3.

Temperamentet ytrede sig, som i Driften til Idræt, i en Sværm af ungdommelige Længsler.

Ved mit Studieliv havde jeg i de egenlige Ynglingeaar frivilligt udespærret mig fra Ungdommens almindelige erotiske Adspredelser. Saa tidligt udviklet som jeg var i ren Aandsdannelse, saa langt stod jeg tilbage i erotisk Forfarenhed. I den Henseende var jeg en god Række Aar yngre end min Alder.

I den første Tid efter min Hjemkomst dønnede Oplevelserne fra Paris endnu stærkt i mit Sind. Mellem den unge franske Frøken og mig var en livlig Brevveksling bleven indledet, og den unge spanske Dames straalende Skikkelse beholdt sin Plads i mit Indre.

Saa gjorde Omgivelserne deres Ret gældende, og jeg |207| følte ikke uden Sindsbevægelse, hvor indtagende Hjemmets unge Piger var. Thi først nu indtraadte jeg i Cherubino-Stadiet af mit Liv, i den sværmende Attraas Livsafsnit, hvor Synet af kvindelig Skønhed eller Ynde øjeblikkeligt hensætter Ynglingen i en let Elskovsrus.

Det var utroligt, saa rig paa henrivende Skabninger Verden var, og i Verden Kjøbenhavn.

Gik man ned ad Kronprinsessegade, sad etsteds ved et Vindue i Stueetagen en ung Pige, mørk med græsk Hovedform og to brune Øjne idealt beliggende under en stejl og ædel Pande. Hun forenede Pallas Athenes kyske Renhed med en streng, tiltrækkende Ynde.

Gik man ud ad Nørrebro, laa dèr et Hus, paa hvis første Sal man var velkommen, og hvor et smukt og fornemt Par en Gang om Ugen saa mandig Ungdom hos sig for Fruens unge Broderdatters Skyld. Husets Herre var en slank og stille Mand, der altid tog sig ud og altid var værdig; han havde beklædt en høj Embedsstilling med Ære. Fruen havde i sin Ungdom været meget indtagende, var endnu som ganske ung bleven hvidhaaret, og var nu smuk med snehvide Lokker til det friske Ansigt. Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand Velvilje, hjertelig Imødekommen. Men Udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun altfor selskabeligt urolig. Naar Huset havde Modtagelsesaften, blev hun ikke længe nok staaende ved nogen Gruppe til ordenligt at opfatte, hvorom der blev talt. Efter et Minuts Forløb ilte hun hen i Salens andet Hjørne, sagde dèr et Par Ord, hørte med et halvt Øre Samtalens Genstand, og gik videre at sørge for Theen.

Det var ikke for hendes Skyld saa lidt som for Husherrens, at megen Ungdom søgte til hendes Hjem. Det skyldtes den attenaarige Elverpige, hendes Broderdatter, der havde |208| et Ansigt, hvorom man ikke kunde lade være at drømme. Det var ikke fra selve Trækkene i dette Ansigt, at Trolddommen udgik, endda dets Form var en udadlelig Oval, den smalle Pande høj og velformet, Hagen kraftig. Det var heller ikke fra Personligheden, som skimtedes gennem Trækkene. Den unge Pige syntes sjæleligt beskaffen som andre unge Piger, var mest tavs, eller meddelsom angaaende Smaating, uden andet Koketteri end Ungdommens uskyldigste af selve Naturen krævede Glæde ved at tækkes.

Men der stod ligefuldt et Trylleri omkring hende som om Elverpigerne. Det gnistrede gult om hendes lyse Haar; der glimtede blaalige Flammer fra hendes blaa Øjne. Om hende drog disse Flammer en magisk Kres. Og det Dusin unge Mænd, der havde forvildet sig indenfor Kresen, forblev bundne der, flokkedes om hendes Faster den Aften om Ugen, da Familien tog imod, og sad der i Kappestrid om Blikket fra hine Øjne, hadende hverandre ret inderligt som Medbejlere og lidende under Komiken ved dog at samles broderligt Uge efter Uge som Gæstevenner af samme Hus.

Den unge Piges mandlige Slægtninge, der havde Forelskelsen i hende bag sig som overstaaet, hævdede, at hun ikke havde nogen god paalidelig Karakter – stakkels Barn! ogsaa det skulde hun have! – Andre, der ikke krævede saa meget, glædede sig blot ved Lyden af hendes Stemme.

Hun var ikke fra Kjøbenhavn, tilbragte kun et Par Vinterhalvaar i Byen og forsvandt igen.

Nogle Aar efter hed det til almindelig Forundring, at hun var bleven gift med en Enkemand i en Provinsby – hun som hørte Poesiens Verden til.

Saa var der en anden ung Pige, nittenaarig denne. Medens Elverpigen ikke umagede sig med at lade som bekymrede hun sig om de unge Mænd, hun fængslede ved sine Bevægelsers Rytmer og sin Skønheds Udstraaling, |209| snarere var lidt kort for Hovedet, lidt staccato i sine Udtalelser, for vant til at møde Beundring til at hun skulde erobre sig Tilbedere ved Opmærksomhed, for uudviklet og upersonlig til med Bevidsthed at gøre sig gældende – var denne anden unge Pige af vidt forskellig Art. Hun var ingen Naturmagt, men et klogt og smidigt Menneskebarn. Hendes Ansigt tiltrak ikke ved Skønhed, men var altid langt mere smukt end stygt, med en fint kroget Næse, en forjættende Mund, et Udtryk af Tænksomhed og Vilje. Naar hun paa et Bal viste sig nedringet, hang Mændenes Øjne ved hendes Hals, men især ved den hvide Ryg med dens faste, glatte Hud og dens fine Muskelspil; thi lod hun ikke skimte meget af sin unge Barm, saa nærmede til Gengæld Udskæringen i Ryggen sig til Beltet. Hendes Stemme var dyb Alt, og hun kunde give sig Udtryk af Samling og Alvor. Men hun indtog mest ved den Agtpaagivenhed, hun viste. Naar en ung Mand, hun vilde vinde, begyndte en Samtale med hende, fæstede hun sine Øjne ufravendt paa hans, snarere i hans, og viste en saa levende Opmærksomhed for hans Ord, en saadan Interesse for hans Tænkemaade og hans Sysselsættelser, at han blot efter et enkelt Sammentræf ikke mere slap Erindringen om hende. Hendes Koketteri var ingen Kæløjethed, men en foregiven Deltagelse, der smigrede og betog.