Magdalene Thoresen[I] opholdt sig det Aar i Kjøbenhavn, og Forbindelsen mellem hende og mig, som en Brevveksling havde vedligeholdt, medførte en livlig indbyrdes Meddelelse af Tanker og Indtryk. Rigtignok var Naturerne saa uensartede som muligt; men Magdalene Thoresens[II] Stemningsrigdom og overstrømmende Varme, det Sving, der var i hendes Væsen, den Ømhed, der fyldte hendes Sjæl, og den uafbrudte kunstneriske Anspændelse, hendes angrebne Legem ingenlunde taalte, alt dette vakte en Medfølelse, som Taagen i hendes Tankeliv og Overspændtheden i hendes Aandsliv ikke kunde forringe. Hun havde desuden, især naar hun var fraværende fra Kjøbenhavn, dog ogsaa dèr, en literær Medhjælp nødig, der kunde gennemse hendes Haandskrifter, forhandle om dem med Udgivere af Samlinger, Kalendere og Ugeblade; og hun lagde i dette Øjemed ikke sjældent Beslag paa mig, ligesom alle Andre iøvrigt i den uskyldige Overbevisning om at være den eneste, der stillede den Art Krav til mig. – Pinligt var det kun, at naar min Dom om hendes Arbejde ikke faldt ud efter hendes Ønske, saa hun deri en Ukærlighed, til hvilken hun fandt Aarsager, der Intet havde med Kunst at gøre.
Magdalene Thoresen[III] maatte nødvendigvis holde af Rasmus Nielsen[IV]; de var begge livfulde, lethenrevne Naturer, der aandede friest i Taage. Det skilte hende dog ikke fra mig, hvem hun desuden gav Ret i Meget. Overfor min Virksomhed i Pressen gjorde hun det formelle, men væsenlige Synspunkt gældende, at jeg ikke burde skrive de mange Smaating; det draabevise Spild kunde min Natur ikke taale.
At jeg burde samle mig om større Arbejder, havde jeg selv for længe siden følt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
