Overfor Armenieren havde jeg Anledning til at fornemme, hvor faa mine egne Kundskaber var og hvor almenmenneskeligt mit Omraade.
Jeg skrev mine Bladartikler og mine Essays, jeg udarbejdede min Doktordisputats om den franske Æstetik, der kostede mig ikke ringe Besvær; den var jo mit første Forsøg paa at komponere en sammenhængende Bog, og det var kun ved en Kraftanstrengelse, jeg i Slutningen af 1869 fik den færdig. Men da havde jeg i et Par Aar syslet med Tanker, jeg aldrig kom til at give endelig Form, Tanker om Kvindens Samfundsstilling, der ikke lod mig Ro.
En Kvinde, hvis Tænkemaade paa dette Tidspunkt yderligere ildnede min og som, stort anlagt, i sin Samfundsbetragtning sad inde med en Hensynsløshed, der neppe fandtes hos nogen Mand i Danmark da, var Conferensraadinde Hauch[I], Digterens[II] Hustru. Naar hun kom til at tale om danske Kvinders Udviklingsstade og deres Retsstilling, om deres Slaphed og Mændenes Ynkelighed, hvad enten disse var Despoter eller Pedanter eller selvgode Kristne, meddelte hun mig sin Synsmaade, og vore Sind brændte i en eneste Flamme.
Rinna Hauch[III] var ikke som enkelte gamle Damer af hendes Bekendtskabskres (Fru Casse[IV], Fru Rovsing[V]) Kvindesagskvinde før Benævnelsen var dannet. Hun havde ingen Lære, men hun glødede for Frihed og Ret. Hun gennemskuede de smaa usle Mænd og Kvinder, som hun kendte, og hun foragtede dem. Hun attraaede altfor lidenskabeligt grundige Omvæltninger i det moderne Samfund til at hun kunde føle sig tilfredsstillet blot ved en Forbedring af Kvindens Vilkaar i Borgerstanden; men dog var det Kvindernes |234| Forhold, og særligt i de Stænder, hun kendte tilgavns, som sysselsatte hende mest.
Hun begyndte at sætte nogen Lid til mig og nærede den Tro, at jeg efter Evne vilde være virksom til at røre op i Stilstanden herhjemme, og under de lange Samtaler, vi førte med hinanden, naar jeg i disse Somre af og til en Uge ad Gangen boede paa Landet hos Hauchs[VI] i Hellebæk, opflammede hun mig ved sin Ild.
I September 1868 var jeg efter Vandringer med den gamle Fru Hauch[VII] op og ned ved Stranden derude under den rene stjerneklare Himmel ude af Stand til at gaa i Seng, naar jeg endelig ved Nattetid sad paa mit Kammer. Alt hvad der i Dagens Løb var blevet fortalt og drøftet, gjorde mit Hoved hedt og tilskyndede mig til Grublen og Handling. Tidt greb jeg et Stykke Papir og henkastede med Blyant uden Sammenhæng Notitser, der svarede til det indre Arbejde i mit Sind, Optegnelser som disse f. Eks.:
S. R.[VIII], den stædige Fanatiker, har en Hustru[IX], der ikke kan tro, og intet andet Ønske nærer end religiøst at blive ladet i Fred. Han tvinger hende til at gaa til Alters, han som kender Ordet, at den som nyder Sakramentet uden Tro, æder og drikker sig selv til Doms.
Der er ikke en sund Følelse i hele vor religiøse Tilstand. Det hedder stadigt: Alle er visselig ikke Hyklere. Sikkert nok. Men begynd med i Borgerstanden at trække Hykleriet fra og den tykke Affektation og den fejge Helvedesfrygt, og se, hvad der bliver tilbage!
Har vi en Ungdom, skal jeg sige den Sandheden; men denne Bande af Usselrygge spærrer mig Synet.
Kvinder, hvem Livet har oplyst og hvem det har skuffet! Jer kan jeg hjælpe.
Jeg ser to Elskende, Haand i Haand, kyssende Taarerne bort af hinandens Øjne.
Jeg kan kun vække de Vakte. Der er intet at gøre med dem, som er ude af Stand til at føle en ædel Harme.
|235| Jeg har set to Kvinder foretrække Døden for det ægteskabelige Samlivs Vanære.
Aabn Dagbladene! Neppe en Linie, som ikke er en Løgn.
Og Digtere og Talere smigrer et saadant Folk.
Det Kristelige og det Menneskelige har forlængst begæret Skilsmisse. Nu er den fuldbyrdet.
Og Præsterne hædres. De føler sig, naar der mangler dem nogle Laster paa Grund af Svækkelse.
Jeg véd, at jeg vil blive stenet, at hver Dreng har sin Vaasedom færdig over hvad aarelang Grublen og søvnløse Nætter har avlet. Men tror I, jeg frygter Jer?
Dumheden var altid Løgnens Livvagt.
Et Folk, der har taalt Oldenborgerne i fire hundrede Aar og gjort Kongetroskaben mod dem til en Dyd.
End ikke det forstaar de, at her findes ingen anden Antikrist end Fornuften.
Forladt af Alle, kun ikke af Ulykken og af mig.
Naar blev Gud Menneske? Da Naturen i sin Udvikling var saa vidt, at det første Menneske opstod, da blev Naturen Menneske, da blev Gud det.
Kvinderne siger om den Foretrukne: En Buket, bragt af ham, lugter bedre end en Buket bragt af en anden.
Svag er du, Gud bedre det, kære, og du bedre det og jeg bedre det!
Disse Tanker har smeddet mig til Mand, har smeddet mig færdig til Mand.
Jeg anskaffede mig Alt, hvad der i moderne fransk og engelsk Literatur var mig tilgængeligt om Kvindesagen.
I Aaret 1869 begyndte mine Tanker om Kvindens underordnede Samfundsstilling at vinde Form, og en sammenhængende Nedskrivning forsøgtes. Jeg tog mit Udgangspunkt i Søren Kierkegaards[X] aldeles gammeldags Opfattelse af Kvinden og imødegik den paa ethvert Punkt. Men Alt, hvad jeg |236| om Kvindesagen havde udført og planlagt, blev forkastet, da John Stuart Mills[XI] Skrift om dette Emne i 1869 faldt mig i Hænde. Jeg følte Mills[XII] Overlegenhed som saa umaadelig og betragtede dette hans Skrift som sættende et saadant Tidsskel, at jeg nødvendigvis maatte kassere mit eget Udkast og indskrænke mig til Oversættelse og Indførelse af Mill[XIII]. I November 1869 udgav jeg Mills[XIV] Bog paa Dansk og kom derved til at indlede den moderne Kvindebevægelse i Danmark.
Oversættelsen medførte for mig det Gode, at den bragte mig først i brevlig Forbindelse, senere i personlig Berøring med en af Tidsalderens største Mænd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
