2.

Det ytrede sig først i ny Trang til Legemsøvelser.

I de to første Aar efter Afgørelsen 1864, da det trak |204| op til Krig mellem Prøjsen og Østerrig og da Ungdommen i Danmark indbildte sig, at Landet vilde blive inddraget i denne Krig, havde jeg som Medlem af den akademiske Skytteforening ivrigt deltaget i Eksersits og Skydeøvelser. Efter Slaget ved Königgrätz havde disse Sysselsættelser tabt adskilligt af deres Tiltrækning.

Nu drev jeg en Idræt, som var mig ny og som jeg længe havde attraaet Færdighed i. Det var Ridning, jeg ønskede tilgavns at lære.

Jeg havde hidtil ikke havt Raad til at ride. Men nu tilbød en Ritmester ved Dragonerne Undervisning for en meget billig Pris, og i Dronningens Ridehus indviedes jeg da i Foraarsmaanederne i Kunstens Begyndelsesgrunde for ved Sommerens Komme at kunne ride ud. Disse Ridetimer blev mig til den største Fornøjelse. Jeg, som sjældent var glad, sjældnere overstadig, kunde formelig juble, naar jeg en Morgenstund red ud ad Strandvejen. Selv om jeg havde en næsten søvnløs Nat bag mig, paa Hesteryggen var jeg frisk.

Det morede mig ikke, oftere at ride paa samme Hest, hvis Natur jeg kendte. Jeg ønskede at skifte Hest, saa tidt det lod sig gøre, og red hellere en Smule vanskelige Heste end de altfor vel tilredne Hopper. Jeg følte Ungdommens Overmod syde i mig ved et rask Ridt.

Min Færdighed var endnu yderst ringe, da et Blik i min Kasse en Dag overtydede mig om, at det Tidspunkt var inde, hvor jeg maatte give Afkald paa Ridetimerne.

Da jeg meddelte min Lærer, at jeg ikke mere kunde nyde godt af hans Undervisning, og paa Spørgsmaalet Hvorfor? nævnte Grunden, svarte Ritmesteren, at den Sag lod sig med største Lethed ordne: han havde en Søster, en ældre Pige, der interesserede sig lidenskabeligt for Literatur og Literaturhistorie. Undervisningstimer deri kunde til gen|205|sidig Tilfredshed gaa lige op mod Undervisning i Ridning, der saaledes ikke behøvede at tage Ende i en overskuelig Tid. Unødigt at sige, i hvor høj Grad Forslaget tilsmilede mig; det kom som et forløsende Ord.

Ritmesteren var en elskværdig, godmodig, literært ganske udannet Mand, som troskyldigt meddelte sin Elev sine Ungkarlserfaringer, og disse kunde sammenfattes i den Sum, at naar et Fruentimmer er forlibt, saa skyer hun hverken Ild eller Vand; Ritmesteren selv, der dog efter sin egen Mening kun til Hest saa nogenlunde godt ud, havde engang havt en Historie med en Frue, der bombarderede ham med Breve, og som i sin Ivrighed en Dag begyndte paa et, uden at mærke Ægtemanden, der stod bag hendes Stol og saa til over hendes Skulder. Siden da havde Ritmesteren saa at sige ikke Kvinder behov, var helst fri for dem, og havde sin væsenlige Glæde af sine Heste og sin Duelighed som Rytter.

Søsteren var en fyrretyveaarig Jomfru, ingenlunde uden Aandsevner, med lagttagelsesgave og Sans for god Læsning, hvis Udvikling imidlertid var blevet aldeles forsømt, og som nu nærede den Ærgerrighed at optræde som Forfatterinde. Hun skrev i Stilhed smaa Fortællinger, der ikke var altfor dumme, men ganske blottede for Stil og Talent. Hun var meget lidt køn og overmaade før, hvad der virkede pudsigt, eftersom hun var tilbøjelig til Overspændthed i Ord og Lader.

Der var et Misforhold mellem Lærerens Alder og Elevens; i mine Øjne var hun en helt gammel Person, i hendes Øjne jeg som aandeligt jævnbyrdig ogsaa jævnaldrende. Hun følte efter Naturens Orden mere personlig Sympati for mig end jeg for hende. Uvilkaarligt gav jeg da min Undervisning et drillende Anstrøg, holdt mig nu og da op over hendes Følsomhed, og naar den svære Dame da, halvt ulykkelig, halvt |206| ophidset, rejste sig for at tage fat paa mig og ruske i mig, kunde jeg løbe rundt om Bordet, forfulgt af hende, eller skyde en Stol frem mellem hende og mig – hvad der unegteligt ikke fremmede Undervisningens Værdighed.

Om grundig og sammenhængende Undervisning var der overhovedet ikke Tale. Damen ønskede især sine literære Udkast gennemgaaede og forbedrede; men de lod sig ikke ved Rettelser forvandle til Kunst. Og saaledes kom det efter ikke lang Tids Forløb saa vidt, at jeg opgav disse besværlige Timer, skønt jeg nødtes til at opgive de kære Ridetimer med det samme.

Nogen virkelig Færdighed i Ridning opnaaede jeg saaledes slet ikke, om jeg end i de nærmest følgende Aar af og til fik mig en Ridetur. Men fra Aaret 1870–71 tvang en heftig Aarebetændelse, der fulgte paa Tyfus, mig til at opgive alle de Legemsøvelser, der var mig kærest.