4.

Disse unge danske Piger kunde nok sysselsætte en ung Mand, der lige var vendt hjem fra en Udenlands-Udflugt, under hvilken hans Sind for første Gang var blevet sat i dobbelt Svingning af kvindelig Hengivenhed og Begejstring for en Kvinde. De paavirkede mig saa meget des stærkere, fordi de var danske, og fordi jeg, som elskede alt Dansk |210| fra Sproget til Minderne, siden Krigen følte et Savn overfor Enhver, Kvinde som Mand, der var fremmed for Danmark.

Dog midt under denne ungdommelige Længsel mod det andet Køn med dens Dirren i Følelser af ubestemt Art, blev mit Sind som med et Ryk samlet om det dybeste, tidligere Indtryk, det af den unge Spanierindes Dejlighed og overlegne Person. Breve fra Paris gennemkrydsede mit Sind som Dampere en Indsø, fik det til at skumme højt og bølge stærkt, efterlod lange Kølvandsstriber. Ikke at Frøken Matilde selv sendte Brev, men hendes italienske Venner og Veninder skrev paa hendes Vegne, tilsyneladende i hendes Navn, beklagede i stærke Udtryk min urimelige Bortrejse, ønskede og krævede min Tilbagevenden, skildrede hendes Savn, undertiden hendes Vrede.

Jeg var altfor fattig til straks at kunne rejse paany. Jeg gjorde hvad jeg formaaede for at skaffe mig Penge, skrev til dem blandt mine Venner, hvem jeg tiltroede bedst Raad og paa hvem jeg stolede mest, men fik Afslag, der bragte mig til at mindes de mange, som i Adam Homo’s^[0001] femte Sang Hovedpersonen faar paa en lignende Anmodning.

Saa spilte jeg i Lotteriet og vandt ingen Ting.

Under Presset fra Frankrig og under Højtrykket af min egen romantiske Fantasi syntes det mig nu paa én Gang klart, at jeg for bestandig burde forene min Skæbne med denne sjældne og smukke Kvindes, hvem jeg ganske vist neppe kendte og med hvem jeg aldrig et Minut havde talt alene, som desuden neppe havde én Forudsætning tilfælles med mig, men som netop ved dette Uligeartede, at hun var født af spanske Forældre i Rio, men jeg af danske i Kjøbenhavn, syntes skæbnebestemt for mig som jeg for hende. Palmen og Grantræet havde drømt om hinanden, og kunde aldrig mødes; men Mennesker kunde, hvor langt fra hinanden de |211| end var født. I Højsommeren 1867 var jeg som besat af den Tanke, at jeg og hun burde forenes.

Den simpleste Indvending, at jeg, der neppe var i Stand til at ernære mig selv, umuligt kunde ernære en Hustru, syntes mig underordnet. Mine Bevæggrunde var rent ridderlige; jeg kunde ikke lade hende i Stikken, som den ynkelige Hovedperson i Andersens^[I]H.C. Andersen (1805-1875): dansk forfatter. Kun en Spillemand^[0002] Noomi^[ii]. Og hun stod for mig i al sin dragende Dejlighed.

Hele Juli Maaned og et godt Stykke ind i August laa jeg af den Grund som paa Pinebænken, snart lidenskabeligt attraaende, at mine Planer maatte gaa i Opfyldelse, snart lige saa heftigt ønskende, at de maatte strande paa den fremmede Families Modstand; thi jeg maatte sige mig selv, at den smukke Spanierinde saare daarligt passede til Kjøbenhavn, vilde fryse dèr, aandeligt som bogstaveligt. Men især sagde jeg dagligt mig selv, at sæt den Krig, man i Danmark ventede, brød ud paany og Ungdommen skulde kaldes under Fanen, saa vilde den ringeste danske Pige være mig en bedre Valkyrje; hun vilde være fremmed for alle Følelser i mit Sind og rimeligvis end ikke kunne lære Dansk. Enhver anden Kvinde vilde forstaa mere af min Aand end hun. Og dog! Dog var hun den Eneste for mig.

Saaledes tumledes jeg mellem modsatte Ønsker i den lange Tid, Sagen var svævende og uvis. Saa medtaget var jeg af Spændingen, at jeg kun holdt mig oppe ved to Gange daglig at gaa i koldt Bad og ved hurtige Ridt. Blot Synet af et Postbud fik mit Hjerte til at banke. Forhaanelser af mig i danske Aviser virkede i denne Tilstand underligt fremmed som Slag paa en Andenstedsværende.

Jeg grublede Dagen igennem over det pinlige Tveføre, hvori jeg var stedt; jeg drømte om min Dulcinea^[iii] hver Nat, og saaledes fik jeg et Udseende, der svarede til min Over|212|anstrengthed. Da jeg en Dag havde fulgt en Indbydelse fra Frederik Paludan-Müller^[IV]Frederik Paludan-Müller (1809-1876): dansk forfatter. til Fredensborg, sagde Digteren til mig: Har De været syg i denne senere Tid? De ser saa bleg og angrebet ud. – Jeg lod lige glad; al min Omgang med Mennesker foregik under uafbrudt Forstillelse.

Der indtraadte lignende Omskiftninger i mit Sind som i Don Quijotes^[v]. Snart saa jeg i min fjerne Spanierinde et Indbegreb af Fuldkommenhed, snart forflygtigedes Billedet aldeles for mig; selve min Tilbøjelighed for hende forekom mig da ringe, kunstlet, rent grilleagtig, halv glemt. Og saa var hun paany den store Lykke.

Da Afgørelsen kom, da – som enhver blot en Smule verdsligt Forfaren kunde have forudsagt – de mange skønne Drømme og dristige Planer med ét Slag styrtede omkuld, følte jeg det, som om denne langvarige Krise havde sat mig ubeskriveligt tilbage; min aandelige Udvikling havde Maaneder igennem staaet i Stampe. Det var en Følelse, som naar et elsket Væsens Død afløser den lange kvalfulde Uro under den forudgaaende Sygdom. Jeg, der havde samlet Alt om én Tanke, skulde nu glædesløs slaa ind paa nye Veje. Mit Udbrud, der overraskede mig selv, var dette: Hvor trængte jeg til et Hjerte!