Ikke længe efter at denne Bortrejse havde fundet Sted, straks efter Offenliggørelsen af min større Artikel om Goldschmidt[I], modtog jeg en Dag til min Overraskelse et Brev paa otte tætskrevne Sider fra Bjørnstjerne Bjørnson[II], dateret 15. April 1869.
Anledningen dertil var den Ytring i hin Artikel, at Bjørnson[III] som Goldschmidt[IV] undertiden, netop hvor Evnerne glippede, lod, som det Højeste var naaet, som om det Dunkle var det Betydningsfulde. Da jeg skrev den, tænkte jeg paa den mørke Slutningstale i Bjørnsons[V] Maria Stuart[0001] om Gud i Himlen: »Han i det Større tæller for sine større Tider« – hvilken jeg endnu betragter som ganske taaget, saa fordringsfuld den end staar der; men det var en Overdrivelse at almindeliggøre Anken, som sket var, og Bjørnson[VI] havde Ret i at tage til Genmæle. Han betragtede det, som var han beskyldt for løgnagtig Færd, og heri tog han fejl; men iøvrigt viste han med heftig Veltalenhed ogsaa den virkeligt nedlagte Paastand tilbage. Hans Brev begyndte:
Uagtet jeg sjælden læser Dem, saa jeg muligvis kan risikere at tale om Noget, De andetsteds har udviklet tydeligere, og følgelig gribe fejl, vil jeg dog nedlægge en bestemt Protest mod den Karakteristik, at jeg i Modsætning til Oehlenschläger[VII] (og Hauch[VIII]!!) forstrækker mine Evner hen i det, jeg selv ejer i Uklarhed og giver med Vidende hen det som Klarhed. Jeg er vis paa, at deri ligner jeg Oehlenschläger[IX], at Mangelen i min Bog ligger aaben for alle, og er ikke dækket med nogen Slags Løgn; en Uklarhed har i det Øjeblik indbildt mig, at den var Klarhed, ligesom ham. Mit Valgsprog har altid været: Vær tro mod det Mindre, saa skal Gud sætte dig over det Større. Og aldrig, nej aldrig har jeg snappet efter store Stof for at synes stor eller leget Ordleg for at synes klog eller været stum for at synes dyb. Aldrig. Eksemplerne omkring mig har været mig forfærdelige, og jeg er vis paa, at dette har de været mig, fordi jeg fra Begyndelsen har været paa min Post mod Løgn. Der er nemlig Steder i ethvert Arbejde, som ikke vil give, hvad man straks og utaalmodig forlanger – da har jeg altid ventet, aldrig prøvet; det maa |256| have givet sig af sig selv, og muligen kan det, jeg har faaet, være et Bedrag; men jeg har troet paa det; for mig har det intet Bedrag været. Før jeg engang slutter, har jeg ganske vist efterarbejdet Alt, jeg har skrevet (som allerede Synnøve[0002] og En glad Gut[0003], Mellem Slagene[0004] o. s. v.); jeg vil nemlig nytte en bedre Indsigt. Jeg har i det, jeg allerede har gennemgaaet, set Svagheder, jeg ikke mere kan rette. Løgn har jeg aldrig fundet.
Desværre er man ofte udsat for at være usand; men det er i Overraskelsens og den absolute Lidenskabs Øjeblikke, hvor der foregaar noget ved Ens Øje og Tunge, man føler, halvt er galt; men hvor Rovdyrmagten, som intet Middel skyer, er den stærkeste. Usand i sin skønne digtende Ro, sin Skriftemaalsstilhed foran Arbejdet tror jeg meget faa er.
Denne Redegørelse, der gør Bjørnson[X] Ære og ikke blot indeholder en træffende Selvbedømmelse men et værdifuldt Bidrag til almindelig Digterpsykologi i sin Paavisning af den frembringende Fantasis Styrke og dens Mulighed for Fejlgreb, fortsattes med et sideordnet Forsøg paa Særtegning og Værdsættelse af Goldschmidt[XI]:
De gør ogsaa Goldschmidt[XII] Uret paa dette Punkt, jeg véd det med Sikkerhed. Goldschmidt[XIII] er en naiv Natur, som har alle ædle Rørelser; han sætter dem rigtignok ofte komisk i Scene, og Deres Skildring deraf er sand; det gentager sig i hans Privatliv; men Kilden har De ikke været ved. Det kommer nemlig til syvende og sidst ikke an paa, hvad vi tænker, men hvad vi lever. Ligesom dette i det Hele er en gennemgaaende Fejltagelse hos Dem, er det især en Fejltagelse her, hvor f. Eks. hans to Brødre med samme Betingelser, stillet i samme Tvedelthed, har realiseret begge Karakter, den ene tillige en mærkelig Personlighed. Men Goldschmidt[XIV] begyndte jo 17 Aar gammel som Korsarhøvding; hans Mod var Modet bag en Pen, som han troede frygtet, hans Glæde Smigerens, hans Frygt den at være flov. Og mange Slags uheldige Vilkaar for Resten… Han stræber nu med stor Magt henimod det, han af sit Liv føler forspildt i sin Evne, den moralske som den intellektuelle, og jeg for min Del agter mere denne Stræben end hans afgjorte Held i en liden Kres.
I dette Stykke var Adskillelsen og Modsætningen af Tankeliv og Eksistens ganske i Rasmus Nielsens[XV] Aand; den Brug, her gjordes af den, var forunderlig. Man skulde tro, det fremdragne Eksempel godtgjorde, at fælles Naturbestemmelser, fælles Afstamning og Vilkaar, med andce Ord selve |257| Livsbetingelserne, var af ringe Vægt i Sammenligning med Tænkemaaden, siden Brødre kunde være saa forskelligartede; Bjørnson[XVI] vilde, det skulde godtgøre, at det kom mere an paa Livsførelsen end paa Tænkemaaden, skønt hin dog maatte afhænge af denne. Iøvrigt talte han, om end noget for overlegent og uden Fremhæven af Goldschmidts[XVII] store kunstneriske Betydning, om hans Svagheder med Overbærenhed og Velvilje.
Men havde han, overfor hvad han ellers berørte, Blik for det Væsenlige, saa svigtede dette ham dog i altfor høj Grad, da han i Brevet kom til Karakteristiken af dets Adressat, hvor han blandede Rigtigt og Falsk imellem hinanden. Han skrev bl. A.
Her staar jeg vistnok ved Noget, som betegner Deres Kritik. Den er en absolut Skønhedstilbedelse. Med den kan De snart fare gennem vor lille Literatur, og vil Ingen gavne synderligt; thi Digteren gavnes kun af den, som stiller sig kærligt hos ham paa hans eget Standpunkt; det andet forstaar han ikke, og Publikum gennemlever vel med Dem denne Optrævling af de tusinde Traade og tror at vokse ved det; men intet Menneske, som er sundt og godt, lægger en Kritik fra sig af denne Natur uden Tomhed.
Jeg læste tilfældigt en Rejsebeskrivelse af Dem, der egentlig blev en Dom over nogle af de største Malere.*
Det var deres Natur i deres Værker (ikke deres Historie eller Liv saa meget som Naturanlæggene), De efterviste – ogsaa Samtidens Indflydelse, men flygtigt, og De stillede nu disse Malere op mod hverandre. I sig selv er en Del af Fremgangsmaaden rigtig, men Resultatet er jo blot Pikanteri. En enkelt af dem, fattet stort og kærligt, fremstillet saa, at de forskellige Malerier og Figurer blev hans Beskrivelse, men en Kulturudfoldning med det samme, vilde have givet femdobbelt Forstaaelse. En Modsætning kan jo lejlighedsvis drages ind, men Opgaven er den ikke. – Ja dette er en Illustration af Deres Kritik i sin Form. Den er en evindelig, ofte meget pinlig Sammenstillen af Samhørigt og Modsat, men ligesom Poesien selv er Fordybelse i det Enkelte, den har unddraget Mangfoldigheden, saaledes er Forstaaelsen af den betinget af det samme. Det enkelte Værk eller den enkelte |258| Forfatter, som De har behandlet, har De paa denne Maade ikke sammensat, men opløst, og det Hele er blevet et Pikanteri. Før kunde man sige, det var elskværdigt i alle Fald; men der er i senere Tid kommet kaade Udtryk, paradokse Sætninger, grelle Betegnelser til, en afgjort Modvilje, Lede, som engang imellem afløses af et Udbrud af Glæde ved det ejendommeligt Danske eller ejendommeligt Skjønne. Jeg maa tænke paa P. L. Møller[XVIII], som jeg traf ham i Paris.Der er tusinde Ting mellem Himmelen og Jorden, som De forstaar bedre end mig [jeg]. Men derfor kan De høre paa, hvad jeg siger. Det er mig nu, som om den ene Del af deres Evner ødelægger hvad den anden gør. Jeg er ogsaa en Aandens Mand, men jeg føler intet Samarbejde. Skulde der ikke være andre Opgaver, som laa Dem nærmere end den kritiske? Det vil sige, som var Dem til mindre Fristelse og byggede paa Deres Personlighed samtidigt med, at De selv byggede? For mig staar det saa, at selv om De greb den kritiske, maatte det være stærkere i Forhold til vore Kulturopgaver og mindre i hint Arrangørforhold i det Tekniske, hint Spioneri i det Smaalige, hin Sammendragen af Alle og Alt, der kan optræde som Vidne for og imod Forfatteren, der alt kommer frygtelig velkomment for en samtidig kritisk Landeplage i det kære Kjøbenhavn, men, Gud hjælpe mig, er Ingenting og udretter Intet.
Dette Parti af Brevet irriterede mig i høj Grad dels ved sin Formyndertone, dels ved en Karakteristik af mit kritiske Hang, der ene og alene var begrundet paa Læsningen af tre eller fire Artikler, særligt dem om Rubens[XIX] og Goldschmidt[XX] og som greb ganske ved Siden af. Det var langt fra, at jeg følte mig forstaaet og paa Grundlag af en Forstaaelse advaret mod Yderligheder; jeg saa mig omvendt blot karikeret, endda uden Vid eller Humor, og kunde ikke glemme at den, der udkastede dette Vrængbillede af mig, i sin Tid havde søgt at skade mig saa stærkt det laa i hans Magt. Og saa sammenlignede han mig med P. L. Møller[XXI]!
Det nyttede derfor ikke, at der i Brevets Slutning fandtes meget Forsonligt og Smukt. Bjørnson[XXII] skrev:
Naar De skriver om Jøderne, saa, skønt jeg ikke er enig med Dem, helt enig med Dem, saa synes De mig dog at røre ved Noget, som anviser, hvor De maatte have Meget at byde, mange skønne Udsigter at aabne os. Ligesaa naar De fortolker Shakespeare[XXIII] (ikke naar De digter |259| ved Siden af ham) naar De roligt lægger ud, synes jeg at se Begyndelsen af større Arbejder, i alle Fald Evner, jeg kunde tænke mig give væsenlige Bidrag til at indføre i vor Kultur større Synsvidde, stærkere moralsk Ansvar, mere Kærlighed.
Læser jeg nu disse Ord, maa jeg voldsomt sætte mig tilbage i min Følemaade og mit aandelige Standpunkt da for at forstaa, de i saa høj Grad kunde opbringe mig. Det laa ikke blot i, at jeg som al Ungdom af noget Værd var pirrelig og stolt og uvillig til at se mig behandlet som Lærling; men mere i, at jeg ligeledes paa Ungdommens Vis forvekslede hvad jeg havde ydet med hvad jeg vidste mig i Stand til at yde; følte mig som rig, overdaadigt rig allerede, og harmedes ved at se mig stemplet som endnu saa ringe.
Dog hvad der slog Bunden ud paa Fadet, var en Sætning, som nu fulgte:
Om alt dette vilde jeg oftere have talt med Dem, da jeg sidst var i Kjøbenhavn, men jeg mærkede, at jeg var saaledes omsnuset af Sladderen, at jeg begav det.
Da Bjørnson[XXIV] sidst var i Kjøbenhavn, havde han skrevet hin Artikel imod mig. Det var tilmed blevet mig fortalt, at han da nogle Gange havde læst mine første Artikler højt i Selskab for at gøre sig lystig over deres tvungne og begynderagtige Udtryksmaade. Nu vilde han, jeg skulde tro, han dengang havde tænkt paa at besøge mig for at komme til Forstaaelse med mig. Og hvad værre var, Frygt for Sladder i den Anledning skulde have afholdt ham. Denne Viljens Helt saa bange for lidt Sladder! Nu kunde han fortsætte, som han vilde, jeg var færdig med ham. Han fortsatte imidlertid baade varmt og kønt, men overlegent og ude af Stand til at indse, hvor meget krænkende der laa i Tilnærmelsens Tone. Han vilde jo nemlig paa en Gang nærme sig mig og samtidig bevare en ydmygende Overlegenhedsholdning:
|260| Vi er ikke mange, som i Literaturen mener det alvorligt; de faa bør ikke ligge under for den tilfældige Adskillelse, modsatte Meninger kan give, naar der dog er store Felt for Forstaaelse og Samvirken. Jeg kan i Øjeblikket stærkt fortørnes; om dette i mindre Mænd, hvori der virkelig er noget Lavt, virker Adskillelse for Livet, saa sørger jeg ikke derover. Men jeg skulde blive meget bedrøvet, om saadant havde Magt over de Enkelte, hos hvem jeg føler Evne og Vilje. Og hvad nu Dem angaar, saa har jeg en saa bestemt Følelse af, at De maa staa ved et Skille i Deres Liv, fordi De ved at gaa videre kommer paa en Afvej, at jeg vil tale med Dem, og taler derfor nu af mit Hjerte til Dem. Forstaar De det ikke, saa gør det mig ondt; det er alt, jeg kan sige.
Jeg rejser i Sommer til Finmarken, og uvilkaarlig mens jeg skriver dette, stiger der op for mig, hvilken Rejse det dog vilde være for Dem fra alt det Smaalige og Kunstmæssige op i en Natur, som i sin storladne Ensomhed er uden Sidestykke i Verden, og hvor Fuglenes Rigdom over os og Fiskenes under os (Hvalerne med Silde- og Torske- og Lodde-flokkene foran sig ofte saa tæt, at man kan tage dem med Hænderne eller at de trykker Baaden) er Undere paa Undere i Lys af en Sol, der ikke gaar ned, mens Menneskene deroppe lever stille og kuede af Naturen. Vilde De gøre denne Rejse og f. Eks. møde mig i Trondhjem, véd jeg, De skulde ikke angre den. Og jeg fik atter en Samtale; her falder ikke mange netop om det, som jeg helst vil have dem om. Tænk paa dette.
Der fulgte endnu et Afsnit om Magdalene Thoresen[XXV]. Men hvad her er anført, er det Væsenlige af Brevet. Havde dets Modtager kendt Bjørnson[XXVI] bedre, vilde han i dette have fundet en Grund at bygge videre paa. Men som Forholdene laa, oversaa jeg rent den ærligt mente Imødekommen deri og fæstede mig alene ved det ikke lidet, som deri maatte saare. Mit Svar var afvisende, iskoldt, skarpt og i dybere Forstand værdiløst. Jeg troede ikke Bjørnson[XXVII], saa ikke i Brevet andet end et Forsøg paa at tage mig i Brug som Kritiker nu, da han lige havde mistet sin tidligere Talsmand i Pressen. Udsigten til Rejsen i Nordlandene fristede mig ikke; det vilde i Bjørnsons[XXVIII] Øjne være blevet Thors Rejse med Loke, og Loke hverken var jeg eller vilde jeg være.
Dog selv om jeg da havde været i Stand til at hæve mig til en rigtigere og fyldigere Betragtning af Bjørnsons[XXIX] |261| Væsen, var der paa dette Tidspunkt alt for meget, der skilte os, til at et virkeligt Venskabsforhold kunde komme i Stand. Bjørnson[XXX] var da endnu rettroende Protestant og i mange Maader bunden af sin Ungdoms Indtryk; jeg selv endnu altfor stejl af Væsen til at kunne lempe mig efter en saa vanskelig og saa herrisk Personlighed.
Der gik otte Aar, før det meget, der skilte mig fra Bjørnson[XXXI], smuldrede hen af sig selv. Men da han saa af egen Drift i en offenlig Udtalelse beklagede Spaltningen imellem os og udtalte sig om mig med fordomsfri Forstaaelse og Velvilje, greb jeg med Varme og Taknemmelighed den udstrakte Haand*
. Et hjerteligt Venskab, der medførte en livlig og fortrolig Brevveksling, befæstedes imellem os og holdt sig uforandret det næste Tiaar, til det bristede, denne Gang uden nogen Skyld hos mig, paa Grund af Mistænksomhed fra Bjørnsons[XXXII] Side som Forholdet første Gang var bristet paa Grund af Mistænksomhed fra min.Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
