.

Et umaadeligt Indtryk gjorde dernæst Prévost-Paradol’s[CDXLVIII] Selvmord paa mig. Jeg havde paa det Nøjeste studeret hans Bog La France nouvelle[0072]; jeg saa i denne Taine’s[CDXLIX] og Renans[CDL] nære Ven og Kammerat Fremtidens Frankrigs politiske Fører. Ingen kendte dets Hjælpekilder som han; ingen vidste bedre end han, hvad Politik det burde føre. Havde han nu fortvivlet, saa var det fordi han forudsaa, at Situationen var haabløs. Han havde ganske vist begaaet Fejl, først den at tro, det i Januar havde været Napoleon III’s[CDLI] alvorlige Hensigt at afskaffe det personlige Styre, saa den, trods sin lange, mig vel bekendte Vaklen at beholde sin Stilling som Frankrigs Sendebud i Nordamerika efter Plebiscitet. Men at han nu rettede Pistolen mod sit Hoved, det sagde mig, at han ansaa Slaget for tabt, forudsaa det uafvendelige Sammenbrud som Krigens Udgang. Da saa i første Øjeblik alle Rygter og Bladmeddelelser forkyndte den overvejende Sandsynlighed af Danmarks Deltagelse i Krigen som Frankrigs Forbundsfælle, blev jeg greben af en Art Fortvivlelse ved Tanken om den Taabelighed, man syntes at ville begaa. Jeg skrev til mine Venner, vilde gerne, om det tilstedes mig, skrive i alle danske Blade for at advare mod den Krigsrus, der havde |327| grebet Folket*

*) Se mine Samlede Skrifter XIV, 534.
. Den deltes kun tilsyneladende af det franske. Allerede nu en Uge efter Krigserklæringen og før et eneste Sammenstød havde fundet Sted, var det klart for Enhver, der opmærksomt fulgte Begivenhedernes Gang, at trods Pariserbefolkningens og Pressens letsindige Skryderier var Uviljen mod Krigen dyb i Frankrig. Og jeg, til hvis Yndlingsfortællinger Voltaires[CDLII] Micromégas[0073] altid havde hørt, mindedes Stedet, hvor Sirius-Kæmpen[cdliii] udtaler den Formodning, at Jordens Mennesker er lykkelige Væsener, der tilbringer deres Tid med at elske og tænke, og hvor Filosofen svarer ham: »I dette Øjeblik er Hundredtusind Dyr af vor Art, som bærer Hatte, sysselsatte med at slaa hundredtusind andre, der bærer Turban, ihjel eller med at blive slagtede af dem. Og saadan har det været hele Jorden over i umindelige Tider.« Kun at her ikke tohundredtusind men vel en Million Mennesker holdtes rede til at udrydde hverandre. – –

Hvad jeg i London saa af scenisk Kunst paa Adolphi-Teatret, The Princes of Wales og Royal Strand Teatrene var nedslaaende. Molière[CDLIV] blev givet som den laveste Fjælebodskomedie, Sheridan[CDLV] udførtes slettere end der spiltes paa danske Teatre af anden Rang; kun den sceniske Udsmykning, et Grønsvær, vekslende Belysninger og deslige overgik hvad jeg endnu havde set.

Lærerigere og mere fængslende end Teatrene var Parlamentsforhandlingerne og de offenlige Retssager. Særligt Udbytte havde jeg af et Underhusmøde med lang Debat mellem Gladstone[CDLVI] og Disraeli[CDLVII], der tog sig ud som Repræsentanter for to Racer og to Livsanskuelser. Gladstone var i sig selv smukkere, klarere og anderledes aaben, Disraeli talte finere og smukkere for sig, raadede over et større |328| oratorisk Omfang, strejfede oftere det Vittige og vakte heftigere Tilslutning og Bifald. Deres Uenighed gjaldt den forestaaende Krig, Disraeli[CDLVIII] ønskede alle Aktstykker, den vedkommende, forelagte Parlamentet; Gladstone[CDLIX] paastod, at han ikke kunde fremlægge dem. I England som andensteds beherskede den Krig, som var i sit Udbrud, alle Sind.

22.

Det Paris, jeg gensaa, var et forandret. Allerede paa Rejsen fra Calais hørte jeg til min Forundring den hidtil strengt forbudne Marseillaise nynne og brumme. I Paris gik Folk med hinanden under Armen syngende gennem Gaderne, og Marseillaisen hørtes overalt. Stemmerne var i Regelen raa, og det virkede pinligt at høre den Sang, der var bleven hellig ved saa længe at have maattet forstumme, saaledes profaneret under Vrælen og Skrig af Halvdrukne ved Nattetid. Men ogsaa de følgende Dage blev den nynnet, tudet, fløjtet og sunget overalt, og da Franskmændene er et af Jordens mest umusikalske Folk, lød det fordetmeste meget ilde.

Der var i de Dage, da endnu intet Sammenstød mellem Troppemasserne havde fundet Sted, en vis Oprømthed over Paris; den sporedes i alle Samtaler; Folk var livfuldere, mere højrøstede, snakkede mere end ellers; Droskekuskene brølte højere og knaldede mere uophørligt med deres Piske.

Forvisningen om tilkommende Sejre kom allevegne til Orde, selv hos Hotelpersonalet i Rue Racine, og fra Opvarternes Læber paa enhver Restaurant. Alle fortalte om, hvor mange der allerede var gaaede frivilligt med; Tallet steg dog fra Dag til Dag; først var det Titusind, saa Fem og halvfjerdsindstyve Tusinde, saa Hundredtusind. Rundt om i det latinske Kvarter sad Studenterne i deres Kafeer, |329| en Mængde af dem i deres Uniformer, omgivne af deres Kammerater, der sagde dem Farvel. Betegnende nok havde de ikke mere deres Kvindemennesker hos sig; de kastede dem tilside, nu da det var Alvor. Hver Eftermiddag saas et langt, langt Vogntog med afgaaende unge Soldater bevæge sig ud mod Nordbanegaarden. Fra hver Vogn vajede store Faner. Kvinderne, de gamle Mødre, Arbejdersker, som sad med i Vognene, holdt mægtige Buketter ud paa lange Stænger. Den tykke Menneskemasse, hvorigennem man kørte, var alvorlig; men Soldaterne bevarede fordetmeste deres Lystighed, skar Ansigter, røg og drak.

Alligevel havde Kejserens[CDLX] Proklamation gjort et meget daarligt Indtryk. Det skulde virke som Ærlighed, at han spaaede, Krigen vilde blive lang og pinlig (longue et pénible); det havde overfor et Folk med det franskes Nationalkarakter været bedre, om han havde kunnet skrive, den vilde blive »frygtelig men kort«. Selv nu, da man havde taget sig i Situationen, laa denne Proklamation over Sindene som en Mare. Des mere forbauset blev jeg, da et gammelt Eksemplar af det danske Dagbladet[0074] fra 30. Juli kom mig i Hænde og jeg deri læste, at Korrespondenten (den da til Paris nysankomne Topsøe[CDLXI]) havde set en Blusemand rive Hatten af efter Læsningen af Proklamationen og hørt ham raabe: Leve Frankrig! Saa letsindigt vedblev man da at fodre det danske Publikum med den Næring, hvortil det var vænnet.

Ved den 8. og 9. August traf jeg gentagne Gange Artiklens Forfatter. Han meddelte mig, at Hertugen af Cadore[CDLXII] var traadt yderst ubestemt op i Kjøbenhavn og ikke havde opnaaet det Mindste der. Iøvrigt var Topsøe[CDLXIII] mærkværdigt uvidende med Hensyn til franske Forhold, havde alt i alt kun været fire Uger i Frankrig og tilstod aabent, at han efter Evne pyntede paa sine Korrespondancer. Han havde |330| endnu aldrig havt Adgang til Corps législatif; ikke desmindre havde han skildret, hvorledes der kom Taarer i Øjnene rundt om hos Medlemmerne og paa Tribunerne den Dag, da Hertugen af Grammont[CDLXIV] »atter løftede Frankrigs Fane højt«. Han sagde: »Jeg har været naiv som et Barn med Hensyn til denne Krig« og tilføjede, at Bille[CDLXV] havde været endnu naivere end han selv.

23.

Man kunde ikke rose de franske Blades Holdning i Tiden fra Krigserklæringen til de første Slag. De pralede og hoverede forud paa den anstødeligste Maade, førte intet andet i Munden end de Sejre, de paa Forhaand indregistrerede, og da først og sidst Indtoget i Berlin. Den ubetydelige Træfning ved Saarbrücken betegnedes overalt som Première victoire! Karikaturerne i Butiksvinduerne røbede ogsaa et forskrækkeligt Overmod. Man mindedes smerteligt om Franskmændenes Optræden før Slaget ved Azincourt i Shakespeares[CDLXVI] Henrik V[0075].

Det kunde ikke undre, at den saaledes ophidsede Befolkning om Aftenen drog gennem Gaderne under Raabet: A Berlin! A Berlin!

I Teatrene gav den fædrelandske Begejstring sig paa den nemmeste Maade Luft, uden at bringe nogetsomhelst Offer. Saasnart man i Théâtre français havde set det første Stykke, raabte Publikum uvægerligt: La Marseillaise! og faa Minutter efter traadte den dejlige Skuespillerinde Frk. Agar[CDLXVII] ind, klædt i græsk Dragt. To franske Faner blev holdte over hendes Hoved. Hun sang derpaa roligt, sublimt med et paa en Gang behersket og henrivende Udtryk Marseillaisen. De talrige Afskygninger i hendes Stemme svarede paa det skønneste til hendes levende og dog ganske skulpturale |331| Mimik, og hun virkede gribende, skønt enkelte Vendinger i denne Sang passede daarligt til det daværende Øjeblik, saaledes f. Eks. Anraabelsen af Friheden, Bønnen til den om at kæmpe for dens Forsvarere. Da det sidste Vers kom, greb hun Fanen og knælede ned; fra Tilhørerne raabtes Debout! Alle rejste sig og hørte staaende paa Slutningen, der fulgtes af vanvittigt Bifald.

Man greb enhver Lejlighed til at tilkendegive sit Fædrelandssind. En Aften spilledes Le lion amoureux[0076]. I den lange Replik, der slutter anden Akt, skildrer en ung Republikaner den Hær, som under Revolutionen første Gang gik over Grænsen og slog de prøjsiske Hære sønder og sammen. Hele Teatret skummede som et Hav.

24.

Det var Sommerdage og til Trods for den politiske og krigerske Ophidselse lokkede de fredelige Skove og Parker i Omegnen af Paris. Fra det latinske Kvarter søgte mangt et Par i al Stilhed ud til Skoven ved St. Germain eller den dejlige Lund ved Chantilly. Man købte sig om Morgenen en stegt Høne og en Flaske Vin og tilbragte det meste af Dagen under de smukke Egetræer, lagde sig ned og spiste i det Grønne. Nu og da flettede en af de unge Kvinder en Krans af Egeblade og lagde den om sin Ledsagers Straahat, mens han barhovedet strakte sig ud og stirrede op i Træernes Kroner. Jeg bevarede lang Tid derefter til Erindring en saadan Krans, og det var vemodigt at se paa dens tørrede Blade nogle Aar senere, da under Krigen den hele Skov ved Chantilly var bleven fældet; den Krans var nu alt, hvad der var tilbage af den prægtige Egelund der.

|332| 25.

Meddelelsen om Slaget ved Weissenburg den 4. August vakte Sorg, men mest i Skikkelse af stor Forundring. Hvorledes? Man havde lidt et Nederlag? Man begyndte da ikke straks med at sejre. Nu, Sejren vilde hurtigt følge. Og virkelig næste Morgen foer som en Løbeild en Sejersnyhed gennem Staden. Man havde saa sikkert ventet den, at man rent forsømte en Undersøgelse af hvorledes og hvorvidt den var hjemlet. Alt flagede; alle Heste havde Flag i Panden, Folk gik med smaa Flag i Hattene. Opad Dagen erfores det, at Alt var Usandhed, og Nedslaaetheden var stor.*

*) Se »Samlede Skrifter[0077]« VII, 14.

Næste Aften, som jeg traadte ud af Théâtre français, stod Kejserens[CDLXVIII] forfærdelige Telegram at læse, opslaaet i flere Eksemplarer paa Buegangens Søjler: »Mac Mahon[CDLXIX] har tabt et Slag. Frossard[CDLXX] trækker sig tilbage. Sætter skyndsomst Paris i Forsvarsstand!« Da indsaa jeg som Enhver Ulykkens hele Omfang. Napoleon[CDLXXI] havde øjensynlig tabt Hovedet; Slutningen af Depechen havde jo slet ikke behøvet at offenliggøres.

Straks derefter udstedtes Kejserindens[CDLXXII] Proklamation, der næsten var fjantet. »Jeg er midt iblandt Eder«, hed det deri – en dejlig Trøst for Paris’es Befolkning.

Forbauselsen frembragte en Art Lammelse; Vreden søgte sig en Genstand, men vidste endnu ikke ret, over hvem den skulde gaa ud. Man havde jo ogsaa endnu altfor ringe Kundskab til det Skete. Siècle[0078] havde straks en temmelig oprørsk Artikel, men der behøvedes intet ophidsende Sprog i Aviser. Endog en Fremmed indsaa, at nødtes man til |333| Forsvar af Paris efter et Nederlag endnu, saa var Kejserdømmet til Ende.

Forbitrelsen, der skulde have Luft, vendte sig først mod Ministrene, og latterligt nok fik den Pressen paabudte Tavshed om Troppernes Bevægelser (le mutisme) Skyld for Nederlaget ved Weissenburg; saa svingede Forbitrelsen og rettedes mod Generalerne, der stempledes som forsømmelige og uduelige, indtil den tungt og langsomt drejede sig mod Kejseren[CDLXXIII] selv.

Men med den Hast, det franske Stemningsliv har, og ved den Fart, hvormed Begivenhederne fulgte, var selve denne Forbitrelse kortvarig. Den rasede nogle Dage og faldt saa af Mangel paa Modsigelse ganske af sig selv, fordi den Følelse udbredte sig, at Kejserens[CDLXXIV] Tid uigenkaldeligt var forbi, og at han endnu kun eksisterede af Navn. Et Vidnesbyrd om disse Omslags Hurtighed var tre paa hinanden følgende Artikler af Edmond About[CDLXXV] i Dagbladet Le Soir[0079]. Den første, skrevet fra hans Ejendom i Saverne ved Strassburg, var yderst bitter mod Kejseren; den begyndte: »Napoleone tertio[CDLXXVI] feliciter regnante, som man i gamle Dage sagde, har jeg med mine Øjne set, hvad jeg aldrig havde troet at skulle opleve: Elsass oversvømmet af en fjendtlig Hær.« Den næste Artikel, skrevet i Midten af August nogle Dage senere, da About[CDLXXVII] var ankommen til Paris, betegnede uden videre Kejseren[CDLXXVIII] som »den sidste Bonaparte[CDLXXIX]« og begyndte: »Jeg ser, jeg har skrevet som en sand Provinsbo; i Provinserne har man for Øjeblikket to Forbandelser paa Læberne, en mod Prøjserne og en mod dem, der begyndte Krigen; i Paris er man et langt Stykke videre; dèr har man kun én Forbandelse paa Læben, én Tanke og ét Ønske: der er Navne, man allerede ikke nævner mere i Paris end om de stammede fra det 12. Aarhundrede.«

Hvad han her skrev, var i Øjeblikket sandt og rigtigt. |334| I Breve blev jeg jævnlig udspurgt om, hvad Franskmændene nu sagde om Regeringen og Kejseren[CDLXXX]. Svaret var, at hele denne Side af Sagen i Paris var forældet. Sagde jeg til en af mine Bekendte: Eh bien, que dites vous de l’empereur? lød Svaret: Mais, mon cher, je ne dis rien de lui. Vous voyez si bien que moi, qu’il ne compte plus. C’est un homme par terre. Tout le monde le sait; la gauche même ne l’attaque plus. End ikke Hovedstadens Kommandant, General Trochu[CDLXXXI], nævnede Napoleons[CDLXXXII] Navn i sin Proklamation til Paris. Han selv vovede knap at lade høre fra sig. Efter nødtvungen at have overgivet Overkommandoen, fulgte han Hæren som Skyggekejser, som en Slags Tilskuer, et overflødigt Stykke. Det hed sig om ham: On croit qu’il se promène un peu aux environs de Châlons.

Som man ser, var Kejserens[CDLXXXIII] Afsættelse foregaaet i Bevidsthederne, og saa at sige offenlig fastslaaet, flere Uger før Slaget ved Sedan medførte hans Overgivelse til Kongen af Prøjsen[CDLXXXIV] og Udraabelsen af den franske Republik. Revolutionen af 4. September var ingen Omvæltning, men Stadfæstelse af en Tilstand, hvorom man i Hovedstaden var enig, og havde været det endnu før Slaget ved Gravelotte.

Man beredte sig i Paris af al Kraft til Byens Forsvar. Det værnepligtige Mandskab kaldtes under Vaaben, store Masser af Frivillige indøvedes. Rørende var det at se de fattige Arbejdere eksercere paa Carousselpladsen for at gaa ind i Frikorpsene. Rigtignok saa de fleste saa blodløse og elendige ud, at man skulde tro, de gik med, fordi de fik en Franc om Dagen og Uniform.

26.

Den, hvis Vej daglig førte ham gennem Fæstningsanlæggene, kunde, hvor læg hans Forstaaelse end var, indse, at de var yderst ringe. Man hørte ogsaa stadig anføre |335| Trochu’s[CDLXXXV] Ord: »Jeg indbilder mig ikke at kunne standse Prøjserne med de Tandstikkere, man nu planter paa Volden.« Underligt nok indesluttede man Paris saaledes i en Ring af Murværk, at der ved Gennemkørslen i Boulogneskoven neppe var Plads for en Vogn med to Heste. Man borede Skydehuller i disse Mure og Volde; men Faa tvivlede om, at det tyske Artilleri med største Lethed kunde knuse hele dette Værn.

At uddele Vaaben til den civile Befolkning, som Bladene enstemmigt krævede, vovede man af letfattelige Grunde ikke. Kejserindens[CDLXXXVI] Regering maatte holde paa det Bestaaende; alligevel havde man – vel omtrent fra den 8. August – i Paris det Indtryk, at hvad der nu var tabt, det var tabt uigenkaldeligt.

Jeg ansaa det for en Ærespligt at vende tilbage til Danmark, ifald vi blev inddragne i Krigen, og levede med Tanken herpaa for Øje. For Frankrig imødesaa jeg med fuld Sikkerhed den nærforestaaende Revolution; jeg led under at Oppositionen ikke havde en almindeligt udpeget stor og energisk Mand blandt sine Førere, og at en elendig Personlighed som Rochefort[CDLXXXVII] nu atter daglig blev nævnt og fremdraget. Paa Gambetta[CDLXXXVIII] tænkte endnu Ingen, skønt hans Navn var anset, da han i det sidste Aarstid havde gjort sig gældende som Kammerets heftigste Taler. Men det var ikke Talere, hvortil der trængtes, og man vidste ikke, at han var Handlingens Mand.

Det nye Ministerium, der fulgte paa Ollivier’s[CDLXXXIX], indgød mig ingen Tillid. Førsteministeren Palikao[CDXC] betegnedes i Bladene som en Jernmand (den sædvanlige Floskel). Det hed sig, at han ikke vilde være bange for at »lade Bulevarderne rydde med Kardætsker«; men det Geni, som dertil udkrævedes, var jo ikke stort. Det var Frankrig, han skulde rydde for Tyskerne, og dertil fordredes mere.

|336| Renan[CDXCI] havde maattet afbryde den Rejse til Spitsbergen, som han i Følge med Prins Napoleon[CDXCII] havde foretaget; Prinsen[CDXCIII] og hans Selskab var kun naaede til Tromsøe, da de paa Grund af Krigen blev kaldte tilbage, og Renan[CDXCIV] var i den heftigste Sindsbevægelse. Han sagde: Ingen Straf vilde være for haard for denne hovedløse Kæltring Ollivier[CDXCV], og det Ministerium, der er fulgt paa hans, er værre. Ethvert tænkende Menneske maatte sige sig selv, at Erklæringen af denne Krig var Vanvid (A-t-on jamais vu pareille folie, mon Dieu, mon Dieu, c’est navrant. Nous sommes un peuple dèsarçonné.) For ham var Palikao[CDXCVI] kun en Røver, Jérôme David[CDXCVII] en Morder. Han betragtede Strassburgs Fald som umiddelbart forestaaende. Han var mindre forundret end jeg over den grænseløse Uduelighed, den franske Flaade under disse vanskelige Forhold lagde for Dagen; enhver Plan til en Landgang i Nordtyskland var allerede da (12. August) opgivet, og ikke engang en Blokade af Havnene, som den, de Danske seks Aar før havde gennemført, formaaede den franske Flaade at iværksætte.

Taine[CDXCVIII] var nedslaaet som Renan[CDXCIX]. Fra Tyskland, hvortil han var rejst for at forberede en Afhandling om Schiller[D], var han vendt tilbage, fordi Fru Taines[DI] Moder pludselig var død. Allerede den 2. August, før endnu noget Slag var slaaet, følte han sig højst bekymret, tog Muligheden af Frankrigs Nederlag i Betragtning og udtalte overhovedet dyb Sorg over at to Nationer som Frankrigs og Tysklands nu skulde føre en saadan Folkekrig imod hinanden. Han gav denne sin Sorg et gribende og uforglemmeligt Udtryk.*

*) Saml. Skrifter[0080] VII 14-15.

Philarète Chasles[DII] saa i Nederlagene en Bestyrkelse af sine Dag ud, Dag ind forkyndte Lærdomme om at de latinske Folk var i stedse mere rivende Nedgang: Spanien |337| og Portugal, Italien, Rumænien, de sydamerikanske Republiker var efter hans Opfattelse i moralsk Forraadnelsestilstand, Frankrig et rent Byzants. Det havde været en Dumdristighed uden Mage at ville gøre denne Krig til en afgørende Racekamp mellem den Stamme, der som protestantisk førte fri Forskning i sin Fane, og den, der endnu ikke havde formaaet at skaffe sig af med Paven og den politiske Enevælde. Nu bødede Frankrig derfor.

Ude i Meudon, hvor han laa paa Landet, var der – rimeligvis ved Skødesløshed – sket gentagne Eksplosioner, sidste Gang den 20. August. Man havde netop sendt Bazaine[DIII] tyve Kasser Patroner; der stod hundrede endnu, som skulde afgaa den Dag, da de indstændigt var forlangte. De sprang i Luften, og ingen i den lille By betvivlede, at Sprængningen var prøjsiske Spioners Værk. Thi saa vidt var man nu kommen, at man saa prøjsiske Spioner alle Vegne. (I Krigens første Maaned kaldtes i Frankrig alle Tyskere Prøjsere). Man lagde Vægt paa, at General Frossards[DIV] Brodersøn, en ung, saaret Lieutenant, der laa i Chasles’[DV] Taarnbygning af et Kaardestød i Brystet og i Reglen var fra sig selv, men ved Braget var faret i Vejret og blevet klar, havde raabt: »Det er Forræderi! det er Kammeret Nr. 6, der springer i Luften.« Virkelig laa Patronerne dèr. Det hed sig, at man i Meudon havde fundet Spor af samme Sprængstof, der havde været anvendt til Bomber mod Kejseren[DVI] i de første Dage af Maj (et Attentat, der rimeligvis var anlagt af Politiet). Gerningsmanden blev imidlertid – vistnok af gode Grunde – uopdaget.

Hvad Forfængeligt der var ved den gamle Philarète Chasles[DVII], var gaaet ganske af ham i denne alvorlige Tid, der syntes at gøre de bedre Mennesker endnu bedre. Ogsaa hans Nièce, der ellers var højttalende og indbildsk, var som forandret. Hun sad en Dag, jeg var hos dem i Meudon, |338| længe i en Krog og græd stille. Man var derude som i Feber, havde ingen Ro paa sig, vilde dels erfare det Nyeste, dels føle Parises Puls. Da vi den Dag havde spist, bad Chasles[DVIII] mig om at tage med til Byen, og da vi ankom, tog han en Vogn og kørte omkring med mig to Timer i Træk for at iagttage Stemningen. Vi hørte talløse Anekdoter fortælle, mest apokryfe, men som afspejlede Øjeblikkets Tro: Kejserinden[DIX] havde sendt tre Milliarder(!) i fransk Guld til Londons Bank. Kejseren[DX], der var skinsyg paa Mac Mahon[DXI], siden denne frelste ham ved Magenta, havde berøvet sin Feltherre[DXII] Kommandoen over Turcoerne, skønt Marskallen[DXIII] i Krigsraadet havde sagt: »Man maa give Turcoerne til mig, de lyder ingen anden.« Og virkelig havde Ingen Magt over dem uden han. Naar en af dem havde stjaalet eller paa anden Maade forset sig, og Mac Mahon[DXIV], hvem de kun kaldte vor Marskal, red ned ad deres Front og skændte paa dem, gav de sig til at græde, styrtede til og kyssede hans Fødder, klyngede sig til hans Hest som Børn, der beder om Forladelse. Nu havde man begaaet den store Fejl at give dem til en anden General[DXV]. Og da man vilde blænde Tyskerne med dem, havde man ført dem og Zuaverne allerførst i Ilden, skønt Bazaine[DXVI] forstandigt havde sagt: »Naar man vil køre, begynder man ikke med Galoppen.« Saaledes var disse Kærnetropper blevne oprevne i første Sammenstød. Det hed sig, at af 2500 Turcoer var der kun 29 tilbage.

Hvorledes Folkesagn danner sig i Kraft af Trangen til at personliggøre hele Slag i Feltherrernes Sammenstød, ganske som paa den homeriske Tid eller hos Shakespeare[DXVII], røbede sig i en Anekdote som denne, der blev fortalt os: Kronprinsen af Prøjsen[DXVIII] kæmpede ved Wörth meget tappert i første Linje. At han bragte Turcoerne i Forvirring, beroede paa, at en Solstraale faldt paa den Sølvørn, han bar paa sin Hjelm. Araberne saa deri et Tegn fra Himlen. Mac Mahon[DXIX], |339| der stod og skød i Geleddet, var saa nær Kronprinsen[DXX], at denne raabte over mod ham paa Fransk: Voilà un homme! men Franskmanden overbød ham i ridderlig Artighed, thi han tog til sin Kasket og svarte: Voilà un héros!

27.

Jeg havde efter min Tilbagekomst til Paris taget Undervisning hos en fortræffelig Sproglærerinde[DXXI], en gammel Pige, der i mange Aar havde undervist Skandinaver i Fransk, Frøken Guémain[DXXII], til hvem jeg skrev Stile i Form af Skildringer og Betragtninger, for at erhverve mig Øvelse i det skriftlige Udtryk. Hun havde kendt de fleste notable Nordboer, der i den sidste Snes Aar havde besøgt Paris, havde bl. A. undervist Magdalene Thoresen[DXXIII], da denne opholdt sig dèr som ung. Det var en udmærket Skabning, et sjældent Menneske, intelligent, fintfølende og uskyldig, der efterlod et uforglemmeligt Indtryk. Udenfor de berammede Undervisvisningstimer talte vi stundom i Timevis med hinanden. Hvor vemodigt, at saadanne gode og sjældne Kvinders Liv forsvinder uden at de i levende Live faar nogen synderlig Tak, og uden at nogen af de talrige, mod hvem de har gjort vel, offenligt udtaler, hvad de var værd. Hun havde al den franske Finhed i Forening med al en gammel fattig Piges Beskedenhed, var paa én Gang personligt uerfaren og i Kraft af det Meget, hun havde set, i høj Grad verdenserfaren. Jeg besøgte hende igen i 1889 efter nitten Aars Forløb, da jeg gennem Jonas Lie[DXXIV] og hans Hustru[DXXV], der kendte hende, erfor hendes Adresse. Jeg fandt hende ældet, endnu mere elskværdig og rørende ydmyg. Det skar mig i Hjertet, da hun sagde til mig: C’est une vraie charité que vous me faites de venir me voir.

Frøken Guémain[DXXVI] var som alle Andre heftigt bevæget |340| ved hvad vi dagligt oplevede under denne voldsomme Spænding. Som Kvinde var hun modtageligst for Indtryk af den Alvor, der nu havde grebet endog letsindige Mennesker, og af den fædrelandske Begejstring, der bredte sig til stedse videre Krese. Hun holdt den for dybere og stærkere end den i Regelen var.

28.

Hos mine italienske Venner var Stemningen højligt forskellig. Italienerne og Italienerinderne var efter deres Vane ganske som Børn, lo af det Hele, var glade over, at Prøjserne »bankede« Franskmændene, hvem de som gode Patrioter ønskede al Landsens Ulykke. De Franske var optraadte som Tyranner i Italien; nu havde de det saa godt. Prøjserne kom desuden ikke til Paris. Men ifald de kom, saa vilde de tage godt imod dem, indbyde dem til Middag som Venner. Undertiden forsøgte jeg at tage til Genmæle, men kom galt afsted. Da jeg en Dag til en stor og svær Romerinde gjorde en Bemærkning om Italienernes Utaknemmelighed mod Franskmændene, foer den gode Frue i Vejret som stukket med en Kniv og udbredte sig med Lidenskab om Franskmændenes Skændighed. Romerne var – som vel Hvermand vidste – Jordens første Nation. Naar Franskmændene havde forgrebet sig paa dem, vovet at forhindre dem i at gøre deres By til Italiens Hovedstad ved i den at lægge fransk Besætning, som intet havde dèr at gøre, saa havde de selv udæsket den Nemesis, der nu ramte dem, og som Italienerne med straalende Øjne fulgte. Hun sagde dette trods Vreden med en Holdning og en Værdighed, saa man fik det Indtryk, at dersom hun en Dag blev kaldet til at beklæde en Trone, vilde hun sætte sig paa den naturligt |341| og uforlegent, som var Sligt for en Romerinde kun hvad der skyldtes hendes Blod.

29.

Imidlertid begyndte Nederlagene og Ydmygelserne at forvirre Franskmændenes sunde Fornuft og at vildlede deres Instinkter. Hoben kunde ikke fatte, at alt dette gik naturligt til. Prøjserne havde umuligt sejret ad ærlig Vej, men øjensynligt ved et Aaringer igennem i Frankrig fortsat Spioneri. Hvad skulde ellers de mange Tyskere til, der var bosatte i Paris! Franskmændene bødede ikke nu for deres Laster, men netop for deres Dyder, deres gode Tro, deres Gæstfrihed, deres troskyldige Imødekommen af troløse Indvandrere. De havde ikke forstaaet, at den nordiske Fremmede, det var den lumske, snedige Fjende.

Det blev efterhaanden uhyggeligt at være Fremmed i Paris. Jeg gik aldrig ud uden Pas. Men selv Passet gav ingen Sikkerhed. Der behøvedes kun en ud af Luften greben Beskyldning, en tilfældig og taabelig Mistanke, saa blev den Ikke-Franske mishandlet som »Spion«. Baade i Metz og i Paris blev i August Maaned Mennesker hængte eller sønderlemmede, som man antog for »Prøjsere«. Bladene bragte i den sidste Halvdel af August den Meddelelse fra Dordogne, at en Folkehob dèr havde bemægtiget sig en ung Mand, en Hr. de Moneys, om hvem en Bande havde paastaaet, at han havde raabt: Vive la Prusse! Man havde klædt ham af, bundet ham med Reb, baaret ham ud paa en Mark, lagt ham paa et Baal af vaadt Træ, og da dette ikke hurtigt nok vilde fænge, havde man stukket Straaknipper ned rundt omkring og saaledes brændt ham levende. – Fra La Vilette Kvarteret hørte man i Paris dagligt om lignende Drab af Uskyldige, i hvem man saa prøjsiske Spioner.

|342| Under disse Omstændigheder kunde en Ubetydelighed blive skæbnesvanger. En Aften sidst i August havde jeg hørt Afrikanerinden[0081] i den store Opera og tillige Marie Sass’s[DXXVII] Udførelse af Marseillaisen – hun sang som havde hun hundred fine Klokker i sin Stemme, men hun sang Nationalsangen som en Arie. Jeg tog mig udenfor Operaen en Droske. Kusken sov; en Karl ruskede derfor i ham, og han gav sig til at køre. Jeg mærkede, at han under Kørslen saa paa sit Uhr og derefter foer afsted alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Da jeg kom til Hotellet gav jeg ham hans Betaling og fire Sous i Drikkepenge. Han skreg imidlertid op, at det ikke var nok; han havde været de remise; han havde taget mig for en Anden, fordi han saa pludselig blev vækket; han havde været bestilt af en anden Herre. Jeg lo og svarte, det blev hans Sag, ikke min; hvad kom det mig ved! Men da Alt, hvad han kunde kræve, ifald han virkelig var de remise, var to Sous til, og da det efter de daværende Bestemmelser var umuligt at vide, om Kusken var det eller ikke, gav jeg ham de to Sous, dog ingen yderligere Drikkepenge, eftersom han ingen Ret havde og jeg ingen Tvivl nærede om, at han løj. Men nu begyndte han at skræppe op, at det var en Skam ingen Drikkepenge at give, og da han saa, det ikke hjalp, idet jeg gik op ad Hoteltrappen, raabte han først i sin Arrigskab Vous n’êtes pas Français! Og derefter: Vous êtes Prussien! Neppe havde han sagt det, før hele Hotelpersonalet, der stod i Gadedøren, forsvandt, og Folk i Gaden lyttende standsede og vendte sig. Jeg forstod Faren og blev grebet af Raseri. I et Spring var jeg nede ad Trappen, foer ind paa Kusken, greb ham i Kværken og løftede min Haand med dens amerikanske Knoer mod hans Hoved. Da glemte han at skælde og bad pludselig for sig: Ne frappez pas, Monsieur! steg op paa Bukken og kørte saare spagt sin Vej.|343| I min Forbitrelse raabte jeg Hotelopvarterne sammen og haanede dem for deres Fejghed.

Det var trods den smukke Aarstid det uhyggeligste Vejr, og Byens Stemning var uhyggelig som Vejret. Der saas efterhaanden faa Folk paa Gaden; men der var Tilløb til alle Bøssemagere og Vaabenfabrikanter. Om Dagen lød ingen glade Raab eller Sange; men Smaabørn paa seks, syv Aar gik om Aftnerne i Række med hinanden i Hænderne og sang Mourir pour la patrie (At dø for Fædrelandet) paa den smukke, rørende Melodi. Dog disse Toner var de eneste blide, der hørtes. Det blev efterhaanden, som var Luften fuld af Rædsel og Raseri. Forbitrelsen væltede sig paany som en tyk, sort Strøm mod Kejseren[DXXVIII], mod Ministre og Generaler, og mod Prøjserne, som man allevegne troede at se.

30.

De Fremmede blev opfordrede til at forlade Paris for at Byen ikke i Tilfælde af Belejring skulde have overflødige Munde at ernære. Samtidig hed det i Trochu’s[DXXIX] Proklamation af 26. August, at Fjenden om tre Dage kunde være udenfor Parises Mure. Under disse Omstændigheder var Byen ikke længer Opholdssted for Nogen, der ikke ønskede at indelukkes dèr.

En af de sidste Nætter af August kørte jeg fra Paris til Genf. Paa Afgangsstationen stod i Tusindvis i Venterækker, sammenpressede som Kvæg, de tyske Arbejdere, man pludseligt udviste af Frankrig – et pinligt Syn. Disse Arbejdere var uskyldige i Krigen, i Nederlagene, i den Spejdertjeneste, for hvilken de beskyldtes; nu dreves de hordevis bort, udrevne af deres Virksomhed, berøvede deres Brød, omringede af fjendtligt sindede Tilskuere.

|344| Da det hed sig, at Togene sydpaa vilde standse Dagen efter, var der overfyldt i Genfertoget og man maatte være tilfreds, blot man fik en Plads. Rejseselskabet var for Mandkønnets Vedkommende lidet tiltalende: en næsvis og grov gammel Schweizer, der, da Natten var kold og han intet Rejsetæppe havde, viklede sig ind i fire eller fem af sine skidne Skjorter – et højst modbydeligt Skue; dernæst en pertentlig Franskmand, der uden en Følelse for Landets og Folkets Skæbne udviklede, at han i lang Tid havde næret Ønsket om at se Italien og havde fundet, at nu, da Forretningslivet dog stod stille, var Øjeblikket kommet dertil.

De kvindelige Rejsende i Vognen var en endnu ung Pariserinde med hendes femtenaarige, yndefulde og livlige Datter, der med sit smukke Ydre lignede den dejlige Skuespillerinde Massin[DXXX] ved Gymnaseteatret. Moderen var Fyr og Flamme, rasede næsten indtil Graad over Sagernes Stilling, spyede Ild over Officerernes Fejghed, at de endnu ikke havde sat Kejseren[DXXXI] paa Døren; hendes ene Broder var Fange i Königsberg; hendes mandlige Slægtninge var alle i Felten. Datteren var skrækslagen ved Tanken om, at Toget kunde blive standset af Fjenden – hvad der ansaas for meget muligt – men lo dog iblandt og var paa en Gang bange for Prøjserne og umaadeligt nysgerrig efter at faa dem at se: J’aimerais bien pouvoir dire que j’aie vu des Prussiens!

Ved en Station kom nogle forsprængte Soldater med sønderrevne og støvede Klæder ind i vor Vogn; de saa fæle ud, oversprøjtede med Smuds og Ler; de var rent fortvivlede og man hørte paa dem, i hvilken Opløsning Mandstugten var; thi de skældte hensynsløst paa deres Officerer, kaldte dem uduelige og forræderske, men gjorde selv Indtrykket af at være meget maadelige Soldater. Kun den unge Kommandersergent, som førte dem, var nogenlunde i Humør; |345| dog var det ogsaa smaat med ham. Det var besynderligt at høre, hvad han troede paa: Marskal Lebœuf[DXXXII] havde i Metz havt en prøjsisk Officer bag sin Stol, forklædt som Opvarter; nu først var Opdagelsen sket. Rusland havde laant Prøjsen Tropper og stukket dem i prøjsiske Uniformer; ellers kunde der umuligt være saa mange. Men ogsaa Rom var Skyld i Frankrigs Ulykker; Jesuiterne havde anstiftet det Hele, fordi Landet var saa oplyst; thi de vilde aldrig, at Nogen maatte lære Noget.

Fra Culoz begyndte Farten gennem de dejlige Jurabjerge. Paa begge Sider et uhyre Panorama af høje, skovbevoksede Bjergrygge med fattige Smaabyer langs Bjergsiderne. Ved Bellegarde krævedes der Pas; uden det maatte man ikke komme ud af Frankrig – en taabelig Foranstaltning. Alperne begyndte at begrænse Synskresen. Toget gik snart gennem lange Tunneller, snart mellem Bjergskrænter, snart over en Klipperyg, hvorfra man saa ned i Dalen, hvor den blaagrønne Rhone bugtede og snoede sig frem mellem Klipperne som et smalt Baand. Det var som dens Fart fremskyndedes stedse mere. Den første Majsmark. Slanke Popler uden Sidegrene, men helt bedækkede med Løv, stod snoede næsten i Spiraler af den stærke Blæst i Klipperifterne. Det første Schweizerhus.

31.

Dèr laa Genève mellem Alperygge, delt af Lemansøens Sydspids, over hvilken mange smukke Broer førte. I Midten en lille Ø med Rousseaus[DXXXIII] Billedstøtte. Lidt forbi den styrtede Rhonen sig brusende og skummende ud i Søen. Fra mit Vindue havde jeg i det Fjerne Montblancs blændende Snetinde for Øje.

Byen tog sig efter Paris ud som en Købstad. Kafeerne |346| saa ud som Tiendedele eller Hjørner af Kafeer. Der var ingen Mennesker i Gaderne, hvor Sandet støvede, saa man ikke kunde se ud af Øjnene, og hvor der ikke blev vandet. I Hotellet foran Spejlet det ny Testamente paa Fransk, indbundet i Skind; man følte, man var kommen til Calvinismens Hovedstad.

Gaderne i Byens gamle Del gik op og ned ad Bakke. I Boghandlervinduerne laa franske Vers mod Frankrig, voldsomme Udfald mod Napoleon III[DXXXIV] og Udbrud af Foragt for det Folk, der havde mistet sin Manddom og ladet sig kue af en Tyran. Ved Siden deraf Portræter af de fra de forskelligste Lande fordrevne Fritænkere og Frihedsmænd, der havde fundet et Tilhold i Schweiz.

Jeg sejlede Genfersøen igennem paa Kryds og Tvers i Henrykkelse over dens og Omegnens Skønhed. Dens Blaahed, til hvilken jeg intet tilsvarende havde set, henrev mig ganske under Døgnets og Dagenes vekslende Belysninger. Paa Søen gjorde jeg Bekendtskab med en elskværdig græsk Familie, den første, jeg nogensinde havde truffet. Hatten fløj af den ældste Datter, en ung fjortenaarig Pige. Jeg havde et ganske nyt, indpakket Silketørklæde hos mig og tilbød det. Hun modtog det og strammede det om sit Haar. Hendes Navn var Maria Kumelas[DXXXV]. For første Gang saa jeg en aldeles græsk Profil, som jeg hidtil kun havde kendt fra Statuer. Pande og Næse gik saa ganske i én Linje, at ingensomhelst Overgang var at spore.

32.

Jeg gjorde Ture ind i Savoyen, besteg til Æsels La grande Salève og saa derfra Genfersøen i hele dens Længde. Jeg kørte til Chamounix-Dalen sytten Mil i en med fem Heste forspændt Diligence; hver anden Time omtrent skiftedes |347| Heste og Kusk. Overalt hvor det var muligt, gik det i strygende Galop. Midtvejs hørte jeg det første Italiensk. Det var blot Ordet Quattro; men jeg følte mig lykkelig derved. Over de høje skovbevoksede Bjerge ragede øverst oppe den nøgne Klippesten op af Jordlaget. De brede Skrænter, ad hvilke Skovene steg, indtil de øverste lignede Mos paa Stenen, tillod En at se milevidt ud. Floden Arve, der slyngede sig i Bugter, overskares hyppigt af Vejen; den var graahvid og meget hurtigt strømmende, men styg. Prægtige Brobuer var byggede over den med Afgrunde paa begge Sider. Midtvejs fremtraadte, efter nogen Tid at have været skjult bag Bjergene, pludselig Montblanc i sin skinnende Glans, der ligesom trættede og pinte Øjet. En ny og forunderlig Følelse var det at mærke sig helt omspændt af Bjerge. Det faldt en Slettebo for Brystet at være saaledes omringet og end ikke kunne undslippe Synet af den ubevægelige Sneflade med dens kamtakkede Spidser. I Floddalen gik Vejen mellem mærkværdigt friske Valnøddetræer, Plataner, Æbletræes-Alléer; men undertiden kørte man gennem Dale saa snevre, at Solen kun skinnede dèr to eller tre Timer om Dagen, og der var koldt og fugtigt. Savoyen var tydeligt nok et fattigt Land. Druerne var smaa og ikke søde; Jord var der lidet af, men hver Plet Jord var udnyttet. Et Sted løb en Bjergstrøm ned ad Klippen; ved en skarp Kant, der sprang frem som et Tagskæg, splittedes Strømmen og forvandledes til et saa fint Støv, at man slet intet Vand kunde se, derpaa forenedes Strømmen atter nede mod Bjergets Fod og faldt med rivende Hast ud i Floden, brusende, hvidgraa, udbredende en Iskulde. Temperaturforandringerne var paafaldende. I Læ hed Sommer, to Skridt derfra barsk Efteraar, en Luft, der bed til Marv og Ben. Man gennemlevede Aarets Maaneder i et Kvarter.

Rejseselskabet bestod kun af Englændere, alle ens, ufor|348|anderlige, ubevægelige. Havde en af dem knappet sin Frakke til ved Turens Begyndelse, saa knappede han den ikke op undervejs, om det blev aldrig saa varmt, og havde han taget Skindhandsker paa, tog han dem i ti Timer ikke af Hænderne. Mændene gabede for det meste; de unge Frøkener pludrede. Englænderne havde aldeles gjort sig Landet underdanigt, og paa Hotellerne agtedes i det dog franske Land én Engelskmand mer end et Dusin Franskmænd.

Jeg forstod her to meget forskellige Digte: Hauchs[DXXXVI] Schweizerbonden[0082] og Bjørnsons[DXXXVII] Over de høje Fjælde[0083]. Hauch[DXXXVIII] har følt denne Natur og disse Folks Væsen i Kraft af sin norske Fødsel og sin Evne til at sætte sig ind i fremmede Synsmaader; Bjørnson[DXXXIX] har givet Indestængtheden og Længselen uforgængeligt Udtryk. Men for den, der i fire Maaneder havde indaandet Gadestøv og Gadeskarn, var det godt at indaande den stærke rene Luft og endelig engang igen at se Skyerne svømme om og baske mod Bjergsiderne, lægge sig matte mod en Skrænt og hvile sig paa Farten. Smaa 8-10 Aars Unger vogtede Kvæget rundt om, de, man ogsaa i Norden kendte saa godt, naar de dèr kom med deres Murmeldyr; de lignede lutter bitte smaa Skurke, hvor indtagende de end var.

Jeg red paa et Muldyr op til Montanvert og gik derfra til Fods over Mer de glace, klavrede op ad den stejle Bjergside til Chapeau, gik ned til Krystalgrotten og red derfra tilbage til Chamounix. Opridtet i den tidlige Morgenstund var dejligt, Bjergluften saa let; Taagerne fordelte sig; Granerne omkring den friske Bjergsti udaandede en gennemtrængende Duft. En amerikansk Familie, med hvem jeg havde gjort Bekendtskab, bestod af fire Medlemmer og havde tre Førere med. En gammel værdig Gentleman, der rejste med sin unge Datter, turde ikke gøre denne Vovetur; men Datteren vilde saa gerne med, at hun blev betroet til |349| min Omsorg, da jeg tilbød at tage hende med mig. Jeg tog to Muldyr og en Fører, tænkende, at det var nok. Fra Montanvert og ned til Gletscheren var Vejen styg, en stejl Klippesti med rullende Sten. Da vi kom til Ishavet, fik den unge Dame, som naturligt var, Førerens Haand, og jeg blev den sidste i Karavanen, skridende nok saa betænksomt med den lange Alpestok over den glatte Is, der laa i Bølger. Men snart var den bristet i dybe Spalter, og langt ude kom vi da til Steder, hvor den Vej, man kunde søge, ikke var bredere end et Par Hænder og med gabende Afgrunde i Isen paa begge Sider. Jeg blev hed i Panden, og det var nu og da, som Hjertet stod stille. Egenlig bange var jeg dog ikke. Føreren raabte til mig: Se hverken til højre eller til venstre, se paa Fødderne og sæt Fødderne udad! Jeg havde kun én Tanke i mit Hoved: Ikke glide! og jeg blev derude paa Isen saa varm, at jeg brændte. Da jeg endelig var kommen over, mærkede jeg, at jeg dirrede. Jeg rystede underligt nok ved Tanken om den blaa gabende Spalte paa begge Sider af mig, i hvilken jeg neppe havde skelet ned, og havde dog passeret den uden Skælven.

Begyndelsen af Overgangen havde forholdsvis været let; kun var Glatheden stundom vel slem. Men midt i Gletscheren var Vejen uhyggelig; der laa Morænerne, Dynger af Kæmpeblokke og alle Slags Sten og Grus, som smeltede Gletschere havde ført med sig, og de var fæle at komme over. Var man endelig over dem, saa fulgte le mauvais pas, som svarede til sit Navn. Man steg op ad den aldeles stejle Klippeside ved Hjælp af et Jernrækværk, der var slaaet ind deri. Men Pladsen til Foden var lille og Stenen fugtig af den Mængde Vandløb, der rislende susede ned. Endelig var det jo nødvendigt ved hvert Skridt at slippe Rækværket nogle Sekunder. Vejen gjaldt og gælder dog for ganske farefri, og den Udsigt over Gletscherne, som |350| man indvandt, lønnede Ens Umag. Smukkere endnu end selve Montblanc-Tinden med dens afrundede Form var de stejle graa Klippespidser med Is i alle Furer, som kaldes l’Aiguille du Dru. Disse Bjerge, der saavidt Øjet rakte syntes af samme Højde, skønt de varierede mellem 7000 og 14,800 Fod, strakte sig milevidt Synskresen rundt.

Isgrotten her var ganske forskellig fra den himmelblaa Gletschergrotte, i hvilken jeg to Aar tidligere havde vandret i Grindelwald. Her var Ismassen saa umaadelig høj, at ikke mindste Skær af Dagen faldt gennem den ind i den udhuggede Hvælving, der førte ind i Isen. Der var halvmørkt derinde, og Lyset kom alene fra en Række tændte Smaalys, der var anbragte i Nicher. Isen havde en kulsort Farve, mens Lyset glimrede med Guldglans fra alle fremspringende Rundinger og Kanter. Det lignede Guldmor paa Sørgefløjl.

Da jeg vendte tilbage fra Chamounix til Genève, stod Hotelværten i Porten og tilraabte mig: »Hele den franske Hær med Kejseren[DXL] er taget til Fange ved Sedan!« – »Umuligt!« udbrød jeg. – »Det er sikkert«, svarte han; »det staar i de tyske Telegrammer, og fra tysk Side er der endnu ikke kommet et eneste usandfærdigt Telegram.«

Dagen efter meddelte et Genferblad Republikens Udraabelse i Frankrig.

Samtidigt kom et Brev fra Julius Lange[DXLI], der angreb mig for min »Pengepuger- og City-Politik«, indeholdt en alvorlig Beklagelse af »at det ikke var blevet til noget med vor Krigserklæring mod Prøjsen«, og et Haab om at Opholdet i Frankrig nu havde bragt mig til at forandre mine Anskuelser.

Vi havde efter hans Opfattelse forsømt »Lejligheden til Oprejsning for os, som aldrig vilde vende tilbage«.

|351|33.

Genfersøen henrev mig. Hele Naturen omkring den forekom mig feagtig, et Drømmeland, hvori mægtige Bjerge kastede deres sorteblaa Skygger ned i et himmelblaat Vand under en tindrende, straalende Sol, der mættede Luften med sine Farver. Indtryk fra Lausanne, Chillon, Vevay, Montreux gik over i mine første Universitetsforelæsninger Aaret efter. Torturredskaberne i Chillon, barbariske og frygtelige, som de var, bragte mig til at tænke over de endnu værre Mordredskaber, der anvendtes i Krigen mellem Tyskland og Frankrig. Det forekom mig, at hvis man saa Krigen paa nærmeste Hold, maatte man komme til at betragte Jorden som befolket af farlige Vanvittige. I Stedet for Middelalderens overlagte Grusomhed var nu traadt den politiske Ligegyldighed for Menneskeliv og Menneskelidelser. Imidlertid, havde aldrig forhen en Krig været saa frygtelig, saa havde der heller aldrig været gjort saa meget for at lindre Jammeren. Medens fanatiske franske Kvinder paa Valpladserne skar Næserne af saarede Tyskere og lemlæstede dem, hvor de kunde, og medens Tyskerne brændte Landsbyer af og dræbte deres fredelige Beboere, ifald blot en af dem havde løsnet et Skud, virkede i Stilhed de store Selskaber til de Saaredes Pleje. Og her stod især Schweiz med Palmer. Der var da to Strømninger, en umenneskelig og en menneskelig, af hvilke engang den sidste vilde vise sig stærkest. Under Ludvig XIV[DXLII] var Krig endnu enstydig med uindskrænket Plyndring, Mord, Voldtægt, Tyveri og Rov. Under Napoleon I[DXLIII] gaves der endnu ingen Ambulancer. De Saarede læssedes engang imellem paa nogle Karrer over hverandre, hvis ellers Karrer havdes; i modsat Tilfælde blev de liggende, hvor de laa, eller smedes i en Grøft for at dø der i Fred. Nu var det dog lidt bedre.

|352| 34.

I Genf naaede den Meddelelse mig, at jeg – tiltrods for et Løfte, Hall[DXLIV] som Minister havde givet Hauch[DXLV], der ansøgte for mig – ingen Rejseunderstøttelse havde modtaget af Kultusministeriet. Paa fornyet Forespørgsel havde Hall[DXLVI] svaret: »jeg har givet saa mange hele og halve Løfter, at jeg umuligt har kunnet huske eller holde dem.« Denne Skuffelse ramte mig temmelig haardt; jeg havde i Alt kun omtrent 900 Kroner tilbage og kunde ikke blive mere end ni Uger borte endnu, uden at sætte mig i Gæld, jeg som havde regnet paa endnu at blive Aar og Dag i Udlandet. Omstændigheder, hvorover jeg ikke var Herre, tvang mig senere til alligevel at blive næsten endnu et Aar fraværende. Men det kunde jeg da ikke forudse, og Raad dertil havde jeg ingenlunde. Flere af mine Bekendte havde havt store ministerielle Understøttelser; Krieger[DXLVII] og Martensen[DXLVIII] havde paa ét Bræt skaffet Heegaard[DXLIX] 4000 Kroner, da han ønskede at komme bort fra Rasmus Nielsens[DL] Indflydelse. Det forekom mig, at Vægringen ved at give mig Noget varslede ilde for min forhaabede Ansættelse i Danmark. Ved min Pen kunde jeg paa Rejsen som ellers kun tjene yderst lidt; det blev ti Kroner for tre Folioblade, og da jeg ikke følte mig i Stand til under Rejselivets Uro at skrive noget, der duede, gjorde jeg end intet Forsøg derpaa. Med en Art Rædsel tænkte jeg, der havde belavet mig paa en længere Rejse, der skulde bringe mig ud af de gamle Folder, paa min tidligere, snevre Livsførelse i Kjøbenhavn. Alle de gamle Folder viste sig i Frastand for mig som Folderne i en Spændetrøje.

35.

Græsseligt langsomt med mange Forsinkelser sneglede – »paa Grund af Krigen« – Toget fra Genf sydpaa sig |353| sig afsted. Mellem de Rejsende var en veltalende italiensk Murermester, der kom fra Lyon, en gammel Garibaldist, hvis Livs store Begivenhed var, at Garibaldi[DLI] engang havde spist Frokost ene med ham i Varese. Han opbevarede i sit Hjem som en Helligdom det Glas, af hvilket Generalen[DLII] havde drukket. Han var meddelsom, hjælpsom, gav alle at spise og drikke af sit Forraad. Andre Rejsende fortalte, at de i fulde tolv Timer havde maattet staa i Venterække foran Billetudsalget i Paris for at komme bort fra Byen.

Toget gik forbi det Sted, hvor Rousseau[DLIII] boede hos Fru de Warens[DLIV]. I et officielt Værk over Savoyen, forfattet af en Præst, havde jeg da nylig læst en Affærdigelse af Rousseau[DLV] som Bagvasker af sin Velgørerinde. Det saa derefter ud som om idetmindste Rousseaus[DLVI] Hukommelse undertiden havde slaaet ham forbausende fejl. Saaledes paastodes det, at den Claude, hvorom han taler, slet ikke mere levede paa den Tid, da han skulde have været i Fru de Warens’[DLVII] Gunst.

Vi foer forbi franske Frivillige i Bluser med røde Kors; de raabte og var i lystigt Humør. Forbi sumpede Egne, hvor der langs Vejen sad talrige Kretinere med deres stygge Poser under Hagen. Endelig kom vi – flere Timer for sent – til St. Michel ved Foden af Mont Cenis; Klokken var 4 om Eftermiddagen, Træthed begyndte at indfinde sig; thi jeg havde været oppe siden om Morgenen Kl. 4. Kl. 5 begyndte Opstigningen under frygtelig Stønnen af Lokomotivet; alle Rejsende pressedes sammen i tre usle Smaavogne; thi det lille Lokomotiv kunde ikke trække flere. Unge glade franske Piger jublede over at skulle se »Italiens skønne Himmel«. Her var den ikke synderligt skøn; Vejret var vildt og skyet, passede til Afgrunden og Bjergskrænten. Men ud paa Natten blev Rejsen over Mont Cenis underfuld. Højt oppe paa Bjerget lyste Maaneskinnet i Bjergsøen. Og fra |354| en Klippetinde beherskede Fæstningen Bramans med syv vældige Forter Vejen.

Lokomotivet holdt en Time af Mangel paa Vand. Af den Grund maatte vi blive liggende i den lille italienske By Susa (i en herlig Dal under Mont Cenis), da Toget til Turin var gaaet for tre Timer siden. Susa var den første italienske By jeg saa. Da Toget næste Morgen løb ind paa Banegaarden i Turin, raabte en Flok italienske Soldater, som stod der: »Leve Prøjseren!« og vinkede til mig. »Hvorfor raaber De?« spurgte jeg en ung Turiner, med hvem jeg havde havt lange Samtaler. »Det er en Ovation, man bringer Dem«, svarte han. »Man er henrykt over Prøjsernes Sejre og tror, De er Prøjser, paa Grund af Deres blonde Skæg.«

36.

Et overvældende Indtryk fulgte af Turins Monumenter, Pofloden, den dejlige flerstemmige Sang paa Gaderne. For første Gang saa jeg Buegange dækkede med tunge Forhæng ud mod Gaden gøre Tjeneste som Fortov og over dem Balkoner. Officererne med deres guldstraalende Uniformer, Damerne, der bar et Tørklæde om Hovedet istedenfor Hat, den milde Varme, de brune Øjne gjorde mig det ved hvert Skridt indlysende, at jeg var i et nyt Land.

Jeg ilede op til Costanza Blanchetti[DLVIII]. »Madame la comtesse est à la campagne. Monsieur le comte est sorti.« Næste Morgen, som jeg sad paa mit Værelse i Hotel Trombetta, foer Blanchetti[DLIX] ind ad Døren, trykkede mig til sig, kyssede mig paa begge Kinderne, vilde ikke mere slippe mig, men tage mig med ud paa Landet.

Vi kørte først rundt i Byen, tog saa med Jernbanen til Alpignano, hvor Costanza[DLX] boede hos en Slægtning af Fa|355|milien, Grev Buglioni di Monale[DLXI]. Her blev jeg modtaget som Søn af Huset og fik straks anvist mit Værelse, hvor der stod en Seng med Silkebetræk og, hvor der paa Hovedpuden laa en lille sammenviklet Ting, ogsaa af hvid Silke, der var mig gaadefuld, til jeg ved at udfolde den fandt, det var en Nathue, den klassiske Nathue, der løber ud i en Spids, som man ser den i gamle Lystspil paa Teatret. Buglioni’s[DLXII] var godmodige, blide Mennesker, firskaarne og dog fine, en gammel, fornem Landmand og hans Kone. Ingensteds har jeg fundet Druerne tunge og søde og aromatiske som der. Haven duftede saa godt og stærkt. Umuligt at tænke paa en Bog eller et Blad Papir i Alpignano. Vi gik under Træer, laa mellem Blomster, nød Synet og Smagen af Aprikoser og Vindruer, og smaasnakkede under Smil for at udtrykke vor gensidige, rolige, dybtgaaende Sympati.

En Aften tog jeg med Blanchetti[DLXIII] til Turin for at se Komedie. I Kameliadamen[0084] spiltes Elskeren af en ung Italiener ved Navn Lavaggi[DLXIV], smuk som en Antinous, en Type, der oftere mødte mig i Piemont. Han overgik ved medfødt Ynde, velgørende Ro, alle Bevægelsers Liv, sin hele Dejligheds Ild, al Skuespilkunst hos de unge Elskere, jeg havde set paa franske Teatre. Blot hans Fingerspil var lutter Gratie og Udtryk.

37.

Paa Vejen fra Turin til Milano havde jeg for Øje det mægtige Mont Rosa med sin kraftige Snekrop og St. Bernhard, hvorover Bonaparte[DLXV] førte sine lasede Soldater. Vi kørte over Majsmarker, gennem Busketter, over Valpladsen ved Magenta. Fra Læsning af Beyle[DLXVI] medbragte jeg Forestillingen om Milano som den skønne, frie Livsglædes By. Blot at opnaa Skuet af den var Lykke. Og jeg nød den, |356| Kuppelgalleriet, Domen, fra hvis Tag jeg straks efter Ankomsten saa ud over Byen, som laa der skinnende under en ren, mørkeblaa Himmel. Om Aftenen i den offenlige Have glædede jeg mig ved de milanesiske Kvinders Skønhed. De indfødte Damer bar dengang endnu ikke Hat, men en sort Knipling om Hovedet. Deres Kjole stod aaben foran, saa Halsen var blottet til midt paa Brystet. Kvindetypen slog mig. Ranke Kvinder, midieslanke; fine, fordetmeste blottede Hænder; Ansigtet aflangt, Øjenbrynene aldeles regelret hvælvede; Næsen smal, velformet med lidt udad- og opadbøjede Næsevinger – Leonardos[DLXVII] og Luinis[DLXVIII] Modeller.

Nadveren i S. Maria delle Grazie og Tegningerne paa det ambrosianske Bibliotek bragte mig Leonardo[DLXIX] nærmere end jeg havde kunnet komme ham ved Hjælp af Afbildninger; jeg fik fat paa det rette Udtryk i Nadverens Kristus-Aasyn, som Afbildningerne ikke kan undgaa at forvanske.

38.

En heftig Kærlighed til Correggio[DLXX] og Længsel efter at se hans Værker, hvor de findes i størst Antal, drev mig til Parma.

Jeg ankom til Byen ved Nattetid; ingen Gas, ingen Omnibus fra noget Hotel. En Lastdrager travede med min Vadsæk paa Ryggen gennem brede, gravmørke, øde Gader med Buegange forbi store Paladser, til vi efter en halv Times hastige Gang naaede Hotellet. Dagen før min Ankomst havde dall’Ongaro[DLXXI] afsløret Correggios[DLXXII] smukke og smukt anbragte Statue paa Torvet. Jeg granskede først de to Kupler i Katedralen og San Giovanni Evangelista, dernæst den indsmigrende Udsmykning af Nonneklostret San Paolo. I Museet, hvor jeg noget nær var den eneste Besøgende, studerede jeg Correggio[DLXXIII] med saa megen Lidenskab |357| og saa ivrigt optegnende mine Indtryk, at jeg for ikke at spilde Tid, lod Vogterne købe mig Frokost og fortærede denne, som bestod af Brød, Ost og Druer, i deres private Lejlighed der. De var vakre og imødekommende, og da jeg købte for temmelig mange Penge Fotografier af dem, var de meget gæstmilde. De talte med mig om Politik og lagde deres glødende Had til Frankrig for Dagen*

*) Saml. Skrifter[0085]« XI. 10.
.

Der var andet end Correggio[DLXXIV] at se i Parma, om han end beherskede Byen for mig. Der var en stor Udstilling af moderne italiensk Maler- og Billedhuggerkunst og Folkelivet i Byen og om den. I Gaderne holdt Vogne fulde af Druer. Fire, fem Karle med nøgne Fødder stampede i en saadan Vogn Druemassen; et Trug førte fra Vognen ned i et Kar, og der løb Saften ud, som ved Gæringen af sig selv udskyder alt Smuds.

Det var smukt i Aftenrøden at gaa rundt ad Byens gamle Volde, og der var livligt i den hertugelige Have. Der sad en Aften italienske Soldater i Klynger. En af dem sang med ypperlig Stemme, en anden ledsagede ham meget kønt paa en Luth; de andre lyttede med anspændt og dyb Opmærksomhed til.

39.

Saa fulgte rige Dage i Florents. Alt frydede mig der fra Granitbrolægningen til Paladser, Kirker, Gallerier og Haver. Med Andagt stod jeg foran Medicæernes Gravmæler i Michelangelos[DLXXV] Helligdom. Befolkningen tiltalte mig mindre; Kvinderne syntes mig ingen Type at have i Sammenligning med alle de dejlige Skikkelser og Ansigter i Milano og Parma. Lopperne tiltalte mig allermindst.

|358| Hos dall’Ongaro[DLXXVI] var der hver Søndag Aften Modtagelse af et ganske mellemfolkeligt Selskab, og derfor gik Samtalerne trægt. Med den engelske Konsuls dejlige Frue fra Japan, der ikkun talte Engelsk og Japansk, kunde ingen af Værtsfolkene veksle et Ord. Hollændere og Schweizere var der med deres Damer; sukkersøde, bundaffekterte unge Italienere; smukke unge Malere og enkelte fremragende italienske Videnskabsmænd, hvoraf en i Fremtiden skulde blive min Ven.

Til den danske Gesandt i Florents havde jeg en dobbelt Anbefaling, dels fra Udenrigsministeriet, dels fra en gammel nær Ven af ham i Kjøbenhavn. Da jeg overrakte Brevene, udbrød han ærgerlig: »Igen disse specielle Anbefalinger! Hvor ofte skal jeg forklare, at de er ufornødne, at alle Danske som saadanne er velkomne hos mig!« – Det var den fine Maade, hvorpaa han lod mig forstaa, at han ikke vilde gøre det ringeste for mig. Han begyndte da ogsaa straks med en Beklagelse af, at hans Familie var fraværende, saa at han ikke førte noget Hus eller kunde se nogen hos sig.

Ved en Opførelse af Emile Augier’s[DLXXVII] Le fils de Giboyer[0086], hvor alle de fremmede Diplomater var tilstede, indfandt ogsaa han sig. Medens de øvrige Diplomater hilste paa hinanden stiltiende med et Nik, gjorde han mere ud af Gensynet end nogen anden, gik fra Plads til Plads i Parkettet, rystede Hænder, talte afvekslende fransk, tysk, engelsk og italiensk, var Alt for Alle, kom saa hen og tog Plads ved min Side, satte sig til Rette og sad et Øjeblik efter i dyb Søvn. Da han begyndte at snorke, hændte det, at den ene og den anden af hans Kaldsfæller vendte Hovedet og smilte ganske svagt. Han sov to Akter og to Mellemakter igennem trods Talen fra Scenen og den højrøstede, Passiar imellem Akterne og vaagnede midt i tredje Akt, |359| mumlende i mit Øre: »Det er en daarlig Fornøjelse at se Stykket spillet saadan.«

Paa min Yndlingsrestaurant Trattoria dell’antiche carrozze blev jeg en Dag Vidne til en heftig Ordstrid mellem en polsk Adelsmand, der af politiske Grunde var flygtet fra russisk Polen, og Prøjseren Hans Semper[DLXXVIII], Forfatteren til en Bog om Donatello[DLXXIX]. Den sidste dyrkede naturligvis Bismarck[DLXXX], den første talte med Heftighed Danmarks Sag. Da jeg gik, sagde jeg høfligt til ham: »Jeg takker Dem, fordi De saa varmt har forsvaret mit Land; jeg er Dansk.« Næste Dag søgte Polakken mig paa Restauranten, og et nærmere Bekendtskab kom i Stand. Vi gik mangen Spadseretur sammen langs Floden; han talte som typisk polsk Fædrelandsven, og jeg gik som Tilhører til hans Fremtidsdrømme om et genopstandent Polen. Jeg nævner dette kun fordi det afgiver et Eksempel paa de besynderlige Sammentræf, Livet rummer, og som gerne giver Anledning til Udbruddet: Hvor lille Jorden er! Denne Polak forlovede sig mange Aar derefter med en ung polsk Pige og forlod hende uden Forklaring, fordi han havde indladt sig med en russisk Danserinde. Jeg lærte hende at kende i Warszawa femten Aar efter at jeg havde truffet ham i Florents. Hun, som da var 26 Aar gammel og som er en af de Kvinder, der har lært mig mest, fortalte mig sin første Ungdoms Historie og den ufordelagtige Rolle, min Bekendt fra 1870 havde spillet i den*

*) Saml. Skrifter[0087]« X, 178 ff.
.

I Florents saa jeg Rossi[DLXXXI] som Hamlet[dlxxxii]. Forestillingen bragte mig forsaavidt en Skuffelse, som Rossi[DLXXXIII] med sin rent italienske Natur ganske havde udskilt det Engelske af Hamlet. Den skarpe engelske Humor blev i hans Behandling til Fortvivlelsens Latter. Handlesvagheden hos Hamlet |360| oversaa han helt. Hamlet[dlxxxiv] var for ham en ædel ung Mand, som har den Sorg, at hans Moder opfører sig meget ilde. Enkeltheder udførte han med Virtuositet. Saaledes var det virksomt, at han under Pantomimen liggende for Ofelias[dlxxxv] Fødder knuste hendes Vifte mellem sine Hænder i det Øjeblik, Kongen blegnede. Min Hovedfornøjelse udgjorde ikke Spillet, men Stykket. Det viste sig med Et for mig fra nye Sider, og jeg faldt ned i en saa overvættes Beundring for Shakespeare[DLXXXVI], at jeg følte, jeg aldrig kom op igen. Rørende var Italienernes Udtalelser om Hamlet[0088]. Stykket var dem nyt. Meget hyppigt hørte man: »Det er et meget filosofisk Stykke.« Da man i Teatret skiftede Plads og satte sig, som man vilde, kunde man opsnappe mange forskellige Menneskers Ytringer om Dramet. Selvmords-Monologen gjorde en mægtig Virkning paa disse friske og opvakte Sind.

Den Aften gjorde jeg iøvrigt Iagttagelser over den menneskelige Fejghed, der aldrig holdes for saa stor, som den er. Der hørtes under Stykket Larm bag Scenen og straks derefter Raabet Fuoco! (Ild!). Tilskuerne blev grebne af en lidenskabelig Angst. Mer end Halvdelen af dem stormede til Dørene, rev hverandre om og traadte paa de Faldne for hurtigt nok at slippe ud; andre foer op paa selve Skuepladsen. Da der ikke var ringeste Ild at se, blev jeg naturligvis roligt siddende paa min Plads. Et Par Minutter efter erklærede en af Skuespillerne ud til Publikum, at der slet ingen Ildebrand havde fundet Sted; et Slagsmaal mellem nogle Maskinkarle havde foranlediget hele Allarmen. At disse saaledes havde forstyrret og afbrudt Forestillingen, tog den italienske Godmodighed end ikke ilde op.

Stuart Mill[DLXXXVII] havde medgivet mig Anbefaling til Pasquale Villari[DLXXXVIII], der vel allerede da var commendatore, professore og havde en høj Stilling i Undervisningsministeriet, men |361| endnu var langt fra at have naaet sin Berømmelses og Indflydelses Højde. Da de første Dages Forbeholdenhed var overvunden, blev han meget prægtig imod mig. Naar noget, jeg sagde, forekom ham træffende, trykkede han med ungdommeligt Liv mine Hænder, og han bifaldt enhver Spøg, jeg fremsatte, med overstrømmende Latter. Der skulde gaa en Snes Aar, før jeg gensaa ham. Da opsøgte han mig i Kjøbenhavn for at gøre mit Bekendtskab uden at ane, jeg var det unge Menneske, der for saa lang Tid siden var kommet til ham fra Mill[DLXXXIX]. Med Forundring saa han Bøger, hvori han havde skrevet en Tilegnelse til mig, og gamle Breve fra hans Haand, som jeg fremfandt. Jeg besøgte ham atter i Italien i 1898. Som Forfatter af Bøgerne om Machiavelli[DXC] og Savonarola[DXCI] indtager han en Hovedplads blandt Italiens Forskere og Fremstillere.

En Dag tog jeg ud til det store aarlige Marked i Fiesole. Der kørtes under Raab og Hvin ad den utroligt støvede Vej med saadan Hast, Uagtsomhed og Overgivenhed, at Vognene hvert Øjeblik stødte paa hverandre. Der var den Art af Liv derover som paa et Billede af Marstrand fra ældre Tid. I det overfyldte Fiesole lærte jeg ret den toskanske Landtype at kende, brune Øjne, gul eller klar, hvid Hud, langligt magert Ansigt, brunt eller blond, aldrig sort Haar, stærke, sunde Legemer. Mandstypen, som jeg kendte fra Soldaterne, var unægtelig kønnere end vor, særligt mere intelligent; de unge Kvinder havde et kysk, tilbageholdent Væsen, indlod sig sjældent med Karlene, lagde trods Ilden i deres Blik en vis Bonde-Undseelse for Dagen, der synes ens overalt.

|362| 40.

Vinranker slynger sig om Frugttræer; sorte Svin og Grise aabenbarer sig i Masse, Trasimenersøen udbreder sig, ved hvilken Hannibal[DXCII] slog Romerne. Toget gaar fra Florents til Rom. Ved Middagstid træder ind i Vognen en ung Pige[DXCIII], øjensynligt engelsk eller nordamerikansk, med brune Øjne, brunt Haar, der falder i naturlige Lokker om Hovedet; hun har sin Guitarkasse i Haanden, som hun kaster op i Nettet. Hendes Forældre følger hende. Da der er Plads i Vognen til 48 Personer og ikke fuldt, reder hun for Forældrene og lader dem efter megen indbyrdes Latter og Skemt lægge sig til at sove. Italienerne gloer paa hende; jeg ikke. Jeg sidder med Ryggen til. Hun sætter sig med Ryggen mod min, vender saa Hovedet og retter paa Italiensk et Spørgsmaal til mig om Tid, Sted eller lignende. Jeg svarer efter Evne. Hun: You are Italian? Efter mit Svar siger hun: »Jeg kan neppe en Snes Ord Italiensk, jeg taler kun Engelsk, skønt jeg har været bosat i Rom i to Aar.«

Hun fortalte saa, at hun var Amerikanerinde, født af fattige Forældre ude ved Grænsen mod Indianerstammer; hun var seks og tyve Aar gammel, Billedhuggerinde og kom fra Carrara, hvor hun havde tilset Udførelsen af et af sine Arbejder, en Statue af Lincoln[DXCIV], som Parlamentet i Washington havde gjort hende den Ære at bestille hos hende. Først, da hun næsten var voksen, var hendes Talent blevet opdaget af en gammel Billedhugger, der tilfældigt kom i Besøg, og som, da han saa hende tegne, halvt i Spøg gav hende en Klump Ler og sagde: Gør mit Portræt! Hun havde da endnu aldrig set en Statue eller et Maleri; men hun lagde saa gode Evner for Dagen, at snart forskellige ansete Mænd udbad sig deres Byster af hende og blandt andre Lincoln[DXCV]. Hun boede i hans Hus hin 14. April 1865, da han blev |363| myrdet, og blev saaledes udset til at udføre Monumentet efter hans Død. Hun betænkte sig dog længe paa at opgive den beskedne, men sikre Ansættelse, hun dengang havde paa et Postkontor; men da Andre troede paa hendes Talent, rejste hun til Europa, opholdt sig først i Paris, hvor hun til sin Glæde gjorde Bekendtskab med Gustave Doré[DXCVI], og hvor hun udførte en (ganske ypperlig) Byste af Père Hyacinthe[DXCVII], besøgte London, Berlin, München, Florents og slog sig ned i Rom. Der havde hun Bestillinger nok, havde desuden faaet Lov at udføre Kardinal Antonellis[DXCVIII] Byste, var allerede anset og velhavende. Om et Par Uger skulde hun vende tilbage til Amerika.

Da hun fandt Behag i at samtale med mig, udbrød hun uden videre: I will stay with you, sagde mig nogle Artigheder, og tog det Løfte af mig, at jeg vilde fortsætte Rejsen med hende til Rom, naar vi maatte forlade Toget paa det Sted, hvor Jernbanen var afbrudt for at forhindre Italienernes Indrykken i Kirkestaten. Ved Treni kom et dansk Ægtepar, en middelmaadig Kunstner og hans Kone, ind i Vognen og iagttog med national Forundring og Nysgerrighed Fortroligheden mellem den fremmede unge Pige[DXCIX] og mig, om hvilken da ogsaa alle Skandinaver i Rom vidste Besked et Par Dage efter.

Ved Monte Rotondo, hvor Broen var sprængt, maatte vi gaa en lang Vej i daarligt Føre og blev skilte i Trængslen, men hun holdt en Plads til mig ved sin Side. Saaledes kørte jeg da for første Gang over den romerske Campagna i Maanelys med to brune Øjne stirrende ind i mine. Det var mig, som havde jeg truffet en af Walter Scotts[DC] Heltinder og havde ved et eneste Møde vundet hendes Fortrolighed.

|364| 41.

Nogen Heltinde af Walter Scott[DCI] var Vinnie Ream[DCII] nu visselig ikke, derimod en ægte Amerikanerinde og for mig dobbelt mærkværdig som det første Eksemplar af en ung Kvinde fra De forenede Stater, jeg lærte at kende. Selv da jeg havde set en Del til hendes Kunst, kunde jeg ikke helt føle mig tiltalt af hendes Talent, der undertiden ytrede sig mindre plastisk end malerisk og var tilbøjeligt til følsomme Virkemidler. Men hun var en sand Kunstnerinde som et ægte Menneske, og jeg havde aldrig hos noget kvindeligt Væsen truffet en Vilje som hendes. Hun var uafladeligt optaget. Medens man i hendes Hjem nu, da Opbruddet var nær forestaaende, stadigt pakkede et Par Kufferter om Dagen, modtog hun daglig Besøg af mellem seksten og fem og tyve Personer og fik med Posten saa mange Breve, at jeg jævnlig fandt tre, fire uaabnede blandt de aflagte Visitkort. Dem havde hun glemt, og aabnede hun dem, havde hun dog ingen Tid til at svare. Hver Dag sad hun et Par Timer for den dygtige amerikanske Maler Healy[DCIII], der var en Beundrer af hendes Kunst og kaldte hendes Evner Geni. Dagligt arbejdede hun paa Antonellis[DCIV] Byste. For at faa Tilladelse til at udføre den, havde hun simpelthen i sin smukkeste hvide Kjole søgt Audiens hos den frygtede Kardinal og da ogsaa øjeblikkelig faaet Tilladelsen. Hendes frejdige Væsen havde gjort Indtryk paa den politiske og kirkelige Reaktions forhadte Statsmand, og som hun fremstille ham, tog han sig vel ogsaa adskilligt ædlere og finere ud end han var. Men foruden at udforme Kardinalens Byste, lagde hun sidste Haand paa to andre, sørgede for Forældrenes Husvæsen og dets Udgifter og fik daglig Tid til at afse et Par Timer til mig, enten til en Spadseretur eller til Vandring paa de forskellige Gallerier.

|365| Hun ernærede Familien; thi Forældrene ejede intet. Men da man bestilte Lincolns[DCV] Statue hos hende, havde hun straks af Kongressen faaet 10,000 Dollars paa Haanden til Forarbejderne. Hun kunde da leve sorgløst, men brød sig forøvrigt slet ikke om Penge. Hun var uvidende om Alt hvad der ikke angik hendes Virksomhed, og Ordene my work var de eneste, hun sagde med Lidenskab. Hvad hun kendte til, havde hun erfaret ad praktisk Vej ved Rejser og Omgang med en Mangfoldighed af Mennesker. Hun kunde neppe en halv Snes Ord af noget andet Sprog end Engelsk og kendte kun engelske og amerikanske Skribenter; af Digterne Shakespeare[DCVI] og Byron[DCVII] bedst; hun havde af Livet og Bøgerne kun uddraget faa Meninger i Form af saadanne Begreber, der skulde have Gyldighed for Andre; derimod nok en ganske personlig Livsbetragtning. Den gik ud paa, at den ringere Aand altid burde bøje sig under den højere og at denne havde Ret til frit at raade over den ringeres Tid og Kræfter uden at skulle aflægge Regnskab derfor. Hun selv var indtil Underdanighed beskeden overfor Kunstnere, hun saa op til. Iøvrigt lod hun alle Mennesker vente, komme igen, gaa uden Svar.

Temmelig lille af Vækst, sund og rask – saa hun aldrig havde ligget syg, aldrig taget Medicin – med hvide Tænder og røde Kinder, hurtig i alle Ting, talte hun, naar der var flere tilstede, kun lidet og adspredt, viste sig kold, betænksom og fattet som en karakterfast Mand; men samtidigt var hun godtroende og gavmild, og trods sin Rastløshed og sin ærgerrige Arbejdsdrift indsmigrende koket mod den, hun vilde vinde. Det var morsomt at være Vidne til Maaden, hvorpaa hun affærdigede de pligtskyldigt sukkende Italienere, der neppe var komne over Atelierets Tærskel, før de erklærede sig. Hun svarede dem med et Overmaal af sund Forstand og afvisende Skemt.

|366| En Dag, jeg hentede hende til et Besøg i Casino Borghese fandt jeg hende opløst i Taarer. Af to meget smukke hvide Duer, der fløj omkring hos hende og sad paa hendes Skuldre, og som hun havde ført med sig fra Washington til Europa, var den ene om Natten forsvunden. Først troede jeg, hendes Fortvivlelse halvt var Spøg, men den kunde ikke være mere ægte; hun var ude af sig selv af Sorg. Jeg indsaa, at naar Filologerne har stridt om hvorvidt Catullus’s[DCVIII] Digt om Pigebarnets Sorg over den døde Spurv er Spøg eller Alvor, saa har de ikke set en ung Pige græde over en Fugl. Catullus[DCIX] gør maaske nok lidt Løjer med Sorgen, men selve Sorgen er ogsaa hos ham alvorlig nok.

I den dejlige Have, der hører til Villa Borghese, spredtes dog Vinnie Reams[DCX] tunge Stemning, og vi sad længe ved et af de skønne Springvand og talte blandt andet om vor Glæde ved at være sammen, som ikke formørkedes ved Udsigten til den snart forestaaende Adskillelse, fordi den kun beroede paa godt Kammeratskab uden noget erotisk Element. Ud paa Aftenen havde hun i sit Atelier helt glemt Sorgen under den feberagtige Iver, hvormed hun arbejdede, og hun holdt ud ved Lys til Klokken 3 om Natten. Den Aften kom et Øjeblik en simpel Mand, en Italiener, der havde et lille Hotel; han oversatte undertiden Breve for Vinnie Ream[DCXI]. Da han var mig uvedkommende, henvendte jeg ikke noget Ord til ham; hun derimod behandlede ham med den yderste Venlighed, den største Agtelse, og hviskede mig i Øret: Tal smukt med ham og som med en Gentleman, for det er han; han kan fortræffeligt fire Sprog; det er en talentfuld Mand. Bryd Dem ikke om hans simple Dragt. Vi Amerikanere ser ikke paa Stillingen men paa Manden, og han gør sin Stilling Ære. – Jeg nærede ikke de Fordomme, hun tiltroede mig, men gav mig nu efter hendes Ønske i Snak |367| med Manden og hørte med Fornøjelse hans sunde Domme. (Han talte bl. A. om nordisk Kunst og med Varme om Carl Blochs[DCXII] Prometheus).

42.

Vinnie Reams[DCXIII] Opfattelse af mig var den, at jeg var det mest upolitiske Menneske, hun nogensinde havde kendt. Hun mente dermed, at jeg bestandig lagde mig ud med Folk (saaledes straks havde stødt de Danske i Rom fra mig ved skarpe Ord om de usle danske Aviser og at jeg overhovedet bestandig fik færre Venner og bestandig flere Uvenner*

*) Saml. Skrifter[0089]« XI 14.
. Hun selv vandt Enhver, hun vilde vinde, og fik alle til at springe for sig. Hun fremhævede for mig, hvor megen Politik hun havde havt nødig i sit Forhold til sin Kunst. Da hun vilde være Billedhuggerinde, var i hendes Fødeegn Alle opfyldte af det skrækkeligt Ukvindelige deri, og der fabledes da i Krogene om hendes daarlige Instinkter. Men hun paa sin Side satte ikke mere Kraft ind end netop nok til at føre sin Krig igennem, lod iøvrigt Folk snakke, tog ikke Hævn over nogen Bagvaskelse, viste endog de ilde Sindede den største Velvilje og havde nu efter sit eget Sigende ikke en Fjende. Der var i hende en underlig Blanding af Vilje til hurtig Fremgang, Selvbeherskelse og Hjertensgodhed.

Den 20. Oktober 1870 var der i Rom stor Fest i Anledning af den første Maanedsdag for Italienernes Indtog. Unge Mænd gik ud paa Aftenen med Faner og Musik gennem Gaderne. Alle Folk styrtede da til Vinduerne, og Damerne holdt Lamper og Lys ud af dem. Dette blev i Pavetiden kun gjort, naar Sakramentet i højtideligt Optog bragtes |368| til en Døende; det opfattedes derfor som den største Ære, der kunde vises. Alle klappede da ogsaa i Hænderne og udstødte Glædesraab over den improviserede Illumination, medens de mange smukke Damer tog sig henrivende ud i det flakkende Lampeskin. Atter den 23. var der Fest i Anledning af Enrico Cairoli’s[DCXIV] Dødsdag – af de berømte Brødre faldt han ved Mentana – jeg havde lovet Vinnie Ream[DCXV] at se Festen med hende; men da hun som sædvanlig fik tyve Visitter i det Øjeblik, vi skulde gaa, kom vi for sent, og Vinnie[DCXVI] tiggede mig nu om i Stedet at gaa med hende i det amerikanske Kapel; hun vilde og maatte synge nogle Salmer, sang dem ogsaa virkelig meget smukt.

Kapellet var nøgent. Paa Væggene de ti Bud og nogle andre Skriftsteder og over et lille Alter: Do this in remembrance of me med Munkeskrift. Jeg maatte døje baade Salmer, Prædiken (gruelig) og Oplæsning af de ti Bud, med mumlende Forsikringer og Amen efter hvert af andægtige Amerikanere. Da vi gik ud, sagde jeg intet, da jeg ikke vidste, om Vinnie[DCXVII] maaske var noget bevæget; thi hun sang mod Slutningen meget følsomt. Hun tog imidlertid blot min Arm og udbrød: »Den Præst var dog det stupideste Asen, jeg endnu har hørt; men det er morsomt at synge.« Saa begyndte hun paa en Gendrivelse af Prædikenen, der mest havde drejet sig om Ordene Dine Synder er dig forladte og om den usigelige Glæde, det skulde være at høre dette. Vinnie[DCXVIII] mente, at enhver sundt Menneske vilde blæse ad Tilgivelsen, hvis der ikke med den fulgte Genoprettelse af den tidligere Tilstand. Hvad nyttede det mig, om nok saa mange himmelske Væsener sagde til mig: »Jeg lader, som om du ikke havde gjort det«, ifald jeg dog havde gjort det!

I den sidste Uge af Oktober saa vi i Rom mærkværdige Nordlys. Himlens nordre Halvdel blev Kl. 9 om Aftenen luerød som Purpur, og hvide Straaler drog sig gen|369|nem det Røde, i hvilket Stjernerne skinnede gult, medens der hvert Øjeblik fløj blaalige Lyn hen derover. Da jeg opdagede Skæret, gik jeg op til Reams og hentede Vinnie[DCXIX] ned paa Gaden for at se det. Det var et utrolig dejligt Luftsyn. Næste Aften viste det sig paany paa et Underlag af sorte Skyer, og dette var det sidste smukke Syn, Vinnie Ream[DCXX] og jeg saa i Forening.

Næste Aften skrev jeg for mig selv:

Vinnie Ream[DCXXI] rejser imorgen tidlig; jeg sagde hende Farvel i Aften. Der var desværre mange hos dem. Hun tog min Haand og sagde: »Jeg ønsker Dem alt Godt i Verden, og jeg véd, at De ønsker mig det samme.« Og saa Farvel. En Dør aabnes, en Dør lukkes, og man ser ikke hinanden mer paa denne Jord, aldrig mere, aldrig – og der er ingen i det menneskelige Sprog opfunden Forskel paa Farvel for en Time og Farvel for altid. Man sidder og smaataler, spøger og smiler. Saa rejser man sig, og Historien er ude. Forbi! Forbi! Og det bliver alle Historier, siger Andersen[DCXXII].

Livet igennem drages man med Folk, der er En saa dyrebare, som Ploug[DCXXIII] er mig. Jeg har grundet Haab om at se Rudolf Schmidts[DCXXIV] Profil snart igen og hundrede Gange endnu; men Vinnie[DCXXV] ser jeg aldrig mere.

Jeg forstod hende ikke i Begyndelsen; jeg havde nogle grimme Formodninger paa rede Haand. Der behøvedes en Del Samtaler før jeg begreb hendes Naivetet, hendes Uvidenhed, hendes Hjertensgodhed, kort sagt hendes Sjæls simple Sundhed. Forbi!

Da jeg forleden drillede hende med al den Tid, jeg spildte i hendes Selskab, svarte hun: »Man spilder ikke Tiden med sine Venner«, og da jeg udbrød: »Hvad faar jeg af Dem?« svarte hun leende: »Inspiration«. Og det var Sandhed. Dette store brune Blik, de faste Bryn, den ringlende Mængde af kastaniebrune Lokker og den friske Mund, dette, som jeg endnu husker, men som jeg maaske om et Fjerdingaar ikke mere kan genkalde mig, denne lille hurtige, snart befalende, snart beskedne Skikkelse indeholder for mig en Art Inspiration. Jeg har aldrig været forelsket i Vinnie[DCXXVI]; dog vilde de fleste Mennesker tro det, naar de hørte de Udtryk, jeg nu bruger. Men jeg holder af hende som af en Ven, som af en Aand, der er i Slægt med min. Der var Tanker i vore Hjerner og Strenge i vore Hjerter, som stadig, naar de rørtes, gav en Akkord. Fred med hende! Gid den fordømte Verden ikke maa flaa eller æde hende; gid hun maa kunne dø engang med den samme klare Pande, hvormed jeg har set hende. Jeg er hende taknemmelig. Hun har meddelt mig |370| noget Godt og Simpelt, som man ikke kan se for meget af og som man næsten aldrig ser noget af. Hun har endelig engang igen vist mig et helt Menneske, som er lykkeligt, og godt gennem sin Lykke, en Sjæl uden Skygge af Bitterhed, en Aand, som arbejder uden tung Møje.

Det er meget langt fra, at Vinnie[DCXXVII] er – eller var, skulde jeg sige, thi for mig er hun jo død – en dannet Pige i kjøbenhavnsk Forstand. En gudsforbarmeligt udannet Pige var hun i de danske Dannelsesanstalters Mening. Hun var under alt Begreb tungnem med Hensyn til Sprog. Hun kunde som et Barn finde en ældgammel Spøg eller Vittighed eller Kompliment (som Italienerne bruger dem) morsom og ny; thi hun kendte intet til det europæiske Magasin af stereotype Talemaader og nedsaltet Vrøvl. Hendes egen Tale var ny; der gik et Pust af den store Republiks Uafhængighedsaand igennem den. Hun var ingen fornem Dame; an american girl var hun, der ikke ved Adel eller ved arvet Rigdom havde faaet sin Rang, men havde tilkæmpet sig den ved et uden tidlig Dyrkning frembrudt Talent, ved Dages og Nætters Flid og ved en Blanding af Begejstring og Vilje.

Hun var forfængelig; vist var hun. Men atter som et Barn. Glad over Vers til hendes Ære, naar de kom i de amerikanske Aviser, glad over Hyldest og Æresbevisninger, men langt mere ærgerrig end forfængelig af personlige Fortrin. Hun lo, da vi læste i Bladet om Vinnie Ream[DCXXVIII], at hun tiltrods for det ilde Ry, som frembringende Kunstnerinder har, langt fra at være et Uhyre med grønne Øjne tillod sig at være smuk.

Hun var en god Pige. Der gik en vis inderlig Tone gennem Alt hvad der kom fra hendes Hjerte. Der var mange Farver i hendes Aand. Og der var et allerhelvedes Fremad i hendes Færd, allways in a hurry.

Og nu ingen »romersk Elegi«. Jeg vil gemme hende i min Erindring:

Her hviler
Vinnie Ream
Billedhuggerinde fra Washington
U. S. A.
Seks og tyve Aar gammel.
Dette Minde bevares hende af En
der kendte hende
i sytten Dage
og aldrig glemmer hende.

Virkelig har jeg aldrig genset Vinnie Ream[DCXXX]. Vi vekslede efter hendes Afrejse et Par Breve, og Resten var Taushed.

Hendes Statue af Abraham Lincoln[DCXXXI] findes nu i en Rotunde paa Capitolium, hvortil den var bestilt. Et senere |371| Kongres-Udvalg bestilte hos hende en Statue af Admiral Farragut[DCXXXII], der ligeledes er opstilt i Washington. Disse er de to eneste Billedstøtter, som de forenede Staters Regering nogensinde har bestilt hos en Kvinde. Andre Statuer af hende, som jeg har set omtalte, fører Navnene Mirjam, Vesten, Sappho[DCXXXIII], Carnevalets Aand osv. Ellers ved jeg kun, at hun har giftet sig med Ingeniøren Richard L. Hoxie[DCXXXIV] og endnu for faa Aar siden var bosat i Washington.

43.

En virkelig Sorg var det mig, at Paven[DCXXXV] i sin Forbitrelse over Roms Erobring – for at lade den iværksatte Omvæltning gaa ud ogsaa over de Fremmede, han maaske mistænkte for Sympati med den ny Tingenes Orden – havde lukket Vatikanet med alle dets Samlinger. Rom, det var for mig i første Linje Michelangelos[DCXXXVI] sixtinske Kapel, Raffaels[DCXXXVII] Stanzer og Loggia’er, og nu var hele denne Herlighed, som jeg var rejst saa langt for at se, tilspærret for mig ved en gammel Mands onde Lune.

Men der var jo nok at dvæle ved i Rom endda. Blandt Paladserne syntes to mig de mest beundringsværdige, Farnese og Cancelleria, hint Michelangelos[DCXXXVIII], dette Bramantes[DCXXXIX] Værk, det første en Forstening af Skønhed og Magt, det andet af Ynde og Lethed. Det forekom mig, at dersom man førte et Menneske, der ikke havde Begreb om Arkitektur, hen foran disse to Bygninger, vilde det falde som Skæl fra hans Øjne, og han vilde sige: Nu véd jeg, hvad man mener med Bygningskunst.

Et dybt Indtryk gjorde Luinis[DCXL] dejlige Maleri Forfængelighed og Beskedenhed i Galleria Sciarra paa mig. Det forestiller to Kvinder, en nonneagtig og en pragtfuldt klædt. Den sidste er Leonardos[DCXLI] bekendte Type som magisk fængs|372|lende Personlighed. Grundtrækket er Vemod i dyb Alvor; men Skikkelsens Skønhed forfører. Hun er langt fra at smile, og dog synes det, som om hun med en lille Forandring vilde smile og som om Himlene vilde aabne sig, ifald hun smilte. De mørkeblaa Øjnes stærke Blik harmonerer med det lysebrune Haar og de dejlige Hænder. »En Kvinde med et saadant Udseende vilde det være frygteligt at møde i Livet«, skrev jeg; »thi man vilde fortvivle over ikke at kunne vinde hende og fortvivle over at Aar og Tid maatte ødelægge saadant et Vidunder. Derfor vilde naadige Guder det anderledes; derfor eksisterer hun ikke. Derfor blev hun et Aandesyn, en Aabenbaring, et Maleri, og derfor undfangedes hun i Leonardos[DCXLII] Hjerne, det Sted paa Jorden, som Guderne har begunstiget mest, og udførtes af Luini[DCXLIII], for at alle Slægter kan beskue hende uden Skinsyge og uden Frygt for Tidens Overlast.«

En Dag gjorde jeg paa Museo Kircheriano, hvor jeg saa de beundringsværdige Oldsager, Bekendtskab med en Jesuiterpræst, der viste sig at være en yderst elskværdig, brav og fin Mand. Han talte Latin til mig og viste mig om; paa en Forespørgsel af mig hentede han fra sit Logis i Collegio Romano en Bog med Afbildninger fra Lateranmuseets hedenske Afdeling og forklarede mig nogle Basreliefer, jeg dèr ikke havde forstaaet. Hans Tjenstvillighed rørte mig, hans hele Holdning bragte mig til at tænke. Jeg havde hidtil kun talt med en eneste, vordende Jesuit, en ung Englænder, der rejste til Rom for at stille sig til Pavens[DCXLIV] Tjeneste og som var ledet af den reneste Begejstring; det slog mig, at nu ogsaa denne anden Jesuit syntes et værdifuldt Menneske. Det lærte mig, hvor uafhængig den personlige Værdi er af Overbevisningens Beskaffenhed.

Af Italienere kendte jeg ellers endnu mest simple Folk, mine Værtsfolk og dem, der besøgte dem, og hørte under|373|tiden Samtalebrudstykker, der belærte mig om Menigmands Tænkemaade. I et Hus, hvor jeg kom, opdagede Herskabet, at deres Pige ikke var gift med sin saakaldte Mand, en Sag, hvori hun iøvrigt var ret uskyldig, da Forældrene havde nægtet deres Samtykke og hun derefter havde ladet sig bortføre. Fruen bebrejdede hende det illegitime Forhold. – Naar, svarte hun, Gud vil styrte et Menneske i Ulykke, saa er man undskyldt. – Man skal ikke skyde Skylden for Alting paa Gud, sagde Fruen. – Ja, ja, svarede Pigen uforfærdet, naar Fanden vil styrte et Menneske i Ulykke, er man undskyldt. – Man skal ikke heller skyde Skylden for sin Uret paa Fanden, indvendte Fruen. – Herregud, sagde Pigen, en af dem maa da have Skylden, det véd ethvert Menneske. Er det ikke den ene, saa er det den anden. –

Hos Blanchetti[DCXLV], som var kommen til Rom, traf jeg mange turinske og romerske Herrer. De var alle stærkt optagne af en gammel siciliansk Kemiker ved Navn Muratori[DCXLVI], som paastodes at have opfundet et Stof, der saa ud som Linned men var uigennemtrængeligt for Kugler, Sabelhug, Bajonetstød osv. Blanchetti[DCXLVII] selv havde affyret sin Revolver paa ham i to Skridts Afstand, og Kuglen faldt flad til Jorden. Om Taskenspillerkunst kunde der ikke være Tale; Muratori[DCXLVIII] var en hæderlig gammel Garibaldist, der i sin Ungdom var bleven saaret og nu gik paa Krykker; men Opfindelsen synes ikke at have havt noget paa sig, siden man aldrig har hørt om dens Anvendelse.

Jeg gad ikke opsøge alle de Italienere, til hvem jeg havde Anbefaling fra Villari[DCXLIX]. Men hos et Par af dem prøvede jeg min Lykke. Den første var den tidligere fra Kirkestaten forviste Dr. Pantaleoni[DCL], der forlod Landet som radikal Politiker og nu nærmest følte konservativt. Han var lige vendt tilbage og klagede bittert over Tøjlesløsheden. »Ak!« sagde han, »nu har vi Frihed nok, men Orden, Orden!« Pan|374|taleoni[DCLI] var en lille, livlig, ivrig, halvhundredaarig Mand, meget optaget, Politiker og Læge, der lovede mig at indføre mig hos alle Videnskabsmænd, hvis Interesser jeg delte. Da jeg nærede Betænkelighed ved at tage disse Herrers Tid, udbrød han vittigt: »Kære, tag deres Tid; at tage hans Tid, det er den største Tjeneste De kan gøre en Romer; han véd aldrig, hvordan han skal faa den slaaet ihjel!«

Den næste jeg gik til var Fyrst Odescalchi[DCLII], en af Øjeblikkets nys opdukkede Mænd, der officielt benævntes den liberale Ungdoms Helt. Pantaleoni[DCLIII] havde betegnet ham som en Dumrian og havde ikke løjet. Det viste sig at være en opblæst og fraserig ung Herre med Skilning over hele Hovedet, blond indtil Hvidhed, af udpræget nordisk Type, ganske med den udtryksløse Ansigtsform som visse Flødeskæg, der stod Hoffet i Danmark nær.

44.

Der var talrige Skandinaver i Rom; de samledes paa de forskellige Spisehuse til Maaltiderne og Lørdag Aften i den skandinaviske Forening. Det var dels Malere, Billedhuggere, Arkitekter med deres Damer, dels Videnskabsmænd og alle Slags Turister paa længere eller kortere Besøg i den evige Stad. Jeg holdt mig tilbage fra dem. De fleste af dem havde gode Egenskaber; men de taalte ikke Samkvemmet, der førte dem hinanden for nær paa Livet, som Levemaaden i en Smaastad. De var delte i Lejre eller Kuber, og i hver Kube førte en Dame Kommandoen, der afskyede Bidronningen i en anden. Saaledes gik det da til, at Skandinaverne levede i Kævl, ikke kunde taale hverandre, bagtalte hverandre, intrigerede mod hverandre. Naar Mændene paa Osterierne drak sig fulde i den gode romerske Vin, udskældte de hinanden og var tilsidst ikke langt fra at slaas. De drak sig |375| tilmed jævnlig fulde; thi de fleste af dem tabte Selvbeherskelsen, naar de havde faaet et Par Glas. Underligt nok kom i de store Omgivelser alt for meget af den nordiske Smaalighed op i dem. Man var, naar man hørte derom, bestandig fristet til at tilraabe Damerne det Holbergske: »Holder Fred, I gode Fruer!« og Mændene: »Gaar hen, I Skabhalse, og forliger Eder!«

Blandt Kunstnerne var der fortræffelige unge Mænd; men Malerne, som udgjorde deres Flertal, indrømmede beredvilligt, at de teknisk ikke kunde lære det ringeste i Rom, hvor de aldrig saa et moderne Maleri; de burde til Paris, sagde de selv; men for Paris var Autoriteterne i Kjøbenhavn og Christiania bange: derfra kom nemlig de slette og farlige Paavirkninger, og saaledes rejste Malerne da til Rom, som deres Fædre havde gjort.

45.

Ved Novembers Midte lod Paven[DCLIV] Vatikanet lukke op. Men overfor den umaadelige Tilstrømning var det ikke let at opnaa et Permesso gennem Konsulen, og et saadant maatte til. Jeg havde lige benyttet mig af et til Vatikanets Skulptursamling, da jeg en Dag følte mig meget ilde tilpas. Jeg tilskrev først mit Ildebefindende Maanedens utaalelige Vejrligt, vekslende Scirocco og kold Sneregn eller begge Dele i Forening; saa greb en Angst mig for Klimaet, for Rom, for alle disse fremmede Omgivelser og jeg besluttede hurtigst muligt at rejse hjem. Det var Sygdommen, jeg havde i Kroppen, som uden mit Vidende foraarsagede denne Angst. Næste Dag blev jeg af to græsseligt stinkende Sjovere baaret ned ad Trappen, og af Maleren Vilhelm Rosenstand[DCLV], der var en af de faa, som havde sluttet sig til mig og vist mig Velvilje, kørt til det prøjsiske Hospital paa den tarpejiske Klippe ved Capitolium.

|376| Her holdt en heftig Tyfusfeber mig i henved et Par Maaneder bundet til Sygelejet, efter at en mig ganske uvedkommende Landsmand havde begaaet den Hensynsløshed, telegrafisk at underrette mine Forældre[DCLVI] om, hvor haardt jeg var angrebet, og om at der for mig var ringe Haab.

Den første Maaned havde jeg ikke min fulde Bevidsthed; jeg led under Tvangsforestillinger. Det forekom mig saaledes, at den venstre Side af min Seng ikke tilhørte mig, men tilkom en anden Mand, der undertiden optog Pladsen. Og jeg selv var delt i flere Personer, af hvilke f. Eks. en bad mine Ben at dreje sig lidt til den ene eller den anden Side. En af disse Personer var Imperialist, og derfor ilde lidt af de andre, som var republikanske; men han gjorde dem ikke desto mindre store Tjenester som f. Eks. at lade Vandet for dem, naar de trængte dertil. En anden underlig fantastisk Forestilling, der længe holdt sig, var den, at der paa mit Hoved, hvis Haar Hospitalstjeneren havde klippet af, og det mere ukunstfærdigt end man klipper en Hunds, var sat en Agraf af Perler og Ædelstene, som jeg fornam uden at kunne se den.

Derefter drejede alle mine Fantasier sig om Mad.

Paa Hospitalet blev jeg meget forsømt. Plejen var ussel. Den ansete tyske Læge, som var ansat derved, havde personlig en umaadelig Praksis og var desuden aldeles optaget af den fransk-tyske Krig. Han kom derfor næsten aldrig, blev borte indtil tretten Dage i Rad, i hvilken Tid en Patient, der f. Eks. led af Forstoppelse, da laa hen uden at faa noget Afføringsmiddel ind. Sengen var saa stenhaard, at jeg om Natten vaagnede af Smerter i Lemmer og Krop, Hovedpuden saa haard, at Huden gik af mit højre Øre ved Trykket. Sygeplejersker gaves ikke. Der var kun én Custode til hele Hospitalet, en tysktalende, russisk Karl, der undertiden havde fjorten Patienter at passe, men jævnlig gik |377| ud for at gøre Indkøb eller besøge sin Kæreste, og da laa alle de Syge og ringede uden at nogen kom.

Han sparede stærkt paa Brændet og lod mig fryse som han lod mig sulte; thi da jeg var i Bedring, lod han mig tigge forgæves om et lille Stykke Brød.

Over mig i Hospitalsbygningen boede en meget bekendt tysk Arkæolog, der var gift med en russisk Fyrstinde af saa kolossalt Legemsomfang, at den romerske Folkevittighed om hende paastod, at hun, naar hun vilde køre, fordelte sig i to Drosker for at faa Plads. Denne Dame havde et stort musikalsk Talent. Jeg fik hende aldrig at se; men jeg fornam hende paa dobbelt Maade: Saa tidt hun gik over Gulvet paa tredje Sal, drønede Loftet og knagede dets Brædder paa en for en Syg ulidelig Maade. Og netop paa den Tid, da jeg lagde mig til Ro og trængte haardt til Søvn, ved 11 Tiden om Aftenen, satte den svære Dame ovenover sig til sit Flygel og lod en Musik, der kunde fylde en Koncertsal, bruse gennem Rummet.

Efter en Maanedstids Forløb erklærede Lægen, at jeg nu var »om Hjørnet« og kunde begynde at faa lidt anden Føde end den Bouillon, der hidtil havde været min eneste Næring. Lidt senere kunde jeg forsøge at staa op. Jeg var saa svag, at jeg maatte lære at gaa forfra; jeg kunde slet ikke støtte paa Benene, men slæbte mig ved Custodens Hjælp de fire, fem Skridt fra Sengen til en Sofa.

Paa det Tidspunkt fik jeg fra Kjøbenhavn to Breve med literære Forespørgsler og Tilbud. Det første var fra Illustreret Tidende’s[0090] Redaktion, om jeg ved min Hjemkomst vilde genoptage Teaterkritiken i Bladet; man vilde da holde Pladsen aaben til mig. Jeg gav et afslaaende Svar, da jeg var træt af at sige min Mening om det danske Teater. Det andet mere overraskende Brev var fra det dengang mægtige Dagbladet’s[0091] Redaktør, Steen Bille[DCLVII], med Tilbud om efter |378| Molbechs[DCLVIII] Afgang fra Bladet at overtage dets Ledelse med Hensyn til Alt udenfor det Politiske, som Redaktøren selv naturligvis forbeholdt sig. Det var et efter danske Forhold meget stort Tilbud til en ung Mand. Det lovede baade Indflydelse og Indtægt, og der behøvedes min dybt indgroede Beslutning, aldrig at ville gaa op i Journalistik, for at jeg uden ringeste Vaklen dikterede et høfligt Afslag. Jeg var endnu for svag til at skrive. Min Bevæggrund var den ene, simple, at hellige Videnskaben mit Liv. Men Bille[DCLIX], som vidste, hvilken Magt i et lille Land som Danmark hans Tilbud lagde i mine Hænder, forstod det neppe saadan og tog mig mit Afslag overmaade ilde op. Det gav det første Stød til hans forandrede Stemning imod mig. Sidenhen maatte jeg undertiden spekulere over, at min Skæbne i Danmark rimeligvis var blevet forskellig, om jeg havde modtaget Hvervet. Rigtignok vilde Uoverensstemmelsen mellem hvad Bladet og hvad jeg i Løbet af det store Aar 1871 kom til at repræsentere, snart have hidført en Spaltning. Kommunen i Paris foraarsagede det liberale Borgerskabs fuldstændige Omsving i Danmark som andensteds.

46.

Endnu medens jeg var for svag til at kunne skrive, modtog jeg fra Henrik Ibsen[DCLX] et Brev (dateret 20. December 1870) som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Henrik Ibsen og jeg havde staaet i venskabelig Forbindelse siden April 1866, men først nu begyndte vort Forhold at slaa Gnister, dette Forhold, der skulde blive højligt udviklende for mig og maaske heller ikke er ganske sporløst i hans digteriske Udviklingsgang.

Ibsen[DCLXI] ansaa mig for allerede helbredet og skrev til mig som til en Reconvalescent. Han beklagede i stærke Ud|379|tryk Italienernes Erobring af Rom: Rom var nu taget fra »os Mennesker« og givet til »Politikerne«; det havde været et fredhelligt Sted og var det ikke mere. – Dette Udsagn stred imod min Religion. Det syntes mig utilladeligt, af æstetiske Grunde at ønske et Præstestyre med hensynsløst Undertrykkelsessystem tilbage. Menneskelykke og aandeligt Fremskridt gik over Bevarelsen af Naivetetens Idyller. Jeg svarte da med Frihedstro, og snart overbød Ibsen[DCLXII] mig paa dette Omraade som paa andre.

Men i Brevet var der endnu et Sted, som slog ned i mig og glædede mig. Det var det Sted, hvor Ibsen[DCLXIII] skrev, at hvad det gjaldt om, var Menneskeaandens Revoltering og at dèr skulde jeg være en af dem, som gik i Spidsen. Disse Ord, der nøje svarede til mit eget hemmelige Haab, satte, saa syg jeg var, Ild paa min Fantasi. Det forekom mig at jeg, der saa længe havde følt mig isoleret, endelig havde fundet den Aand, som forstod mig og følte som jeg, en virkelig Kampfælle. Saasnart jeg atter var i Stand til at føre Pennen, skrev jeg derfor paa Vers et flammende Svar, (dateret Hospitalet i Rom, Natten mellem 9. og 10. Januar 1871). Jeg skildrede her, hvor ene jeg havde staaet i min aandelige Stræben og Kamp og sluttede med disse to Strofer:

Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt,
Huggene skarpere faldt, da jeg ægged
stedse paany og da Ingen mig dækked;
Frænder gav Lempe-Raad, Venner forsvandt.
Fostbroderskab! ak din Tid er forgangen.
Saa blev jeg hærdet,
saa blev en Mand jeg.
Slaa uforfærdet,
skønt ensom, kan jeg.
Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;
efter en Stridsven levede Trangen.
|380| Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,
at du en Høvidsmand er uden Lige,
mens jeg blev skabt til som Væbner at krige,
sammen vi høre med hele vor Sjæl.
Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!
Dristigt at rive
ud dem af Døsen,
beaande, belive,
være vort Løsen.
Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.
Broder! Engang ville Taagerne falde.

Underligt nok er i Indledningen til Udgaven af Ibsens[DCLXIV] Breve disse Ord blevne misopfattede, som kaldte jeg Ibsen min Høvidsmand. Det var meget langt fra, at jeg følte saadan. Jeg vilde ved Udtrykket kun vise, at jeg ikke aandeligt betragtede mig som Ibsens Jævnbyrdige, og jeg kaldte mig i dobbelt Mening af Ordet Væbner, dels fordi Væbneren endnu ikke har faaet Ridderslaget, dels fordi jeg tillagde mig en særlig Evne til at væbne andre Mennesker.

47.

Blandt de ikke mange Danske, som jævnlig saa til mig paa Hospitalet maa jeg nævne den elskværdige og fintfølende Musiker Niels Ravnkilde[DCLXV], hvem jeg allerede som Barn havde kendt. Han havde nu i en Snes Aar været bosat i Rom. Han var blid og stilfærdig, smuk af Ydre, lille af Vækst, beskeden og fordringsløs, for svag af Karakter til ikke at være Ven med Alle, dog udrustet med naturlig Værdighed. Som ganske ung Musiklærer i Kjøbenhavn havde han forelsket sig i en ung, rig Pige, havde ogsaa vundet hendes Hjerte, men var bleven sat paa Døren af den haarde, pengestolte Fader, og havde i Desperation derover forladt Danmark for at nedsætte sig i Rom. Da hans Elskede snart |381| derefter giftede sig og blev en veltilfreds Hustru og Moder, forblev han hvor han var. Det lykkedes ham at bane sig Vej. Han blev efterhaanden en yndet Musiklærer for Damerne i det romerske Aristokrati, der undertiden endog indbød ham til deres Landsteder om Sommeren. Han stod paa en god Fod med Stadens mest søgte, indfødte Maestro, der hurtigt forstod, at den beskedne Danske ikke var nogen farlig Rival. Sirlig som Ravnkilde[DCLXVI] var i sin Person, var han det ogsaa i sin Kunst; der var intet storladent ved ham. Men han var et godt Hoved med naturligt Lune. Hans vanskelige Stilling som Timelærer havde lært ham Forsigtighed og Tilbageholdenhed. Han var Tjenstvilligheden selv mod tilrejsende Skandinaver og glædede sig ved, som han mente, i Rom at have lært Blomsten af de nordiske Landes gode Selskab at kende. Endog da han længst var trængt igennem, blev han boende paa den fjerde Sal i Via Ripetta, hvor han ved sin Ankomst til Rom var taget ind, opvartet af det samme Par jævne Folk. Hans Vilkaar kunde om saa blot af den Grund ikke forbedre sig, at han sendte hvad han havde tilovers til Slægtninge i Kjøbenhavn, der havde en Søn, som artede sig ilde og levede af at sætte den stakkels Ravnkildes[DCLXVII] Sparepenge til. Efter at han i tredive Aar havde været alle danske Romafareres Forsyn, fik enkelte Indflydelsesrige hos Regeringen udvirket en Udmærkelse for ham. Man gav ham da end ikke den stakkels Dekoration, han en Snes Aar forinden burde have havt, men begik den Genistreg at udnævne ham til Professor, hvad han paa Italiensk selvfølgelig altid havde været, og hvad der var en meget tarveligere Benævnelse end Maestro, som han til Stadighed kaldtes.

Paa Hospitalet skrev Ravnkilde[DCLXVIII] mine Breve for mig, og den Dag jeg kom ud, kørte vi sammen derfra og til den franske Restaurant for at spise en festlig Middag sammen.

|382| Derfra gik jeg til Fods op paa Monte Pincio i dejligt Solskin, glædede mig ved at se Træer paany og de søndagspyntede Mennesker og de dejlige Kvindeansigter, samt ved endelig engang igen at tale med Folk. Alt var som nyt Liv i en ny Verden. Jeg traf en god Del Skandinaver, der lykønskede mig, og en ung Lærd, Giuseppe Saredo[DCLXIX], der som juridisk Professor var bleven forflyttet fra Siena til Rom og med hvem jeg hos dall’Ongaro[DCLXX] i Florents havde havt udmærkede Samtaler. Vi aftalte at blive i Forbindelse med hinanden.

48.

Kun denne eneste Dag smilte imidlertid Solen og Lykken til mig. Straks den næste følte jeg mig ilde tilpas af Smerte i det højre Ben, hvor en Aare var svulmet. Saa ukyndig var Lægen, at han erklærede Sagen for ubetydelig og gav mig en Smule Salve at gnide Benet med. Men fra Dag til Dag blev jeg mere syg, og efter faa Dages Forløb var Benet en ubevægelig Blymasse. Atter var jeg for nogle Maaneder henstrakt paa Sygelejet, og dette tog des mere paa mig, fordi man anvendte en sand Hestekur imod Ondet, en heftig Aarebetændelse. Dag ud, Dag ind blev Benet fra Fodbladet til Hoften indgnedet med Merkursalve, hvis Virkninger paa mit Almenbefindende ikke kunde udeblive.

Dog holdt jeg nu med Glans Humøret oppe. Af de Skandinaver, der i denne Tid viste mig Velvilje, mindes jeg med Taknemmelighed de danske Malere Rosenstand[DCLXXI] og Mackeprang[DCLXXII], der flittigt og taalmodigt besøgte mig, og min Ven, den finske Billedhugger Walter Runeberg[DCLXXIII], hvis Munterhed gjorde mig godt.

Andre mig fjernere staaende Skandinaver kom af og til; men de havde en mig højst ærgerlig Uvane. Det var |383| Skik dengang, at alle Breve for større Sikkerheds Skyld adresseredes til det danske Konsulat, der gjorde Tjeneste som alment skandinavisk. Hvem der nu havde i Sinde at besøge mig, tog hvad der den Dag var indløbet til mig paa Konsulatet i Lommen for at bringe mig det. De Breve, jeg skulde havt Kl. 10 om Morgenen, fik jeg da i Regelen Kl. 7 Aften. Men ofte glemte disse Herrer overhovedet Besøget eller fik ikke Tid dertil, og da hændte det, at de efter et Par Dage at have gaaet om med Brevene i Lommen, bragte dem tilbage til Konsulatet, hvorfra de da engang paa Tredjedagen sendtes mig. Da nu hele mit Liv paa Sygelejet var en stadig, pinlig Længsel efter Breve hjemmefra, saa meget mere som min Moder i al den Tid jeg laa til Sengs, paa sin Side var meget farlig syg, saa kunde jeg ikke andet end harme mig over mine Landmænds Flegma.

Jeg var jo imidlertid ikke rejst ud for at træffe Nordboer, og lærerigere for mig var derfor den eneste Italiener, som Dag ud, Dag ind sad ved min Seng, Giuseppe Saredo[DCLXXIV]. Forskellen mellem hans Maade at være paa og Nordboernes var morsom at iagttage. Han kom ikke; han eksploderede. Kl. 6 om Eftermiddagen foer han ind uden at banke paa Døren, raabende paa én Gang noget Italiensk til mine Værtsfolk, noget Fransk til mig. Han talte med rivende Hurtighed, talte saa højt, at Udenforstaaende maatte tro, vi skændtes, og skiftede Plads hvert Minut, sprang op af Lænestolen og satte sig halvt i Vindueskarmen, begyndte dèr en Sætning og sluttede den siddende paa min Seng. Og hver anden, tredje Dag bragte han mig enten selv Bøger til Underholdning eller lod store Pakker bringe af et Bud.

Han var bleven Professor ved Hovedstadens Universitet uden nogensinde at have været Student eller Kandidat. Hans Familie var altfor fattig til at kunne lade ham studere. I flere Aar havde han som Yngling aldrig spist Middagsmad. |384| Hans Livsstilling, da han endelig kom i Vej, var den at være Korrektør ved et Bogtrykkeri, men han søgte desuden at skaffe sig Penge ved at skrive Melodramer for Bulevardteatrene i Turin.

Han mente at have skrevet mere end et halvhundrede saadanne. Han fortalte: Fordetmeste kom Direktøren til mig om Søndagen, naar vi havde fri, og sagde: vi maa have et frisk Drama til paa Søndag! Mandag var den første Akt færdig, Tirsdag anden osv. og hver Akt blev afleveret som den var skrevet, og Rollerne omdelte. Undertiden hændte det, at sidste Akt først blev færdig Lørdag Morgen, hvad ikke forhindrede, at Stykket blev opført Søndag Aften. – I et Nummer af Revue des deux mondes[0092] for 1857 fandt vi Saredo[DCLXXV] nævnt blandt Italiens Melodramaforfattere. Dette maatte være opsnuset ad privat Vej, da han i denne Egenskab altid var anonym, eftersom han i sin naive Selvfølelse var fast besluttet paa »ikke at plette sit fremtidige Navn«.

21 Aar gammel forsøgte han at hæve sig fra denne Stilling til en Journalists, og det lykkedes; han sendte alleslags Artikler til tre Aviser. Fra sit 21. til sit 24. Aar skrev han saa i Dagblade, og han gav lystige Skildringer til Bedste af unge italienske Journalisters forfløjne Liv med Teatrenes Damer. Saa blev han forelsket i sin senere Hustru[DCLXXVI] (som Romanforfatterinde kendt under Navneskjulet Ludovico de Rosa) og fra nu af saa han ikke til nogen anden Kvinde. Han nærede sit Liv igennem lige stor Beundring for sin Hustru og Taknemmelighed imod hende.

Da han havde begyndt at arbejde juridisk, anspændte han sig af yderste Evne og fik sine Professorater i de forskellige Byer ved Konkurrence uden at have gaaet den studerende Vej. »Jeg har altid havt den mest urokkelige Tillid til min Stjerne«, sagde han en Dag, »og det endog naar jeg af Sult eller Fortvivlelse følte Selvmordstanker |385| dukke op i mig. Naar jeg knækkede mit sorte Brød, tænkte jeg: Der kommer den Dag, da jeg spiser hvidt.«

Som alle Datidens Italienere afskyede og ringeagtede Saredo[DCLXXVII] det moderne Frankrig. Hvad det genvundne Rom angik, saa han derpaa med sørgmodige Blikke. Her er kun Adel, Gejstlighed og Almue, sagde han, slet ingen Borgerstand, ingen Handel og ingen Industri. Latterlige Toldlove har indtil nu afspærret Kirkestaten fra Omverdenen. Og hvilket Styre! En Læge, der ikke efter det andet Besøg lod Patienten skrifte for en Præst blev afsat, ifald han var Embedsmand, og kom i ethvert Tilfælde fem Maaneder i Fængsel. En Læge, der ikke gik et vist Antal Gange om Ugen i Messe, fik Forbud mod at praktisere. Det umaadelige Antal af baandlagte Ejendomme og Stamgodser vanskeliggjorde Køb og Salg. Den ny Regering har ramt Adelen i Hjertet ved Ophævelsen af Fidei-Commisser og Majorater. Statens Inddragning af Kirkegodset giver Byerne Luft.

Saa tidt jeg siden har besøgt Italien, har jeg genset Saredo[DCLXXVIII]. Hans Heltemod ved Undersøgelsen af Mislighederne i Neapel 1900-1901 gjorde hans Navn elsket og ham selv beundret i hans Fædreland. Han døde i 1902 som Italiens højeste uafsættelige Embedsmand; siden 1897 var han Statsraadets Præsident.

I endnu dybere Gæld end til Saredo[DCLXXIX] kom jeg under min Sygdom til mine simple Værtsfolk, en Snedkerkone paa en fyrretyve Aar og hendes nittenaarige Søsterdatter. Maria plejede mig som en Moder, syslede Dagen igennem om mig, blot jeg kaldte; den smukke unge Filomena[DCLXXX] var min eneste Øjenlyst under det lange Sygeleje. Da jeg begyndte at komme mig, lærte jeg hende til Tak at læse*

*) Saml. Skrifter[0093]« XI, 17-46, 112-115, XVI, 330-332.
.

|386| Det eneste Punkt, paa hvilket jeg ikke kunde overbevise Maria, var det om min Sygdoms Aarsager. Jeg udledede den af Kirkestatens fordærvede Drikkevand. Hun hørte vantro derpaa og bad mig blot, naar jeg nu kom mig, om at vise Forsigtighed i mit Forhold til Kvinder. Forgæves forsikrede jeg hende, at jeg siden min Ankomst til Italien ikke havde rørt en kvindelig Skabning. Hun overhørte mit Svar og begyndte blot endnu en Gang paa sine Advarsler og Bønner. Det var hende ufatteligt, at en ung Mands Sygdom kunde have anden Aarsag end daarlige Kvindebekendtskaber.

En Dag sagde Saredo[DCLXXXI] til mig: »Jeg vil ikke smigre Dem, jeg har ingen Interesse deraf; men jeg vil give Dem et Raad, som De bør tænke over. Bliv her i Italien, bosæt Dem her, og De vil naa en langt højere Samfundsstilling end det er rimeligt at De kan naa i Deres eget Land. Den Art Aandsdannelse, De har, er yderst sjælden i Italien; hvad jeg uden Overdrivelse kan sige Dem er, at Deres her er saa overordentlig, at den maa kaldes en Virkekraft. Inden to Aar er De her i Italien en Magt; hjemme bliver De aldrig mer end Professor ved et Universitet. Bliv her! Villari[DCLXXXII] og jeg bringer Dem over de første Vanskeligheder. Skriv Fransk eller Italiensk, hvad De vil, og da De har den hele germanske Dannelse inde, som neppe Nogen i Italien, vil De opnaa en Indflydelse, hvorom De ikke gør Dem nogen Forestilling. En Profet er aldrig agtet i sit eget Land. Vi derimod trænger til Dem. Bliv altsaa her! Se hen til Max Müller[DCLXXXIII] som et Eksempel! Det er med de Enkelte som med Folkene; først naar de skifter Jordbund, naaer de deres fulde Udvikling og faar Fornemmelsen af deres egen Kraft.«

Jeg svarte: »Jeg er døv for Sligt. Jeg elsker det danske Sprog altfor højt til nogensinde at forlade det. Kun hvis min Ansættelse i Danmark møder en Modstand, der umulig|387|gør den, snører jeg min Randsel og gaar til Frankrig eller Italien; jeg er da glad ved, at Verden ikke er saaledes lukket for mig, som jeg før har troet.«

49.

Meget sysselsatte paa mit Sygeleje Tanken mig om Danmarks Fremtid. Fra 8. Marts 1871 er følgende Optegnelse dateret:

Hvad forstaar vi ved Ordene vor nationale Fremtid, som vi taler saa meget om? Vi tænker ikke paa at udvide os, ikke paa at gøre Erobringer, ikke paa at spille en politisk Rolle. Dertil føler vi os begribeligvis altfor afmægtige. Jeg lader det Spørgsmaal bero, om man kan leve uden paa en eller anden Maade at vokse, og siger: Hvad vil vi? Bestaa. Hvordan bestaa? Vi vil være uafhængige og have Slesvig igen; thi nu bestaar vi ikke; vi sygner, eller vi lever som disse lavere Dyr, der, selv naar de er skaarne i Stykker, er ganske vevre; men det er et usselt Liv. Vi er i en skæv Stilling overfor Tyskland. Den midtpunktsøgende Kraft, der drager Nationalitetens enkelte Medlemmer sammen og som vi i Danmark kalder Danskhed, den, der fremdeles drager Nationaliteter af samme Familie sammen og som i Danmark kaldes Skandinavisme, maatte logisk føre til Sympati for hele Racens Sammensmeltning, en Slags Gotogermanisme. Idet vi søger Støtte hos Frankrig, bærer vi os ad som Polakkerne, henvender os om Hjælp til en fremmed Stamme mod en Nation af vor egen. Jeg beskylder os ikke for at handle uklogt, men for at kæmpe mod en Naturkraft, der er stærkere end vi. Vi kan kun forhale, ikke tilintetgøre den store Masses Tiltrækning af den mindre. Vi kan alene haabe, ikke at komme til at opleve denne Smerte.

Holland og Danmark trues begge af Tyskland; thi Geografien er her Tysklands mægtige Forbundsfælle. De mest oplyste Danske kan blot nære det Haab, at Danmark, erobret eller ikke erobret, holder Pinen ud saa længe, til den almindelige Civilisation i Kraft af det Trin, den har naaet, medfører vor Uafhængighed. Hvad derimod angaar det Haab, der af de Danskes store Flertal (deri iberegnet de Herrer Professorer i Filosofi) næres til en Tid, da Nemesis (teologisk Reminiscens) skal ramme Prøjsen, saa er dette Haab kun Udslag af Enfoldighed. Og selv en Nemesis over Prøjsen vilde aldrig ramme Tyskland, altsaa ikke hjælpe os.

Men Hovedspørgsmaalet er dette: Naar vi – enten ved fredelig Tilbagegivelse af Slesvig eller efter nye Krige eller ved en indtrædende |388| Freds- og Kulturtidsalder – genvinder vor Integritet og Uafhængighed, bestaar vi saa? Ingenlunde. Saa sygner vi paany. Et Land som Danmark er (selv med Slesvig) i vore Dage slet intet Land. En Købmand, hvis hele Kapital er ti Rigsdaler, er ingen Købmand. De store Kapitaler sluger de smaa. De smaa maa frelse sig ved Associationer, Kompagniskaber, Aktieselskaber osv.

Her er det nu vor Ulykke, at vi ikke har andre at indgaa Forbund med end Sverig-Norge, en ringe, ubetydelig Stat. Ved denne Association, som er vort foreløbige Nødanker og som ved uhyre Energi vilde kunne faa nogen Betydning, kan vi højst forhale vor Undergang et Aar eller to. Men Fremtiden! Har Danmark nogen Fremtid?

Det var Frankrig, der til sin egen uhyre Skade opfandt eller dog først forkyndte Nationalitetsprincipet, et Princip, der højest kunde give det Belgien og det franske Schweiz, to neutrale, af Europa garanterede Lande, men som gav Piemont Italien, Prøjsen Tyskland og som engang vil give Rusland Herredømmet over alle Slaver. Frankrig var allerede før Krigen som klemt imellem Skjolde; det havde ingen Mulighed til at vinde noget ved sit eget dyrebare Princip, og det vovede ikke engang at anvende det paa de Par nævnte Punkter. Mens det frygtsomt lod sig tilstemme Savoyen og Nizza, voksede Prøjsen fra 19 Millioner Mennesker til 50 Millioner; og rimeligvis vil Østerrigs Tyskere om nogle Aar falde til Tyskland. Saa kom Krigen, og dens Udfald og dens Følger blev i Et og Alt som Prévost-Paradol[DCLXXXIV] med sit Skarpblik havde forudsagt: »Derefter«, skrev han, »vil Frankrig med Paris i Europa indtage samme Plads, som Hellas med Athen indtog i det gamle romerske Rige, det vil blive Smagens og de ædle Fornøjelsers By; men det kan ikke genvinde sin Magt.« Den er nemlig dræbt af selve Nationalitetsprincipet; thi dets eneste Stammebeslægtede, Spanien og Italien, er to Lande, af hvilke det ene er raaddent, det andet lige indtraadt i Reconvalescensen. Det er da klart, at Tyskland en Tid lang vil udøve Overherredømmet i Europa. Men Fremtiden tilhører dog hverken det eller Rusland, men om ikke England selv, saa dog den angelsachsiske Race, der har vist en Udvidelseskraft, hvorimod andre Stammers er for lidet at regne. Tyskerne, der gaar til Nordamerika, taler i næste Slægtled Engelsk. Englænderne har den enestaaende Evne til at udbrede sig og indføre deres Sprog, og den Magt, den angelsachsiske Stamme vil faa, kan ikke med Tiden knækkes som det gamle Roms; thi der er ingen Barbarer mere, og denne Magt hviler heller ikke paa Erobring, men paa Assimilation, og Stammen forynges i Nordamerika.

Hvor er det betegnende for vort stakkels lille Land, at vi altid hører og læser om det, at det er »et af de ældste Riger i Verden«. Det er netop Ulykken. Var vi blot et ungt Land! Vi har kun én Maade at |389| forynge os paa. Først at gaa op i et Skandinavien; saa naar dette er vel dannet og vel befæstet, at nærme os den beslægtede angelsaksiske Stamme. Moral: Bliv Angelsachser og studer Stuart Mill[DCLXXXV]!

Og jeg studerede Mill[DCLXXXVI] med udholdende Opmærksomhed, hvor han var vanskelig men lærerig at følge som i Bogen om Hamiltons[DCLXXXVII] Filosofi, der fornyer Berkeleys[DCLXXXVIII] Lære, og jeg læste ham med Henrykkelse, hvor han, let tilgængelig, med Friskhed og Styrke forkyndte en ny Tids gode Budskab, som i Bogen om Frihed og i den beslægtede om repræsentativt Styre.

50.

I Maanederne Februar og Marts var Samtalerne med Giuseppe Saredo[DCLXXXIX] mit egentlige Liv. Vi drøftede alle de Spørgsmaal, der laa os begge eller en af os paa Hjerte, fra Aarsagerne til Kristendommens Udbredelse indtil Forholdstals-Valgmaaden, som Saredo[DCXC] kendte og rigtigt førte tilbage til Andræ[DCXCI]. Naar jeg beklagede, vi paa Grund af Nationalitetsforskelligheden mellem os næsten ingen Erindringer havde tilfælles og i Kraft af Sprogforskelligheden aldrig kunde anvende et Mundheld fra vor Barndom eller anføre et gængse Citat af en Komedie, at den ene ikke heller til Bunds kunde nyde Versenes Harmoni i den andens Sprog, svarte Saredo[DCXCII]: »De er ikke mere Dansk end jeg er Italiener; vi er Landsmænd i Aandernes store Fædreland, Shakespeares[DCXCIII] og Goethes[DCXCIV], Stuart Mill’s[DCXCV] og Andræ’s[DCXCVI] og Cavour’s[DCXCVII]. Dette Land er Humanitetens. Det Nationale er Mælken, Humaniteten er Fløden. Hvad i al Verden har vi ikke tilfælles? Det er sandt, vi kan ikke i Fællesskab nyde Harmonien i nogle nordiske Vers, men vi kan i Fællesskab tilegne os alle de store Ideer og vi har det relativt Ubekendtes Tiltrækning for hinanden, som Landsmænd ikke har.«

|390| Med Finhed særmærkede han sine italienske Landsmænd: »Vor Forstand gaar med til Forsigtighed og sund Sans. Vi kan i Frastand se selvlysende ud; i Virkeligheden er vi lutter Reflekslys og Passivitet. Solferino gav os Lombardiet, Sadowa gav os Venedig, Sedan gav os Rom. Vi var netop virksomme nok til at benytte os af de heldige Omstændigheder og passivt kloge nok til ikke ved en Dumhed at forspilde vor Fordel. I de fremmede Romaner er vi sorte Skurke, Giftblandere og Storbedragere. I Virkeligheden er vi ligegyldige og lade. Dolce far niente, dette Ord, der til vor Skam i alle Sprog siges paa Italiensk, er vort Løsen. Men det skal blive anderledes, om saa de faa, der hos os har en Smule Hoved og Hjerte, skal arbejde sig fordærvede – det skal blive anderledes. Massimo d’Azeglio[DCXCVIII] sagde: »Nu har vi skabt et Italien; der staar tilbage at skabe Italienere.« Det var et sandt Ord. Nu skaber vi det ny Folk, og hvilken Fremtid forestaar der os ikke! Os bliver det nu, som tager Førerskabet over den latinske Stamme, og som gengiver vor Historie den Glans, den i det 16. Aarhundrede havde. Nu har vi en ringe Kunst, fordi vi ingen Folketype har, men vent! Om faa Aar har Italien en ikke mindre karakterfuld Profil, end det havde i Michelangelos[DCXCIX] og Benvenuto Cellini’s[DCC] Dage.«

51.

Saa kom for mig det Øjeblik, hvor alle abstrakte Overvejelser skylledes til Side af Reconvalescensen. Efter mere end fire Maaneders Indespærring var jeg atter rask. Mit højre Ben, som havde været opsvulmet til det dobbelte Omfang, ubevægeligt og tungt som Bly, lod sig atter bevæge. Merkurforgiftningen lod vel nu sine Følger spore; men jeg |391| var ikke mere bunden til Sengen, og saa svag jeg var, jeg kunde gaa.

Og straks den første Dag – det var den 25. Marts – tog jeg, væbnet med en Stok, som jeg laante (thi jeg ejede ingen, da jeg aldrig før havde gaaet med Stok) og udrustet med en lille Stol, der kunde slaas sammen, med Jernbanen til Frascati, hvor der var en Madonna-Fest.

Det var Livet, som aabnede sig for mig paany. Alt hvad jeg saa, vidnede om dets Herlighed. Først Landskabet paa Vejen derud, Campagnen med dens stolte Ruiner og de snebedækkede Sabinerbjerge, det Hele belyst af en kraftig Sommersol; gamle Romeres Villaer med kastelagtigt tykke Mure og smaa Vinduer; saa den frugtbare Lavajord, hvor hver Tomme var dyrket til Vinhaver. Endelig Bjergene i Nærheden af Frascati. Paa det højeste Punkt laa et Kloster; dèr stod i gamle Dage Italiens første Jupitertempel, og dèr slog Hannibal[DCCI] Lejr. Nedenunder i en Fordybning laa som en Ørnerede Rocca di Papa. Langs Vejen Frugttræer med violette Blomsterklynger mod en Baggrund af Pinier, Cypresser og mørkegrønne Olivenlunde.

Saa naaede jeg Frascati Station. Der var ingen Vogn at faa op til Byen, og jeg maatte da langsomt gaa op ad Bjergskraaningen, en Prøve, mit Ben bestod med Ære. Paa Frascatis smukke Torv med et mægtigt Vandspring, der som Acqua Paola var tredobbelt og udslyngede en overordentlig Vandmasse, gik jeg ind i et Osteri og bad om Gedesteg og Salat med Frascati-Vin, satte mig saa udenfor, da der var for lummert derinde. Hundreder af Mennesker i brogede Dragter med kunstige Blomster og Sølvfjer i Hattene bedækkede Pladsen foran mig, fyldte Rummet bag mig, lo og raabte.

Befolkningen her syntes mig anderledes storstilet, livlig |392| og yppig end paa Markedet i Fiesole. Kvinderne lignede Juno eller Venus, Mændene saa endog i gruelige Pjalter ud som nogle i deres Værksted sværtede Vulcan’er; alle indtog et Rumfang større end det, nordiske Mennesker indtager. En romersk Bello med Ridepisken under Armen gjorde Haneben til en ung stedlig Skønhed, ledsaget i sit Kurmageri af de omstaaende Tiggeres Klynken. En Signora fra Albano foreholdt med Dronningeværdighed Opvarteren, at den Steg, han havde bragt hende var under al Kritik, ja lod Ordet porcheria undslippe sig. En brun skægget Fyr kom ud af Osteriet med en stor Flaske af den himmelske Frascati-Vin, som Værterne her endog paa Festdagene ingensinde blandede med Vand, og gav en hel til Æsels siddende Familie at drikke af ét Glas; saa gik han til to smaa Unger, der siddende paa samme Æsel holdt hinanden om Livet; til to Ynglinge, som red paa et andet; til en Mand og en Kone, som sad paa et tredje, og alle drak de som Rytterne paa Wouwerman’s[DCCII] Billeder uden at stige af.

Jeg steg ind i en gammel stedlig Omnibus, forspændt med et Trespand, for at køre den halve Mil til Grotta Ferrata, hvor der var Marked. Men neppe skulde Vognen op ad Bakke, før Hestene med sjælden Enstemmighed stejlede, gjorde sig gale og snurrede Vognen fire, fem Gange rundt. Kusken, en Karl med et udstukket Øje og en graa Hue med en højrød, dobbelt Kamelia i, var drukken, piskede paa Hestene og skreg, mens en gammel Amerikanerinde med Hængekrøller hvinede inde i Omnibussen, og vrælede at hun havde betalt en Franc forud og nu vilde ud. Langs Vejen gik et Mylr af Mennesker, og der red til Æsels lige saa mange, allesammen, selv Børnene, allerede ophidsede af Vinen, syngende, leende og tiltalende Enhver. Mangen en brav Kone støttede med en kraftig Arm sin halvfulde Mand. Mangen en solid Signora fra Rocca di Papa sad overskrævs |393| paa sit Muldyr og viste uden smaalig Sky sine majestætiske Lægge.

I Grotta Ferrata frembød den lange, lange Gade et Menneskemylr af fuldstændig Tæthed uden mindste Trængsel; thi ingen satte Albuen i en andens Side. Øjet opfattede kun en Masse røde, gule, hvide Pletter i Sollyset og derimellem nogle Æselshoveder og Muldyrshalse. Pletterne var Kvindernes Hovedklæder. Der stod Folk med hele stegte Svin paa et Bræt og skar med Kniven et Stykke af til hvem der følte Sult; iøvrigt solgtes Frugter, Knive, Smykker, Madvarer, almindelige Markedssager. Et Osteri, hvis Indgang var helt dekoreret med Pølser, Løg og Grønt i Guirlander, aabnede fem mægtige Porthvælvinger. Deri lange Borde, ved hvilke man sad, ikke paa Bænke, men paa Bukke, runde Stænger, støttede paa to Ben, og spiste og drak i det lyseste Humør og det sorteste Svineri; thi Gulvet var den sorte, opblødte og udtrampede Jord. Ligeoverfor havde man dannet Løvhytter af Træerne ved at lade deres Grene flettes og vokse ind i hinanden; de var helt fulde af smukke og muntre Pigebørn, deriblandt en med lyst Haar og brune Øjne, der lignede en Toskanerinde og som det var svært at faa Øjnene fra.

Efter at have beskuet en gammel Klostergaard, hvis dejlige Søjler frydede mit Hjerte, satte jeg mig en Smule til en Side i selve Markedsgaden paa min lille medbragte Stol, der vakte Bondepigernes retmæssige Forbauselse. De gik rundt om mig, beskuede mig forfra, bagfra og undersøgte med alvorlig Interesse min Stols Konstruktion. Foran mig sad en Oliven- og Citronhandler. Pigerne købslog hos ham, som de kunde bedst i Trængslen, andre stod og saa til. Her var da Anledning til at iagttage deres medfødte Plastik. Naar de talte, lod de bestandig højre Arm følge Talens Bevægelser. Naar de tav, satte de fordetmeste Haanden i |394| Siden, bøjet, men ikke knyttet. Der var forskellige Typer. Den lille blonde, blaaøjede Pige med mildt Madonnasmil og fuldkommen lige Næse, og den stortformede stærkt brunette. Men alle havde de et saadant Udseende, at en Kunstner eller Digter, ved en let Omdannelse, af dem kunde uddrage den Skikkelse eller den Særegenhed, han behøvede. Dette blev overhovedet efter min Mening Formelen for den italienske Skønhed, og dette var Aarsagen til den Fornemmelse, man i Italien havde af at vade i Skønhed, mens man næsten aldrig saa noget i streng Forstand Skønt i Kjøbenhavn og sjældent i Paris: Denne Skønhed var det Betydeliges. Alle disse Kvinder saa ufortrykte, fuldtudsprungne, frit udfoldede ud. Alt hvad der i Norden gjorde Kvinden hæslig: Kulden, de tykke, grimme Klæder som Bondens Kvinder bar, den Vams af Forlegenhed og Flovhed, de slæbte paa, den Spændetrøje af Christiansfeldter Moral, hvori de snøredes af Præsterne, af Protestantismen, af Tonen, af Sæd og Skik, intet af dette trykkede, snørte eller snerpede her. Disse unge Bondepiger saa ud, som havde de aldrig hørt Tale om et: »Du maa ikke« eller »Du skal ikke«, og da der i Italien ikke var det Mindste af det Vittighedsmageri, den velsignede Grinen bag Ryggen, der tager Livet af Frejdigheden i Norden, saa tænkte Ingen: »Hvad vil man sige derom?« Enhver klædte og skabede sig med fuld Oprindelighed, som han eller rettere som hun vilde. Derfor blev Øjet dobbelt glansfuldt, Blodet endnu engang saa rødt, det kvindelige Bryst endnu en Gang saa hvælvet og fuldt.

52.

Fra nu af foregik der noget Besynderligt med mig. Jeg saa Skønhed alle Vegne. Sad jeg i et Café-Vindue paa Corso en Søndagformiddag, naar Damerne gik i Messe, fore|395|kom det mig, at al Jorderigs Skønhed passerede mig forbi. Dèr kom en Moder med sine tre Døtre, en slet og ret Kræmmerfrue fra Corso, men Moderen bar sig som en Hertuginde, havde en Fod saa lille, at den kunde ligge i min hule Haand, og af de tre Døtre var den yngste saa fuldendt skøn, at man vendte sig efter hende; hun kunde vel være femten Aar, men havde en Adel i den strenge Profil, en Maade at drage de dejlige Læber paa til et Smil, som viste at hun var modtagelig for Musikens og Poesiens sødeste Hemmeligheder. – Det lange Sygeleje havde saaledes overskærpet mine Sansers Modtagelighed for Skønhedsindtryk, at jeg levede i en Rus, og jeg gav min Glæde Luft i Hverdagsrim, som dog var Vidnesbyrd om min Lykkestemning:

Hvor Livet er skønt!
Se, Pigerne smile,
Skoven slaar ud i det friskeste Grønt;
festligt kransede Dagene hvile.
Grubl ej, min Tanke: Hvad er det at være?
Svar: Lutter Fryd, lutter Lykke og Ære.
Livet er Sejr. Ny Tribut, ny Salut
bringes i hvert et Minut.

I den skandinaviske Forening blev jeg modtaget med en Masse Deltagelsesytringer, Artigheder og mer eller mindre ærligt mente Smigrerier som til Vederlag for de Piner, jeg havde døjet. Alle talte, som havde de selv været højst bekymrede, og særligt som havde Kjøbenhavn siddet i Taarer under min Sygdom. Jeg troede vel intet Øjeblik derpaa; men det lagde ligefuldt et lille Lod i min Lykkefølelses Vægtskaal, og de første Sammenkomster med nordiske Kunstnere var i de herlige Omgivelser saare fornøjelige. Den skandinaviske Forening laa i den Bygning, hvorfra Indgangen er til Augusts[DCCIII] Mausoleum, et kolossalt kredsformigt Mindesmærke, et Par Stokværk højt. Paa dets Flade var en af |396| de første Aftener i April indrettet en Fest i veldædigt Øjemed. Man gik op ad de mange Trapper og stod pludselig som i en umaadelig Sal, uden andet Tag end Stjernehimmelen, med en rig Belysning, der dog blegnede for den italienske Maanes Straaler. Man nød den særligt italienske Folkeforlystelse at lade Balloner gaa op; de steg i Vejret ved Hjælp af Ild, der fortærede Luften i dem og gjorde dem lette. Rundt om Maanen saas da røde og blaa Lys som store Stjerner; en Ballon antændtes oppe under Himlen, gik op i lyse Luer og tog sig ud.

Her sad ogsaa i Flokkevis unge Kvinder, og de blændede paany en ung Mand, der for anden Gang var undsluppen den grimme Herre med Leen. Særligt var der en ung Tjenestepige fra Landet, et Barn paa 13-14 Aar, paa hvem jeg gjorde Malerne opmærksom og som satte dem i Ekstase. Den Type var det, som Raffael[DCCIV] har fremstilt i den sixtinske Madonna. Hendes klare, mørkeblaa Øjne havde et Udtryk af jomfruelig Sky og den sarteste Blu og paa samme Tid et Udtryk af Stolthed. Hun bar en Række Glasperler om den dejlige Hals. Vi lod komme to Flasker Vin for at drikke hendes Skaal, og i samme Øjeblik, vi drak den, blev Rotunden fra ti Punkter oplyst med vekslende bengalsk Belysning. Damerne tog sig da endnu bedre ud, Glaslygterne blev i Skæret mørkegrønne, de ildbaarne Balloner steg, Orkestret spillede, Kvinderne smilte til deres Venners og Elskeres Hyldest – alt paa Augusts[DCCV] ærværdige Mausoleum.

53.

Den Aften lærte jeg en ung, yderst indtagende Franskmand at kende, der skulde blive min nære Ven og Rejsefælle. Han vandt mig straks i de første Minutter ved sit fine, tilbageholdne og dog hjertelige Væsen.

|397|Skønt kun 25 Aar gammel havde Georges Noufflard[DCCVI] rejst og set forbausende meget. Han var nu for anden Gang i Italien, kendte Frankrig og Tyskland, havde gennemrejst Meksiko og de nordamerikanske Fristater, havde besøgt Syrien, Ægypten, Tunis og Algier indtil den sidste Oase. Saasnart Talen faldt paa Kunst og Musik, udtrykte han sig paa en Maade, der røbede Finsans, ualmindelig Kundskab og en ganske personlig Smag.

Om Morgenen derefter, da vi mødtes paa Corso, stillede han sig til min Raadighed, ifald han kunde være mig til nogen Tjeneste; han havde intet for. Han spurgte, hvor jeg agtede mig hen; jeg gav mig i hans Hænder, da han kendte Rom og dens Omegn som jeg min Moders[DCCVII] Dagligstue. Vi tog en Vogn og kørte sammen. Først til Caracallas Thermer, saa til Katakomberne, hvor vi nær havde forvildet os og grebne følte, hvor forfærdeligt det i Oldtiden for de Stakler, der søgte Tilflugt her, maa have været at staa der i Mørket og høre Skridt i det Fjerne og vide, at det var Forfølgerne der kom og at de nu skulde myrdes her, hvor der end ikke var Plads til at svinge et Vaaben til Forsvar. Dernæst kørte vi til San Paolo fuori le mure, af hvis Brand Thorvaldsens Museum har Leopold Roberts[DCCVIII] Maleri, men som nu var helt genopbygget i gammel Stil. Det var den skønneste Basilica, jeg havde set. Vi nød den næsten 1700 Aar gamle Klostergaard med dens fine, forskelligartede Søjler, der var saa vel bevaret, og vi sammenlignede i vore Tanker Indtrykkene af de to vældige Kirker, San Paolo og San Pietro. Saa spiste vi til Middag sammen og fortabte os i endeløse Diskussioner til Mørket faldt paa. Fra den Dag af var vi uadskillelige. Og vi var sammen Maaneder igennem, til jeg maatte rejse nordpaa. Men vi forblev i samme hjertelige Forbindelse i mere end en Fjerdedel af et Aarhundrede, til Døden røvede mig denne min Ven.

|398| Georges Noufflard[DCCIX] var Søn af en rig Klædefabrikant i Roubaix og var i en ung Alder kommet i Besiddelse af betydelig Formue. Denne blev dog noget formindsket ved Bedragerier af dem, der efter Faderens Død i hans Navn drev Fabriken. Han havde villet være Maler, men hans Øjnes Svaghed havde tvunget ham til at opgive Kunsten; nu var han Kunstelsker og vilde skrive en Bog om Roms Mindesmærker og Kunstværker, et altfor stort Foretagende, som derfor aldrig blev fuldendt; men samtidigt drev han lidenskabelige Musikstudier, spillede daglig Beethoven[DCCX], Gluck[DCCXI] og Berlioz[DCCXII] for mig, og udgav ogsaa senere smukke Bøger om Berlioz[DCCXIII] og Richard Wagner[DCCXIV].

Han havde som Yngling været Sværmer, som man i de germanske Lande indbilder sig, at man kun sværmer dèr, ja i en Grad, i hvilken Sværmeri dèr vilde være det største Særsyn. Sytten Aar gammel forelskede han sig i en ung Pige, der boede i samme Hus som han. Han stod kun ved Tegnsprog i Forbindelse med hende, opnaaede end ikke en Samtale med hende. Ikke desmindre blev hans Forelskelse saa stærk, at han erklærede sin Fader, han vilde ægte hende. Faderen vilde ikke give sit Minde, og hendes Familie vilde ikke modtage ham, medmindre han blev forestillet af sin Fader. Denne sendte ham saa til Amerika med de Ord: »Glem din Kærlighed og lær, hvilken smuk Ting Industrien er!« Han gennemrejste Fristaterne paa Kryds og Tvers, fandt al Maskindrift væmmelig, da han ikke havde de ringeste Grundbegreber derom og ikke mindste Sans derfor, og tænkte bestandig paa det Pigebarn, man vilde skille ham fra. Det nyttede end ikke noget, at en Rejsefælle, man havde givet ham, kun levede og aandede i de laveste Udsvævelser og gjorde sit til at indvie det unge Menneske i dem. Ved Hjemkomsten erklærede han sin Fader, at han stod ved sit Valg. »Godt«, sagde Faderen, »Lilleasien er et dejligt Land, Nord|399|afrika ikke mindre: du vil ogsaa have godt af at lære Italien at kende.« Han rejste da paany, og blev denne Gang fortryllet af Alt, hvad han saa. Saa døde hans Fader, og han var nu noget nær sin egen Herre og frit stillet til at handle efter Tykke. Da erfor han, at den unge Piges Fader havde gjort sig skyldig i et Bankbedrageri. Hans Familie vilde ikke modtage hendes, om end nok hende selv. Saa opgav han sit Forsæt; han vilde ikke udsætte hende for en Ydmygelse og vilde ikke selv have en berygtet Mand til Svigerfader; rejste paany og blev meget længe borte. »Beviset for, at jeg handlede rigtigt derved«, sluttede han sin Fortælling, »er, at jeg fuldstændig har glemt den unge Pige; min Kærlighed var Hjernespind.«

Da han begyndte med den Meddelelse, at han i tre Aar havde elsket og trods Modstand villet gifte sig med en ung Pige, han aldrig havde talt med, udbrød jeg: »Men De er jo ingen Franskmand!« – Da han sluttede med den Meddelelse, at han efter tre Aars Udholdenhed havde forladt hende for en Forseelse, som ikke hun, men hendes Fader havde begaaet, udbrød jeg: »Hvor De alligevel er fransk!«

Medens fælles politiske, sociale og filosofiske Interesser drog mig til Giuseppe Saredo[DCCXV], var det alt det Kunstneriske i min Natur, som forenede mig med Georges Noufflard[DCCXVI]. Medens Saredo[DCCXVII] var en Italiener fra en halvfransk Egn – han var født i Savona ved Chambéry – og hans Kultur i lige Grad fransk og italiensk, var Noufflard[DCCXVIII] en Franskmand, hvem en saadan Forkærlighed for Italien havde grebet, at han talte det reneste Florentinsk, følte sig blot som Sydbo og var bestemt paa at tage Ophold i Italien for Livet. Han giftede sig da ogsaa faa Aar derefter med en dejlig Florentinerinde og bosatte sig i Florents for bestandig.

Hvad der saa ganske indtog mig for ham, var hans Væsens kvindeligt fine Hensyntagen og uselviske Hengiven|400|hed, den Ynde, der var over hans Væsen og Tale og som røbede sig i Alt, fra Maaden, hvorpaa han satte sin Hat paa Hovedet, til Maaden, hvorpaa han beundrede et Kunstværk. Men jeg havde ikke kunnet omgaas ham Dag ud, Dag ind, havde jeg ikke kunnet lære noget af ham. Da vi saas ti Aar senere, viste det sig, at vi ikke havde synderligt nyt at meddele hinanden. Jeg traf ham da netop i det rette Øjeblik.

Ikke blot besad Noufflard[DCCXIX] en Mængde Kundskaber om Italiens Kunstskatte og de Steder, hvor de fandtes, som var mig til ubeskrivelig Nytte, men hans Synsmaader berigede mig, idet de æggede mig til Modsigelse eller overraskede mig og vandt min Tilslutning. Saa frisk Julius Langes[DCCXX] Kunstsans havde været, der var endnu i den noget Doktrinært og Akademisk. En Kunstner som Bernini[DCCXXI] var ham en Gru og ikke andet; han manglede Sansen for den søde, halvsanselige Ekstase i enkelte af Berninis[DCCXXII] bedste Skikkelser. Det attende Aarhundredes Kunst i Frankrig var han fjendsk, saa den igennem de moralske Briller, som i de germanske Lande ved det Aar 1800 var komne i Brug. Noufflard[DCCXXIII] havde let ved at være uhildet af nordiske Doktriner, thi han kendte dem ikke; han havde Skønhedselskerens frie Blik for enhversomhelst Skønhedsaabenbaring og havde den italianiserede Franskmands Aandsbeslægtethed med mangen i Norden undervurderet Kunstner. Til Gengæld fandt han naturligvis, at vi Nordboer højligt overvurderede vort eget. Thorvaldsen[DCCXXIV], der forekom ham rent akademisk, var det ham umuligt at afvinde nogen Interesse. »Man kan dog ikke paa nogen Maade kalde ham en Mester«, udbrød han en Dag, hvor vi havde set Thorvaldsenske Basrelief’er Side om Side med antike. Jeg erfor gennem Samlivet med Noufflard[DCCXXV], hvor lidet Indtryk Thorvaldsens[DCCXXVI] Væsen gør paa de romanske Folk. At Kulden overfor ham snart skulde blive lige saa udbredt i Tyskland, forudsaa jeg endnu ikke.

|401| En meget levende Sans havde Noufflard[DCCXXVII] for den tidlige Renæssance især i Skulptur; en lidenskabelig Kærlighed nærede han til Italiens Natur fra Nord til Syd, og han havde en Art folkepsykologisk Evne til at fremhæve de ejendommeligste franske, italienske eller tyske Træk. Det tyske Sprog forstod han ikke, men i tysk Musik var han hjemme, og i Oversættelser tilegnede han sig megen tysk Literatur; saaledes læste han netop paa dette Tidspunkt Hegels[DCCXXVIII] Æstetik, hvis Abstraktioner rigtignok forfærdede ham og for hvilken han højligt foretrak moderne fransk Kunstfilosofi. Af engelsk Videnskab havde han studeret Darwin[DCCXXIX], og han var den første, der gav mig et virkeligt Indblik i Darwins[DCCXXX] Lærdomme og en Udsigt over dem; thi i mine yngre Dage havde jeg kun hørt dem bekæmpe som vildledende i Forelæsninger af R. Nielsen[DCCXXXI] over Teleologi.

Georges Noufflard[DCCXXXII] var den første jævnaldrende Franskmand, med hvem jeg blev fortrolig og hvis Væsen jeg dels trængte ind i, dels optog i mit. Naar mangen Enkeltopfattelse i mine første Forelæsninger var paafaldende frigjort fra dansknationale Fordomme, som Ingen tidligere havde prøvet at rokke, saa skyldte jeg ham det for en Del. Vort lykkelige harmoniske Samliv i Sabinerbjergene som i Neapel indbragte mig da, før et Aar var omme, hele Skyller af Skældsord i danske Aviser.

54.

En Morgen bragte Konsulens[DCCXXXIII] Tjener mig et Permesso til Vatikanets Skulptursamling for samme Dag og endnu et fremtidigt Permesso til Loggierne, Stanzerne og det sixtinske Kapel. Jeg lagde det sidste i min Tegnebog. Det var Paradisnøglen. Jeg havde ventet saa længe derpaa, at jeg næsten overtroisk sagde til mig selv: Mon der nu paany kommer noget i Vejen?

|402| Det var paa Aarsdagen efter min Afrejse fra Kjøbenhavn, at jeg kørte til Vatikanet, Kl. 1 om Middagen gik op ad den smukke Trappe og gennem nogle mægtige, tildels fortræffeligt dekorerede Sale naaede til det sixtinske Kapel. Jeg havde hørt saa meget om at jeg vilde blive skuffet, at end ikke den svageste Følelse af Skuffelse berørte mit Sind. Kun en Følelse af Lykke gik gennem mit Hjerte: Nu endelig er jeg her. Jeg stod paa Stedet, som var min Pilgrimsfarts egentlige Maal. Jeg havde jo gennemgaaet hver Figur saa tidt i Afbildninger og læst saa meget om det Hele, at jeg forud kendte Musiken deri Node for Node. Men nu hørte jeg den.

I mit Indre hviskede det: Saa staar jeg her da omsider, indesluttet med den Aand, der af alle Menneskeaander har ramt min Sjæl stærkest. Jeg er udenfor Jorden og langt borte fra Menneskene. Her er hans Jord og hans Mennesker, skabte i hans Billed til at befolke hans Verden. Thi en Verden udgør denne Enes Værk, der skønt kun én Mands kan modsættes et helt Folks Frembringelser, ja det ypperste Folks, der har levet, det græskes. Michelangelo[DCCXXXIV] har følt større, ensommere og mægtigere end nogen anden. Han har skabt af et Indre, hvis Væsen var mer end jordisk. Raffael[DCCXXXV] er menneskeligere, siger man, og det er sandt; men Michelangelo[DCCXXXVI] er guddommeligere.

Efter en Times Tid omtrent steg Skikkelserne ud af Mylret for mig, og jeg havde den hele Komposition i mit Hoved. Jeg saa Loftet ikke blot som det nuomstunder er, men som det var, da Farverne var friske; thi enkelte Steder røbede en Farve, f. Eks. den kraftige gule, i hvilken Farvestyrke det Hele havde staaet. Det var Michelangelos[DCCXXXVII] Mening at vise os Loftet gennembrudt og Himlen aaben foroven. Indtil Midterbillederne maa man forestille sig, at Væggen |403| fortsætter sig helt op under Loftet, som om Figurerne sad lodret. Saa forsvinder Uroen og Alt samler sig.

Hovedbillederne som Adams Skabelse, Michelangelos[DCCXXXVIII] mest filosofiske og dejligst komponerede Maleri, havde jeg i et Tiaar daglig havt for Øje paa min Væg. Udtrykket i Adams Ansigt var ikke smægtende, som jeg havde troet; han smilte ganske svagt som i stille Tillid til Værdien af det Liv, der nu fra Guds Finger skal slaa over i ham. De smaa broncemalte Figurer udtrykte Loftets Spænding og Hvile; de var arkitektoniske Sindbilleder. Flokken af unge Heroer omkring Midterpillerne var Michelangelos[DCCXXXIX] Idealer af Ungdom, Skønhed og Menneskelighed. Han, der holder sig om Knæet stille og tankefuld, er maaske den herligste. Der er næsten ingen Forskel paa hans Bygning og Adams. Adam er disse unge lidende Heltes sjælfuldere Broder.

Jeg følte Uretfærdigheden af Talen om Michelangelos[DCCXL] begyndende Barokstil. Der var et Par lidt vredne Skikkelser, Haman, Menneskeknuden paa Slangens Tilbedelse, Jonas, som han kaster sig tilbage, men forøvrigt hvilken Ro, hvilken grandios Fuldkommenhed! Og hvad mærkeligere var, hvilken storladen Ynde! Eva paa Billedet »Syndefaldet« var maaske den mest henrivende Skikkelse, nogen Kunst har frembragt; hendes Skønhed i Billedet tilvenstre var som en Aabenbaring af, hvorledes Menneskeheden egentlig burde have været.

Det forekom mig, det næsten lød som en Løgn, at én Mand havde skabt dette i to og tyve Maaneder. Vilde Jorden nogensinde frembringe noget Freskoværk af samme Rang? – De 360 Aar, der var gaaede hen derover, havde skadet dette Jordens største maleriske Værk langt mindre end jeg havde frygtet.

En stor fornem, engelsk Familie kom ind; Mand, Kone, Søn, Datter, endnu en Datter, Guvernanten, alle rigt og |404| moderne klædte. De stod et Øjeblik stille ved Kapellets Indgang. Saa gik de frem til omtrent midt i Salen, saa’ lidt omkring sig og lidt op, sagde til Custoden: »Vil De lukke op for os!« og gik med megen Anstand ud igen.

55.

Jeg kendte Raffaels[DCCXLI] Loggier af Kopierne i l’école des beaux arts i Paris. Men jeg var nysgerrig efter, hvorledes de vilde tage sig ud ovenpaa dette, og skønt der kun var tre Kvarter tilbage af den paa mit Permesso tilstaaede Tid, gik jeg derfor op at betragte Loggierne. Mit første Indtryk, da jeg saa ned ad Korridoren og bemærkede disse smaa Loftsbilleder af neppe en Alens Højde, var: Herregud, det bliver en sørgelig Fornøjelse efter Michelangelo[DCCXLII]! – Jeg saa paa det første Maleri, Gud som skaber Dyrene, og blev ganske rørt: Der gaar den gode gamle Mand og siger faderligt: »Kom op af Jorden allesammen, I kan ikke tro, hvor her er rart.« – Mit næste Indtryk var da: Hvilken Barnlighed! Men mit sidste var dette: Hvilket Geni! Hvor er Syndefalds-Billedet yndefuldt og denne Eva elskelig! Og hvilken Storhed i Stilen trods Omfangets Lidenhed! En Gud skiller Lys og Mørke, nogle Tommer stor, men med Almagt i sine Armes Bevægelse. Jakob ser Himmelstigen i Drømme: og denne Stige, der i alt rummer seks Engle, synes at naa fra Jord til Himmel, uendelig lang og uendelig befolket; øverst ses Gud Fader i umaadelig Fjernhed udbrede sin gigantiske Favn (der spænder over to Fingres Længde). Dèr var mit Yndlingsbilled fra den tidligste Ungdom: Abraham, nedkastet foran Englene, endnu underfuldere i Originalen end jeg havde forestillet mig det, skønt Billedet vel mest virker ved Linjeførelsens Skønhed. Og dèr var Loth, der gaar fra Sodoma med sine Døtre, et Billed, stort |405| ved Bevægelsens Sandhed. De gaar og gaar mod Blæst og Storm, med Rædselen bag sig, Haabet foran sig; bag dem tilhøjre den brændende By, til venstre et yndigt smilende Landskab. Hvor var Landskaberne paa alle disse Billeder sjældne, hvor mærkværdigt f. Eks. det, i hvilket Moses findes paa Nilfloden! Denne Flod tog sig indenfor den snevre Begrænsning ud som en uhyre Strøm, der tabte sig langt borte.

Klokken var 5½. Min Ryg begyndte at smerte paa det Sted, hvor den var bleven øm af det lange Sengeleje; jeg havde uden at spore Træthed uafbrudt set paa Malerier i halvfemte Time.

56.

Noufflards[DCCXLIII] bedste Ven i Rom var en ung Bersaglier-Løjtnant, ved Navn Ottavio Cerrotti[DCCXLIV], med hvem vi var meget sammen. Han var skønt Romer ganske ung traadt ind i den italienske Hær og havde derfor været som landsforvist. Nu var han kommet tilbage gennem Brechen ved Porta Pia. Han var 24 Aar gammel og den naiveste unge Don Juan[dccxlv], man kunde træffe. Han var elsket af sin Kaptejns smukke Frue, og Noufflard[DCCXLVI], som kom der i Huset, overraskede en Dag de to Elskende i Taarer. Cerrotti[DCCXLVII] græd sammen med sin Elskerinde over at han havde været hende saa utro. Han havde skriftet hende sin Forbindelse med fire andre unge Damer; saa græd hun, og det endte med, at han græd med.

Han indviede os ved vore Maaltider grundigt i sin Hovedroman. Han havde en Dag ved et Træf mødt hende i Palazzo Corsinis Have, og fra den Tid af havde de havt Stævnemøder. Men nu var Kaptejnen bleven forflyttet til |406| Terni og Tragedien begyndt. Breve var hvert Øjeblik paa Nippet til at opsnappes, Uforsigtigheder uden Tal blev begaaede. Han læste uden Blu sin Elskedes Breve for os. Det Ejendommelige i dem var det Maadehold, hun anvendte i Udtrykkene for sin Elskov, paa samme Tid som hendes Planer til Møder var af den dumdristigste, mest halsbrækkende Art.

Andet nyt Bekendtskab, jeg i de Dage gjorde, var det med de tre franske Malere Hammon[DCCXLVIII], Sain[DCCXLIX] og Bennèr[DCCL], der havde Atelier i hinandens Nærhed. Hammon og Sain er for længe siden døde, men Bennèr[DCCLI], hvem jeg endnu i 1904 traf i Paris, døde først, æret og anset, 1905. Med Sain[DCCLII] og Bennèr[DCCLIII] var jeg senere sammen paa Capri, men Hammon[DCCLIV] saa jeg kun her i Rom. Hans vakre, lidt kælne Maleri Ma soeur n’y est pas hang dengang som Kobberstik i alle Bogladevinduer, ogsaa i Kjøbenhavn. Han malte i de Dage paa sit aandfulde Billede Triste Rivage.

Hammon[DCCLV] var født i Bretagne i en simpel, rettroende Familie, der anbragte ham i et Kloster. Prioren fortalte ham, at det at male var Synd, naar han overraskede ham i at tegne Mænd og Koner ud af Hovedet. Det unge Menneske angrede da selv stærkt dette sit Hang, men da han følte, at han ikke kunde leve uden at følge det, forlod han Klosteret, om end under stærke Samvittighedsnag.

Nu som ældre ødelagde han sig ved Drik, men havde iøvrigt udfoldet sandt Talent og bevaret et lunerigt Vid. En Dag, jeg var hos ham, traadte en ung Mand ind i hans Atelier og bad ham bedømme et Maleri; Manden snakkede uophørligt om sin Moder, om hvor højt han elskede hende og hvad han alt gjorde for hendes Skyld. Hammon[DCCLVI] blev mere og mere utaalmodig. Tilsidst udbrød han: »Et moi, Monsieur, croyez vous donc que j’aie assassiné ma mère; je l’aime |407| assez, je vous l’assure, pas assez pour l’épouser, j’en conviens, mais assez pourtant.«*

*) Og jeg da! troer De maaske, jeg har myrdet min Moder; jeg holder oprigtigt af hende, forsikrer jeg Dem, ikke nok til at gifte mig med hende, det indrømmer jeg, men oprigtigt alligevel.
Siden kaldte han ham bestandig »den unge Mand, som elsker sin Moder«.

57.

Jeg følte det, som var denne Aprilmaaned, dette straalende Foraar, den ypperste Tid af mit Liv. Indtrykkene af Natur og Kunst bragte mig i hver Time aandelig Berigelse; Samtalerne med min italienske og min franske Ven satte Dag ud, Dag ind nye Tanker i Bevægelse hos mig; jeg fornam mig tilbagegivet til Livet og til et bedre Liv. I de første Dage af April holdt nu tilmed nogle unge, nordiske Piger deres Indtog i Roms skandinaviske Forening. Uden at være særligt smukke eller mærkværdige henrev de mig aldeles. Det var et fuldt Aar siden Hjemmets Sprog havde lydt for mine Øren fra Pigelæber, siden jeg havde set et blaaøjet Smil og mødt den hjertebesnærende Ynde i Skemt og Alvor hos Nordens kvindelige Ungdom. Jeg havde nylig hørt den daarende Kastratsang i Peterskirken og med Overvinden af min Uvilje maattet beundre den. Nu hørte jeg paany simple, men naturlige danske og svenske Sange. Blot det, igen at kunne tale Dansk til en ung Kvinde, var en Glæde. Og der var en, som fin og fremmelig og forsvarsløs viste mig, at jeg ikke var hende ligegyldig. Det smeltede mig, og fra nu af var det Skønne paa Italiens Grund dobbelt forklaret for mig.

Alt hvad jeg i Rom kendte til, Alt, hvad jeg dagligt saa i Forening med Georges Noufflard[DCCLVII], kunde jeg vise hende |408| og hendes Selskab, fra de lettest tilgængelige Ting, der dog var den Nysankomne ny, som Pantheon, Acqua Paola, San Pietro in Montorio, Cecilia Metellas[DCCLVIII] Grav og Egerias Grotte, til de store Kunstsamlinger i Vatikanet, paa Capitol eller i det underfulde Galleria Borghese. Alt dette, som jeg plejede at se alene med Noufflard[DCCLIX], fik en ny Glans, naar en ung blond Pige gik ved Siden af, gjorde forstandige Spørgsmaal og viste ungdommelig Taknemmelighed for god Belæring. Med sine nitten Aar maatte hun finde mig umaadeligt kundskabsrig. Men ogsaa Kunstværker, der laa lidt udenfor det alment Kendte, viste jeg mine Landsmænd. Jeg havde aldrig kunnet fordrage Guido Reni[DCCLX]; men hans spillende Engle i Kapellet i San Gregorio henrev mig til den største Beundring, og det var mig en Tilfredsstillelse at meddele denne til en ung Landsmandindes modtagelige Sind. Disse Engle henrev, saa man neppe kunde løsrive sig fra Beskuelsen. Den skemtende Finhed, det milde Koketteri endog i Udtrykket for den ædleste Renhed og Højhed fortryllede os.

Jeg plejede med Georges Noufflard[DCCLXI] at besøge Roms Omegn, f. Eks. den store, stilfulde Have ved Villa Doria Pamfili eller Villa Madama med de skønne Fresker og Stukkaturer, udførte af Raffaels[DCCLXII] Elever, Giulio Romano[DCCLXIII] og andre efter Mesterens Tegninger. Men det var en ny Fornøjelse at køre over Campagnen sammen med en ung dansktalende Pige og se hendes nordiske Lød i Sydens Sol. Med min franske Ven[DCCLXIV] deltog jeg da gerne i hendes Rejseselskabs Udflugter til Nemi, Albano, Tivoli.

Aldrig i mit Liv havde jeg følt mig saa lykkelig som nu. Jeg var aldeles helbredt. Blot fjorten Dage efter at jeg havde rejst mig fra det halvfemte Maaneders Sygeleje gik jeg, i Kraft af min Ungdom, som jeg gik, før jeg blev syg. Jeg havde til mine Udflugter en Kammerat efter mit Hjerte, fin af Dannelse, ædel af Sind; jeg forelskede mig en lille |409| Smule et Par Gange om Ugen; jeg saa Søer, Marker, Olivenskove, Bjerge, Naturomgivelser, der var efter min Hu. Jeg havde stadigt et Permesso til Vatikanets Samlinger i min Lomme. Jeg følte mig drukken af Henrykkelse, svimmel af Fryd.

Det forekom mig, at af Alt, hvad jeg havde set paa Jorden, var Tivoli det skønneste. Det gamle Sibyllatempel paa Fjeldet laa paa en indviet Plads og indviede hele Egnen. Jeg elskede disse Vandfald, der gjorde langt dybere Indtryk paa mig end Trollhättan i min første Ungdom havde gjort. Et Sted faldt Vandet ned i Klippehulen, kogende sort, det var som Nedstigningen til Tartarus; et andet Sted lo Fossen smilende og blinkende med Millioner af Perler i det stærke Sollys. Et tredie Sted styrtede den store Kaskade ned over Klipperne. Hvor den naaede de nedre Klipper, stod Spidsen af den uhyre Regnbue, der altid er spændt over den i Solen. Noufflard[DCCLXV] sagde mig, at end ikke Niagara gjorde en saadan Virkning paa Sindet. Vi klavrede langs ad Fjeldryggen, til vi stod overfor det store Fald, og saa da intet uden det rasende, skumhvide Vand, der sprang og kastede sig ned; det tog sig ud, som om de sydende og støvende Kastebølger væltede sig over Hovedet paa hinanden i et vanvittigt Væddeløb, og der var en saadan Magt, en saadan naturlig Overtalelse deri, at man droges med og ligesom glidende blev trukket ned i Afgrunden. Det var som hele Naturen opløste sig og kastede sig nedad.

Som Romaner personliggjorde Noufflard[DCCLXVI] alt dette; han saa Nymfernes Dans i disse Bølger og deres Slør i Vandstøvets Skyer. Min Naturbetragtning var stik modsat, panteistisk. Jeg upersonliggjorde her mig selv, følte mig som ét med det faldende Vand og fortabte mig i Naturen istedenfor at samle den i Figurer. Jeg blev mig her en nordisk Ejendommelighed ved mit Væsen bevidst.

|410| 58.

En Eftermiddag spiste vi, et større Selskab, paa et Osteri ved Nemisøen. Det blev en overjordisk Aften. Feagtigt virkede den stille Bjergsø, dette gamle, fyldte Krater, højt oppe paa Bjerget. Jeg lagde mig ned bag et Klippestykke og laa længe ene, fortabt i Henrykkelse, skjult for de andre. Med et saa jeg et blaat Slør flagre for Vinden ganske nær mig. Det var den unge danske Pige, der havde sat sig hos mig. Aftenrøden, Nemi og hun smeltede sammen. Ikke langt borte tændte nogle Folk et Blus af Grene og Blade; en enkelt Fugl fløjtede over Søen; Cypresserne græd; Pinierne stod mørke, Oliventræerne badede deres Løv i den milde Varme, en enkelt Sky drev over Himlen og lod sit Spejlbillede glide gennem Søen. Man nænnede ikke at tale højt.

Det var som en dæmpet, dæmpet Concert. Her var Livet, Virkeligheden og Drømmen. Her var Solen, Varmen og Lyset. Her var Farven, Formen og Linjen, og i denne Linje, som Bjergene dannede mod Synskresen, den kunstneriske Baggrund for al denne Skønhed.

Fra Albano fulgte Noufflard[DCCLXVII] og jeg det nordiske Selskab til Stationen; det agtede sig videre til Neapel og derfra hjem. Vi sagde Farvel og gik tilbage til Albano i den milde Sommernat. Stjernerne spillede og lyste, Kassiopeia viste sig fra sin fordelagtigste Side, og Karlsvognen stod som i Overgivenhed paa Hovedet, hvad den i denne Tid syntes at forlyste sig med.

Ogsaa den var øjensynligt lidt fortumlet i dette enestaaende Foraar.

  • Forrige afsnit: 20): 20.
  • Næste afsnit: 1.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.