Til en anden Berømthed i Datiden kom jeg i disse Aar i et besynderligt Forhold. Det var Forfatteren M. Goldschmidt[I], hvis store Talent jeg havde vanskeligt for tilstrækkeligt at paaskønne, fordi jeg frastødtes af hans usikre og beregnende Personlighed.
Jeg saa som Yngling for første Gang Goldschmidt[II] paa et stort Bal i et Klublokale i Kjøbenhavn.
En Mand, der var udvandret til England som fattig Dreng, vendte i Tredserne tilbage til Kjøbenhavn som halvhundredaarig efter i London at have tjent sig en betydelig Formue. Han var udannet, elskværdig, gennemhæderlig og vilde gerne skaffe sin Plejedatter, en sygelig ung Pige, der var ganske fremmed her, Bekendte og Omgangsvenner. I denne Hensigt indbød han en stor Mængde Ungdom til Bal i Kongens Klubs Lokaler, sørgede for smuk Musik og overdaadig Beværtning. Denne Mand var en Fætter til Goldschmidt[III], og da han ikke selv var i Stand til at holde længere |243| Tale end et kort Velkommen til Bords, gav han Ordet til »sin Fætter, Digteren«, hvem han havde bedt om ved denne Lejlighed at være hans Tolk.
Man skulde tro, at en saa forfinet Skribent, en saadan Sprogets Mester som Goldschmidt[IV] med største Lethed maatte kunne øve den ubetydelige Idræt at holde en Bordtale, især naar han havde havt rigelig Tid til at forberede sig; men Gaven til at tale er som bekendt en Gave for sig. Og Ingen kunde som Taler være mere uheldig end Goldschmidt[V]. Han havde ikke engang Evne til at fremkalde Stilhed, mens han talte.
Han begyndte hin Aften temmelig smagløst med at fortælle Selskabet, at dets Vært, som var rig, havde tjent sine Penge paa strengt hæderlig Maade; det var altid godt at vide, »man havde ren Grund at danse paa«; saa dvælede han ved Festgiverens jødiske Oprindelse, og da han gik ud fra, at de fleste Indbudne var unge Jøder og Jødinder, formede han sin Skaaltale som en Lovprisning af »den jødiske Kvinde, der tænder Sabbatslysene«. De unge jødiske Piger raabte da i Munden paa hinanden: »Den danske Kvinde! Den danske Kvinde: Vi er danske«. De irriteredes over den gamle Romantik, i hvilken Goldschmidt[VI] vilde støde dem tilbage. De tændte ingen Sabbatslys; de følte sig ikke religiøst som Jødinder, og lige saa lidt nationalt. Tidsalderen var endnu ikke antisemitisk. Der gaves derfor endnu ingen Zionisme. De havde ogsaa tidt følt sig forstemte over de Skildringer, Goldschmidt[VII] i sine Noveller jævnlig gav af moderne jøder, hvis Udtryks- og Væremaade han skruede halvhundrede Aar tilbage i Tiden.
Disse Tilraab, der dog intet krænkende havde ved sig, bragte Goldschmidt[VIII] saa ganske ud af Fatning, at han i høj Forbitrelse raabte: »Vil De tie, naar jeg taler! hvad er dette for en Adfærd! Jeg skal lære Dem at tie!« og lignende, |244| som fremkaldte et Latterkor. Han blev endnu nogen Tid ved med i strenge Ord at straffe deres Overgivenhed, men gjorde saa ringe Lykke dermed, at han afbrød sin Tale og fortrædelig satte sig ned.
Ikke længe efter, vel i Aaret 1865, kom jeg en enkelt Gang i Berøring med Goldschmidt[IX], da jeg en Eftermiddag spadserede paa Stierne med Magdalene Thoresen[X]. Da Goldschmidt[XI] her mødte Fru Thoresen[XII], med hvem han var bekendt, vendte han om og fulgte hende til hendes Hjem paa Dosseringen, hvorefter hans Vej førte ham ind ad Byen til, sammen med mig.
Saa længe Fru Thoresen[XIII] var tilstede, henvendte han naturligvis Talen til hende og udtrykte sig efter sin Skik uden megen Form, sagde f. Eks.: »Jeg holder ellers ikke af Forfatterinder, heller ikke af dem, vi har; men jeg indrømmer, at blandt de skrivende Damer er De den friskeste«. Da Fru Thoresen[XIV] bragte Talen paa sit Yndlingsæmne, Kærlighed, sagde han skemtende: »Mit Hjerte er som Zuavregimenternes Faner, saa gennemhullet, at man neppe kan danne sig en Forestilling om, hvorledes Stoffet oprindeligt saa ud.« – I det hele var han livlig, artig, dog med et noget stikkende Blik.
Overfor en meget yngre Mand havde Goldschmidt[XV] vanskeligere ved at træffe Tonen. Han brugte Udtryk som viste, at han holdt paa sin Værdighed og stadigt var sig sin Overlegenhed bevidst. »Man har talt til mig om Dem«, sagde han, »og jeg kender Dem af Navn«. Udtrykket man virkede underligt fremmedklingende, som oversat eller affektert. – Har De læst Taines[XVI] engelske Literaturhistorie? spurgte han. – Nej, jeg kender den ikke. – Naa, De hører maaske til Dem, som anser det for overflødigt at lære nogetsomhelst Udenlandsk at kende. Vi har nok i vort eget, ikke sandt? Det er jo en ret udbredt Synsmaade; men en Vildfarelse er |245| det. – De slutter for rask; jeg har ikke den Mening. – Jaja da, Farvel! – Og vore Veje skiltes.
Jeg led ikke Goldschmidt[XVII]. Det var jo Manden, der havde forgrebet sig paa Søren Kierkegaard[XVIII], sat ham i Gabestokken for et daarligt Publikum. Jeg havde Uvilje mod ham paa Kierkegaards[XIX] Vegne. Dog en endnu langt mere levende Uvilje nærede jeg mod ham paa min Lærers, Professor Brøchners[XX] Vegne.
Brøchner[XXI] nærede en umaadelig Ringeagt for Goldschmidt[XXII]; han fandt ham ubetydelig som Aand, indbildsk og derfor komisk som Personlighed. For den literære Kunstner i ham havde han ikke ringeste Sans. Det Værdifulde og Sjældne i hans Fremstillingsevne oversaa han. Men den Uvidenhed, Goldschmidt[XXIII] undertiden havde røbet angaaende Filosofi, og den Ukyndighed, han havde lagt for Dagen med Hensyn til bildende Kunst, hans Omslag som Politiker, hans Følsomhed som Skønaand, alle de Svagheder, Frederik Dreier[XXIV] i sin Tid saa ubarmhjertigt havde fremdraget, havde givet Brøchner[XXV] den stærkeste Afsmag for Goldschmidt[XXVI]. Hertil kom personlige Sammenstød. Ved et eller andet offenligt Møde havde Brøchner[XXVII] stirret paa Goldschmidt[XXVIII] med et saa ironisk Smil, at denne ophidset krævede ham til Regnskab. – Gør nu ikke Skandale! svarte Brøchner[XXIX]. – Jeg er beredt til at gøre Skandale hvorsomhelst, skulde Svaret have lydt. – Det tvivler jeg ikke paa; men hold Dem nu rolig! – Noget derefter havde Goldschmidt[XXX] i Nord og Syd[0001] i Anledning af Brøchners[XXXI] Rigsdagskandidatur skrevet, at den bekendte Ateist H. Brøchner[XXXII] naturligvis som Medarbejder af Fædrelandet[0002] blev støttet af »Partiet«. Nu var der Intet, der i den Grad opbragte Brøchner[XXXIII], som naar Nogen betegnede ham som Ateist og saaledes forsøgte at lægge ham for Had – Ordet havde en vel hundred Gange værre Klang da end nutildags – han hævdede altid, at han og andre saakaldte Ateister |246| var langt mere religiøse end deres Angribere. Og skønt Goldschmidts[XXXIV] Forsyndelse mod Brøchner[XXXV] visselig var ringe, skønt denne sidste desuden rimeligvis paa uberettiget Maade havde udæsket ham, meddelte dog Brøchner[XXXVI] mig en saa haardnakket Uvilje mod Goldschmidt[XXXVII], at jeg ikke kunde se helt fordomsfrit paa ham.
Goldschmidt[XXXVIII] forsøgte en personlig Tilnærmelse under mit første Ophold i Paris 1866.
Foruden den i Frankrig bosatte Morbroder[XXXIX], hvorom der i det Foregaaende er talt, havde jeg endnu en Onkel[XL], der som Dreng var kommen til Frankrig, var bleven Franskmand og var bosat i Paris. Det var min Faders[XLI] lidt ældre Broder[XLII], en noget urolig og fantastisk Personlighed, hvem Goldschmidt[XLIII] jævnlig traf hos fælles Venner. Gennem denne Mand lod han mig vide, at det vilde være ham kært at gøre mit Bekendtskab, opgav sin Adresse og sin Modtagelsestid. Da jeg holdt mig tilbage, lod han Opfordringen gentage, men forgæves. Brøchners[XLIV] Paavirkning var for stærk.
Nogle Aar senere havde jeg i en og anden Teaterartikel udtalt mig lidt satirisk og afvisende om Goldschmidt[XLV], da der en Dag blev gjort et Forsøg paa at oprette en overmaade nær Forbindelse mellem Digteren og mig.
En Foraarsdag i 1869 traadte en lille Mand med blaa Briller ind i mit Værelse og forestillede sig som Goldschmidts[XLVI] Forlægger, Boghandler Steen[XLVII]. Han kom i en fortrolig Sendelse fra Goldschmidt[XLVIII], angaaende hvilken han bad Taushed strengt iagttaget, hvad Udfald Sagen end fik.
Goldschmidt[XLIX] vidste, at jeg som Kritiker ikke havde Sympati for ham, men han henvendte sig til min Ridderlighed, vanskeligt stillet som han var. Goldschmidt[L] maatte af Grunde, hvorom han ikke ønskede at udtale sig, endnu samme Aar bryde op fra Danmark og bosætte sig i England for bestandig. Han vilde for Fremtiden skrive paa |247| Engelsk. Men før han brød op, vilde han afslutte sin Virksomhed i Fædrelandet med en Udgave af sine samlede Skrifter eller dog med et meget omfangsrigt Udvalg af dem. Han vilde og kunde ikke selv fra Udlandet lede dette store Foretagende; han kendte kun en, der var i Stand dertil, og hvem han anmodede om at paatage sig det. Han havde udkastet en Plan for Udgivelsen, en Skitse af, i hvad Orden Skrifterne burde udkomme og hvad hvert enkelt Bind burde indeholde, og han forelagde det herved til Godkendelse eller Kritik. Udgaven burde indledes med en Skildring af Goldschmidts[LI] Forfatterpersonlighed og Udviklingsgang; dersom jeg vilde paatage mig at skrive denne, bades jeg om at indfinde mig hos Goldschmidt[LII] for at erfare, hvad denne selv betragtede som Hovedtrækkene og Hovedpunkterne i sit literære Levned.
Udkastet til hvad den planlagte Udgave skulde indeholde udgjorde en hel lille Pakke Papirer; desuden overraktes der mig til Gennemlæsning selve Anmodningen om Overtagelse af den mig tiltænkte Gerning, der forsigtigt var stilet som et Brev, ikke til mig, men til Boghandler Steen[LIII], og som Steen[LIV] havde udtrykkeligt Paabud om at bringe med tilbage. Skønt dette sidste ingenlunde smagte mig, og skønt dette Vidnesbyrd om Mistillid stod i en højst paafaldende Strid med den overvættes store og ufortjente Tillid, der samtidigt blev mig vist, gjorde selve Tilliden dog et stærkt Indtryk paa mig.
Den Meddelelse, at Goldschmidt[LV], Landets vistnok første Prosaforfatter, vilde afbryde sin Virksomhed og for bestandig forlade Danmark, var i og for sig overvældende og satte i samme Øjeblik mine Tanker i Omløb, min Fantasi i livlig Bevægelse. Hvad kunde Grunden være? En Forbrydelse! Det var udelukket. Hvad andet var da tilbage end en Kærlighedshistorie, og dette havde min hele Medfølelse. Man |248| vidste, at Goldschmidt[LVI] dyrkede en meget smuk Dame, der bevogtedes saa meget mere skinsygt af sin Mand, som denne alt i en Aarrække havde ligget hen i Lamhedstilstand. Han tillod hende ikke at gaa i Teatret andensteds end i Spejllogen, hvor hun sad uset af Publikum. Ægtemanden havde i ingen Henseende Almenhedens Sympati; han havde alle sine Dage været en ufrugtbar og karakterløs Skribent, havde kun udgivet to Bøger, der var skrevne i stik modsat Aand og sagde hinanden skarpt imod. Saa længe han kunde gaa ud, havde han sværtet sit røde Haar sort, var alt i alt en ringe Mand og havde ved sit første Ægteskab med en grim gammel Jomfru indvundet den Formue, der alene muliggjorde ham som Frier til den Skønhed, han derefter havde vundet.
Det var sivet ud, at hun var Modellen til den smukke Dame i Arvingen[0003], og at enkelte der forekommende Billetter var virkelige Smaabreve fra Goldschmidt[LVII] til hende.
Hvad laa da nærmere end den Antagelse, at Situationen i Længden var bleven Goldschmidt[LVIII] uudholdelig og at en Bortførelse til London var besluttet! Med et saa romantisk Forsæt kunde Goldschmidt[LIX] være sikker paa en varmblodig ung Mands Deltagelse. Jeg erklærede derfor, at jeg var ganske villig til af en Samtale med Digteren[LX] at erfare mere indgaaende, hvad der ventedes af mig; jeg troede foreløbig at kunne tilsige min Bistand. Det var i Paaskeugen, vistnok Skærtorsdag; jeg lovede at indfinde mig hos Goldschmidt[LXI] en af Helligdagene paa en Tid, der blev fastsat.
Baade Langfredag og første Paaskedag blev jeg forhindret i at gaa til ham og havde allerede bestemt mig til at gøre Besøget anden Paaskedag, da jeg Mandag Morgen modtog et Brev fra Boghandler Steen[LXII], der i høj Grad opbragte mig. Brevet, hvis Stil efter mit, som det viste sig, urigtige Skøn bar utvetydige Spor af at være dikteret Bog|249|handleren[LXIII] i Pennen, afgav Vidnesbyrd om den yderste Utaalmodighed. Det hed sig heri, at jeg, der havde paataget mig at aflægge Goldschmidt[LXIV] mit Besøg, nu havde ladet to Dage gaa hen uden at opfylde mit Løfte. Der var »ingen Mening i, Dag efter Dag i et saa alvorligt Anliggende at holde en Mand bunden til Venten«; efter Hr. Steens[LXV] »personlige Mening« havde det overhovedet ikke været høfligt af mig som den yngre Forfatter, ikke at underrette Goldschmidt[LXVI] om hvad Dag jeg vilde gaa til ham.
Jeg blev meget kold efter Læsningen af dette Brev. Jeg forstod, at jeg havde saaret Goldschmidts[LXVII] Forfængelighed dybt ved ikke straks efter Meddelelsen at indfinde mig hos ham; men mit Hovedindtryk var Forbauselse over, at Goldschmidt[LXVIII] overfor mig viste sig som en saa daarlig Sjælekender. Hvor kunde Goldschmidt[LXIX] dog tro, at jeg lod mig skræmme ved Grovhed eller vinde ved smagløse Irettesættelser! Hvor kunde Goldschmidt[LXX] mene, at jeg betragtede det mig tiltænkte Hverv som saa ærefuldt, at jeg af den Grund ikke havde vist det fra mig? Forstod Goldschmidt[LXXI] end ikke, at det alene var Appellen til mine bedste Følelser fra en Modstanders Side, der var ramt af en overordenlig Skæbne, som havde været bestemmende for min Holdning?
Samtidigt dukkede, om end fra første Færd yderst svagt, en Mistanke op i mig. Var det muligt, at den hele rørende Historie, som var bleven mig betroet, var et Puds, beregnet paa at afvæbne min Uvilje, vække min Medfølelse og sikre Goldschmidt[LXXII] en trompetende Herold? Var det muligt, at den hemmelighedsfulde Meddelelse om Flugten til London blot var en Usandhed, hvis eneste Hensigt var at faa mig stillet i Goldschmidts[LXXIII] Tjeneste?
Jeg slog lige straks denne Tanke hen som altfor usandsynlig, men den vendte tilbage; thi jeg havde gjort den Erfaring, at selv betydelige Forfattere undertiden ikke veg |250| tilbage for dristige Midler, naar det for dem gjaldt om at faa en Kritiker i deres Tjeneste. En Kritiker er jo som den rige Pige, der altid maa frygte for ikke at blive elsket for sin egen Skyld. Jeg var allerede da meget utilbøjelig til at tro, nogen anerkendt, endsige nogen omstridt Forfatter nærmede sig mig af ren Velvilje, for mine smukke Øjnes Skyld, som det hedder paa Fransk.
I ethvert Tilfælde var jeg nu besluttet paa, ikke at ville have nogetsomhelst med Sagen at gøre. Jeg svarte fyndigt: »Lektioner i Høflighed modtager jeg ikke af nogen, sender Dem derfor de vedlagte Papirer tilbage. Vær saa god at henvende Dem til en anden.«
Dette Svar havde det øjensynligt ikke været Hensigten at fremkalde. Steen[LXXIV] styrtede straks op til mig for at gøre mig en Undskyldning, men blev ikke modtaget. To Gange endnu kom han med ydmyge Bud fra Goldschmidt[LXXV] om dog at gøre ham »den Ære« at aflægge ham et Besøg. Men min Stolthed var for kilden og min Beslutning urokkelig. Utvivlsomt var Steens[LXXVI] Brev blevet afsendt efter Goldschmidts[LXXVII] Ønske, men lige saa utvivlsomt i en Form, der ikke var godkendt af ham. At den saa snildt indledede Alliance saaledes blev til Intet, kom øjensynligt Digteren ligesaa uventet som det var ham ukært.
Ikke længe efter blev Mistanken om at Flugten fra Danmark kun var et Opspind, beregnet paa at indfange mig, ved et Tilfælde meget kraftigt bestyrket, og efter nogen Tids Forløb kunde jeg ikke mere nære Tvivl om, at Goldschmidt[LXXVIII] simpelthen havde villet afvæbne en Kritiker og vinde sig en Udraaber.
Det stemte mig ikke blidere imod ham, og denne Stemning gav et Essay, jeg snart derefter skrev om Goldschmidt[LXXIX] i Anledning af Rabbi og Ridder[0004]’s Opførelse paa |251| det kongelige Teater, en skarpere Tone end det ellers havde faaet.
Der gik nu tre Aar, før vore Veje krydsede hinanden og et kortvarigt Samliv imellem os kom i Stand.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
