Efter Tilbagekomsten fra Frankrig til Danmark i 1867 optoges mine Tanker paany af den Fejde, som var brudt ud i dansk Literatur mellem Videnskab og saakaldt Aabenbaring (i Datidens Sprog: Tro og Viden). Flere og flere havde efterhaanden udgivet Indlæg i denne Strid, og jeg, der havde min højeste aandelige Interesse i den, tog Del i Ordskiftet med dobbelt Front, dels imod de rettroende Teologer, dels og især imod R. Nielsen[I] , Teologernes Angriber, der i mine Øjne ikke var mindre teologisk sindet end sine Modstandere.
Jeg selv blev herved Genstand for en Række heftige Angreb fra forskellige Sider. De tog vel ikke synderligt paa mit Humør, men tvang mig Aaringer igennem ind i en noget pirrelig Nødværgestemning. Dog nu var det Tidspunkt indtraadt i min Ungdoms Liv, hvor Filosofi og Kunst ikke formaaede at trænge Temperamentet tilbage.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.