Min Stilling i det offenlige Liv var paa dette Tidspunkt den, at jeg havde meget og mange imod mig, ingen helt for mig undtagen min gamle Beskytter Brøchner[I], der dels var meget syg, dels paa Grund af sit tunge Sprog ukendt af den store Læseverden. Af mine personlige Venner var der ingen, som delte min Grundanskuelse; naar de holdt af mig, var det trods den. Det var allerede derved udelukket, at de i den aandelige Strid, der endnu optog mig, vilde optræde som mine Fæller. Jeg behøvede ingen langvarig Erfaring til Opnaaelse af den Indsigt, at en fuld og ublandet Sympati med min Stræben kunde jeg ikke finde. I Grunden næredes den kun af én iblandt mine Kammerater, Emil Petersen[II], og han var en ung Privatmand, der intet havde med Literaturen at gøre, ogsaa ellers var uden Indflydelse.
Til Gengæld havde jeg allerede længst erfaret, at jeg som begyndende Forfatter i et Land med Lilliputforhold mødte slagfærdig Modstand for hvert Skridt, jeg tog, og at Uviljen mod mig bestandig ytrede sig langt kraftigere end Velviljen, ja hurtigt blev saa at sige organiseret.
Jeg havde lige straks imod mig Enhver, der som Literatur- eller Kunstkritiker allerede indtog en Plads, fra de indflydelsesrige, der skrev i Fædrelandet[0001] eller Berlingske Tidende[0002], til de smaa bidske i de mindre Blade, og dersom de nævnte mig, skete det ikke uden dyb Ringeagt og paa stærkt nedsættende Maade. Alle disse bekæmpede i mig Medbejleren. Det vedblev saaledes hele mit Liv. Enkelte |252| »Kritikere« som Falkman[III] i Danmark, Wirsén[IV] i Sverig, satte henved fyrretyve Aar igennem sjældent Pen til Papiret uden at skænke mig en kærlig Tanke. (Senere blev jeg for Collin[V] i Norge en fiks Idé.)
Hertil kom alle de, der i mig frygtede og hadede en Aandsretning, der stod for dem som farlig for god gammeldags Tro og Sædelighed.
Saa fast omgrænsede mine Artikler og længere Indlæg i Striden om Tro og Viden end var, og skønt de strengt taget kun drejede sig om et dunkelt Punkt i Rasmus Nielsens[VI] Filosofi, skræmmede og oprørte de en stor Del af Landets Gejstlighed. Jeg havde omhyggeligt undgaaet at udtale mig mod Tro eller Religiøsitet; jeg vidste, at Rettroenheden var almægtig i Danmark. Alligevel stødte jeg ikke paa Imødegaaelse, men paa Fanatismens Harme. Allerede i 1867 var Bjørnson[VII] optraadt imod mig, havde bebrejdet »Dagbladet[0003]«, at det gav mine Indlæg Plads og angivet deres Indhold for den paa en Rejse fraværende Redaktør ud fra den Formodning, at Optagelsen maatte være sket imod hans Vilje, og skønt Artiklen ikke bar Bjørnsons[VIII] Navn, var dette Angreb af Vægt. Den uskyldige Ytring, at Søren Kierkegaard[IX] var vor Filosofis Tycho Brahe[X], stor som Tycho Brahe[XI], men som denne ikke sættende vort Systems Midtpunkt i dets Sol – gav Bjørnson[XII] Anledning til den for en ung Forfatter af fremmed Afstamning farlige Udtalelse, at den, der kunde skrive saadan, »havde intet Syn fælles med andre Danske, ingen dansk Bevidsthed«.
Aaret efter var det Udbrud af Hidsighed fra gejstlig Side, der overraskede mig. En Dag i 1868 traadte den i Kjøbenhavn meget ansete Pastor Hohlenberg[XIII] ind hos Frk. Benny Spang[XIV], satte hende strengt i Rette for at hun modtog en utvivlsom Kætter og Hedning i sit Hus og krævede af hende, at hun skulde afbryde al Omgang med mig. Da |253| hun vægrede sig og paa alle hans Overtalelser haardnakket gav samme Svar, kastede han ude af sig selv sin Filthat i Gulvet, vedblev i den højeste Ophidselse med sine Anklager og foer tilsidst, da intet frugtede, i helligt Raseri ud af Døren, som han slog i efter sig. Scenen fik en letkomisk Udgang, da han nødtes til at ringe anden Gang for at hente sin i Forbitrelsen glemte Hat. – Det var en Art privat Prolog til det gejstlige Skuespil, der fra Aaret 1871 og videre frem spiltes paa Landets fleste Prædikestole. Kun slog man dèr ikke Hatten i Gulvet, men Haanden mod Pulten.
Dog hvad der for mig som begyndende Skribent var mere overraskende, det var den Evne, jeg opdagede hos mig, til ved min blotte Tilværelse at hypnotisere stedse flere Samtidige, saa de blev som besatte af et Had, der holdt sig snart en Aarrække, snart et helt Menneskeliv igennem, og blev væsenligt bestemmende for deres Livsførelse og Handlemaade. Efterhaanden kom jeg til paa denne negative Maade at sysselsætte mere end en Snes Personer. Foreløbig traadte Fænomenet mig i Møde i en enkelt genigal Personligheds Skikkelse. For en mig ganske uvedkommende og ligegyldig, mislykket Poet og Filosof blev jeg Fjenden, det gjaldt om at bekæmpe.
Som lidenskabelig Beundrer af Rasmus Nielsen[XV], i hvis Eksamensforelæsninger han manuducerede Russerne, var Rudolf Schmidt[XVI] til det Yderste opbragt over de dog i Formen højst ærbødige Indsigelser, jeg havde rettet mod et Hovedpunkt i Nielsens[XVII] Lære. Allerede i 1866 udgav han et Flyveskrift i den Anledning; i 1867 endnu et andet, som han i sin Besathed af Modstanderen undertegnede med dennes egne Forbogstaver Gb. Og fra nu af blev det vel en Menneskealder igennem en Livsopgave for denne Stakkel under alle mulige Mærker anonymt at forfølge mig, og hvor hans egne Kræfter ikke strakte til, at stifte Sammensværgelser |254| imod mig. Særligt anstiftede han stadigt, hvad han formaaede, imod mig i Tyskland.
Foreløbig grundede han nu et Tidsskrift for at hævde sig selv og de Ideer, han nærmest tjente, R. Nielsens[XVIII], og da denne i den sidste Tid havde nærmet sig stærkt til den Grundtvigske Følemaade, tildels ogsaa Grundtvigs[XIX]. Tidsskriftet fik tre Redaktører, deriblandt R. Nielsen[XX] selv, og da den ene af dem, Fædrelandets[0004] Kritiker, pludseligt forlod Landet, traadte Bjørnstjerne Bjørnson[XXI] i den bortrejstes Sted. De tre Navne R. Nielsen[XXII], B. Bjørnson[XXIII] og Rudolf Schmidt[XXIV] dannede saaledes en Treenighed, hvis literære Herredømme ikke lovede godt for en Begynder i Literaturen, der havde angrebet Tænkeren iblandt dem af ideelle Grunde, og som havde været Genstand for heftige Angreb af begge de andre. Tidsskriftet (For Ide og Virkelighed[0005]) blev mig da ogsaa ugunstigt nok.
At Fædrelandets[0006] Kritiker saaledes med Et forsvandt fra den literære Arena, var efter Datidens Forhold en Begivenhed. Han havde et ikke ringe Talent, tiltalte ved undertiden træffende Indfald, stødte tilbage ved Særheder og en underlig søgt Skrivemaade, betonede i den nyeste danske Filosofis Aand særligt Viljen, og forfægtede altid etiske Synspunkter. Han havde fra Bjørnsons[XXV] første Optræden sluttet sig saa begejstret og ubrødeligt til denne, at han af Almenheden nærmest opfattedes som Bjørnsons Herold. Ved enhver Lejlighed slog han i de stærkeste Udtryk Bjørnsons Betydning fast og lod det til Gengæld gaa ud over formentlige Medbejlere. Særligt fik Ibsen[XXVI] en streng Behandling. Hans Bortrejse var saaledes et meget haardt Slag for Bjørnson[XXVII], men føltes overhovedet pinligt som et Tab ogsaa af dem, hvem han stod imod.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
