5.

At Fantasteriet var bortvejret, kunde jeg ikke straks føle som Befrielse. Legemligt var jeg i høj Grad nedbrudt, men rettede mig med mit Væsens Elasticitet saare hurtigt. Dog i mit Forhold til det andet Køn var jeg nu oprevet som aldrig før. Min Sjæl, eller nøjere den Part af mit Sjæleliv, som grænsede op til det andet Køn, var som en dybt oppløjet Mark, der ventede paa Sæden.

|213|Der gik ikke stort mer end en Maaned, før Marken var tilsaat.

Iblandt mine danske Bekendte var der en eneste, en ganske ung og meget smuk Enke, paa hvem jeg i min Stilling til Frøken Matilde bestemt havde regnet. Til hende vilde jeg have ført Spanierinden; hun alene vilde have forstaaet hende; de vilde været blevne Veninder.

Der havde i længere Tid mellem mig og hende været varm Sympati. Hun nærmede sig ved et Tilfælde stærkt til mig umiddelbart efter at Afgørelsen var faldet. Hun blev da ogsaa den Eneste, for hvem jeg berørte det Fantasteri, i hvis Vold jeg havde givet mig, og hvem jeg indviede i de Drømmerier, med hvilke jeg havde spildt min Tid. Hun hørte paa mig med Deltagelse og med ikke ringe Forundring over at det i den Grad skortede mig paa Virkelighedssans. Hun stod med begge Fødder paa Jorden; men hun havde en Evne, som jeg ikke tidligere havde mødt hos nogen ung Kvinde, Evnen til Begejstring. Hun havde mørke Øjne med noget Sørgmodigt i Blikket; men naar hun talte om noget, der begejstrede hende, lyste hendes Øjne som Stjerner.

Hun foreholdt mig det Urimelige i mit Hang til at søge langt borte en Lykke, der maaske var mig ganske nær, og det endnu Urimeligere i, som jeg havde gjort, at forsømme mine Studier og aandelige Forsætter for en fantastisk Erotik. Og for første Gang i Livet hændte det mig, at en ung Kvinde talte til mig om mine Evner og om det Indtryk, hun havde faaet af dem, dels gennem Læsning af de Smaating, jeg havde ladet trykke, dels og især gennem de lange Samtaler med mig. Hverken den lille franske Pige eller den unge spanske Frøken havde nogensinde talt til mig om mig selv, mine Anlæg eller min Fremtid; denne danske Kvinde paastod, hun kendte mig ud og ind. Og her var |214| der dette ganske Nye, til hvilket jeg intet Tilsvarende havde oplevet: hun troede paa mig. Mer end det: hun nærede de højeste Forestillinger om mine Evner, hævdede imod mig selv, at jeg allerede nu havde en ualmindelig Betydning, og nærede en glødende Ærgerrighed paa mine Vegne.

Netop paa dette Tidspunkt, da jeg var saa dybt nedslaaet og under ørkesløse Forhaabninger og Planer havde tabt mit Kald og mine højere Formaal af Syne, meddelte hun mig ved sin faste Tro paa mig, en forøget Selvfølelse. Hendes Tillid til mig blev hos mig til stigende Selvtillid, og en heftig Taknemmelighed fødtes hos mig for den Velgerning, hun herved gjorde imod mig.

Saa hændte det, at hun en Dag uden videre tilstod, at den Interesse, hun nærede for mig, ikke var en blot intellektuel; det var kommet saa vidt nu, at hun ikke kunde tænke paa Andet end mig.

Det rystede hele mit Væsen. Jeg havde hidtil i hende kun set Veninden, Trøsterinden, havde ikke næret eller bekæmpet nogen Attraa. Men neppe havde hun talt, før hun i mine Øjne var forvandlet. Den Kærlighed, hvorefter jeg havde tørstet, tilbød sig her. Det Hjerte, jeg havde trængt til, det var dette Hjerte. Og ikke blot et Hjerte mødte mig, men en Lidenskab, der lo af Hensyn.

Med min strenge Ungdom havde jeg endnu i Virkeligheden intetsomhelst Erotisk oplevet. Jeg havde ført Aandsarbejderens kyske Liv. Mine Tanker havde været en Mands; de var stegne højt og havde gravet dybt; men mine Forelskelser havde været en Halvvoksens Sværmerier og Fantasterier, Hjernespind og Drømme. Denne unge Kvinde, det var for første Gang en levende erotisk Virkelighed.

Og pludselig var det, som om Sluser aabnede sig i mit Indre. Lavastrømme, Ildstrømme skød sig ud over min Sjæl. Jeg elskede for første Gang som en Mand.

|215| Der fulgte nogle Dage, hvor jeg gik som hævet over Jorden, og hvor jeg f. Eks. i Teatret om Aftenen ikke formaaede at følge Forestillingen, men sad i Parkettet med mit Ansigt i mine Hænder, fuld af min nye Skæbne, som om Brystet skulde sprænges.

Og alligevel var dette mere en legemlig Tilstand, et næsten mekanisk Udslag af det for mig overvældende nye Samliv med en Kvinde. Det beroede ikke paa, at Kvinden var netop denne. Thi saa sammensat var mit Følelsesliv, at end ikke i min Lykkes første Øjeblikke fornam jeg denne Lykke som ublandet. Fra den første Time nagedes jeg af, at det ikke var mig, der havde attraaet hende, men hende, der havde kaaret mig, saa min Elskov inderst inde kun var Genskin af hendes.