10.

Der var udenfor min Bekendtskabskres en eneste Personlighed, hvem jeg ønskede at overbringe min første fremstillende Bog som Hyldest, det var Fru Heiberg^[I]. Jeg havde beundret hende paa Scenen, om end ikke i den Grad som Michael Wiehe^[II]; men hun var for mig Repræsentanten for den store Tid, der snart vilde synke i Graven. Og hertil kom, at jeg turde haabe, hun som Veninde af Frederik Paludan-Müller^[III], Magdalene Thoresen^[IV] og andre, der vilde mig vel, var idetmindste nogenlunde velstemt imod mig. Det havde et Par Aar forinden rygtet sig i Kjøbenhavn, at efter Udgivelsen af mit lille Stridsskrift mod Nielsen^[V] havde der ved en Middag hos Fru Heiberg^[VI] været megen Tale om mig; endog Martensen^[VII] havde udtalt sig fordelagtigt, og det vakte da ogsaa Opsigt, da han kort derefter i en Anmærkning til sin Bog Om Tro og Viden^[0001] nævnte mig uden Uvilje og nøjedes med at give mig en Paamindelse om ikke for tidligt at føle mig ude over Forundringens Stadium. Naar Sjællands Bisp^[VIII], en af Fru Heibergs^[IX] Trofasteste, offenlig havde udtalt sig saa mildt om en ungdommelig Kætter, turde det haabes, at Fruen^[X] selv vilde være fordomsfri. Mine Venner opfordrede mig da ogsaa ivrigt til at vove et Besøg i Rosenvænget.

|228| Jeg blev indladt og anmodet om at vente i en Stue, gennem hvis Glasdøre jeg i nogen Tid opmærksomt blev iagttaget af Fru Heibergs^[XI] Adoptivbørn. Saa traadte Fruen^[XII] ind, i Husdragt med en Strikkestrømpe i Haanden, paa hvilken hun under den følgende Samtale stadigt arbejdede. Hun sagde: »Naa, saa De har samlet Deres Artikler!« – Jeg bemærkede troskyldigt, at det meste af Bogens Indhold var tidligere utrykt, som om der for Fruen^[XIII] laa nogensomhelst Vægt derpaa. Hun førte Samtalen over paa Bjørnsons^[XIV] da lige udkomne Fiskerjente^[0002], af hvilken Fædrelandet^[0003] Aftenen forud havde indeholdt en Anmeldelse, og erklærede sig aldeles uenig med Anmelderen, der i Fiskerpigen havde beundret Sjæleskildringen af et scenisk Geni. – »Det er en fuldstændig Vildfarelse«, sagde Fru Heiberg^[XV], fordybet i Strikketøjets Masker, en fuldstændig Vildfarelse, at Geniet skulde kendes paa Urolighed, Ubændighed, et uregelmæssigt Liv eller deslige. Det er gammel Overtro altsammen. Den sande Genialitet har Intet at gøre med Udskejelser og Uberegneligheder, ja den er umulig uden streng Pligtopfyldelse. (Ivrigt strikkende) Geniet er simpelt, ligefrem, husligt, arbejdsomt.

Da Samtalen gled over paa fælles Bekendte, deriblandt Magdalene Thoresen^[XVI], kom jeg, der følte mig utryg overfor Fruen^[XVII], til at plumpe ud med den overmaade kejtede Ytring: »Jeg tror nok, at Fru Thoresen^[XVIII] interesserer sig meget for mig.« – Det var et Intet, men det lød i Øjeblikket som Indbildskhed og Praleri. Jeg følte det i samme Nu, som Ordet blev udtalt, og følte instinktivt, at jeg nu paa afgørende Maade havde mishaget. Men Samtalestoffet var opbrugt og jeg trak mig tilbage. Jeg saa aldrig Fru Heiberg^[XIX] igen; hun var mig for Fremtiden alt andet end god.