For mit første Boghonorar foretog jeg i Højsommeren 1868 en Rejse til Tyskland og Schweiz. Jeg fik et Indtryk af Berlin, som da endnu kun var Prøjsens Hovedstad og i Folkemængde omtrent svarede til Kjøbenhavn i vore Dage; jeg blev et Par Uger i Dresden, hvor jeg følte mig veltilpas og havde stor Glæde af den udsøgte Kunstsamling og en ikke ringe af det dengang udmærkede Teater. Jeg saa Prag for første Gang, dyrkede Rubens[I] i München og stræbte i Anledning af ham at gøre mig Rede for, hvorledes de største Malere havde opfattet Livet. Schweiz berigede mig med store Natursyner. Jeg lærte Alperne og Uvejr mellem Alperne at kende, oplevede Stjernenætter paa Schweizersøerne, fulgte skummende Bjergstrømme som Tamina ved Pfäffers, besteg i en taabelig Ilmarche Rigi paa min Fod og saa fra Kulmen et Skytog, der greb mig som Vanernes Tog i det gamle Nordens Gudesagn. Mange Aar derefter blev det beskrevet i Hovedstrømningers[0001] fjerde Del. Fra Interlaken beskuede jeg Jomfruens Hvidhed, dog neppe med større Sindsbevægelse end den, hvormed jeg i sin Tid havde glædet mig ved Møens. Paa Hjemvejen saa jeg Heidelbergs dejlige Slotsruin (hvortil Karl den Femtes[II] nær Alhambra udgør et underfuldt Modstykke), Strassburgs alvorsfulde Katedral, og Goethehuset i Frankfurt.
Min Rejse var ikke langvarig, men overordenligt lærerig. Jeg gjorde paa den Bekendtskab med Folk fra de forskelligste |224| Lande, indlod mig i ungdommelig Aabenhed med Tyskere og Franskmænd, Englændere og Amerikanere, Polakker og Russere, Hollændere, Belgiere og Schweizere, fik dem til Rejsefæller og hørte med Opmærksomhed paa, hvad de fortalte. Ogsaa de var mærkeligt aabne overfor det unge Menneske, der med sin Alders Videbegærlighed spurgte dem ud.
Unge Hollændere, der i Dresden studerede Musik, gav mig et Indtryk af deres Landsmænds Uvilje mod Prøjserne, en Uvilje, hvori Ringeagt var blandet. Til Gengæld forbavsedes jeg ved under en halv Dags Fodvandring med et Par Leipzigerstudenter at erfare, hvor stærk Følelsen af Tysklands Enhed og af det prøjsiske Overherredømmes Nødvendighed var endog i de Stater, der under Krigen 1866 havde staaet paa Østerrigs Side. Studenterne nærede ingen Sorg over at være overvundne; ogsaa Sejrherrerne var jo Tyskere; Alt var godt, blot det tyske Rige blev ét. Disse og lignende Samtaler, der tilsidst gav mig det Indtryk, at den hele Borgerstand var tilfreds med det prøjsiske Styre, bevirkede, at jeg i 1870 intet Øjeblik delte de Danskes og Franskmændenes Indbildning, at de overvundne tyske Stater vilde indgaa Forbund med Frankrig mod Prøjsen.
Engelske Studenter opgav mig de filosofiske og historiske Værker, der i det Øjeblik ved Storbritanniens Universiteter læstes mest, bøhmiske Studenter forklarede mig, at Kant[III] i Tysklands filosofiske Verden nu ganske havde fortrængt og overstraalet Hegel[IV].
I en amerikansk Familie fra Boston tog Damerne sig helt moderligt af mig; Husfruen tilbød mig straks i Jernbanevognen, at jeg i Hotellet skulde give hende, hvad Linned eller Tøj af mit der maatte trænge til Istandsættelse; hun skulde med Fornøjelse sy det for mig. Manden, der var meget from og meget godmodig, havde alle Lommer |225| fulde af smaa Salmebøger og i sin Tegnebog en Mængde Avisudklip af gudelige Vers, som han nu og da foredrog med Begejstring.
Men ogsaa Amerikanere af helt anden Støbning traf jeg paa. En ung Student fra Harvard Universitetet, der iøvrigt ikke var begejstret for Tyskerne og udtalte, at Fristaterne havde vanskeligt ved at indoptage og fordøje dem, der var bosatte dèr, overraskede mig ved den Anskuelse, at Bismarck[V] i Fremtiden ikke vilde staa som nogen ringere Personlighed end Cavour[VI]. Om Cavour[VII] samlede dengang den oplyste Samtids Beundring sig, medens Bismarck[VIII] endnu kun havde mødt lidenskabelig Uvilje udenfor Tyskland og selv i Tyskland var Genstand for saare meget Had. Denne Student vakte da min Selvtænkning overfor Bismarck[IX].
Da jeg under en Bjergbestigning uden Fører i Schweiz badet i Sved havde lagt mig ned paa Jorden, blev jeg tiltalt af en Kone, der frygtede, jeg var kommet noget til. Jeg fulgtes med hende opefter. Det viste sig at være en ung Bondekone fra Normandiet, der boede midtvejs paa Bjerget. Hun havde i sin Tid ledsaget sin Mand til Schweiz, men forbandede sin Lod og længtes uafbrudt tilbage til Frankrig. Da jeg bemærkede, det dog maatte være en Trøst at bo paa saa smukt et Sted som dette, brød hun ud i de heftigste Protester. Smukt Sted dette! det stejle Bjerg, de stride Naaletræer, Sneen foroven, Søen dybt dernede – noget Grimmere kunde vel ikke tænkes. Ingen Marker, ingen Agre, ingen Æbletræer! Nej, skulde hun nævne et Land, som var smukt, saa var det Normandiet. Dèr var der rigeligt med Næring for Alle og dèr behøvede man hverken at gaa opad eller nedad; dèr var Gudskelov fladt. Om jeg maaske ansaa Sten for smukke? I fem Maaneder havde hun ikke været nede i Dalen, og højere end til sit Hus var hun overhovedet aldrig steget og vilde aldrig stige; hun be|226|takkede sig. Hun lod sin Mand hente hvad Forraad de behøvede til Huset; selv sad hun hen og ærgrede sig den lange Vinter igennem; da var Livet her neppe til at udholde.
Paa et af Vierwaldstädtersøens Dampskibe saa jeg i de Dage for første Gang et Glimt af Berthold Auerbach[X], der i min kjøbenhavnske Kammeratkres og af mig selv blev meget beundret.
Ved Værtshusbordet i Luzern gjorde jeg et Bekendtskab med en hollandsk Kaptejn fra Batavia, der blev mig til Glæde. Inden Suppen blev ombragt, havde jeg fremtaget et lige modtaget Brev, aabnet det og givet mig til at læse. En Stemme ved Siden af mig sagde da paa Fransk: Lykkelige Mand! De læser et Brev af Kvindehaand! – Dermed var Bekendtskabet gjort.
Kaptejnen var en fyrretyveaarig Mand, der i et virksomt Liv havde oplevet mangt og meget og havt Medgang, men som følte stærke Savn. Hans Selskab havde stor Tiltrækning for mig, hvem han meddelte Grundtrækkene af sit Liv; dog efter kun én Dags Forløb maatte vi skilles. Jeg havde under hele min Rejse havt en besynderlig Følelse af, at paa Rejse var ethvert Farvel efter menneskelig Sandsynlighed et Farvel for Livet, men havde ikke før fornummet det med nogen Smerte. Dog da den næste Dag den vakre Kaptejn, som hørte hjemme langt borte i en anden Verdensdel, gav mig Haanden til Farvel, blev jeg bevæget. Paa Gensyn! sagde Kaptejnen. – Hvor og naar? – Paa Gensyn i alt og overalt, da vi lever i det uendelige Liv; paa Gensyn etsteds i Rummet og i Tiden eller udenfor Rum og Tid! – Jeg følte med Vemod, at jeg aldrig skulde gense denne Mand, med hvem det i det korte Døgn havde vist sig, at jeg mærkværdigt stemte overens.
Adskilt fra de Væsener, der var mig kærest, følte jeg |227| iøvrigt al denne Rejsen som en Slags Selvplageri, om end som et nyttigt. Jeg havde som enhver Rejsende mange ensomme Stunder og rigelig Tid til under dem at gruble over min Stilling i Livet og min Bestemmelse. Jeg samlede i de Dage mit Indtryk i denne Sætning: Magterne har udset mig til Stridsmand for store Ideer mod store Talenter, desværre større end jeg.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
