Der var en enkelt af Datidens politiske Storheder, med hvem jeg i disse Aar oftere kom sammen. Det var det foregaaende Slægtleds mest yndede Mand, hvis Stjerne vel siden Krigen var dalet, men hvis Navn endnu havde Klang, Orla Lehmann[I].
Jeg havde allerede som Yngling gjort hans Bekjendtskab paa en ret pudsig Maade.
I Aaret 1865 havde jeg i Konferensraad Davids[II] Hus holdt et Par Foredrag om Runeberg[III], hvem jeg stærkt havde forherliget, og da Husene David[IV] og Lehmann[V] trods den politiske Afstand mellem dem var nær beslægtede og forbundne, havde Orla Lehmann[VI] hørt disse Foredrag omtale med Varme. Han havde da lige stiftet Folkeforeningen som Modvægt mod den højkonservative Augustforening og søgte Foredragsholdere til den, fæstede sig altsaa ved den 23aarige Taler som ved en Mulighed.
Jeg boede dengang i et lille Hummer paa en tredie Sal |237| i Krystalgade og over mit Værelse paa Kvisten laa et, som beboedes af min 17aarige Broder[VII], der endnu ikke var Student.
Orla Lehmann[VIII], hvem det var blevet sagt, at den, han søgte, boede højt oppe, steg med en rask Gang de fire Etager op og bankede en Smule forpustet paa Skolediscipelens[IX] Dør. Da Døren gik op, traadte han indenfor og sagde endnu staaende: »De er Brandes? Jeg er Lehmann[X].« Uden Hensyn til den Forundring, han læste i det unge Menneskes Øjne, fortsatte han: »Jeg kommer til Dem for at anmode Dem om at holde et Foredrag i Folkeforeningen i Casinos store Sal«. Da den Tiltalte gjorde Mine til at gribe til Genmæle, vedblev han, overdøvende enhver Indvending: »Jeg véd, hvad De vil sige. At De er for ung. Ungdommen staar skrevet i Deres Ansigt. Men dette er intet Spørgsmaal om Anciennitet. Jeg er vant til at føre igennem hvad jeg har besluttet, og jeg tager intet Hensyn til Indvendinger. Jeg véd, De er i Stand til at holde Foredrag, De har nylig bevist det.«
Endelig blev der et Minuts Ophold, som tillod den Yngre at faa Plads til Ordene: »Men det er en Fejltagelse, det er ikke mig, De mener. Det maa være min ældre Broder[XI].« – »Ja saa. Hvor boer Deres Broder[XII]?« – »Lige neden under«.
Et Minut senere bankedes der paa Døren underneden i tredje Etage; den blev lukket op og uden engang at sætte sig begyndte den Indtrædende: »De er Brandes? Jeg er Lehmann[XIII]. De har nylig holdt nogle Foredrag om Runeberg[XIV], vær saa god at gentage et af dem i Folkeforeningen i Casinos store Sal!« – »Vil De ikke tage Plads. Jeg siger Dem Tak for Deres Tilbud. Men mit Foredrag var ikke godt nok til at det kan gentages for saa stor en Forsamling. Jeg véd ikke tilstrækkelig Besked med Runebergs[XV] Levned, og min Stemme vilde desuden ikke slaa til. Jeg turde ikke, |238| saa ung som jeg er, optræde i saa stor en Sal«. – »Jeg ventede, De vilde svare mig, at De er for ung. Deres Ungdom staar skrevet i Deres Ansigt. Men dette er intet Spørgsmaal om Anciennitet. Jeg er vant til at føre igennem hvad jeg har besluttet og jeg tager intet Hensyn til Indvendinger. Hvad De mangler i Kendskab til Runebergs[XVI] Levned, kan De læse Dem til i en Literaturhistorie. Og kan De holde et vellykket Foredrag i en Selskabssal, saa kan De ogsaa holde et i en Teatersal. Jeg interesserer mig for Dem, jeg stoler paa Dem, jeg tager Deres Løfte med mig. Farvel!«
Dette saakaldte Løfte blev for mig som endnu ganske uforsøgt ung Mand til en sand Mare, der red mig og ængstede mig. Det faldt mig slet ikke ind at gennemarbejde og forbedre mit Foredrag om Runeberg[XVII]; thi selve Tanken om personlig Optræden i en stor Forsamling indjog mig Skræk og var mig ulidelig. Under hele mit første Ophold i Paris nagedes jeg saaledes af det Tilsagn, Orla Lehmann[XVIII] havde fravristet mig, at i min Glæde over Opholdet dèr var dette den mørke Plet. Jeg kunde gaa lykkelig i Seng og vaagne midt om Natten med en Skyldner-Angst for noget fjernt, men sikkert Truende, søge i min Erindring efter hvad det var, som ængstede mig, og saa finde, at dette langt borte Truende var Løftet til Lehmann[XIX]. Først efter min Hjemkomst fik jeg Mod til at sende denne et Brev, hvori jeg under Paaberaabelse af min Ungdom og Uskikkethed bad mig fritaget for det ærefulde Hverv. Orla Lehmann[XX] havde i Mellemtiden rimeligvis ikke skænket det Hele en Tanke og nu for længe siden glemt det.
I ethvert Fald berørte han aldrig mere Sagen, da vi nogle Aar efter oftere saas.
Iblandt Brøchners[XXI] personlige Elever var en ung Studerende ved Navn Kristian Møller[XXII], der udelukkende gav sig af med Filosofi og som var Brøchner[XXIII] ganske særligt kær. |239| Det var et ualmindelig skarpt Hoved, anlagt til kritisk opløsende Forskning. Han gav forsaavidt store Løfter, som han syntes at maatte kunne begrunde tilintetgørende Domme over meget, der var taaget eller selvmodsigende og dog anset; men han var iøvrigt en mærkeligt ufrugtbar Aand. Han havde ingen Indfald, ingen Fantasi. Man kunde ikke vente, at han vilde komme til at frembringe synderligt nye Tanker, men at han vilde gennemskue Uklarhed, gennemtænke Vildfarelser og med Aarene yde et grundigt Rydningsarbejde.
Dog inden han endnu havde faaet nogetsomhelst selvstændigt Arbejde udført, blev hans Lunger angrebne. Hvor alvorligt Ondet var, indsaas ikke straks, og Orla Lehmann[XXIV], der med en Fædrelandsvens Storsind og Rundhaandethed tog sig af ham som af adskillige andre unge Mænd, der syntes lovende eller blot sad i smaa Kaar, indbød ham ikke blot til sine ugenlige Middage paa Frederiksberg Slot, men sendte ham til Upsala for at han der kunde studere svensk Filosofi. Møller[XXV] havde selv nok Lyst til at studere Boströmianismen og levere en Kritik af denne Sverigs da herskende Verdensbetragtning.
Det var Syd paa, han skulde været sendt, eller snarere til et Sanatorium; Orla Lehmanns[XXVI] skandinaviske Sympatier blev imidlertid bestemmende for hans nordlige Opholdssted, der viste sig saa ugunstigt som muligt for hans Helbred.
Han vendte i 1868 hjem til Kjøbenhavn, bleg, med hule Kinder, med et strengt alvorligt Ansigt, en mærket Mands; meget haardt angrebet. Snart erfor hans Venner og forstod sikkert ogsaa han selv, at hans Tilstand var haabløs. Den ganske overordenlige Karakterstyrke, hvormed han bar sin Skæbne, uden en Klage, med rolig Humor, bevirkede, at Alle, som kendte ham, kappedes om at gøre hvad de formaaede for at mindske Bitterheden af hans Lod og idetmindste vise ham, hvor afholdt han var. Da han ikke |240| kunde gaa ud og da han snart var ude af Stand til sammenhængende Arbejde, blev hans Værelse om Eftermiddagen et Samlingssted for mange Kammerater, der kom for at adsprede ham med hvad de kunde finde paa at fortælle eller drøfte. Traf man ham alene, varede det da sjældent længe, før en anden og en tredie kom til, og Værelset fyldtes.
Blandt dem, der besøgte Kristian Møller[XXVII], var ogsaa jævnlig hans Beskytter Orla Lehmann[XXVIII]. Men naar han imellemstunder indfandt sig, gerne sent og sidst, havde dette hver Gang ufravigeligt den samme Følge. De Studenter og Kandidater, der havde siddet i Stuen i livlig Passiar, forstummede øjeblikkelig, skræmmede af den store Mands Nærværelse; efter nogle Minutters Forløb rejste en sig for at sige Farvel; straks derefter mindedes den næste, at han ventedes andensteds netop nu; et Øjeblik senere sneg den tredje sig lydløst ud af Døren, og der blev tomt.
En var der imidlertid som under disse Omstændigheder fandt det ligefrem umuligt ogsaa at gaa. Jeg blev, selv om jeg i Virkeligheden havde tænkt paa nu at trække mig tilbage.
Orla Lehmann[XXIX] havde under Enevælden været Politikens lyriske Skikkelse, den, der rummede Folkeforhaabningernes og Folkeviljens Skønhed, langt anderledes end de politiske Digtere gjorde; de skrev Vers; hans Væsen var levende Poesi; Svinget i hans Veltalenhed, der saa hurtigt blev forældet, var selve Ungdomssvinget i Sjælene da. Paa dette Tidspunkt havde han jo længst sin Storhedstid bag sig, men var endnu en smuk, anselig Skikkelse og havde, 58 Aar gammel, intet sat til af sin Aands Livlighed. Han havde mistet sine Tænder og talte utydeligt, men han fortalte gerne og godt, og hans Fjender beskyldte ham for, at han, saasnart han fik et vittigt Indfald, tog en Droske og kørte rundt for at meddele det fra Hus til Hus.
|241| Saa lidenskabeligt fædrelandssindet som Orla Lehmann[XXX] var, saa langt var han fra den da i Danmark gængse Overvurdering af de Danskes historiske Bedrifter og nærværende Betydning. Han fortalte en Dag, at han i sin Ungdom i Paris ud fra en hos rejsende Landsmænd meget hyppig Følelse under en Samtale med Sainte-Beuve[XXXI] havde bebrejdet Franskmændene, at de vidste saa skammelig lidt om de Danske. Den store Kritiker[XXXII] havde da efter sin Vane lagt Hovedet lidt paa skraa og med skelmsk Uforskammethed svaret: Eh bien! faites quelque chose! on parlera de vous. (Udret noget! Saa taler man nok om Jer!) Han billigede dette Svar.
Vi Unge betragtede ham som en, der hørte en anden Tidsalder til og med hvem det derfor var vanskeligt at komme i samme Plan, skønt han som frisindet Mand ikke stod os fjernt. Han gjaldt for Fritænker, og det hed sig om ham, at naar hans gamle Husbestyrerske gentagne Gange med stigende Utaalmodighed anmodede ham om at komme tilbords, kunde han i unge Studerendes Nærværelse med en Hentydning til Damens kristelige Sindelag svare: Tag Religionen til Hjælp, lille Bech, tag Religionen til Hjælp! – en i de Dage paafaldende Ytring af Kaadhed overfor det Hellige.
Man havde Medlidenhed med Lehmann[XXXIII], fordi hans Politik var saa ganske slaaet fejl, og havde nogen Uvilje imod ham, fordi han vilde give den gamle Enevælde og de ugunstige Tidsforhold hele Skylden. Alt i Alt var han nu for dem, der ikke stod ham nær og ikke delte den i visse Krese ret stærke Uvilje imod ham, nærmest en smuk og tiltalende Fortidslevning.
Kristian Møller[XXXIV] døde i 1869, og Dødsfaldet blev højligt beklaget. Han var en af de faa Kammerater, hvem de Unge i lige Grad beundrede for Evner og Stoicisme. Ved hans |242| Død faldt for mig Muligheden til oftere at træffe Orla Lehmann[XXXV] bort. Men at denne ikke ganske havde tabt mig af Syne, beviste han, da han sidst i Februar 1870 kom til Stede ved min Disputats paa Universitetet.
Da Lehmann[XXXVI] ved denne Lejlighed indfandt sig lidt sent, blev han anbragt paa en Stol foran alle de andre Tilhørere, og tog sig der ypperligt ud i en mægtig Pels, der fremhævede hans statelige Person. Han hørte med stor Opmærksomhed paa den hele Handling, og gav flere Gange under Ordskiftet ved en kort munter Latter tilkende, at han morede sig over et afbødende Svar.
Et halvt Aar derefter var han ikke mere i de Levendes Tal.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
