|[203]| Ungdomsliv

1.

Efter Tilbagekomsten fra Frankrig til Danmark i 1867 optoges mine Tanker paany af den Fejde, som var brudt ud i dansk Literatur mellem Videnskab og saakaldt Aabenbaring (i Datidens Sprog: Tro og Viden). Flere og flere havde efterhaanden udgivet Indlæg i denne Strid, og jeg, der havde min højeste aandelige Interesse i den, tog Del i Ordskiftet med dobbelt Front, dels imod de rettroende Teologer, dels og især imod R. Nielsen^[I]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. , Teologernes Angriber, der i mine Øjne ikke var mindre teologisk sindet end sine Modstandere.

Jeg selv blev herved Genstand for en Række heftige Angreb fra forskellige Sider. De tog vel ikke synderligt paa mit Humør, men tvang mig Aaringer igennem ind i en noget pirrelig Nødværgestemning. Dog nu var det Tidspunkt indtraadt i min Ungdoms Liv, hvor Filosofi og Kunst ikke formaaede at trænge Temperamentet tilbage.

2.

Det ytrede sig først i ny Trang til Legemsøvelser.

I de to første Aar efter Afgørelsen 1864, da det trak |204| op til Krig mellem Prøjsen og Østerrig og da Ungdommen i Danmark indbildte sig, at Landet vilde blive inddraget i denne Krig, havde jeg som Medlem af den akademiske Skytteforening ivrigt deltaget i Eksersits og Skydeøvelser. Efter Slaget ved Königgrätz havde disse Sysselsættelser tabt adskilligt af deres Tiltrækning.

Nu drev jeg en Idræt, som var mig ny og som jeg længe havde attraaet Færdighed i. Det var Ridning, jeg ønskede tilgavns at lære.

Jeg havde hidtil ikke havt Raad til at ride. Men nu tilbød en Ritmester ved Dragonerne Undervisning for en meget billig Pris, og i Dronningens Ridehus indviedes jeg da i Foraarsmaanederne i Kunstens Begyndelsesgrunde for ved Sommerens Komme at kunne ride ud. Disse Ridetimer blev mig til den største Fornøjelse. Jeg, som sjældent var glad, sjældnere overstadig, kunde formelig juble, naar jeg en Morgenstund red ud ad Strandvejen. Selv om jeg havde en næsten søvnløs Nat bag mig, paa Hesteryggen var jeg frisk.

Det morede mig ikke, oftere at ride paa samme Hest, hvis Natur jeg kendte. Jeg ønskede at skifte Hest, saa tidt det lod sig gøre, og red hellere en Smule vanskelige Heste end de altfor vel tilredne Hopper. Jeg følte Ungdommens Overmod syde i mig ved et rask Ridt.

Min Færdighed var endnu yderst ringe, da et Blik i min Kasse en Dag overtydede mig om, at det Tidspunkt var inde, hvor jeg maatte give Afkald paa Ridetimerne.

Da jeg meddelte min Lærer, at jeg ikke mere kunde nyde godt af hans Undervisning, og paa Spørgsmaalet Hvorfor? nævnte Grunden, svarte Ritmesteren, at den Sag lod sig med største Lethed ordne: han havde en Søster, en ældre Pige, der interesserede sig lidenskabeligt for Literatur og Literaturhistorie. Undervisningstimer deri kunde til gen|205|sidig Tilfredshed gaa lige op mod Undervisning i Ridning, der saaledes ikke behøvede at tage Ende i en overskuelig Tid. Unødigt at sige, i hvor høj Grad Forslaget tilsmilede mig; det kom som et forløsende Ord.

Ritmesteren var en elskværdig, godmodig, literært ganske udannet Mand, som troskyldigt meddelte sin Elev sine Ungkarlserfaringer, og disse kunde sammenfattes i den Sum, at naar et Fruentimmer er forlibt, saa skyer hun hverken Ild eller Vand; Ritmesteren selv, der dog efter sin egen Mening kun til Hest saa nogenlunde godt ud, havde engang havt en Historie med en Frue, der bombarderede ham med Breve, og som i sin Ivrighed en Dag begyndte paa et, uden at mærke Ægtemanden, der stod bag hendes Stol og saa til over hendes Skulder. Siden da havde Ritmesteren saa at sige ikke Kvinder behov, var helst fri for dem, og havde sin væsenlige Glæde af sine Heste og sin Duelighed som Rytter.

Søsteren var en fyrretyveaarig Jomfru, ingenlunde uden Aandsevner, med lagttagelsesgave og Sans for god Læsning, hvis Udvikling imidlertid var blevet aldeles forsømt, og som nu nærede den Ærgerrighed at optræde som Forfatterinde. Hun skrev i Stilhed smaa Fortællinger, der ikke var altfor dumme, men ganske blottede for Stil og Talent. Hun var meget lidt køn og overmaade før, hvad der virkede pudsigt, eftersom hun var tilbøjelig til Overspændthed i Ord og Lader.

Der var et Misforhold mellem Lærerens Alder og Elevens; i mine Øjne var hun en helt gammel Person, i hendes Øjne jeg som aandeligt jævnbyrdig ogsaa jævnaldrende. Hun følte efter Naturens Orden mere personlig Sympati for mig end jeg for hende. Uvilkaarligt gav jeg da min Undervisning et drillende Anstrøg, holdt mig nu og da op over hendes Følsomhed, og naar den svære Dame da, halvt ulykkelig, halvt |206| ophidset, rejste sig for at tage fat paa mig og ruske i mig, kunde jeg løbe rundt om Bordet, forfulgt af hende, eller skyde en Stol frem mellem hende og mig – hvad der unegteligt ikke fremmede Undervisningens Værdighed.

Om grundig og sammenhængende Undervisning var der overhovedet ikke Tale. Damen ønskede især sine literære Udkast gennemgaaede og forbedrede; men de lod sig ikke ved Rettelser forvandle til Kunst. Og saaledes kom det efter ikke lang Tids Forløb saa vidt, at jeg opgav disse besværlige Timer, skønt jeg nødtes til at opgive de kære Ridetimer med det samme.

Nogen virkelig Færdighed i Ridning opnaaede jeg saaledes slet ikke, om jeg end i de nærmest følgende Aar af og til fik mig en Ridetur. Men fra Aaret 1870–71 tvang en heftig Aarebetændelse, der fulgte paa Tyfus, mig til at opgive alle de Legemsøvelser, der var mig kærest.

3.

Temperamentet ytrede sig, som i Driften til Idræt, i en Sværm af ungdommelige Længsler.

Ved mit Studieliv havde jeg i de egenlige Ynglingeaar frivilligt udespærret mig fra Ungdommens almindelige erotiske Adspredelser. Saa tidligt udviklet som jeg var i ren Aandsdannelse, saa langt stod jeg tilbage i erotisk Forfarenhed. I den Henseende var jeg en god Række Aar yngre end min Alder.

I den første Tid efter min Hjemkomst dønnede Oplevelserne fra Paris endnu stærkt i mit Sind. Mellem den unge franske Frøken og mig var en livlig Brevveksling bleven indledet, og den unge spanske Dames straalende Skikkelse beholdt sin Plads i mit Indre.

Saa gjorde Omgivelserne deres Ret gældende, og jeg |207| følte ikke uden Sindsbevægelse, hvor indtagende Hjemmets unge Piger var. Thi først nu indtraadte jeg i Cherubino-Stadiet af mit Liv, i den sværmende Attraas Livsafsnit, hvor Synet af kvindelig Skønhed eller Ynde øjeblikkeligt hensætter Ynglingen i en let Elskovsrus.

Det var utroligt, saa rig paa henrivende Skabninger Verden var, og i Verden Kjøbenhavn.

Gik man ned ad Kronprinsessegade, sad etsteds ved et Vindue i Stueetagen en ung Pige, mørk med græsk Hovedform og to brune Øjne idealt beliggende under en stejl og ædel Pande. Hun forenede Pallas Athenes kyske Renhed med en streng, tiltrækkende Ynde.

Gik man ud ad Nørrebro, laa dèr et Hus, paa hvis første Sal man var velkommen, og hvor et smukt og fornemt Par en Gang om Ugen saa mandig Ungdom hos sig for Fruens unge Broderdatters Skyld. Husets Herre var en slank og stille Mand, der altid tog sig ud og altid var værdig; han havde beklædt en høj Embedsstilling med Ære. Fruen havde i sin Ungdom været meget indtagende, var endnu som ganske ung bleven hvidhaaret, og var nu smuk med snehvide Lokker til det friske Ansigt. Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand Velvilje, hjertelig Imødekommen. Men Udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun altfor selskabeligt urolig. Naar Huset havde Modtagelsesaften, blev hun ikke længe nok staaende ved nogen Gruppe til ordenligt at opfatte, hvorom der blev talt. Efter et Minuts Forløb ilte hun hen i Salens andet Hjørne, sagde dèr et Par Ord, hørte med et halvt Øre Samtalens Genstand, og gik videre at sørge for Theen.

Det var ikke for hendes Skyld saa lidt som for Husherrens, at megen Ungdom søgte til hendes Hjem. Det skyldtes den attenaarige Elverpige, hendes Broderdatter, der havde |208| et Ansigt, hvorom man ikke kunde lade være at drømme. Det var ikke fra selve Trækkene i dette Ansigt, at Trolddommen udgik, endda dets Form var en udadlelig Oval, den smalle Pande høj og velformet, Hagen kraftig. Det var heller ikke fra Personligheden, som skimtedes gennem Trækkene. Den unge Pige syntes sjæleligt beskaffen som andre unge Piger, var mest tavs, eller meddelsom angaaende Smaating, uden andet Koketteri end Ungdommens uskyldigste af selve Naturen krævede Glæde ved at tækkes.

Men der stod ligefuldt et Trylleri omkring hende som om Elverpigerne. Det gnistrede gult om hendes lyse Haar; der glimtede blaalige Flammer fra hendes blaa Øjne. Om hende drog disse Flammer en magisk Kres. Og det Dusin unge Mænd, der havde forvildet sig indenfor Kresen, forblev bundne der, flokkedes om hendes Faster den Aften om Ugen, da Familien tog imod, og sad der i Kappestrid om Blikket fra hine Øjne, hadende hverandre ret inderligt som Medbejlere og lidende under Komiken ved dog at samles broderligt Uge efter Uge som Gæstevenner af samme Hus.

Den unge Piges mandlige Slægtninge, der havde Forelskelsen i hende bag sig som overstaaet, hævdede, at hun ikke havde nogen god paalidelig Karakter – stakkels Barn! ogsaa det skulde hun have! – Andre, der ikke krævede saa meget, glædede sig blot ved Lyden af hendes Stemme.

Hun var ikke fra Kjøbenhavn, tilbragte kun et Par Vinterhalvaar i Byen og forsvandt igen.

Nogle Aar efter hed det til almindelig Forundring, at hun var bleven gift med en Enkemand i en Provinsby – hun som hørte Poesiens Verden til.

Saa var der en anden ung Pige, nittenaarig denne. Medens Elverpigen ikke umagede sig med at lade som bekymrede hun sig om de unge Mænd, hun fængslede ved sine Bevægelsers Rytmer og sin Skønheds Udstraaling, |209| snarere var lidt kort for Hovedet, lidt staccato i sine Udtalelser, for vant til at møde Beundring til at hun skulde erobre sig Tilbedere ved Opmærksomhed, for uudviklet og upersonlig til med Bevidsthed at gøre sig gældende – var denne anden unge Pige af vidt forskellig Art. Hun var ingen Naturmagt, men et klogt og smidigt Menneskebarn. Hendes Ansigt tiltrak ikke ved Skønhed, men var altid langt mere smukt end stygt, med en fint kroget Næse, en forjættende Mund, et Udtryk af Tænksomhed og Vilje. Naar hun paa et Bal viste sig nedringet, hang Mændenes Øjne ved hendes Hals, men især ved den hvide Ryg med dens faste, glatte Hud og dens fine Muskelspil; thi lod hun ikke skimte meget af sin unge Barm, saa nærmede til Gengæld Udskæringen i Ryggen sig til Beltet. Hendes Stemme var dyb Alt, og hun kunde give sig Udtryk af Samling og Alvor. Men hun indtog mest ved den Agtpaagivenhed, hun viste. Naar en ung Mand, hun vilde vinde, begyndte en Samtale med hende, fæstede hun sine Øjne ufravendt paa hans, snarere i hans, og viste en saa levende Opmærksomhed for hans Ord, en saadan Interesse for hans Tænkemaade og hans Sysselsættelser, at han blot efter et enkelt Sammentræf ikke mere slap Erindringen om hende. Hendes Koketteri var ingen Kæløjethed, men en foregiven Deltagelse, der smigrede og betog.

4.

Disse unge danske Piger kunde nok sysselsætte en ung Mand, der lige var vendt hjem fra en Udenlands-Udflugt, under hvilken hans Sind for første Gang var blevet sat i dobbelt Svingning af kvindelig Hengivenhed og Begejstring for en Kvinde. De paavirkede mig saa meget des stærkere, fordi de var danske, og fordi jeg, som elskede alt Dansk |210| fra Sproget til Minderne, siden Krigen følte et Savn overfor Enhver, Kvinde som Mand, der var fremmed for Danmark.

Dog midt under denne ungdommelige Længsel mod det andet Køn med dens Dirren i Følelser af ubestemt Art, blev mit Sind som med et Ryk samlet om det dybeste, tidligere Indtryk, det af den unge Spanierindes Dejlighed og overlegne Person. Breve fra Paris gennemkrydsede mit Sind som Dampere en Indsø, fik det til at skumme højt og bølge stærkt, efterlod lange Kølvandsstriber. Ikke at Frøken Matilde selv sendte Brev, men hendes italienske Venner og Veninder skrev paa hendes Vegne, tilsyneladende i hendes Navn, beklagede i stærke Udtryk min urimelige Bortrejse, ønskede og krævede min Tilbagevenden, skildrede hendes Savn, undertiden hendes Vrede.

Jeg var altfor fattig til straks at kunne rejse paany. Jeg gjorde hvad jeg formaaede for at skaffe mig Penge, skrev til dem blandt mine Venner, hvem jeg tiltroede bedst Raad og paa hvem jeg stolede mest, men fik Afslag, der bragte mig til at mindes de mange, som i Adam Homo’s^[0001] femte Sang Hovedpersonen faar paa en lignende Anmodning.

Saa spilte jeg i Lotteriet og vandt ingen Ting.

Under Presset fra Frankrig og under Højtrykket af min egen romantiske Fantasi syntes det mig nu paa én Gang klart, at jeg for bestandig burde forene min Skæbne med denne sjældne og smukke Kvindes, hvem jeg ganske vist neppe kendte og med hvem jeg aldrig et Minut havde talt alene, som desuden neppe havde én Forudsætning tilfælles med mig, men som netop ved dette Uligeartede, at hun var født af spanske Forældre i Rio, men jeg af danske i Kjøbenhavn, syntes skæbnebestemt for mig som jeg for hende. Palmen og Grantræet havde drømt om hinanden, og kunde aldrig mødes; men Mennesker kunde, hvor langt fra hinanden de |211| end var født. I Højsommeren 1867 var jeg som besat af den Tanke, at jeg og hun burde forenes.

Den simpleste Indvending, at jeg, der neppe var i Stand til at ernære mig selv, umuligt kunde ernære en Hustru, syntes mig underordnet. Mine Bevæggrunde var rent ridderlige; jeg kunde ikke lade hende i Stikken, som den ynkelige Hovedperson i Andersens^[II]H.C. Andersen (1805-1875): dansk forfatter. Kun en Spillemand^[0002] Noomi^[iii]. Og hun stod for mig i al sin dragende Dejlighed.

Hele Juli Maaned og et godt Stykke ind i August laa jeg af den Grund som paa Pinebænken, snart lidenskabeligt attraaende, at mine Planer maatte gaa i Opfyldelse, snart lige saa heftigt ønskende, at de maatte strande paa den fremmede Families Modstand; thi jeg maatte sige mig selv, at den smukke Spanierinde saare daarligt passede til Kjøbenhavn, vilde fryse dèr, aandeligt som bogstaveligt. Men især sagde jeg dagligt mig selv, at sæt den Krig, man i Danmark ventede, brød ud paany og Ungdommen skulde kaldes under Fanen, saa vilde den ringeste danske Pige være mig en bedre Valkyrje; hun vilde være fremmed for alle Følelser i mit Sind og rimeligvis end ikke kunne lære Dansk. Enhver anden Kvinde vilde forstaa mere af min Aand end hun. Og dog! Dog var hun den Eneste for mig.

Saaledes tumledes jeg mellem modsatte Ønsker i den lange Tid, Sagen var svævende og uvis. Saa medtaget var jeg af Spændingen, at jeg kun holdt mig oppe ved to Gange daglig at gaa i koldt Bad og ved hurtige Ridt. Blot Synet af et Postbud fik mit Hjerte til at banke. Forhaanelser af mig i danske Aviser virkede i denne Tilstand underligt fremmed som Slag paa en Andenstedsværende.

Jeg grublede Dagen igennem over det pinlige Tveføre, hvori jeg var stedt; jeg drømte om min Dulcinea^[iv] hver Nat, og saaledes fik jeg et Udseende, der svarede til min Over|212|anstrengthed. Da jeg en Dag havde fulgt en Indbydelse fra Frederik Paludan-Müller^[V]Frederik Paludan-Müller (1809-1876): dansk forfatter. til Fredensborg, sagde Digteren til mig: Har De været syg i denne senere Tid? De ser saa bleg og angrebet ud. – Jeg lod lige glad; al min Omgang med Mennesker foregik under uafbrudt Forstillelse.

Der indtraadte lignende Omskiftninger i mit Sind som i Don Quijotes^[vi]. Snart saa jeg i min fjerne Spanierinde et Indbegreb af Fuldkommenhed, snart forflygtigedes Billedet aldeles for mig; selve min Tilbøjelighed for hende forekom mig da ringe, kunstlet, rent grilleagtig, halv glemt. Og saa var hun paany den store Lykke.

Da Afgørelsen kom, da – som enhver blot en Smule verdsligt Forfaren kunde have forudsagt – de mange skønne Drømme og dristige Planer med ét Slag styrtede omkuld, følte jeg det, som om denne langvarige Krise havde sat mig ubeskriveligt tilbage; min aandelige Udvikling havde Maaneder igennem staaet i Stampe. Det var en Følelse, som naar et elsket Væsens Død afløser den lange kvalfulde Uro under den forudgaaende Sygdom. Jeg, der havde samlet Alt om én Tanke, skulde nu glædesløs slaa ind paa nye Veje. Mit Udbrud, der overraskede mig selv, var dette: Hvor trængte jeg til et Hjerte!

5.

At Fantasteriet var bortvejret, kunde jeg ikke straks føle som Befrielse. Legemligt var jeg i høj Grad nedbrudt, men rettede mig med mit Væsens Elasticitet saare hurtigt. Dog i mit Forhold til det andet Køn var jeg nu oprevet som aldrig før. Min Sjæl, eller nøjere den Part af mit Sjæleliv, som grænsede op til det andet Køn, var som en dybt oppløjet Mark, der ventede paa Sæden.

|213|Der gik ikke stort mer end en Maaned, før Marken var tilsaat.

Iblandt mine danske Bekendte var der en eneste, en ganske ung og meget smuk Enke, paa hvem jeg i min Stilling til Frøken Matilde bestemt havde regnet. Til hende vilde jeg have ført Spanierinden; hun alene vilde have forstaaet hende; de vilde været blevne Veninder.

Der havde i længere Tid mellem mig og hende været varm Sympati. Hun nærmede sig ved et Tilfælde stærkt til mig umiddelbart efter at Afgørelsen var faldet. Hun blev da ogsaa den Eneste, for hvem jeg berørte det Fantasteri, i hvis Vold jeg havde givet mig, og hvem jeg indviede i de Drømmerier, med hvilke jeg havde spildt min Tid. Hun hørte paa mig med Deltagelse og med ikke ringe Forundring over at det i den Grad skortede mig paa Virkelighedssans. Hun stod med begge Fødder paa Jorden; men hun havde en Evne, som jeg ikke tidligere havde mødt hos nogen ung Kvinde, Evnen til Begejstring. Hun havde mørke Øjne med noget Sørgmodigt i Blikket; men naar hun talte om noget, der begejstrede hende, lyste hendes Øjne som Stjerner.

Hun foreholdt mig det Urimelige i mit Hang til at søge langt borte en Lykke, der maaske var mig ganske nær, og det endnu Urimeligere i, som jeg havde gjort, at forsømme mine Studier og aandelige Forsætter for en fantastisk Erotik. Og for første Gang i Livet hændte det mig, at en ung Kvinde talte til mig om mine Evner og om det Indtryk, hun havde faaet af dem, dels gennem Læsning af de Smaating, jeg havde ladet trykke, dels og især gennem de lange Samtaler med mig. Hverken den lille franske Pige eller den unge spanske Frøken havde nogensinde talt til mig om mig selv, mine Anlæg eller min Fremtid; denne danske Kvinde paastod, hun kendte mig ud og ind. Og her var |214| der dette ganske Nye, til hvilket jeg intet Tilsvarende havde oplevet: hun troede paa mig. Mer end det: hun nærede de højeste Forestillinger om mine Evner, hævdede imod mig selv, at jeg allerede nu havde en ualmindelig Betydning, og nærede en glødende Ærgerrighed paa mine Vegne.

Netop paa dette Tidspunkt, da jeg var saa dybt nedslaaet og under ørkesløse Forhaabninger og Planer havde tabt mit Kald og mine højere Formaal af Syne, meddelte hun mig ved sin faste Tro paa mig, en forøget Selvfølelse. Hendes Tillid til mig blev hos mig til stigende Selvtillid, og en heftig Taknemmelighed fødtes hos mig for den Velgerning, hun herved gjorde imod mig.

Saa hændte det, at hun en Dag uden videre tilstod, at den Interesse, hun nærede for mig, ikke var en blot intellektuel; det var kommet saa vidt nu, at hun ikke kunde tænke paa Andet end mig.

Det rystede hele mit Væsen. Jeg havde hidtil i hende kun set Veninden, Trøsterinden, havde ikke næret eller bekæmpet nogen Attraa. Men neppe havde hun talt, før hun i mine Øjne var forvandlet. Den Kærlighed, hvorefter jeg havde tørstet, tilbød sig her. Det Hjerte, jeg havde trængt til, det var dette Hjerte. Og ikke blot et Hjerte mødte mig, men en Lidenskab, der lo af Hensyn.

Med min strenge Ungdom havde jeg endnu i Virkeligheden intetsomhelst Erotisk oplevet. Jeg havde ført Aandsarbejderens kyske Liv. Mine Tanker havde været en Mands; de var stegne højt og havde gravet dybt; men mine Forelskelser havde været en Halvvoksens Sværmerier og Fantasterier, Hjernespind og Drømme. Denne unge Kvinde, det var for første Gang en levende erotisk Virkelighed.

Og pludselig var det, som om Sluser aabnede sig i mit Indre. Lavastrømme, Ildstrømme skød sig ud over min Sjæl. Jeg elskede for første Gang som en Mand.

|215| Der fulgte nogle Dage, hvor jeg gik som hævet over Jorden, og hvor jeg f. Eks. i Teatret om Aftenen ikke formaaede at følge Forestillingen, men sad i Parkettet med mit Ansigt i mine Hænder, fuld af min nye Skæbne, som om Brystet skulde sprænges.

Og alligevel var dette mere en legemlig Tilstand, et næsten mekanisk Udslag af det for mig overvældende nye Samliv med en Kvinde. Det beroede ikke paa, at Kvinden var netop denne. Thi saa sammensat var mit Følelsesliv, at end ikke i min Lykkes første Øjeblikke fornam jeg denne Lykke som ublandet. Fra den første Time nagedes jeg af, at det ikke var mig, der havde attraaet hende, men hende, der havde kaaret mig, saa min Elskov inderst inde kun var Genskin af hendes.

6.

Paa dette Tidspunkt hændte det mig, at endnu en anden Kvinde^[VII]Caroline David (1832-1878): dansk kvinde, den unge Georg Brandes' elskerinde. Gift med Harald David, skilt 1869. kom til at optage mine Tanker, dog paa helt forskellig Maade.

Livsforhold gjorde, at jeg blev indviet i ulykkelige og oprørende huslige Forhold, som de raadede i et velhavende Hus, hvor jeg jævnligt blev indbudt og hvor for fjernere Staaendes Blik alle Betingelser for huslig Lykke var tilstede.

Husherren^[VIII]Harald David (1819-1871): dansk godsejer. Gift med Caroline David, skilt 1869., der i sine yngre Dage havde været en meget smuk Mand, var arbejdssky, lidet begavet og yderst hidsig af Temperament. Han var Søn af en rig, brav og flink, men meget karaktersvag Mand og af et underholdt Fruentimmer, der havde været en fyrstelig Persons Elskerinde. Han havde uden egen Skyld arvet sin Moders professionelle Laster, gennemført Usandfærdighed, Komediantvæsen, Ødselhed, Pyntesyge og Pralelyst. Han var ganske |216| blottet for aandelige Interesser, men havde Holdning, et vindende Væsen og ingen grove Laster.

Hans Hustru^[IX]Caroline David (1832-1878): dansk kvinde, den unge Georg Brandes' elskerinde. Gift med Harald David, skilt 1869., der altfor ung af Familiehensyn var bleven forbundet med ham, havde aldrig elsket ham, aldrig passet for ham. Hun var som kønsligt uvidende Mø bleven lagt i Armene paa en Mand, der var medtaget af et letsindigt Liv og som havde paadraget sig en Sygdom, der maatte plejes og gjorde ham hende ulidelig. For hver Dag der gik, led hun mere ved at være bundet til den, af hvem hver mindste Bevægelse var hende imod og af hvem hver Udtalelse voldte hende Kval. I Ægteskabets andet Tiaar havde der hos hende udviklet sig den højeste Grad af ægteskabelig Afsky; den var saa stærk, at hun undertiden maatte tage sig sammen for ikke, trods sine inderlige Moderfølelser, at overføre Afskyen paa de Børn, der ogsaa var hans og hos hvem hun skælvede for at møde hans Egenskaber.

I sit Forhold til hende var Manden^[X]Harald David (1819-1871): dansk godsejer. Gift med Caroline David, skilt 1869. despotisk og listig, dog ikke ond, forsaavidt undskyldt, som han kunde gøre hvad han vilde, hun vilde ligefuldt ikke kunne slippe sit Had, der plagede ham og fortærede hende selv. Saa uensartede var de to Naturer.

Al hendes Higen og Tragten gik ud paa at faa Baandet imellem dem opløst. Men herom vilde han af mange Grunde, mest af heftig Uvilje mod Skandal, aldeles ikke høre Tale. Han ansaa sig, og efter den almindelige Opfattelse med Rette, for en god Ægtemand og Fader. Han krævede ingen urimelige Ofre af sin Hustru, og han var kærlig mod sine Børn. Han kunde jo ikke gøre for, at han blev afskyet, forstod neppe engang helt at han blev det. Og dog var enhver Misforstaaelse vanskeliggjort ham. Thi hans Hustru lagde neppe Baand paa sin Uvilje, naar der var Gæster i Huset. Sagde han en Usandhed, saa tav hendes Mund, men ikke hendes Miner. Og hun kunde give sig til at tale |217| om de Fejl og de Laster, der harmede hende mest, og nævnte da hans.

De stadige Sindsbevægelser, hvori hun levede, havde gjort hende til det Yderste nervøs og urolig. Da den kvindelige Trang til i Ægteskabet at kunne se op til Manden hos hende aldrig havde faaet Næring, attraaede hun des heftigere Sanddruhed, Fasthed og Aand hos Mænd. Men uudviklet som hun var, og fortvivlet over den Utilfredsstillelse, den Døs og det Mørke, hvori hendes Dage gled hen, var hvadsomhelst der afbrød Stilstanden og oplyste Mørket: Fut, Livlighed, Glans og Vid hende mere værd end Sligt fortjente.

Dette stødte fra først af mig, hvem hun under sit Livs Øde nærmede sig til, en Smule tilbage. Heibergs^[XI]Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): dansk forfatter, dramatiker og kritiker. Madame Voltisubito^[xii] kan ikke synge, uden der knaldes med en Pisk. Saaledes forekom det mig, som kunde hendes Væsen ikke synge uden Knald af alle Aandens Køre-, Kane- og Ridepiske. Men snart forstod jeg, hvor ulykkelig hun var, og at det Anstrengte i hendes Væremaade kun var et Udtryk derfor.

Hun kunde jo ikke kende den indre Freds Skønhed, og hun havde trods sin protestantiske Opdragelse bevaret hele det naturlige Menneskes Uberørthed og Oprigtighed, al dets haardnakkede Frihedskærlighed, indtil det mindste Træk uanfægtet af det, man kalder Tugt, Pligtlære, Kristendom, vedtagne Regler. Hun troede ikke derpaa, havde set hvad der kom ud deraf og hvad det dækkede over, levede hen i en ublandet Fortvivlelse, der kun til dagligt Brug var stille, ellers oprørsk: hvad der foretoges imod hende, var Forsøg paa Sjælemord.

Til Alt hvad hun under Samlivet i hendes Hjem, der intet Hjem var, rent aandeligt led, var i den senere Tid kommet Omstændigheder, der ogsaa praktisk gjorde en Indgriben og Forandring nødvendig. Hendes Ægteherre^[XIII]Harald David (1819-1871): dansk godsejer. Gift med Caroline David, skilt 1869. havde |218| altid været en daarlig Husholder, ja mindre end det, en i sin store Bedrift ganske udygtig og tanketom Mand. Det havde hidtil betydet mindre, da Andre tog sig af hans Anliggender; men nu var Ledelsen tilfaldet ham alene, og den bestred han saaledes, at Udgifterne steg med rivende Fart, mens Indtægterne sank med samme Hast, saa Spørgsmaalet om fuldstændig Ruin kun syntes et Tidsspørgsmaal.

Hans Hustru^[XIV]Caroline David (1832-1878): dansk kvinde, den unge Georg Brandes' elskerinde. Gift med Harald David, skilt 1869. havde ingen Støtte udenfor sit Hjem. Hun var forældreløs og frændeløs. I Mandens^[XV]Harald David (1819-1871): dansk godsejer. Gift med Caroline David, skilt 1869. Slægt var hun ikke vel lidt og ikke forstaaet. Imidlertid behøvede hun nu til Fortrolig en Mand, som forstod hende og kunde være hende behjælpelig med at frelse hendes og Børnenes Formue ud af Skibbruddet, før det blev for sent. Hun havde stor Tillid til den unge Bekendt af Huset, hvem hun havde set af og til fra hans tidlige Ynglingealder og for hvem hun nu i Samtaler stedse havde aabnet sig mere. Hun skænkede mig sin Fortrolighed, lod mig faa det fulde Indblik i hendes Livs Forpinthed og anmodede om min Hjælp til Erobringen af sin Frihed.

Saaledes fik jeg, endnu ganske ung, et mægtigt, aldrig senere udvisket Indtryk af det moderne Tvangsægteskabs Jammer. Ja Indtrykket var ikke blot mægtigt, men det vakte som ved et Nødraab baade Tænkeevne og Handlekraft i mig. Som gennem en Sprække, der for mine Øjne aabnede sig i Samfundets glatte Overflade, saa jeg ned i alle Rædslers Dyb. I en enkelt Ulykke anede jeg hundredetusinds, oplevede hundredetusinds. Og jeg følte mig heftigt kaldet til ikke blot at nævne Rædslen ved dens Navn, men til efter Evne at skride ind, forhindre, at den upaaagtet bredte sig.

Det var faldet som Skæl fra mine Øjne. Under det hyklede Skin af Kærlighed og Fred sønderrev i Hobetal de enkelte Par hinanden, gik op i Had og gensidig Afsky. |219| Glansen af Lykke hos de Højerestillede blændede Tankeløse og Troskyldige. Den, som væbnede sit Blik, iagttog, hvorledes den Elendighed, Samfundets Ordning forskyldte, bugtede sig helt op til dets Tinder.

Paa de Enkeltes Lyder og Usselheder lod der sig ikke umiddelbart bøde; de arvede og paadragne Sygdomme, Dumheden og Daarligheden, Raaheden og Ondskaben var der nu engang. Men Samfundets Institutioner burde være anlagte paa at gøre disse nedbrydende Magter uvirksomme eller dog formindske deres Skadelighed, ikke paa at give dem Raaderum og forøge deres Frygtelighed ved at sikre dem Ofre.

I Ægteskabet var den mod sin Vilje Bundnes Stilling uværdig, tidt fortvivlet, Kvindens dog værst. Hun kunde som Moder rammes, hvor det smertede hende dybest, og hvad der var allermest oprørende, hun kunde blive Moder imod sin Vilje. Et eneste ulykkeligt Ægteskab havde som ved en pludselig Aabenbaring vist mig, hvad Ægteskabet i talløse Tilfælde var, og hvor ufrit Kvinden endnu var stillet.

Men at Kvinden i det moderne Samfund var forkuet, at den ene Halvdel af Menneskeslægten var lovlig forurettet, det røbede, at det overhovedet stod sørgeligt til med Retten i Samfundet som det var. I Forholdet mellem Mægtige og Magtesløse, Rige og Fattige maatte nødvendigvis samme retslige Misforhold raade som mellem Mand og Kvinde.

Mine Tanker borede sig ned i den Samfundstilstand, der herskede og pristes, og de mødte med stedse ringere Undren og stedse større Uro Hulhed overalt.

Og disse Tanker kaldte paa min Vilje, rustede den.

|220| 7.

Fra nu af begyndte jeg at gruble fuldt saa meget over Livet som over Kunsten og at underkaste de Livsforhold Kritik, som jeg tidligere havde taget paa Tro og Love.

Jeg var overfor Livet som overfor Kunsten ingenlunde paa Forhaand Radikaler. Der laa megen Pietet i mit Væsen, og jeg var en samlende, bevarende Natur. Først efterhaanden og Skridt for Skridt førtes jeg af mine Indtryk, mine Hændelser og min Udvikling til Brud med mangen Overlevering, jeg saa længe som muligt havde fastholdt.

Det var i den gamle Æstetiks Aand, at jeg efter at have sysselsat mig med det Tragiskes Begreb fordybede mig i Undersøgelser af det Komiske, og altsom Stoffet ordnede sig for mig, forsøgte at skrive en Doktordisputats derom. Abstrakte Undersøgelser gjaldt for værdifuldere end Historieforskning. I den komiske Literatur var det især Aristofanes^[XVI] Aristofanes (ca. 450 f.Kr.-385 f.Kr.): græsk dramatiker. Ophavsmand til de ældste europæiske komedier., som henrev mig, og jeg havde i Sinde at lade mine almindelige Begrebsbestemmelser glide over i en Fremstilling af den græske Komikers Storhed; men da Traaden bristede for mig, kom jeg ikke længere end til Læren om det Komiske i Almindelighed. Den var ikke, som min forrige Afhandling om den tragiske Skæbne, fremstilt i Treheder efter hegelsk^[XVII]Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831): tysk filosof. Professor i Berlin. Ophavsmand til hegelianismen. Mønster, men nedskrevet ligefrem uden nogen Inddeling i Paragrafer.

Under Udarbejdelsen af denne Afhandling havde jeg naturligvis uafbrudt maattet raadspørge de nationale Komedier og Lystspil, saa jeg kendte dem ud og ind. Da derfor Digteren Gotfred Rode^[XVIII]Gotfred Rode (1830-1878): dansk litteraturhistoriker og pædagog. , der var knyttet til Frk. Zahles^[XIX]Nathalie Zahle (1827-1913): dansk skoleleder. Opdragelsesanstalt for unge Piger, henvendte sig til mig med Spørgsmaal om jeg vilde holde en Række offenlige Forelæsninger for Damer, valgte jeg til Æmne: Det danske Lystspil^[0003]. Forelæsningerne holdtes i den militære Højskoles |221| daværende Lokaler paa Kongens Nytorv og var stærkt besøgte. Æmnet var jo højst uskyldigt, og Behandlingsmaaden ganske konservativ. Jeg nærede da en oprigtig og kun svagt betinget Beundring for Heiberg^[XX]Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): dansk forfatter, dramatiker og kritiker. , Hertz^[XXI]Henrik Heyman Hertz (1797/1798-1870): dansk forfatter, lyriker og dramatiker. , Hostrup^[XXII]Jens Christian Hostrup (1818-1892): dansk forfatter og præst. med flere som Lystspildigtere, ja var ikke langt fra at tillægge deres Arbejder en lignende Betydning som Holbergs^[XXIII]Ludvig Holberg (1684-1754): dansk forfatter og dramatiker. Født i Bergen. Professor i historie ved Københavns Universitet. Fra 1747 baron.. Ligefuldt undgik jeg ikke at vække Anstød. Jeg havde, synes det, om Heibergs^[XXIV]Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): dansk forfatter, dramatiker og kritiker. Klister^[xxv] og Malle^[xxvi] med en iøvrigt vistnok Kierkegaardsk^[XXVII]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. Vending brugt Udtrykket: at oversavle et Forhold. Denne Talemaade blev med Forargelse bragt til Frk. Zahle^[XXVIII]Nathalie Zahle (1827-1913): dansk skoleleder. , og den ubesindige Foredragsholder modtog en Anmodning om at indfinde sig hos Institutbestyrerinden^[XXIX]Nathalie Zahle (1827-1913): dansk skoleleder. . Da jeg lidet anende, hvad man havde at sige mig, efter lang Ventetid fik Foretræde, viste det sig, at jeg var bleven hidkalt for at modtage en høflig, men bestemt Advarsel mod at saare mine Tilhørerinder ved Udtryk, der ikke hørte god Tone til, og da jeg, som ikke var mig noget Ondt bevidst, spurgte, til hvilke Udtryk der blev sigtet, fik jeg det ulykkelige »savle« anført: de unge Tilhørerinder var ikke Trine Rar’er^[xxx], for hvem slig Talebrug kunde passe.

Jeg blev ikke oftere anmodet om at holde Foredrag for unge Damer.

8.

Naar jeg hidtil var optraadt for Læseverdenen, var det kun som Forfatter af kortere eller længere Indlæg i den filosofiske Drøftelse af Forholdet mellem Videnskab og Tro; forsaavidt de fandt Optagelse i et Dagblad, havde det været som Bladets tungeste Ballast. Jeg havde endnu aldrig skrevet Noget, som den almindelige Læser kunde følge med Fornøjelse, og jeg havde tilmed nødtvungent maattet bruge en god Del uigennemsigtige filosofiske Kunstord.

|222| Nu tilbød Udgiverne af Illustreret Tidende^[0004] mig at anmelde det kongelige Teaters Forestillinger i dette Blad, som hidtil ikke havde indeholdt Teaterkritik. Jeg tog mod Tilbudet, fordi det gav mig en forønsket Lejlighed til at ryste Skolestøvet af mig. Jeg kunde her øve min Pen og komme i Berøring med den Del af Læseverdenen, der uden at bryde sig om Filosofi var aandeligt interesseret, og i Virkeligheden gav disse Artikler mig et Afløb for hvad jeg paa dette Tidspunkt kunstnerisk og menneskeligt havde paa Hjerte. De var skrevne anderledes mundtligt end jeg før havde skrevet og end man plejede at skrive i Danmark da, og de skiftede med større Essays som dem om Andersen^[XXXI]H.C. Andersen (1805-1875): dansk forfatter. og Goldschmidt^[XXXII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter..

Betragtede blot som Teaterkritiker havde de ringe Værd. Det kongelige Teater, hvis Glanstid snart var til Ende, var mig temmelig ligegyldigt; og jeg kendte personlig saa godt som Intet til Teatrets Skuespillere, traf højst nu og da Fru Sødring^[XXXIII]Julie Sødring (1823-1894): dansk skuespiller. Ansat ved Det Kgl. Teater 1843-75., Phister^[XXXIV]Ludvig Phister (1807-1896): dansk skuespiller. og Adolf Rosenkilde^[XXXV]Adolph Rosenkilde (1816-1882): dansk skuespiller og forfatter. i Selskab.

Jeg fandt det ganske urimeligt at svinge Ferlen over den enkelte Skuespiller i den enkelte Rolle. Men Formen var mig kun Paaskud. Jeg vilde lægge mit Væsen for Dagen, tale ud om dramatisk og anden Literatur, røbe, hvorledes jeg følte, vise, hvorledes jeg tænkte om alle de Livsforhold, der paa Teatret fremstiltes eller berørtes.

Mine Artikler blev læste med saa megen Interesse, at Illustreret Tidendes^[0005] Udgivere forhøjede Forfatterens Honorar til ti Kroner Spalten, hvad for hin Tid var et meget anseligt Honorar. Det viste sig desværre, at jeg ikke desto mindre, naar jeg skrev i Bladet Aaret rundt, ikke kunde drive min aarlige Indtægt derved højere end til 320 Kroner i vore Penge, saa jeg uden et Universitetsstipendium vilde været saare ilde faren og selv med det ikke var overdaadigt udrustet.

|223| Den første Samling af mine Arbejder, som jeg i 1868 udgav under Titlen Æsthetiske Studier^[0006], skaffede mig vel en forøget Indtægt, men jeg fik dog for den som for den følgende større Samling Kritiker og Portræter^[0007] kun tyve Kroner pr. Ark. Streng Husholdning var nødvendig.

9.

For mit første Boghonorar foretog jeg i Højsommeren 1868 en Rejse til Tyskland og Schweiz. Jeg fik et Indtryk af Berlin, som da endnu kun var Prøjsens Hovedstad og i Folkemængde omtrent svarede til Kjøbenhavn i vore Dage; jeg blev et Par Uger i Dresden, hvor jeg følte mig veltilpas og havde stor Glæde af den udsøgte Kunstsamling og en ikke ringe af det dengang udmærkede Teater. Jeg saa Prag for første Gang, dyrkede Rubens^[XXXVI]Peter Paul Rubens (1577-1640): flamsk maler. i München og stræbte i Anledning af ham at gøre mig Rede for, hvorledes de største Malere havde opfattet Livet. Schweiz berigede mig med store Natursyner. Jeg lærte Alperne og Uvejr mellem Alperne at kende, oplevede Stjernenætter paa Schweizersøerne, fulgte skummende Bjergstrømme som Tamina ved Pfäffers, besteg i en taabelig Ilmarche Rigi paa min Fod og saa fra Kulmen et Skytog, der greb mig som Vanernes Tog i det gamle Nordens Gudesagn. Mange Aar derefter blev det beskrevet i Hovedstrømningers^[0008] fjerde Del. Fra Interlaken beskuede jeg Jomfruens Hvidhed, dog neppe med større Sindsbevægelse end den, hvormed jeg i sin Tid havde glædet mig ved Møens. Paa Hjemvejen saa jeg Heidelbergs dejlige Slotsruin (hvortil Karl den Femtes^[XXXVII] Karl 5. (1500-1558): tysk-romersk kejser 1519-56, konge af Spanien 1516-56. Abdicerede, døde i et kloster i Spanien. nær Alhambra udgør et underfuldt Modstykke), Strassburgs alvorsfulde Katedral, og Goethehuset i Frankfurt.

Min Rejse var ikke langvarig, men overordenligt lærerig. Jeg gjorde paa den Bekendtskab med Folk fra de forskelligste |224| Lande, indlod mig i ungdommelig Aabenhed med Tyskere og Franskmænd, Englændere og Amerikanere, Polakker og Russere, Hollændere, Belgiere og Schweizere, fik dem til Rejsefæller og hørte med Opmærksomhed paa, hvad de fortalte. Ogsaa de var mærkeligt aabne overfor det unge Menneske, der med sin Alders Videbegærlighed spurgte dem ud.

Unge Hollændere, der i Dresden studerede Musik, gav mig et Indtryk af deres Landsmænds Uvilje mod Prøjserne, en Uvilje, hvori Ringeagt var blandet. Til Gengæld forbavsedes jeg ved under en halv Dags Fodvandring med et Par Leipzigerstudenter at erfare, hvor stærk Følelsen af Tysklands Enhed og af det prøjsiske Overherredømmes Nødvendighed var endog i de Stater, der under Krigen 1866 havde staaet paa Østerrigs Side. Studenterne nærede ingen Sorg over at være overvundne; ogsaa Sejrherrerne var jo Tyskere; Alt var godt, blot det tyske Rige blev ét. Disse og lignende Samtaler, der tilsidst gav mig det Indtryk, at den hele Borgerstand var tilfreds med det prøjsiske Styre, bevirkede, at jeg i 1870 intet Øjeblik delte de Danskes og Franskmændenes Indbildning, at de overvundne tyske Stater vilde indgaa Forbund med Frankrig mod Prøjsen.

Engelske Studenter opgav mig de filosofiske og historiske Værker, der i det Øjeblik ved Storbritanniens Universiteter læstes mest, bøhmiske Studenter forklarede mig, at Kant^[XXXVIII]Immanuel Kant (1724-1804): tysk filosof. Bosat og virksom i Königsberg, Østpreussen. i Tysklands filosofiske Verden nu ganske havde fortrængt og overstraalet Hegel^[XXXIX]Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831): tysk filosof. Professor i Berlin. Ophavsmand til hegelianismen..

I en amerikansk Familie fra Boston tog Damerne sig helt moderligt af mig; Husfruen tilbød mig straks i Jernbanevognen, at jeg i Hotellet skulde give hende, hvad Linned eller Tøj af mit der maatte trænge til Istandsættelse; hun skulde med Fornøjelse sy det for mig. Manden, der var meget from og meget godmodig, havde alle Lommer |225| fulde af smaa Salmebøger og i sin Tegnebog en Mængde Avisudklip af gudelige Vers, som han nu og da foredrog med Begejstring.

Men ogsaa Amerikanere af helt anden Støbning traf jeg paa. En ung Student fra Harvard Universitetet, der iøvrigt ikke var begejstret for Tyskerne og udtalte, at Fristaterne havde vanskeligt ved at indoptage og fordøje dem, der var bosatte dèr, overraskede mig ved den Anskuelse, at Bismarck^[XL]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890. i Fremtiden ikke vilde staa som nogen ringere Personlighed end Cavour^[XLI]Camillo Cavour (1810-1861): italiensk statsmand og politiker. . Om Cavour^[XLII]Camillo Cavour (1810-1861): italiensk statsmand og politiker. samlede dengang den oplyste Samtids Beundring sig, medens Bismarck^[XLIII]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890. endnu kun havde mødt lidenskabelig Uvilje udenfor Tyskland og selv i Tyskland var Genstand for saare meget Had. Denne Student vakte da min Selvtænkning overfor Bismarck^[XLIV]Otto von Bismarck (1815-1898): tysk politiker og statsmand. Tysk rigskansler 1871-1890..

Da jeg under en Bjergbestigning uden Fører i Schweiz badet i Sved havde lagt mig ned paa Jorden, blev jeg tiltalt af en Kone, der frygtede, jeg var kommet noget til. Jeg fulgtes med hende opefter. Det viste sig at være en ung Bondekone fra Normandiet, der boede midtvejs paa Bjerget. Hun havde i sin Tid ledsaget sin Mand til Schweiz, men forbandede sin Lod og længtes uafbrudt tilbage til Frankrig. Da jeg bemærkede, det dog maatte være en Trøst at bo paa saa smukt et Sted som dette, brød hun ud i de heftigste Protester. Smukt Sted dette! det stejle Bjerg, de stride Naaletræer, Sneen foroven, Søen dybt dernede – noget Grimmere kunde vel ikke tænkes. Ingen Marker, ingen Agre, ingen Æbletræer! Nej, skulde hun nævne et Land, som var smukt, saa var det Normandiet. Dèr var der rigeligt med Næring for Alle og dèr behøvede man hverken at gaa opad eller nedad; dèr var Gudskelov fladt. Om jeg maaske ansaa Sten for smukke? I fem Maaneder havde hun ikke været nede i Dalen, og højere end til sit Hus var hun overhovedet aldrig steget og vilde aldrig stige; hun be|226|takkede sig. Hun lod sin Mand hente hvad Forraad de behøvede til Huset; selv sad hun hen og ærgrede sig den lange Vinter igennem; da var Livet her neppe til at udholde.

Paa et af Vierwaldstädtersøens Dampskibe saa jeg i de Dage for første Gang et Glimt af Berthold Auerbach^[XLV]Berthold Auerbach (1812-1882): tysk forfatter. , der i min kjøbenhavnske Kammeratkres og af mig selv blev meget beundret.

Ved Værtshusbordet i Luzern gjorde jeg et Bekendtskab med en hollandsk Kaptejn fra Batavia, der blev mig til Glæde. Inden Suppen blev ombragt, havde jeg fremtaget et lige modtaget Brev, aabnet det og givet mig til at læse. En Stemme ved Siden af mig sagde da paa Fransk: Lykkelige Mand! De læser et Brev af Kvindehaand! – Dermed var Bekendtskabet gjort.

Kaptejnen var en fyrretyveaarig Mand, der i et virksomt Liv havde oplevet mangt og meget og havt Medgang, men som følte stærke Savn. Hans Selskab havde stor Tiltrækning for mig, hvem han meddelte Grundtrækkene af sit Liv; dog efter kun én Dags Forløb maatte vi skilles. Jeg havde under hele min Rejse havt en besynderlig Følelse af, at paa Rejse var ethvert Farvel efter menneskelig Sandsynlighed et Farvel for Livet, men havde ikke før fornummet det med nogen Smerte. Dog da den næste Dag den vakre Kaptejn, som hørte hjemme langt borte i en anden Verdensdel, gav mig Haanden til Farvel, blev jeg bevæget. Paa Gensyn! sagde Kaptejnen. – Hvor og naar? – Paa Gensyn i alt og overalt, da vi lever i det uendelige Liv; paa Gensyn etsteds i Rummet og i Tiden eller udenfor Rum og Tid! – Jeg følte med Vemod, at jeg aldrig skulde gense denne Mand, med hvem det i det korte Døgn havde vist sig, at jeg mærkværdigt stemte overens.

Adskilt fra de Væsener, der var mig kærest, følte jeg |227| iøvrigt al denne Rejsen som en Slags Selvplageri, om end som et nyttigt. Jeg havde som enhver Rejsende mange ensomme Stunder og rigelig Tid til under dem at gruble over min Stilling i Livet og min Bestemmelse. Jeg samlede i de Dage mit Indtryk i denne Sætning: Magterne har udset mig til Stridsmand for store Ideer mod store Talenter, desværre større end jeg.

10.

Der var udenfor min Bekendtskabskres en eneste Personlighed, hvem jeg ønskede at overbringe min første fremstillende Bog som Hyldest, det var Fru Heiberg^[XLVI]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges.. Jeg havde beundret hende paa Scenen, om end ikke i den Grad som Michael Wiehe^[XLVII]Michael Wiehe (1820-1864): dansk skuespiller. ; men hun var for mig Repræsentanten for den store Tid, der snart vilde synke i Graven. Og hertil kom, at jeg turde haabe, hun som Veninde af Frederik Paludan-Müller^[XLVIII]Frederik Paludan-Müller (1809-1876): dansk forfatter. , Magdalene Thoresen^[XLIX]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. og andre, der vilde mig vel, var idetmindste nogenlunde velstemt imod mig. Det havde et Par Aar forinden rygtet sig i Kjøbenhavn, at efter Udgivelsen af mit lille Stridsskrift mod Nielsen^[L]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. havde der ved en Middag hos Fru Heiberg^[LI]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. været megen Tale om mig; endog Martensen^[LII]H. Martensen (1808-1884): dansk teolog og biskop. Professor i teologi ved Københavns Universitet fra 1840. Sjællands biskop fra 1854. havde udtalt sig fordelagtigt, og det vakte da ogsaa Opsigt, da han kort derefter i en Anmærkning til sin Bog Om Tro og Viden^[0009] nævnte mig uden Uvilje og nøjedes med at give mig en Paamindelse om ikke for tidligt at føle mig ude over Forundringens Stadium. Naar Sjællands Bisp^[LIII]H. Martensen (1808-1884): dansk teolog og biskop. Professor i teologi ved Københavns Universitet fra 1840. Sjællands biskop fra 1854., en af Fru Heibergs^[LIV]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. Trofasteste, offenlig havde udtalt sig saa mildt om en ungdommelig Kætter, turde det haabes, at Fruen^[LV]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. selv vilde være fordomsfri. Mine Venner opfordrede mig da ogsaa ivrigt til at vove et Besøg i Rosenvænget.

|228| Jeg blev indladt og anmodet om at vente i en Stue, gennem hvis Glasdøre jeg i nogen Tid opmærksomt blev iagttaget af Fru Heibergs^[LVI]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. Adoptivbørn. Saa traadte Fruen^[LVII]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. ind, i Husdragt med en Strikkestrømpe i Haanden, paa hvilken hun under den følgende Samtale stadigt arbejdede. Hun sagde: »Naa, saa De har samlet Deres Artikler!« – Jeg bemærkede troskyldigt, at det meste af Bogens Indhold var tidligere utrykt, som om der for Fruen^[LVIII]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. laa nogensomhelst Vægt derpaa. Hun førte Samtalen over paa Bjørnsons^[LIX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. da lige udkomne Fiskerjente^[0010], af hvilken Fædrelandet^[0011] Aftenen forud havde indeholdt en Anmeldelse, og erklærede sig aldeles uenig med Anmelderen, der i Fiskerpigen havde beundret Sjæleskildringen af et scenisk Geni. – »Det er en fuldstændig Vildfarelse«, sagde Fru Heiberg^[LX]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges., fordybet i Strikketøjets Masker, en fuldstændig Vildfarelse, at Geniet skulde kendes paa Urolighed, Ubændighed, et uregelmæssigt Liv eller deslige. Det er gammel Overtro altsammen. Den sande Genialitet har Intet at gøre med Udskejelser og Uberegneligheder, ja den er umulig uden streng Pligtopfyldelse. (Ivrigt strikkende) Geniet er simpelt, ligefrem, husligt, arbejdsomt.

Da Samtalen gled over paa fælles Bekendte, deriblandt Magdalene Thoresen^[LXI]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. , kom jeg, der følte mig utryg overfor Fruen^[LXII]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges., til at plumpe ud med den overmaade kejtede Ytring: »Jeg tror nok, at Fru Thoresen^[LXIII]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. interesserer sig meget for mig.« – Det var et Intet, men det lød i Øjeblikket som Indbildskhed og Praleri. Jeg følte det i samme Nu, som Ordet blev udtalt, og følte instinktivt, at jeg nu paa afgørende Maade havde mishaget. Men Samtalestoffet var opbrugt og jeg trak mig tilbage. Jeg saa aldrig Fru Heiberg^[LXIV]Johanne Luise Heiberg (1812-1890): dansk skuespiller. F. Pätges. igen; hun var mig for Fremtiden alt andet end god.

|229| 11.

Magdalene Thoresen^[LXV]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. opholdt sig det Aar i Kjøbenhavn, og Forbindelsen mellem hende og mig, som en Brevveksling havde vedligeholdt, medførte en livlig indbyrdes Meddelelse af Tanker og Indtryk. Rigtignok var Naturerne saa uensartede som muligt; men Magdalene Thoresens^[LXVI]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. Stemningsrigdom og overstrømmende Varme, det Sving, der var i hendes Væsen, den Ømhed, der fyldte hendes Sjæl, og den uafbrudte kunstneriske Anspændelse, hendes angrebne Legem ingenlunde taalte, alt dette vakte en Medfølelse, som Taagen i hendes Tankeliv og Overspændtheden i hendes Aandsliv ikke kunde forringe. Hun havde desuden, især naar hun var fraværende fra Kjøbenhavn, dog ogsaa dèr, en literær Medhjælp nødig, der kunde gennemse hendes Haandskrifter, forhandle om dem med Udgivere af Samlinger, Kalendere og Ugeblade; og hun lagde i dette Øjemed ikke sjældent Beslag paa mig, ligesom alle Andre iøvrigt i den uskyldige Overbevisning om at være den eneste, der stillede den Art Krav til mig. – Pinligt var det kun, at naar min Dom om hendes Arbejde ikke faldt ud efter hendes Ønske, saa hun deri en Ukærlighed, til hvilken hun fandt Aarsager, der Intet havde med Kunst at gøre.

Magdalene Thoresen^[LXVII]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. maatte nødvendigvis holde af Rasmus Nielsen^[LXVIII]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. ; de var begge livfulde, lethenrevne Naturer, der aandede friest i Taage. Det skilte hende dog ikke fra mig, hvem hun desuden gav Ret i Meget. Overfor min Virksomhed i Pressen gjorde hun det formelle, men væsenlige Synspunkt gældende, at jeg ikke burde skrive de mange Smaating; det draabevise Spild kunde min Natur ikke taale.

At jeg burde samle mig om større Arbejder, havde jeg selv for længe siden følt.

|230| 12.

Der var i den kjøbenhavnske Borgerstand paa den Tid ikke mange Huse, hvis Gæstfrihed en aandelig interesseret ung Mand havde Udbytte af at nyde. Et af disse Huse, der aabnede sig for mig og til hvilket jeg for bestandig blev knyttet, var Overlæge Rudolph Berghs^[LXIX]Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824-1909): dansk læge og zoolog. . Her var et Hjemsted for Aandsfrihed.

Husets Herre^[LXX]Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824-1909): dansk læge og zoolog. var ikke blot en fremragende Videnskabsmand og Lærd, men i hin Tid, da alle Slags Fordomme raadede uanfægtede, en Mand, som havde bevaret i sit Sind den Radikalisme fra Aarhundredets første Halvdel, som ikke indlod sig paa Indrømmelser. Videnskabens Aand var ham den hellige Aand; Lægens Kald havde stillet ham i Menneskehedens Tjeneste, og med Karakterens Fasthed forbandt han ren Menneskekærlighed. Samfundets mest ringeagtede Stedbørn mødte hos ham samme Hensyntagen og samme Godhed som dets Foretrukne.

Hans Hustru^[LXXI]Ane Elisabeth Frederikke Bergh (1834-1919): dansk kvinde, gift med Rudolph Bergh. var ved sit Væsens Ynde skabt til at afgive Midtpunktet for den talrige Kres af evnerige Mænd, som fra Indland og Udland søgte til Huset. Man traf der alle fremmede Naturvidenskabsmænd, som kom til Kjøbenhavn, hvad Danmark dengang havde af ansete Personligheder, som kunde henføres til den friere Retning, og mangfoldige neutrale. Der kom Skuespillere som Høedt^[LXXII]Frederik Ludvig Høedt (1820-1885): dansk skuespiller, instruktør og pædagog. og Phister^[LXXIII]Ludvig Phister (1807-1896): dansk skuespiller. , yndede Fortællere som Bergsøe^[LXXIV]Jørgen Vilhelm Bergsøe (1835-1911): dansk forfatter og zoolog. , Malere som Krøyer^[LXXV]P.S. Krøyer (1851-1909): dansk maler. , betydelige Videnskabsdyrkere som Entomologen J. C. Schiødte^[LXXVI]J.C. Schiødte (1815-1884): dansk zoolog. Professor ved Københavns Universitet fra 1854. I 1863 docent i zoologi ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.. Den sidste var en selvstændig og aandrig Mand, noget pirrelig og herrisk i sit Væsen, en Mester i sit Fag, kundskabsrig udenfor sit Fag, formfuld, ofte hjertelig, lydhør for Alt, hvad der var af Aand. Han havde Svagheder, tilstod aldrig, at han havde taget fejl, saare nødig endog blot, at han ikke kendte en Bog, om hvilken der blev talt. Han havde des|231|uden tilbragt en altfor stor Del af sit Liv i oprivende Polemik til at undgaa den Indsnevring af Synskresen, som det medfører, stadigt paa Krigsfod at have den samme Modstander for Øje. Men han var i den store Stil, der er saare sjælden i Danmark som andensteds.

13.

Morsomt var det ogsaa at komme hos Søstrene Spang^[LXXVII]Benedicte Sophia Rump (1835-1897): dansk pigeskoleleder (Brandes angivelse). F. Spang. Gift med maleren Godtfred Rump., to ugifte Piger, der havde en anset Pigeskole, hvor Julius Lange^[LXXVIII]Julius Lange (1838-1896): dansk kunsthistoriker. underviste i Tegning. Benny Spang^[LXXIX]Benedicte Sophia Rump (1835-1897): dansk pigeskoleleder (Brandes angivelse). F. Spang. Gift med maleren Godtfred Rump., en ikke smuk, men spirituel Pige, et udmærket Hoved, Datter af den som Ven af S. Kierkegaard^[LXXX]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. bekendte Pastor Spang^[LXXXI]Peder Johannes Spang (1796-1846): dansk præst. , anslog overfor mig en kammeratlig Tone, der ganske vandt mig. Hun var munter, vittig, ægte og hensynsfuld. Ikke længe efter at Bekendtskabet mellem os var stiftet, giftede hun sig med en noget ældre Mand, den fine og blide Landskabsmaler Gotfred Rump^[LXXXII]Godtfred Rump (1816-1880): dansk maler. . Denne udførte en smuk Tegning af mig.

I Huset her kom Digteren Paludan-Müller^[LXXXIII]Frederik Paludan-Müller (1809-1876): dansk forfatter. og Familien Lange^[LXXXIV]c-lange;julius-lange;fritz-lange, desuden to unge straalende Skønheder Frøkenerne Alma Trepka^[LXXXV]Alma Bloch (1845-1886): dansk kvinde. Født Trepka. Gift med Carl Bloch. og Clara Rothe^[LXXXVI]Clara Falbe (1847-1882): dansk kvinde. Født Rothe. Gift med Christian Falbe., af hvilke den første senere blev gift med Maleren Carl Bloch^[LXXXVII]Carl Bloch (1834-1890): dansk maler. , den anden med sin Morbroder, den danske Minister Falbe^[LXXXVIII]Christian Frederik Falbe (1828-1896): dansk diplomat. Gesandt i Wien og senere i London. i London. Det var vanskeligt at sige, hvem af de to unge Piger, der var smukkest. Begges Skønhed var sjælden. Alma Trepkas^[LXXXIX]Alma Bloch (1845-1886): dansk kvinde. Født Trepka. Gift med Carl Bloch. var dronninglig, hendes Bevægelser langsomme, hendes Væsen klart og roligt – Carl Bloch^[XC]Carl Bloch (1834-1890): dansk maler. kunde af hendes Aasyn udvikle en Mariatype, ja endog en Kristustype uden væsenligt at ændre Ansigtslinjernes Oval – Clara Rothes^[XCI]Clara Falbe (1847-1882): dansk kvinde. Født Rothe. Gift med Christian Falbe. Skønhed var den hvide Hinds i Æventyrskoven; Blikket raadyragtigt, stort og sky og ubevidst, Bevægelserne hurtige, men saa yndefulde, at man fængsledes af Bevægelseslinjernes Sammenspil.

|232| 14.

Et fremmed Element kom paa dette Tidspunkt ind i den kjøbenhavnske Kres af Studerende, til hvilken jeg hørte. En Dag traadte ind til mig en Yngling med nøddebrunt Ansigt, lille og tætbygget, der efter faa Ugers Ophold i Kjøbenhavn allerede talte nogenlunde Dansk. Det var en ung Armenier, som havde set sig grundigt om i Verden og hvis Oprindelse var meget blandet. Hans Fader havde i Ispahan ægtet en Dame af tysk-hollandsk Afstamning. Til sit sjette Aar havde han boet i Batavia. Da Familien saa flyttede til Europa, blev han sat i Skole i Genf. Der var han paa Fransk bleven opdraget til Købmand, men da han røbede overordenlige sproglige Evner, var han bleven sendt et Aar eller halvandet ad Gangen til de fire tyske Universiteter i Halle, Erlangen, Göttingen og Leipzig. 22 Aar gammel var han nu kommen til Kjøbenhavn for at afskrive Pehlvi- og Sanskrit-Haandskrifter, som Rask^[XCII]Rasmus Rask (1787-1832): dansk sprogforsker. og Westergaard^[XCIII]N. L. Westergaard (1815-1878): dansk indolog og iranist. Niels Ludvig Westergaard. havde medbragt til Europa. Han kunde talrige Sprog, havde desuden mangesidige Kundskaber, sang tyske Studenterviser med nydeligt Foredrag, blev indført og indbudt allevegne og gjorde Lykke ved sit fremmedartede Udseende og sin gode Forstand. Han medførte nye Synspunkter, var lærerig, og bragte et Pust fra den store Verden med sig. Saa flittig han end tilforn havde været, fristedes han imidlertid af det kjøbenhavnske Selskabsliv til Lediggang. Hans Midler slap op; han fortalte, at den aarlige Sum, han plejede at modtage med et Skib fra Indien, i Aar paa uforklarlig Maade var udebleven, hutlede sig under mange Vanskeligheder igennem, sultede, laante Smaasummer, og forsvandt, pludseligt som han var kommen.

|233| 15.

Overfor Armenieren havde jeg Anledning til at fornemme, hvor faa mine egne Kundskaber var og hvor almenmenneskeligt mit Omraade.

Jeg skrev mine Bladartikler og mine Essays, jeg udarbejdede min Doktordisputats om den franske Æstetik, der kostede mig ikke ringe Besvær; den var jo mit første Forsøg paa at komponere en sammenhængende Bog, og det var kun ved en Kraftanstrengelse, jeg i Slutningen af 1869 fik den færdig. Men da havde jeg i et Par Aar syslet med Tanker, jeg aldrig kom til at give endelig Form, Tanker om Kvindens Samfundsstilling, der ikke lod mig Ro.

En Kvinde, hvis Tænkemaade paa dette Tidspunkt yderligere ildnede min og som, stort anlagt, i sin Samfundsbetragtning sad inde med en Hensynsløshed, der neppe fandtes hos nogen Mand i Danmark da, var Conferensraadinde Hauch^[XCIV]Frederikke (Rinna) Elisabeth Hauch (1811-1896): dansk forfatter. , Digterens^[XCV]Carsten Hauch (1790-1872): dansk forfatter og zoolog. Professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel 1846-49. Fra 1851 professor i æstetik ved Københavns Universitet. Hustru. Naar hun kom til at tale om danske Kvinders Udviklingsstade og deres Retsstilling, om deres Slaphed og Mændenes Ynkelighed, hvad enten disse var Despoter eller Pedanter eller selvgode Kristne, meddelte hun mig sin Synsmaade, og vore Sind brændte i en eneste Flamme.

Rinna Hauch^[XCVI]Frederikke (Rinna) Elisabeth Hauch (1811-1896): dansk forfatter. var ikke som enkelte gamle Damer af hendes Bekendtskabskres (Fru Casse^[XCVII]Severine Andrea Casse (1805-1898): dansk kvindesagsforkæmper. Medlem af Dansk kvindesamfunds styrelse 1871-1883., Fru Rovsing^[XCVIII]Kristen Rovsing (1812-1889): dansk teolog, pædagog og skolebestyrer. ) Kvindesagskvinde før Benævnelsen var dannet. Hun havde ingen Lære, men hun glødede for Frihed og Ret. Hun gennemskuede de smaa usle Mænd og Kvinder, som hun kendte, og hun foragtede dem. Hun attraaede altfor lidenskabeligt grundige Omvæltninger i det moderne Samfund til at hun kunde føle sig tilfredsstillet blot ved en Forbedring af Kvindens Vilkaar i Borgerstanden; men dog var det Kvindernes |234| Forhold, og særligt i de Stænder, hun kendte tilgavns, som sysselsatte hende mest.

Hun begyndte at sætte nogen Lid til mig og nærede den Tro, at jeg efter Evne vilde være virksom til at røre op i Stilstanden herhjemme, og under de lange Samtaler, vi førte med hinanden, naar jeg i disse Somre af og til en Uge ad Gangen boede paa Landet hos Hauchs^[XCIX]rinna-hauch;carsten-hauch i Hellebæk, opflammede hun mig ved sin Ild.

I September 1868 var jeg efter Vandringer med den gamle Fru Hauch^[C]Frederikke (Rinna) Elisabeth Hauch (1811-1896): dansk forfatter. op og ned ved Stranden derude under den rene stjerneklare Himmel ude af Stand til at gaa i Seng, naar jeg endelig ved Nattetid sad paa mit Kammer. Alt hvad der i Dagens Løb var blevet fortalt og drøftet, gjorde mit Hoved hedt og tilskyndede mig til Grublen og Handling. Tidt greb jeg et Stykke Papir og henkastede med Blyant uden Sammenhæng Notitser, der svarede til det indre Arbejde i mit Sind, Optegnelser som disse f. Eks.:

S. R.^[CI], den stædige Fanatiker, har en Hustru^[CII], der ikke kan tro, og intet andet Ønske nærer end religiøst at blive ladet i Fred. Han tvinger hende til at gaa til Alters, han som kender Ordet, at den som nyder Sakramentet uden Tro, æder og drikker sig selv til Doms.

Der er ikke en sund Følelse i hele vor religiøse Tilstand. Det hedder stadigt: Alle er visselig ikke Hyklere. Sikkert nok. Men begynd med i Borgerstanden at trække Hykleriet fra og den tykke Affektation og den fejge Helvedesfrygt, og se, hvad der bliver tilbage!

Har vi en Ungdom, skal jeg sige den Sandheden; men denne Bande af Usselrygge spærrer mig Synet.

Kvinder, hvem Livet har oplyst og hvem det har skuffet! Jer kan jeg hjælpe.

Jeg ser to Elskende, Haand i Haand, kyssende Taarerne bort af hinandens Øjne.

Jeg kan kun vække de Vakte. Der er intet at gøre med dem, som er ude af Stand til at føle en ædel Harme.

|235| Jeg har set to Kvinder foretrække Døden for det ægteskabelige Samlivs Vanære.

Aabn Dagbladene! Neppe en Linie, som ikke er en Løgn.

Og Digtere og Talere smigrer et saadant Folk.

Det Kristelige og det Menneskelige har forlængst begæret Skilsmisse. Nu er den fuldbyrdet.

Og Præsterne hædres. De føler sig, naar der mangler dem nogle Laster paa Grund af Svækkelse.

Jeg véd, at jeg vil blive stenet, at hver Dreng har sin Vaasedom færdig over hvad aarelang Grublen og søvnløse Nætter har avlet. Men tror I, jeg frygter Jer?

Dumheden var altid Løgnens Livvagt.

Et Folk, der har taalt Oldenborgerne i fire hundrede Aar og gjort Kongetroskaben mod dem til en Dyd.

End ikke det forstaar de, at her findes ingen anden Antikrist end Fornuften.

Forladt af Alle, kun ikke af Ulykken og af mig.

Naar blev Gud Menneske? Da Naturen i sin Udvikling var saa vidt, at det første Menneske opstod, da blev Naturen Menneske, da blev Gud det.

Kvinderne siger om den Foretrukne: En Buket, bragt af ham, lugter bedre end en Buket bragt af en anden.

Svag er du, Gud bedre det, kære, og du bedre det og jeg bedre det!

Disse Tanker har smeddet mig til Mand, har smeddet mig færdig til Mand.

Jeg anskaffede mig Alt, hvad der i moderne fransk og engelsk Literatur var mig tilgængeligt om Kvindesagen.

I Aaret 1869 begyndte mine Tanker om Kvindens underordnede Samfundsstilling at vinde Form, og en sammenhængende Nedskrivning forsøgtes. Jeg tog mit Udgangspunkt i Søren Kierkegaards^[CIII]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. aldeles gammeldags Opfattelse af Kvinden og imødegik den paa ethvert Punkt. Men Alt, hvad jeg |236| om Kvindesagen havde udført og planlagt, blev forkastet, da John Stuart Mills^[CIV]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. Skrift om dette Emne i 1869 faldt mig i Hænde. Jeg følte Mills^[CV]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. Overlegenhed som saa umaadelig og betragtede dette hans Skrift som sættende et saadant Tidsskel, at jeg nødvendigvis maatte kassere mit eget Udkast og indskrænke mig til Oversættelse og Indførelse af Mill^[CVI]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. . I November 1869 udgav jeg Mills^[CVII]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. Bog paa Dansk og kom derved til at indlede den moderne Kvindebevægelse i Danmark.

Oversættelsen medførte for mig det Gode, at den bragte mig først i brevlig Forbindelse, senere i personlig Berøring med en af Tidsalderens største Mænd.

16.

Der var en enkelt af Datidens politiske Storheder, med hvem jeg i disse Aar oftere kom sammen. Det var det foregaaende Slægtleds mest yndede Mand, hvis Stjerne vel siden Krigen var dalet, men hvis Navn endnu havde Klang, Orla Lehmann^[CVIII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. .

Jeg havde allerede som Yngling gjort hans Bekjendtskab paa en ret pudsig Maade.

I Aaret 1865 havde jeg i Konferensraad Davids^[CIX]C.N. David (1793-1874): dansk finansminister og nationaløkonom. Hus holdt et Par Foredrag om Runeberg^[CX]Johan Ludvig Runeberg (1804-1877): finsk forfatter. Svensksproget., hvem jeg stærkt havde forherliget, og da Husene David^[CXI]christian-david;g-n-david;ludvig-david og Lehmann^[CXII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. trods den politiske Afstand mellem dem var nær beslægtede og forbundne, havde Orla Lehmann^[CXIII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. hørt disse Foredrag omtale med Varme. Han havde da lige stiftet Folkeforeningen som Modvægt mod den højkonservative Augustforening og søgte Foredragsholdere til den, fæstede sig altsaa ved den 23aarige Taler som ved en Mulighed.

Jeg boede dengang i et lille Hummer paa en tredie Sal |237| i Krystalgade og over mit Værelse paa Kvisten laa et, som beboedes af min 17aarige Broder^[CXIV]Carl Edvard Cohen Brandes (1847-1931): dansk minister, kritiker, forfatter og journalist. Medstifter af Politiken og senere finansminister, bror til Ernst og Georg Brandes., der endnu ikke var Student.

Orla Lehmann^[CXV]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. , hvem det var blevet sagt, at den, han søgte, boede højt oppe, steg med en rask Gang de fire Etager op og bankede en Smule forpustet paa Skolediscipelens^[CXVI]Carl Edvard Cohen Brandes (1847-1931): dansk minister, kritiker, forfatter og journalist. Medstifter af Politiken og senere finansminister, bror til Ernst og Georg Brandes. Dør. Da Døren gik op, traadte han indenfor og sagde endnu staaende: »De er Brandes? Jeg er Lehmann^[CXVII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. .« Uden Hensyn til den Forundring, han læste i det unge Menneskes Øjne, fortsatte han: »Jeg kommer til Dem for at anmode Dem om at holde et Foredrag i Folkeforeningen i Casinos store Sal«. Da den Tiltalte gjorde Mine til at gribe til Genmæle, vedblev han, overdøvende enhver Indvending: »Jeg véd, hvad De vil sige. At De er for ung. Ungdommen staar skrevet i Deres Ansigt. Men dette er intet Spørgsmaal om Anciennitet. Jeg er vant til at føre igennem hvad jeg har besluttet, og jeg tager intet Hensyn til Indvendinger. Jeg véd, De er i Stand til at holde Foredrag, De har nylig bevist det.«

Endelig blev der et Minuts Ophold, som tillod den Yngre at faa Plads til Ordene: »Men det er en Fejltagelse, det er ikke mig, De mener. Det maa være min ældre Broder^[CXVIII]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. .« – »Ja saa. Hvor boer Deres Broder^[CXIX]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. ?« – »Lige neden under«.

Et Minut senere bankedes der paa Døren underneden i tredje Etage; den blev lukket op og uden engang at sætte sig begyndte den Indtrædende: »De er Brandes? Jeg er Lehmann^[CXX]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. . De har nylig holdt nogle Foredrag om Runeberg^[CXXI]Johan Ludvig Runeberg (1804-1877): finsk forfatter. Svensksproget., vær saa god at gentage et af dem i Folkeforeningen i Casinos store Sal!« – »Vil De ikke tage Plads. Jeg siger Dem Tak for Deres Tilbud. Men mit Foredrag var ikke godt nok til at det kan gentages for saa stor en Forsamling. Jeg véd ikke tilstrækkelig Besked med Runebergs^[CXXII]Johan Ludvig Runeberg (1804-1877): finsk forfatter. Svensksproget. Levned, og min Stemme vilde desuden ikke slaa til. Jeg turde ikke, |238| saa ung som jeg er, optræde i saa stor en Sal«. – »Jeg ventede, De vilde svare mig, at De er for ung. Deres Ungdom staar skrevet i Deres Ansigt. Men dette er intet Spørgsmaal om Anciennitet. Jeg er vant til at føre igennem hvad jeg har besluttet og jeg tager intet Hensyn til Indvendinger. Hvad De mangler i Kendskab til Runebergs^[CXXIII]Johan Ludvig Runeberg (1804-1877): finsk forfatter. Svensksproget. Levned, kan De læse Dem til i en Literaturhistorie. Og kan De holde et vellykket Foredrag i en Selskabssal, saa kan De ogsaa holde et i en Teatersal. Jeg interesserer mig for Dem, jeg stoler paa Dem, jeg tager Deres Løfte med mig. Farvel!«

Dette saakaldte Løfte blev for mig som endnu ganske uforsøgt ung Mand til en sand Mare, der red mig og ængstede mig. Det faldt mig slet ikke ind at gennemarbejde og forbedre mit Foredrag om Runeberg^[CXXIV]Johan Ludvig Runeberg (1804-1877): finsk forfatter. Svensksproget.; thi selve Tanken om personlig Optræden i en stor Forsamling indjog mig Skræk og var mig ulidelig. Under hele mit første Ophold i Paris nagedes jeg saaledes af det Tilsagn, Orla Lehmann^[CXXV]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. havde fravristet mig, at i min Glæde over Opholdet dèr var dette den mørke Plet. Jeg kunde gaa lykkelig i Seng og vaagne midt om Natten med en Skyldner-Angst for noget fjernt, men sikkert Truende, søge i min Erindring efter hvad det var, som ængstede mig, og saa finde, at dette langt borte Truende var Løftet til Lehmann^[CXXVI]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. . Først efter min Hjemkomst fik jeg Mod til at sende denne et Brev, hvori jeg under Paaberaabelse af min Ungdom og Uskikkethed bad mig fritaget for det ærefulde Hverv. Orla Lehmann^[CXXVII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. havde i Mellemtiden rimeligvis ikke skænket det Hele en Tanke og nu for længe siden glemt det.

I ethvert Fald berørte han aldrig mere Sagen, da vi nogle Aar efter oftere saas.

Iblandt Brøchners^[CXXVIII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. personlige Elever var en ung Studerende ved Navn Kristian Møller^[CXXIX]Kristian Møller (1846-1870): dansk filosof. , der udelukkende gav sig af med Filosofi og som var Brøchner^[CXXX]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. ganske særligt kær. |239| Det var et ualmindelig skarpt Hoved, anlagt til kritisk opløsende Forskning. Han gav forsaavidt store Løfter, som han syntes at maatte kunne begrunde tilintetgørende Domme over meget, der var taaget eller selvmodsigende og dog anset; men han var iøvrigt en mærkeligt ufrugtbar Aand. Han havde ingen Indfald, ingen Fantasi. Man kunde ikke vente, at han vilde komme til at frembringe synderligt nye Tanker, men at han vilde gennemskue Uklarhed, gennemtænke Vildfarelser og med Aarene yde et grundigt Rydningsarbejde.

Dog inden han endnu havde faaet nogetsomhelst selvstændigt Arbejde udført, blev hans Lunger angrebne. Hvor alvorligt Ondet var, indsaas ikke straks, og Orla Lehmann^[CXXXI]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. , der med en Fædrelandsvens Storsind og Rundhaandethed tog sig af ham som af adskillige andre unge Mænd, der syntes lovende eller blot sad i smaa Kaar, indbød ham ikke blot til sine ugenlige Middage paa Frederiksberg Slot, men sendte ham til Upsala for at han der kunde studere svensk Filosofi. Møller^[CXXXII]Kristian Møller (1846-1870): dansk filosof. havde selv nok Lyst til at studere Boströmianismen og levere en Kritik af denne Sverigs da herskende Verdensbetragtning.

Det var Syd paa, han skulde været sendt, eller snarere til et Sanatorium; Orla Lehmanns^[CXXXIII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. skandinaviske Sympatier blev imidlertid bestemmende for hans nordlige Opholdssted, der viste sig saa ugunstigt som muligt for hans Helbred.

Han vendte i 1868 hjem til Kjøbenhavn, bleg, med hule Kinder, med et strengt alvorligt Ansigt, en mærket Mands; meget haardt angrebet. Snart erfor hans Venner og forstod sikkert ogsaa han selv, at hans Tilstand var haabløs. Den ganske overordenlige Karakterstyrke, hvormed han bar sin Skæbne, uden en Klage, med rolig Humor, bevirkede, at Alle, som kendte ham, kappedes om at gøre hvad de formaaede for at mindske Bitterheden af hans Lod og idetmindste vise ham, hvor afholdt han var. Da han ikke |240| kunde gaa ud og da han snart var ude af Stand til sammenhængende Arbejde, blev hans Værelse om Eftermiddagen et Samlingssted for mange Kammerater, der kom for at adsprede ham med hvad de kunde finde paa at fortælle eller drøfte. Traf man ham alene, varede det da sjældent længe, før en anden og en tredie kom til, og Værelset fyldtes.

Blandt dem, der besøgte Kristian Møller^[CXXXIV]Kristian Møller (1846-1870): dansk filosof. , var ogsaa jævnlig hans Beskytter Orla Lehmann^[CXXXV]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. . Men naar han imellemstunder indfandt sig, gerne sent og sidst, havde dette hver Gang ufravigeligt den samme Følge. De Studenter og Kandidater, der havde siddet i Stuen i livlig Passiar, forstummede øjeblikkelig, skræmmede af den store Mands Nærværelse; efter nogle Minutters Forløb rejste en sig for at sige Farvel; straks derefter mindedes den næste, at han ventedes andensteds netop nu; et Øjeblik senere sneg den tredje sig lydløst ud af Døren, og der blev tomt.

En var der imidlertid som under disse Omstændigheder fandt det ligefrem umuligt ogsaa at gaa. Jeg blev, selv om jeg i Virkeligheden havde tænkt paa nu at trække mig tilbage.

Orla Lehmann^[CXXXVI]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. havde under Enevælden været Politikens lyriske Skikkelse, den, der rummede Folkeforhaabningernes og Folkeviljens Skønhed, langt anderledes end de politiske Digtere gjorde; de skrev Vers; hans Væsen var levende Poesi; Svinget i hans Veltalenhed, der saa hurtigt blev forældet, var selve Ungdomssvinget i Sjælene da. Paa dette Tidspunkt havde han jo længst sin Storhedstid bag sig, men var endnu en smuk, anselig Skikkelse og havde, 58 Aar gammel, intet sat til af sin Aands Livlighed. Han havde mistet sine Tænder og talte utydeligt, men han fortalte gerne og godt, og hans Fjender beskyldte ham for, at han, saasnart han fik et vittigt Indfald, tog en Droske og kørte rundt for at meddele det fra Hus til Hus.

|241| Saa lidenskabeligt fædrelandssindet som Orla Lehmann^[CXXXVII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. var, saa langt var han fra den da i Danmark gængse Overvurdering af de Danskes historiske Bedrifter og nærværende Betydning. Han fortalte en Dag, at han i sin Ungdom i Paris ud fra en hos rejsende Landsmænd meget hyppig Følelse under en Samtale med Sainte-Beuve^[CXXXVIII]Charles-Augustin Sainte-Beuve (1804-1869): fransk kritiker og forfatter. havde bebrejdet Franskmændene, at de vidste saa skammelig lidt om de Danske. Den store Kritiker^[CXXXIX]Charles-Augustin Sainte-Beuve (1804-1869): fransk kritiker og forfatter. havde da efter sin Vane lagt Hovedet lidt paa skraa og med skelmsk Uforskammethed svaret: Eh bien! faites quelque chose! on parlera de vous. (Udret noget! Saa taler man nok om Jer!) Han billigede dette Svar.

Vi Unge betragtede ham som en, der hørte en anden Tidsalder til og med hvem det derfor var vanskeligt at komme i samme Plan, skønt han som frisindet Mand ikke stod os fjernt. Han gjaldt for Fritænker, og det hed sig om ham, at naar hans gamle Husbestyrerske gentagne Gange med stigende Utaalmodighed anmodede ham om at komme tilbords, kunde han i unge Studerendes Nærværelse med en Hentydning til Damens kristelige Sindelag svare: Tag Religionen til Hjælp, lille Bech, tag Religionen til Hjælp! – en i de Dage paafaldende Ytring af Kaadhed overfor det Hellige.

Man havde Medlidenhed med Lehmann^[CXL]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. , fordi hans Politik var saa ganske slaaet fejl, og havde nogen Uvilje imod ham, fordi han vilde give den gamle Enevælde og de ugunstige Tidsforhold hele Skylden. Alt i Alt var han nu for dem, der ikke stod ham nær og ikke delte den i visse Krese ret stærke Uvilje imod ham, nærmest en smuk og tiltalende Fortidslevning.

Kristian Møller^[CXLI]Kristian Møller (1846-1870): dansk filosof. døde i 1869, og Dødsfaldet blev højligt beklaget. Han var en af de faa Kammerater, hvem de Unge i lige Grad beundrede for Evner og Stoicisme. Ved hans |242| Død faldt for mig Muligheden til oftere at træffe Orla Lehmann^[CXLII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. bort. Men at denne ikke ganske havde tabt mig af Syne, beviste han, da han sidst i Februar 1870 kom til Stede ved min Disputats paa Universitetet.

Da Lehmann^[CXLIII]Orla Lehmann (1810-1870): dansk politiker. ved denne Lejlighed indfandt sig lidt sent, blev han anbragt paa en Stol foran alle de andre Tilhørere, og tog sig der ypperligt ud i en mægtig Pels, der fremhævede hans statelige Person. Han hørte med stor Opmærksomhed paa den hele Handling, og gav flere Gange under Ordskiftet ved en kort munter Latter tilkende, at han morede sig over et afbødende Svar.

Et halvt Aar derefter var han ikke mere i de Levendes Tal.

17.

Til en anden Berømthed i Datiden kom jeg i disse Aar i et besynderligt Forhold. Det var Forfatteren M. Goldschmidt^[CXLIV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., hvis store Talent jeg havde vanskeligt for tilstrækkeligt at paaskønne, fordi jeg frastødtes af hans usikre og beregnende Personlighed.

Jeg saa som Yngling for første Gang Goldschmidt^[CXLV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. paa et stort Bal i et Klublokale i Kjøbenhavn.

En Mand, der var udvandret til England som fattig Dreng, vendte i Tredserne tilbage til Kjøbenhavn som halvhundredaarig efter i London at have tjent sig en betydelig Formue. Han var udannet, elskværdig, gennemhæderlig og vilde gerne skaffe sin Plejedatter, en sygelig ung Pige, der var ganske fremmed her, Bekendte og Omgangsvenner. I denne Hensigt indbød han en stor Mængde Ungdom til Bal i Kongens Klubs Lokaler, sørgede for smuk Musik og overdaadig Beværtning. Denne Mand var en Fætter til Goldschmidt^[CXLVI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., og da han ikke selv var i Stand til at holde længere |243| Tale end et kort Velkommen til Bords, gav han Ordet til »sin Fætter, Digteren«, hvem han havde bedt om ved denne Lejlighed at være hans Tolk.

Man skulde tro, at en saa forfinet Skribent, en saadan Sprogets Mester som Goldschmidt^[CXLVII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. med største Lethed maatte kunne øve den ubetydelige Idræt at holde en Bordtale, især naar han havde havt rigelig Tid til at forberede sig; men Gaven til at tale er som bekendt en Gave for sig. Og Ingen kunde som Taler være mere uheldig end Goldschmidt^[CXLVIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter.. Han havde ikke engang Evne til at fremkalde Stilhed, mens han talte.

Han begyndte hin Aften temmelig smagløst med at fortælle Selskabet, at dets Vært, som var rig, havde tjent sine Penge paa strengt hæderlig Maade; det var altid godt at vide, »man havde ren Grund at danse paa«; saa dvælede han ved Festgiverens jødiske Oprindelse, og da han gik ud fra, at de fleste Indbudne var unge Jøder og Jødinder, formede han sin Skaaltale som en Lovprisning af »den jødiske Kvinde, der tænder Sabbatslysene«. De unge jødiske Piger raabte da i Munden paa hinanden: »Den danske Kvinde! Den danske Kvinde: Vi er danske«. De irriteredes over den gamle Romantik, i hvilken Goldschmidt^[CXLIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. vilde støde dem tilbage. De tændte ingen Sabbatslys; de følte sig ikke religiøst som Jødinder, og lige saa lidt nationalt. Tidsalderen var endnu ikke antisemitisk. Der gaves derfor endnu ingen Zionisme. De havde ogsaa tidt følt sig forstemte over de Skildringer, Goldschmidt^[CL]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. i sine Noveller jævnlig gav af moderne jøder, hvis Udtryks- og Væremaade han skruede halvhundrede Aar tilbage i Tiden.

Disse Tilraab, der dog intet krænkende havde ved sig, bragte Goldschmidt^[CLI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. saa ganske ud af Fatning, at han i høj Forbitrelse raabte: »Vil De tie, naar jeg taler! hvad er dette for en Adfærd! Jeg skal lære Dem at tie!« og lignende, |244| som fremkaldte et Latterkor. Han blev endnu nogen Tid ved med i strenge Ord at straffe deres Overgivenhed, men gjorde saa ringe Lykke dermed, at han afbrød sin Tale og fortrædelig satte sig ned.

Ikke længe efter, vel i Aaret 1865, kom jeg en enkelt Gang i Berøring med Goldschmidt^[CLII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., da jeg en Eftermiddag spadserede paa Stierne med Magdalene Thoresen^[CLIII]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. . Da Goldschmidt^[CLIV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. her mødte Fru Thoresen^[CLV]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. , med hvem han var bekendt, vendte han om og fulgte hende til hendes Hjem paa Dosseringen, hvorefter hans Vej førte ham ind ad Byen til, sammen med mig.

Saa længe Fru Thoresen^[CLVI]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. var tilstede, henvendte han naturligvis Talen til hende og udtrykte sig efter sin Skik uden megen Form, sagde f. Eks.: »Jeg holder ellers ikke af Forfatterinder, heller ikke af dem, vi har; men jeg indrømmer, at blandt de skrivende Damer er De den friskeste«. Da Fru Thoresen^[CLVII]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. bragte Talen paa sit Yndlingsæmne, Kærlighed, sagde han skemtende: »Mit Hjerte er som Zuavregimenternes Faner, saa gennemhullet, at man neppe kan danne sig en Forestilling om, hvorledes Stoffet oprindeligt saa ud.« – I det hele var han livlig, artig, dog med et noget stikkende Blik.

Overfor en meget yngre Mand havde Goldschmidt^[CLVIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. vanskeligere ved at træffe Tonen. Han brugte Udtryk som viste, at han holdt paa sin Værdighed og stadigt var sig sin Overlegenhed bevidst. »Man har talt til mig om Dem«, sagde han, »og jeg kender Dem af Navn«. Udtrykket man virkede underligt fremmedklingende, som oversat eller affektert. – Har De læst Taines^[CLIX]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. engelske Literaturhistorie? spurgte han. – Nej, jeg kender den ikke. – Naa, De hører maaske til Dem, som anser det for overflødigt at lære nogetsomhelst Udenlandsk at kende. Vi har nok i vort eget, ikke sandt? Det er jo en ret udbredt Synsmaade; men en Vildfarelse er |245| det. – De slutter for rask; jeg har ikke den Mening. – Jaja da, Farvel! – Og vore Veje skiltes.

Jeg led ikke Goldschmidt^[CLX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter.. Det var jo Manden, der havde forgrebet sig paa Søren Kierkegaard^[CLXI]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. , sat ham i Gabestokken for et daarligt Publikum. Jeg havde Uvilje mod ham paa Kierkegaards^[CLXII]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. Vegne. Dog en endnu langt mere levende Uvilje nærede jeg mod ham paa min Lærers, Professor Brøchners^[CLXIII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. Vegne.

Brøchner^[CLXIV]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. nærede en umaadelig Ringeagt for Goldschmidt^[CLXV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter.; han fandt ham ubetydelig som Aand, indbildsk og derfor komisk som Personlighed. For den literære Kunstner i ham havde han ikke ringeste Sans. Det Værdifulde og Sjældne i hans Fremstillingsevne oversaa han. Men den Uvidenhed, Goldschmidt^[CLXVI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. undertiden havde røbet angaaende Filosofi, og den Ukyndighed, han havde lagt for Dagen med Hensyn til bildende Kunst, hans Omslag som Politiker, hans Følsomhed som Skønaand, alle de Svagheder, Frederik Dreier^[CLXVII]Frederik Henrik Hennings Dreier (1827-1853): dansk socialistisk forfatter og samfundskritiker. Stud.med. i sin Tid saa ubarmhjertigt havde fremdraget, havde givet Brøchner^[CLXVIII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. den stærkeste Afsmag for Goldschmidt^[CLXIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter.. Hertil kom personlige Sammenstød. Ved et eller andet offenligt Møde havde Brøchner^[CLXX]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. stirret paa Goldschmidt^[CLXXI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. med et saa ironisk Smil, at denne ophidset krævede ham til Regnskab. – Gør nu ikke Skandale! svarte Brøchner^[CLXXII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser.. – Jeg er beredt til at gøre Skandale hvorsomhelst, skulde Svaret have lydt. – Det tvivler jeg ikke paa; men hold Dem nu rolig! – Noget derefter havde Goldschmidt^[CLXXIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. i Nord og Syd^[0012] i Anledning af Brøchners^[CLXXIV]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. Rigsdagskandidatur skrevet, at den bekendte Ateist H. Brøchner^[CLXXV]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. naturligvis som Medarbejder af Fædrelandet^[0013] blev støttet af »Partiet«. Nu var der Intet, der i den Grad opbragte Brøchner^[CLXXVI]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser., som naar Nogen betegnede ham som Ateist og saaledes forsøgte at lægge ham for Had – Ordet havde en vel hundred Gange værre Klang da end nutildags – han hævdede altid, at han og andre saakaldte Ateister |246| var langt mere religiøse end deres Angribere. Og skønt Goldschmidts^[CLXXVII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Forsyndelse mod Brøchner^[CLXXVIII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. visselig var ringe, skønt denne sidste desuden rimeligvis paa uberettiget Maade havde udæsket ham, meddelte dog Brøchner^[CLXXIX]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. mig en saa haardnakket Uvilje mod Goldschmidt^[CLXXX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., at jeg ikke kunde se helt fordomsfrit paa ham.

Goldschmidt^[CLXXXI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. forsøgte en personlig Tilnærmelse under mit første Ophold i Paris 1866.

Foruden den i Frankrig bosatte Morbroder^[CLXXXII]Jacob (Jacques) Bendix (1816-ca. 1860): dansk forretningsmand i Paris. Morbror til Georg Brandes., hvorom der i det Foregaaende er talt, havde jeg endnu en Onkel^[CLXXXIII]Julius Cohen Brandes (1815-1874): dansk købmand. Bosat i Paris, farbror til Georg Brandes., der som Dreng var kommen til Frankrig, var bleven Franskmand og var bosat i Paris. Det var min Faders^[CLXXXIV]Herman Cohen Brandes (1816-1904): dansk grosserer. Far til Georg Brandes. lidt ældre Broder^[CLXXXV]Julius Cohen Brandes (1815-1874): dansk købmand. Bosat i Paris, farbror til Georg Brandes., en noget urolig og fantastisk Personlighed, hvem Goldschmidt^[CLXXXVI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. jævnlig traf hos fælles Venner. Gennem denne Mand lod han mig vide, at det vilde være ham kært at gøre mit Bekendtskab, opgav sin Adresse og sin Modtagelsestid. Da jeg holdt mig tilbage, lod han Opfordringen gentage, men forgæves. Brøchners^[CLXXXVII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser. Paavirkning var for stærk.

Nogle Aar senere havde jeg i en og anden Teaterartikel udtalt mig lidt satirisk og afvisende om Goldschmidt^[CLXXXVIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., da der en Dag blev gjort et Forsøg paa at oprette en overmaade nær Forbindelse mellem Digteren og mig.

En Foraarsdag i 1869 traadte en lille Mand med blaa Briller ind i mit Værelse og forestillede sig som Goldschmidts^[CLXXXIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Forlægger, Boghandler Steen^[CXC]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861.. Han kom i en fortrolig Sendelse fra Goldschmidt^[CXCI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., angaaende hvilken han bad Taushed strengt iagttaget, hvad Udfald Sagen end fik.

Goldschmidt^[CXCII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. vidste, at jeg som Kritiker ikke havde Sympati for ham, men han henvendte sig til min Ridderlighed, vanskeligt stillet som han var. Goldschmidt^[CXCIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. maatte af Grunde, hvorom han ikke ønskede at udtale sig, endnu samme Aar bryde op fra Danmark og bosætte sig i England for bestandig. Han vilde for Fremtiden skrive paa |247| Engelsk. Men før han brød op, vilde han afslutte sin Virksomhed i Fædrelandet med en Udgave af sine samlede Skrifter eller dog med et meget omfangsrigt Udvalg af dem. Han vilde og kunde ikke selv fra Udlandet lede dette store Foretagende; han kendte kun en, der var i Stand dertil, og hvem han anmodede om at paatage sig det. Han havde udkastet en Plan for Udgivelsen, en Skitse af, i hvad Orden Skrifterne burde udkomme og hvad hvert enkelt Bind burde indeholde, og han forelagde det herved til Godkendelse eller Kritik. Udgaven burde indledes med en Skildring af Goldschmidts^[CXCIV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Forfatterpersonlighed og Udviklingsgang; dersom jeg vilde paatage mig at skrive denne, bades jeg om at indfinde mig hos Goldschmidt^[CXCV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. for at erfare, hvad denne selv betragtede som Hovedtrækkene og Hovedpunkterne i sit literære Levned.

Udkastet til hvad den planlagte Udgave skulde indeholde udgjorde en hel lille Pakke Papirer; desuden overraktes der mig til Gennemlæsning selve Anmodningen om Overtagelse af den mig tiltænkte Gerning, der forsigtigt var stilet som et Brev, ikke til mig, men til Boghandler Steen^[CXCVI]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861., og som Steen^[CXCVII]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861. havde udtrykkeligt Paabud om at bringe med tilbage. Skønt dette sidste ingenlunde smagte mig, og skønt dette Vidnesbyrd om Mistillid stod i en højst paafaldende Strid med den overvættes store og ufortjente Tillid, der samtidigt blev mig vist, gjorde selve Tilliden dog et stærkt Indtryk paa mig.

Den Meddelelse, at Goldschmidt^[CXCVIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., Landets vistnok første Prosaforfatter, vilde afbryde sin Virksomhed og for bestandig forlade Danmark, var i og for sig overvældende og satte i samme Øjeblik mine Tanker i Omløb, min Fantasi i livlig Bevægelse. Hvad kunde Grunden være? En Forbrydelse! Det var udelukket. Hvad andet var da tilbage end en Kærlighedshistorie, og dette havde min hele Medfølelse. Man |248| vidste, at Goldschmidt^[CXCIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. dyrkede en meget smuk Dame, der bevogtedes saa meget mere skinsygt af sin Mand, som denne alt i en Aarrække havde ligget hen i Lamhedstilstand. Han tillod hende ikke at gaa i Teatret andensteds end i Spejllogen, hvor hun sad uset af Publikum. Ægtemanden havde i ingen Henseende Almenhedens Sympati; han havde alle sine Dage været en ufrugtbar og karakterløs Skribent, havde kun udgivet to Bøger, der var skrevne i stik modsat Aand og sagde hinanden skarpt imod. Saa længe han kunde gaa ud, havde han sværtet sit røde Haar sort, var alt i alt en ringe Mand og havde ved sit første Ægteskab med en grim gammel Jomfru indvundet den Formue, der alene muliggjorde ham som Frier til den Skønhed, han derefter havde vundet.

Det var sivet ud, at hun var Modellen til den smukke Dame i Arvingen^[0014], og at enkelte der forekommende Billetter var virkelige Smaabreve fra Goldschmidt^[CC]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. til hende.

Hvad laa da nærmere end den Antagelse, at Situationen i Længden var bleven Goldschmidt^[CCI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. uudholdelig og at en Bortførelse til London var besluttet! Med et saa romantisk Forsæt kunde Goldschmidt^[CCII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. være sikker paa en varmblodig ung Mands Deltagelse. Jeg erklærede derfor, at jeg var ganske villig til af en Samtale med Digteren^[CCIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. at erfare mere indgaaende, hvad der ventedes af mig; jeg troede foreløbig at kunne tilsige min Bistand. Det var i Paaskeugen, vistnok Skærtorsdag; jeg lovede at indfinde mig hos Goldschmidt^[CCIV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. en af Helligdagene paa en Tid, der blev fastsat.

Baade Langfredag og første Paaskedag blev jeg forhindret i at gaa til ham og havde allerede bestemt mig til at gøre Besøget anden Paaskedag, da jeg Mandag Morgen modtog et Brev fra Boghandler Steen^[CCV]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861., der i høj Grad opbragte mig. Brevet, hvis Stil efter mit, som det viste sig, urigtige Skøn bar utvetydige Spor af at være dikteret Bog|249|handleren^[CCVI]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861. i Pennen, afgav Vidnesbyrd om den yderste Utaalmodighed. Det hed sig heri, at jeg, der havde paataget mig at aflægge Goldschmidt^[CCVII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. mit Besøg, nu havde ladet to Dage gaa hen uden at opfylde mit Løfte. Der var »ingen Mening i, Dag efter Dag i et saa alvorligt Anliggende at holde en Mand bunden til Venten«; efter Hr. Steens^[CCVIII]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861. »personlige Mening« havde det overhovedet ikke været høfligt af mig som den yngre Forfatter, ikke at underrette Goldschmidt^[CCIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. om hvad Dag jeg vilde gaa til ham.

Jeg blev meget kold efter Læsningen af dette Brev. Jeg forstod, at jeg havde saaret Goldschmidts^[CCX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Forfængelighed dybt ved ikke straks efter Meddelelsen at indfinde mig hos ham; men mit Hovedindtryk var Forbauselse over, at Goldschmidt^[CCXI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. overfor mig viste sig som en saa daarlig Sjælekender. Hvor kunde Goldschmidt^[CCXII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. dog tro, at jeg lod mig skræmme ved Grovhed eller vinde ved smagløse Irettesættelser! Hvor kunde Goldschmidt^[CCXIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. mene, at jeg betragtede det mig tiltænkte Hverv som saa ærefuldt, at jeg af den Grund ikke havde vist det fra mig? Forstod Goldschmidt^[CCXIV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. end ikke, at det alene var Appellen til mine bedste Følelser fra en Modstanders Side, der var ramt af en overordenlig Skæbne, som havde været bestemmende for min Holdning?

Samtidigt dukkede, om end fra første Færd yderst svagt, en Mistanke op i mig. Var det muligt, at den hele rørende Historie, som var bleven mig betroet, var et Puds, beregnet paa at afvæbne min Uvilje, vække min Medfølelse og sikre Goldschmidt^[CCXV]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. en trompetende Herold? Var det muligt, at den hemmelighedsfulde Meddelelse om Flugten til London blot var en Usandhed, hvis eneste Hensigt var at faa mig stillet i Goldschmidts^[CCXVI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Tjeneste?

Jeg slog lige straks denne Tanke hen som altfor usandsynlig, men den vendte tilbage; thi jeg havde gjort den Erfaring, at selv betydelige Forfattere undertiden ikke veg |250| tilbage for dristige Midler, naar det for dem gjaldt om at faa en Kritiker i deres Tjeneste. En Kritiker er jo som den rige Pige, der altid maa frygte for ikke at blive elsket for sin egen Skyld. Jeg var allerede da meget utilbøjelig til at tro, nogen anerkendt, endsige nogen omstridt Forfatter nærmede sig mig af ren Velvilje, for mine smukke Øjnes Skyld, som det hedder paa Fransk.

I ethvert Tilfælde var jeg nu besluttet paa, ikke at ville have nogetsomhelst med Sagen at gøre. Jeg svarte fyndigt: »Lektioner i Høflighed modtager jeg ikke af nogen, sender Dem derfor de vedlagte Papirer tilbage. Vær saa god at henvende Dem til en anden.«

Dette Svar havde det øjensynligt ikke været Hensigten at fremkalde. Steen^[CCXVII]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861. styrtede straks op til mig for at gøre mig en Undskyldning, men blev ikke modtaget. To Gange endnu kom han med ydmyge Bud fra Goldschmidt^[CCXVIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. om dog at gøre ham »den Ære« at aflægge ham et Besøg. Men min Stolthed var for kilden og min Beslutning urokkelig. Utvivlsomt var Steens^[CCXIX]Hans Christian Frederik Steen (1819-1871): dansk boghandler og forlægger. Søn af Christian Steen, 1786-1861. Brev blevet afsendt efter Goldschmidts^[CCXX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Ønske, men lige saa utvivlsomt i en Form, der ikke var godkendt af ham. At den saa snildt indledede Alliance saaledes blev til Intet, kom øjensynligt Digteren ligesaa uventet som det var ham ukært.

Ikke længe efter blev Mistanken om at Flugten fra Danmark kun var et Opspind, beregnet paa at indfange mig, ved et Tilfælde meget kraftigt bestyrket, og efter nogen Tids Forløb kunde jeg ikke mere nære Tvivl om, at Goldschmidt^[CCXXI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. simpelthen havde villet afvæbne en Kritiker og vinde sig en Udraaber.

Det stemte mig ikke blidere imod ham, og denne Stemning gav et Essay, jeg snart derefter skrev om Goldschmidt^[CCXXII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. i Anledning af Rabbi og Ridder^[0015]’s Opførelse paa |251| det kongelige Teater, en skarpere Tone end det ellers havde faaet.

Der gik nu tre Aar, før vore Veje krydsede hinanden og et kortvarigt Samliv imellem os kom i Stand.

18.

Min Stilling i det offenlige Liv var paa dette Tidspunkt den, at jeg havde meget og mange imod mig, ingen helt for mig undtagen min gamle Beskytter Brøchner^[CCXXIII]Hans Brøchner (1820-1875): dansk filosof. Professor ved Københavns Universitet. Georg Brandes’ underviser., der dels var meget syg, dels paa Grund af sit tunge Sprog ukendt af den store Læseverden. Af mine personlige Venner var der ingen, som delte min Grundanskuelse; naar de holdt af mig, var det trods den. Det var allerede derved udelukket, at de i den aandelige Strid, der endnu optog mig, vilde optræde som mine Fæller. Jeg behøvede ingen langvarig Erfaring til Opnaaelse af den Indsigt, at en fuld og ublandet Sympati med min Stræben kunde jeg ikke finde. I Grunden næredes den kun af én iblandt mine Kammerater, Emil Petersen^[CCXXIV]Emil Petersen (1839-1890): dansk herredsfuldmægtig. , og han var en ung Privatmand, der intet havde med Literaturen at gøre, ogsaa ellers var uden Indflydelse.

Til Gengæld havde jeg allerede længst erfaret, at jeg som begyndende Forfatter i et Land med Lilliputforhold mødte slagfærdig Modstand for hvert Skridt, jeg tog, og at Uviljen mod mig bestandig ytrede sig langt kraftigere end Velviljen, ja hurtigt blev saa at sige organiseret.

Jeg havde lige straks imod mig Enhver, der som Literatur- eller Kunstkritiker allerede indtog en Plads, fra de indflydelsesrige, der skrev i Fædrelandet^[0016] eller Berlingske Tidende^[0017], til de smaa bidske i de mindre Blade, og dersom de nævnte mig, skete det ikke uden dyb Ringeagt og paa stærkt nedsættende Maade. Alle disse bekæmpede i mig Medbejleren. Det vedblev saaledes hele mit Liv. Enkelte |252| »Kritikere« som Falkman^[CCXXV]Adolf Falkman (1837-1903): dansk journalist. Konservativ journalist ved Dagbladet og senere ved Nationaltidende. i Danmark, Wirsén^[CCXXVI] Carl David af Wirsén (1842-1912): svensk digter og litteraturkritiker. i Sverig, satte henved fyrretyve Aar igennem sjældent Pen til Papiret uden at skænke mig en kærlig Tanke. (Senere blev jeg for Collin^[CCXXVII]Christen Christian Dreyer Collin (1857-1926): norsk litteraturhistoriker og publicist. i Norge en fiks Idé.)

Hertil kom alle de, der i mig frygtede og hadede en Aandsretning, der stod for dem som farlig for god gammeldags Tro og Sædelighed.

Saa fast omgrænsede mine Artikler og længere Indlæg i Striden om Tro og Viden end var, og skønt de strengt taget kun drejede sig om et dunkelt Punkt i Rasmus Nielsens^[CCXXVIII]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. Filosofi, skræmmede og oprørte de en stor Del af Landets Gejstlighed. Jeg havde omhyggeligt undgaaet at udtale mig mod Tro eller Religiøsitet; jeg vidste, at Rettroenheden var almægtig i Danmark. Alligevel stødte jeg ikke paa Imødegaaelse, men paa Fanatismens Harme. Allerede i 1867 var Bjørnson^[CCXXIX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. optraadt imod mig, havde bebrejdet »Dagbladet^[0018]«, at det gav mine Indlæg Plads og angivet deres Indhold for den paa en Rejse fraværende Redaktør ud fra den Formodning, at Optagelsen maatte være sket imod hans Vilje, og skønt Artiklen ikke bar Bjørnsons^[CCXXX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Navn, var dette Angreb af Vægt. Den uskyldige Ytring, at Søren Kierkegaard^[CCXXXI]Søren Kierkegaard (1813-1855): dansk filosof, teolog og forfatter. var vor Filosofis Tycho Brahe^[CCXXXII]Tycho Brahe (1546-1601): dansk astronom. Egl. Tyge Ottesen Brahe, adelsmand, død i Prag., stor som Tycho Brahe^[CCXXXIII]Tycho Brahe (1546-1601): dansk astronom. Egl. Tyge Ottesen Brahe, adelsmand, død i Prag., men som denne ikke sættende vort Systems Midtpunkt i dets Sol – gav Bjørnson^[CCXXXIV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Anledning til den for en ung Forfatter af fremmed Afstamning farlige Udtalelse, at den, der kunde skrive saadan, »havde intet Syn fælles med andre Danske, ingen dansk Bevidsthed«.

Aaret efter var det Udbrud af Hidsighed fra gejstlig Side, der overraskede mig. En Dag i 1868 traadte den i Kjøbenhavn meget ansete Pastor Hohlenberg^[CCXXXV]Ove Hohlenberg (1835-1898): dansk præst. ind hos Frk. Benny Spang^[CCXXXVI]Benedicte Sophia Rump (1835-1897): dansk pigeskoleleder (Brandes angivelse). F. Spang. Gift med maleren Godtfred Rump., satte hende strengt i Rette for at hun modtog en utvivlsom Kætter og Hedning i sit Hus og krævede af hende, at hun skulde afbryde al Omgang med mig. Da |253| hun vægrede sig og paa alle hans Overtalelser haardnakket gav samme Svar, kastede han ude af sig selv sin Filthat i Gulvet, vedblev i den højeste Ophidselse med sine Anklager og foer tilsidst, da intet frugtede, i helligt Raseri ud af Døren, som han slog i efter sig. Scenen fik en letkomisk Udgang, da han nødtes til at ringe anden Gang for at hente sin i Forbitrelsen glemte Hat. – Det var en Art privat Prolog til det gejstlige Skuespil, der fra Aaret 1871 og videre frem spiltes paa Landets fleste Prædikestole. Kun slog man dèr ikke Hatten i Gulvet, men Haanden mod Pulten.

Dog hvad der for mig som begyndende Skribent var mere overraskende, det var den Evne, jeg opdagede hos mig, til ved min blotte Tilværelse at hypnotisere stedse flere Samtidige, saa de blev som besatte af et Had, der holdt sig snart en Aarrække, snart et helt Menneskeliv igennem, og blev væsenligt bestemmende for deres Livsførelse og Handlemaade. Efterhaanden kom jeg til paa denne negative Maade at sysselsætte mere end en Snes Personer. Foreløbig traadte Fænomenet mig i Møde i en enkelt genigal Personligheds Skikkelse. For en mig ganske uvedkommende og ligegyldig, mislykket Poet og Filosof blev jeg Fjenden, det gjaldt om at bekæmpe.

Som lidenskabelig Beundrer af Rasmus Nielsen^[CCXXXVII]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. , i hvis Eksamensforelæsninger han manuducerede Russerne, var Rudolf Schmidt^[CCXXXVIII]Rudolph Schmidt (1836-1899): dansk forfatter. til det Yderste opbragt over de dog i Formen højst ærbødige Indsigelser, jeg havde rettet mod et Hovedpunkt i Nielsens^[CCXXXIX]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. Lære. Allerede i 1866 udgav han et Flyveskrift i den Anledning; i 1867 endnu et andet, som han i sin Besathed af Modstanderen undertegnede med dennes egne Forbogstaver Gb. Og fra nu af blev det vel en Menneskealder igennem en Livsopgave for denne Stakkel under alle mulige Mærker anonymt at forfølge mig, og hvor hans egne Kræfter ikke strakte til, at stifte Sammensværgelser |254| imod mig. Særligt anstiftede han stadigt, hvad han formaaede, imod mig i Tyskland.

Foreløbig grundede han nu et Tidsskrift for at hævde sig selv og de Ideer, han nærmest tjente, R. Nielsens^[CCXL]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. , og da denne i den sidste Tid havde nærmet sig stærkt til den Grundtvigske Følemaade, tildels ogsaa Grundtvigs^[CCXLI]N.F.S. Grundtvig (1783-1872): dansk forfatter, præst og historiker. . Tidsskriftet fik tre Redaktører, deriblandt R. Nielsen^[CCXLII]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. selv, og da den ene af dem, Fædrelandets^[0019] Kritiker, pludseligt forlod Landet, traadte Bjørnstjerne Bjørnson^[CCXLIII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. i den bortrejstes Sted. De tre Navne R. Nielsen^[CCXLIV]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. , B. Bjørnson^[CCXLV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. og Rudolf Schmidt^[CCXLVI]Rudolph Schmidt (1836-1899): dansk forfatter. dannede saaledes en Treenighed, hvis literære Herredømme ikke lovede godt for en Begynder i Literaturen, der havde angrebet Tænkeren iblandt dem af ideelle Grunde, og som havde været Genstand for heftige Angreb af begge de andre. Tidsskriftet (For Ide og Virkelighed^[0020]) blev mig da ogsaa ugunstigt nok.

At Fædrelandets^[0021] Kritiker saaledes med Et forsvandt fra den literære Arena, var efter Datidens Forhold en Begivenhed. Han havde et ikke ringe Talent, tiltalte ved undertiden træffende Indfald, stødte tilbage ved Særheder og en underlig søgt Skrivemaade, betonede i den nyeste danske Filosofis Aand særligt Viljen, og forfægtede altid etiske Synspunkter. Han havde fra Bjørnsons^[CCXLVII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. første Optræden sluttet sig saa begejstret og ubrødeligt til denne, at han af Almenheden nærmest opfattedes som Bjørnsons Herold. Ved enhver Lejlighed slog han i de stærkeste Udtryk Bjørnsons Betydning fast og lod det til Gengæld gaa ud over formentlige Medbejlere. Særligt fik Ibsen^[CCXLVIII]Henrik Ibsen (1828-1906): norsk forfatter. en streng Behandling. Hans Bortrejse var saaledes et meget haardt Slag for Bjørnson^[CCXLIX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. , men føltes overhovedet pinligt som et Tab ogsaa af dem, hvem han stod imod.

|255| 19.

Ikke længe efter at denne Bortrejse havde fundet Sted, straks efter Offenliggørelsen af min større Artikel om Goldschmidt^[CCL]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter., modtog jeg en Dag til min Overraskelse et Brev paa otte tætskrevne Sider fra Bjørnstjerne Bjørnson^[CCLI]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. , dateret 15. April 1869.

Anledningen dertil var den Ytring i hin Artikel, at Bjørnson^[CCLII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. som Goldschmidt^[CCLIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. undertiden, netop hvor Evnerne glippede, lod, som det Højeste var naaet, som om det Dunkle var det Betydningsfulde. Da jeg skrev den, tænkte jeg paa den mørke Slutningstale i Bjørnsons^[CCLIV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Maria Stuart^[0022] om Gud i Himlen: »Han i det Større tæller for sine større Tider« – hvilken jeg endnu betragter som ganske taaget, saa fordringsfuld den end staar der; men det var en Overdrivelse at almindeliggøre Anken, som sket var, og Bjørnson^[CCLV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. havde Ret i at tage til Genmæle. Han betragtede det, som var han beskyldt for løgnagtig Færd, og heri tog han fejl; men iøvrigt viste han med heftig Veltalenhed ogsaa den virkeligt nedlagte Paastand tilbage. Hans Brev begyndte:

Uagtet jeg sjælden læser Dem, saa jeg muligvis kan risikere at tale om Noget, De andetsteds har udviklet tydeligere, og følgelig gribe fejl, vil jeg dog nedlægge en bestemt Protest mod den Karakteristik, at jeg i Modsætning til Oehlenschläger^[CCLVI]Adam Oehlenschläger (1779-1850): dansk forfatter og dramatiker. (og Hauch^[CCLVII]Carsten Hauch (1790-1872): dansk forfatter og zoolog. Professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel 1846-49. Fra 1851 professor i æstetik ved Københavns Universitet.!!) forstrækker mine Evner hen i det, jeg selv ejer i Uklarhed og giver med Vidende hen det som Klarhed. Jeg er vis paa, at deri ligner jeg Oehlenschläger^[CCLVIII]Adam Oehlenschläger (1779-1850): dansk forfatter og dramatiker. , at Mangelen i min Bog ligger aaben for alle, og er ikke dækket med nogen Slags Løgn; en Uklarhed har i det Øjeblik indbildt mig, at den var Klarhed, ligesom ham. Mit Valgsprog har altid været: Vær tro mod det Mindre, saa skal Gud sætte dig over det Større. Og aldrig, nej aldrig har jeg snappet efter store Stof for at synes stor eller leget Ordleg for at synes klog eller været stum for at synes dyb. Aldrig. Eksemplerne omkring mig har været mig forfærdelige, og jeg er vis paa, at dette har de været mig, fordi jeg fra Begyndelsen har været paa min Post mod Løgn. Der er nemlig Steder i ethvert Arbejde, som ikke vil give, hvad man straks og utaalmodig forlanger – da har jeg altid ventet, aldrig prøvet; det maa |256| have givet sig af sig selv, og muligen kan det, jeg har faaet, være et Bedrag; men jeg har troet paa det; for mig har det intet Bedrag været. Før jeg engang slutter, har jeg ganske vist efterarbejdet Alt, jeg har skrevet (som allerede Synnøve^[0023] og En glad Gut^[0024], Mellem Slagene^[0025] o. s. v.); jeg vil nemlig nytte en bedre Indsigt. Jeg har i det, jeg allerede har gennemgaaet, set Svagheder, jeg ikke mere kan rette. Løgn har jeg aldrig fundet.

Desværre er man ofte udsat for at være usand; men det er i Overraskelsens og den absolute Lidenskabs Øjeblikke, hvor der foregaar noget ved Ens Øje og Tunge, man føler, halvt er galt; men hvor Rovdyrmagten, som intet Middel skyer, er den stærkeste. Usand i sin skønne digtende Ro, sin Skriftemaalsstilhed foran Arbejdet tror jeg meget faa er.

Denne Redegørelse, der gør Bjørnson^[CCLIX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Ære og ikke blot indeholder en træffende Selvbedømmelse men et værdifuldt Bidrag til almindelig Digterpsykologi i sin Paavisning af den frembringende Fantasis Styrke og dens Mulighed for Fejlgreb, fortsattes med et sideordnet Forsøg paa Særtegning og Værdsættelse af Goldschmidt^[CCLX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter.:

De gør ogsaa Goldschmidt^[CCLXI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. Uret paa dette Punkt, jeg véd det med Sikkerhed. Goldschmidt^[CCLXII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. er en naiv Natur, som har alle ædle Rørelser; han sætter dem rigtignok ofte komisk i Scene, og Deres Skildring deraf er sand; det gentager sig i hans Privatliv; men Kilden har De ikke været ved. Det kommer nemlig til syvende og sidst ikke an paa, hvad vi tænker, men hvad vi lever. Ligesom dette i det Hele er en gennemgaaende Fejltagelse hos Dem, er det især en Fejltagelse her, hvor f. Eks. hans to Brødre med samme Betingelser, stillet i samme Tvedelthed, har realiseret begge Karakter, den ene tillige en mærkelig Personlighed. Men Goldschmidt^[CCLXIII]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. begyndte jo 17 Aar gammel som Korsarhøvding; hans Mod var Modet bag en Pen, som han troede frygtet, hans Glæde Smigerens, hans Frygt den at være flov. Og mange Slags uheldige Vilkaar for Resten… Han stræber nu med stor Magt henimod det, han af sit Liv føler forspildt i sin Evne, den moralske som den intellektuelle, og jeg for min Del agter mere denne Stræben end hans afgjorte Held i en liden Kres.

I dette Stykke var Adskillelsen og Modsætningen af Tankeliv og Eksistens ganske i Rasmus Nielsens^[CCLXIV]R. Nielsen (1809-1884): dansk filosof. Aand; den Brug, her gjordes af den, var forunderlig. Man skulde tro, det fremdragne Eksempel godtgjorde, at fælles Naturbestemmelser, fælles Afstamning og Vilkaar, med andce Ord selve |257| Livsbetingelserne, var af ringe Vægt i Sammenligning med Tænkemaaden, siden Brødre kunde være saa forskelligartede; Bjørnson^[CCLXV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. vilde, det skulde godtgøre, at det kom mere an paa Livsførelsen end paa Tænkemaaden, skønt hin dog maatte afhænge af denne. Iøvrigt talte han, om end noget for overlegent og uden Fremhæven af Goldschmidts^[CCLXVI]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. store kunstneriske Betydning, om hans Svagheder med Overbærenhed og Velvilje.

Men havde han, overfor hvad han ellers berørte, Blik for det Væsenlige, saa svigtede dette ham dog i altfor høj Grad, da han i Brevet kom til Karakteristiken af dets Adressat, hvor han blandede Rigtigt og Falsk imellem hinanden. Han skrev bl. A.

Her staar jeg vistnok ved Noget, som betegner Deres Kritik. Den er en absolut Skønhedstilbedelse. Med den kan De snart fare gennem vor lille Literatur, og vil Ingen gavne synderligt; thi Digteren gavnes kun af den, som stiller sig kærligt hos ham paa hans eget Standpunkt; det andet forstaar han ikke, og Publikum gennemlever vel med Dem denne Optrævling af de tusinde Traade og tror at vokse ved det; men intet Menneske, som er sundt og godt, lægger en Kritik fra sig af denne Natur uden Tomhed.

Jeg læste tilfældigt en Rejsebeskrivelse af Dem, der egentlig blev en Dom over nogle af de største Malere.^*

Der er tusinde Ting mellem Himmelen og Jorden, som De forstaar bedre end mig [jeg]. Men derfor kan De høre paa, hvad jeg siger. Det er mig nu, som om den ene Del af deres Evner ødelægger hvad den anden gør. Jeg er ogsaa en Aandens Mand, men jeg føler intet Samarbejde. Skulde der ikke være andre Opgaver, som laa Dem nærmere end den kritiske? Det vil sige, som var Dem til mindre Fristelse og byggede paa Deres Personlighed samtidigt med, at De selv byggede? For mig staar det saa, at selv om De greb den kritiske, maatte det være stærkere i Forhold til vore Kulturopgaver og mindre i hint Arrangørforhold i det Tekniske, hint Spioneri i det Smaalige, hin Sammendragen af Alle og Alt, der kan optræde som Vidne for og imod Forfatteren, der alt kommer frygtelig velkomment for en samtidig kritisk Landeplage i det kære Kjøbenhavn, men, Gud hjælpe mig, er Ingenting og udretter Intet.

Dette Parti af Brevet irriterede mig i høj Grad dels ved sin Formyndertone, dels ved en Karakteristik af mit kritiske Hang, der ene og alene var begrundet paa Læsningen af tre eller fire Artikler, særligt dem om Rubens^[CCLXVIII]Peter Paul Rubens (1577-1640): flamsk maler. og Goldschmidt^[CCLXIX]Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887): dansk forfatter og journalist. Dansk-jødisk forfatter. og som greb ganske ved Siden af. Det var langt fra, at jeg følte mig forstaaet og paa Grundlag af en Forstaaelse advaret mod Yderligheder; jeg saa mig omvendt blot karikeret, endda uden Vid eller Humor, og kunde ikke glemme at den, der udkastede dette Vrængbillede af mig, i sin Tid havde søgt at skade mig saa stærkt det laa i hans Magt. Og saa sammenlignede han mig med P. L. Møller^[CCLXX]P.L. Møller (1814-1865): dansk kritiker og forfatter. !

Det nyttede derfor ikke, at der i Brevets Slutning fandtes meget Forsonligt og Smukt. Bjørnson^[CCLXXI]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. skrev:

Naar De skriver om Jøderne, saa, skønt jeg ikke er enig med Dem, helt enig med Dem, saa synes De mig dog at røre ved Noget, som anviser, hvor De maatte have Meget at byde, mange skønne Udsigter at aabne os. Ligesaa naar De fortolker Shakespeare^[CCLXXII]William Shakespeare (1564-1616): engelsk digter og dramatiker. (ikke naar De digter |259| ved Siden af ham) naar De roligt lægger ud, synes jeg at se Begyndelsen af større Arbejder, i alle Fald Evner, jeg kunde tænke mig give væsenlige Bidrag til at indføre i vor Kultur større Synsvidde, stærkere moralsk Ansvar, mere Kærlighed.

Læser jeg nu disse Ord, maa jeg voldsomt sætte mig tilbage i min Følemaade og mit aandelige Standpunkt da for at forstaa, de i saa høj Grad kunde opbringe mig. Det laa ikke blot i, at jeg som al Ungdom af noget Værd var pirrelig og stolt og uvillig til at se mig behandlet som Lærling; men mere i, at jeg ligeledes paa Ungdommens Vis forvekslede hvad jeg havde ydet med hvad jeg vidste mig i Stand til at yde; følte mig som rig, overdaadigt rig allerede, og harmedes ved at se mig stemplet som endnu saa ringe.

Dog hvad der slog Bunden ud paa Fadet, var en Sætning, som nu fulgte:

Om alt dette vilde jeg oftere have talt med Dem, da jeg sidst var i Kjøbenhavn, men jeg mærkede, at jeg var saaledes omsnuset af Sladderen, at jeg begav det.

Da Bjørnson^[CCLXXIII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. sidst var i Kjøbenhavn, havde han skrevet hin Artikel imod mig. Det var tilmed blevet mig fortalt, at han da nogle Gange havde læst mine første Artikler højt i Selskab for at gøre sig lystig over deres tvungne og begynderagtige Udtryksmaade. Nu vilde han, jeg skulde tro, han dengang havde tænkt paa at besøge mig for at komme til Forstaaelse med mig. Og hvad værre var, Frygt for Sladder i den Anledning skulde have afholdt ham. Denne Viljens Helt saa bange for lidt Sladder! Nu kunde han fortsætte, som han vilde, jeg var færdig med ham. Han fortsatte imidlertid baade varmt og kønt, men overlegent og ude af Stand til at indse, hvor meget krænkende der laa i Tilnærmelsens Tone. Han vilde jo nemlig paa en Gang nærme sig mig og samtidig bevare en ydmygende Overlegenhedsholdning:

|260| Vi er ikke mange, som i Literaturen mener det alvorligt; de faa bør ikke ligge under for den tilfældige Adskillelse, modsatte Meninger kan give, naar der dog er store Felt for Forstaaelse og Samvirken. Jeg kan i Øjeblikket stærkt fortørnes; om dette i mindre Mænd, hvori der virkelig er noget Lavt, virker Adskillelse for Livet, saa sørger jeg ikke derover. Men jeg skulde blive meget bedrøvet, om saadant havde Magt over de Enkelte, hos hvem jeg føler Evne og Vilje. Og hvad nu Dem angaar, saa har jeg en saa bestemt Følelse af, at De maa staa ved et Skille i Deres Liv, fordi De ved at gaa videre kommer paa en Afvej, at jeg vil tale med Dem, og taler derfor nu af mit Hjerte til Dem. Forstaar De det ikke, saa gør det mig ondt; det er alt, jeg kan sige.

Jeg rejser i Sommer til Finmarken, og uvilkaarlig mens jeg skriver dette, stiger der op for mig, hvilken Rejse det dog vilde være for Dem fra alt det Smaalige og Kunstmæssige op i en Natur, som i sin storladne Ensomhed er uden Sidestykke i Verden, og hvor Fuglenes Rigdom over os og Fiskenes under os (Hvalerne med Silde- og Torske- og Lodde-flokkene foran sig ofte saa tæt, at man kan tage dem med Hænderne eller at de trykker Baaden) er Undere paa Undere i Lys af en Sol, der ikke gaar ned, mens Menneskene deroppe lever stille og kuede af Naturen. Vilde De gøre denne Rejse og f. Eks. møde mig i Trondhjem, véd jeg, De skulde ikke angre den. Og jeg fik atter en Samtale; her falder ikke mange netop om det, som jeg helst vil have dem om. Tænk paa dette.

Der fulgte endnu et Afsnit om Magdalene Thoresen^[CCLXXIV]Magdalene Thoresen (1819-1903): dansk forfatter. . Men hvad her er anført, er det Væsenlige af Brevet. Havde dets Modtager kendt Bjørnson^[CCLXXV]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. bedre, vilde han i dette have fundet en Grund at bygge videre paa. Men som Forholdene laa, oversaa jeg rent den ærligt mente Imødekommen deri og fæstede mig alene ved det ikke lidet, som deri maatte saare. Mit Svar var afvisende, iskoldt, skarpt og i dybere Forstand værdiløst. Jeg troede ikke Bjørnson^[CCLXXVI]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. , saa ikke i Brevet andet end et Forsøg paa at tage mig i Brug som Kritiker nu, da han lige havde mistet sin tidligere Talsmand i Pressen. Udsigten til Rejsen i Nordlandene fristede mig ikke; det vilde i Bjørnsons^[CCLXXVII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Øjne være blevet Thors Rejse med Loke, og Loke hverken var jeg eller vilde jeg være.

Dog selv om jeg da havde været i Stand til at hæve mig til en rigtigere og fyldigere Betragtning af Bjørnsons^[CCLXXVIII]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. |261| Væsen, var der paa dette Tidspunkt alt for meget, der skilte os, til at et virkeligt Venskabsforhold kunde komme i Stand. Bjørnson^[CCLXXIX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. var da endnu rettroende Protestant og i mange Maader bunden af sin Ungdoms Indtryk; jeg selv endnu altfor stejl af Væsen til at kunne lempe mig efter en saa vanskelig og saa herrisk Personlighed.

Der gik otte Aar, før det meget, der skilte mig fra Bjørnson^[CCLXXX]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. , smuldrede hen af sig selv. Men da han saa af egen Drift i en offenlig Udtalelse beklagede Spaltningen imellem os og udtalte sig om mig med fordomsfri Forstaaelse og Velvilje, greb jeg med Varme og Taknemmelighed den udstrakte Haand^*

20.

Aaret 1869 gik hen med ganske flittigt Arbejde.

Blandt de mange mindre Artikler, jeg skrev, indeholdt den, som fik Titlen: Det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien^[0026] ud fra en Genfremstilling af Shakespeares^[CCLXXXII]William Shakespeare (1564-1616): engelsk digter og dramatiker. Henrik Percy^[cclxxxiii] en Kritik af den hidtil anerkendte Retning i dansk dramatisk Poesi og pegede ud i Fremtiden. Afhandlingen om H. C. Andersen^[CCLXXXIV]H.C. Andersen (1805-1875): dansk forfatter. , der blev til ved Midsommertid og læst højt i en Kløvermark i Nærheden af Kjøbenhavn for en eneste Tilhører, var Typen paa hvad jeg paa dette Tidspunkt som Kritiker formaaede og mente. Jeg havde da i længere Tid kendt Andersen^[CCLXXXV]H.C. Andersen (1805-1875): dansk forfatter. fra Selskabslivet. Min varme |262| Anerkendelse af hans Genialitet bragte os hinanden nærmere; han besøgte mig jævnligt og læste gerne sine nye Arbejder højt for mig. Det er neppe for meget sagt, at denne Afhandling indbragte mig hans Venskab.

Den var i sin Grundsynsmaade paavirket af Taine^[CCLXXXVI]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. , den Kunstfilosof, jeg mest havde fordybet mig i, og om hvem jeg skrev paa en Bog, der skulde blive min Doktordisputats. Saa let og hurtigt mine kortere Artikler blev til, saa langsomt fik jeg dette større Arbejde fra Haanden. Ikke at jeg behandlede Stoffet med Ulyst, tvertimod. Der var ingen Spørgsmaal, der optog mig mere end dem, om hvilke min Bog drejede sig; men jeg var kun paa enkelte Punkter deres Behandling voksen.

Der var først og fremmest Spørgsmaalet om den frembringende Aands Beskaffenhed, Muligheden af at paavise Sammenhængen mellem dens Evner og udlede dem af en enkelt herskende Evne, der altsaa maatte røbe sig i alle Aandens Væremaader. Det plagede mig f. Eks., hvorledes den Kilde var at finde, hvoraf paa én Gang Pascals^[CCLXXXVII]Blaise Pascal (1623-1662): fransk filosof og matematiker. matematiske og religionsfilosofiske Anlæg udsprang. Dernæst var der Spørgsmaalet om Muligheden af en almengyldig, videnskabelig Metode i Kritiken, opfattet som aandelig Optik. Dersom det maatte bestemmes som Kritikerens Opgave at forstaa gennem Opdagelse og Klarlæggelse af de Afhængigheds- og Betingelsesforhold, der finder Sted i den aandelige Verden, saa laa den Fare nær, at han kom til at godkende Alt, ikke blot enhver historisk opstaaet Kunstform og Kunstretning, men alle de enkelte Værker indenfor Kunstarten. Dersom det ikke mindre var Kritikerens Opgave at skelne mellem det Ægte og det Værdiløse, maatte han imidlertid besidde en saglig Maalestok for Bedømmelsen af det højere eller ringere Værd, eller han maatte være saa særegent og |263| overordenligt begavet, at hans Instinkt og Takt i ethvert Tilfælde angav Værdien.

Der var fremdeles Spørgsmaalet om Geniet, det Punkt, hvor Taines^[CCLXXXVIII]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. Lære vakte afgjort Modstand hos mig. Han opfattede Geniet som en Sammenfatning, ikke som et nyt Udgangspunkt; det skulde være Sammenfatningen af en Folkestammes oprindelige Anlæg og af Ejendommelighederne ved en Tidsalder, i hvilken disse Anlæg ret formaaede at udfolde sig. Han oversaa den Selvegenhed hos Geniet, der ikke lod sig forklare ud fra Omgivelserne, det ny Element, der i Geniet forenede sig med Sammendragningen af det spredtvis rundtomkring Givne. Allerede hos Hegel^[CCLXXXIX]Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831): tysk filosof. Professor i Berlin. Ophavsmand til hegelianismen. havde det stødt mig, at hvad der talte til os gennem Kunstneren, alene skulde være det Algyldige, den Alaand, der ligesom udbrændte det enkelte Menneskes Originalitet. Hos Taine^[CCXC]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. traadte Nation og Tidsalder som nye (omend konkretere) Abstraktioner i det Algyldiges Sted; men Enkeltpersonlighedens Særegenhed blev ogsaa her det Uvæsenlige. Kærnen i mit Arbejde blev da en Indsigelse herimod.

Endnu mere levende sysselsatte de Grundspørgsmaal mig, som en videnskabelig Opfattelse af Historien rejste. Jeg havde i nogle Aar ivrigt gransket Comte^[CCXCI]Auguste Comte (1798-1857): fransk filosof. Positivismens grundlægger. og Littré^[CCXCII]Émile Littré (1801-1881): fransk sprogforsker, leksikograf og positivistisk filosof. , Buckle^[CCXCIII]Henry Thomas Buckle (1821-1862): britisk historiker. , Stuart Mill^[CCXCIV]John Stuart Mill (1806-1873): britisk filosof og økonom. og Taine^[CCXCV]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. med Hensyn til deres Syn paa Historiens Filosofi. Ogsaa her vendte, om end i anden Skikkelse, Spørgsmaalet tilbage om den Enkeltes Betydning overfor Masserne. Statistiken havde vist, i hvilken Grad bevidste Handlinger var underkastede ensformige Love. Vi kunde fra ét Aar til et andet forudsige, hvor mange Mord der vilde blive begaaede og hvor mange med hver Art Redskab. Forskellighederne mellem Menneskene ophævede da hverandre, naar vi tog Gennemsnittet af et meget stort Antal. Men heri laa dog ikke, at den Enkelte var uden større Betydning. Hvis Sejren ved Salamis beroede paa Themis|264|tokles, afhang Europas hele Civilisation for den følgende Tid af ham.

En anden Side af Spørgsmaalet var denne: Levnede den moderne Videnskabs gennemførte Determinisme, Opdagelsen af en uforanderlig Afhængighed i den aandelige Verden som i den legemlige, Plads for Handlinger, der anderledes end blot illusorisk udgik fra den Enkeltes frie Forsæt eller Beslutning? Saare vanskeligt var dette Spørgsmaal, og jeg tiltroede mig ikke at løse det; men det trøstede mig, at den Tvivl, der bestod om Lovpaavisningens fulde Gyldighed paa det Omraade, hvor Tilfældigheden har sit Spillerum og Moralen sit Felt, den havde kun forsvindende Betydning, naar Talen var om de Omraader, hvor Mennesket virker i Kraft af Geni eller Talent som Frembringer af literære og kunstneriske Værker. Her, hvor Naturanlæggene og deres nødvendige Udfoldelse var af saa overordenlig Vægt, var Sandsynligheden for en Paavisning af Naturlove selvfølgelig langt større.

Det almindelige Grundspørgsmaal var dette: Givet en Literatur, en Filosofi, en Kunst eller Kunstart, hvilken er da den Aandstilstand, som frembringer den? hvilke er dens tilstrækkelige og nødvendige Betingelser? Hvad bevirker f. Eks., at England i det 16. Aarhundrede faar en dramatisk Poesi af første Rang, eller at Holland i det 17. Aarhundrede faar en Malerkunst af første Rang uden at nogen anden af Kunstens Grene samtidigt bærer lige saa ypperlig Frugt i samme Land?

Overvejelserne udmundede foreløbig i den Overbevisning, at al dybere Historieforskning var Sjæleforskning.

Som hint gamle Arbejde nu foreligger i Renskrift^*

Ved Siden af de videnskabelige Grundspørgsmaal, der sysselsatte mig, optoges jeg mest af Interesse for kunstnerisk Stil. I dansk moderne Prosa var der ingen Forfatter, der ubetinget tiltalte mig, i den tyske var det Heinrich Kleist^[CCXCVI]Heinrich von Kleist (1777-1811): tysk forfatter. Begik selvmord med sin kæreste i Berlin., i den franske Mérimée^[CCXCVII]Prosper Mérimée (1803-1870): fransk forfatter. , hvem jeg vurderede højest som Stilister. Ja den sidste syntes mig at være Stilisten fremfor nogen, udadlelig ved Sikkerhed, Fynd og Plastik. Han havde vel ikke megen Varme eller Farve, men en Linjesikkerhed som de største Tegnere i italiensk Kunst. Hans Tørhed var ganske vist ikke vindende, og jeg savnede under Læsningen af ham ikke sjældent Storsyn og Horisont, men hans Linjeførings tvingende Magt betog mig.

Da henimod Midten af December 1869 min Doktordisputats var færdig, begyndte paa en Gang Trykningen af den og af den Samling, der fik Navn af Kritiker og Portræter^[0027]. I Begyndelsen af 1870 blev denne forsynet med enkelte hidtil utrykte Stykker, af hvilke det ene var en ældre Afhandling om Kamma Rahbek^[CCXCVIII]Kamma (Karen Margrethe) Rahbek (1775-1829): dansk kvinde. Født Heger. Gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, Bakkehuset på Frederiksberg., der overarbejdedes, det andet en ny om Mérimée^[CCXCIX]Prosper Mérimée (1803-1870): fransk forfatter. , som i Almindelighed gengiver hvad jeg stilistisk beundrede dengang.

Længe havde det været bestemt, at jeg, saasnart Disputatsen var forsvaret, skulde tiltræde en længere Rejse, den egentlige Dannelsesrejse i en ung Mands Liv. Jeg havde nogle Penge liggende til den, et lille Stipendium og et Løfte om Stipendier, der iøvrigt ikke blev holdt. Denne Rejse havde i lange Tider spøgt i min Fantasi. Jeg nærede heftigt det Ønske at gense Frankrig, men især det at se Italien og endnu sydligere Lande. Mit Haab om at faa ogsaa et Glimt af Nordafrika at se blev dog først opfyldt fire og tredive Aar derefter; men til Italien naaede jeg, og det var mine |266| Længslers egentlige Maal. Jeg vidste ogsaa saa meget om Landet, dets Historie fra Oldtiden til da, og havde saa vidt Kendskab til dets Kunst i Romertiden og under Renæssancen, at jeg kunde betragtes som primsignet til at modtage den aandelige Indvielse dernede.

Da Disputatsen var overstaaet og den anden Bogs Trykning nærmede sig sin Fuldendelse, var det dog ikke Rejselyst, men Vemod og tungt Sind ved Tanken paa Opbruddet, der fik Overhaand. Det var Bestemmelsen, at jeg mindst skulde blive et Aar borte, og den Tid forekom ikke saa meget mig selv som andre, hvem jeg nødigt forlod, umaadelig lang. Professor Schiødte^[CCC]J.C. Schiødte (1815-1884): dansk zoolog. Professor ved Københavns Universitet fra 1854. I 1863 docent i zoologi ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. raadede mig til, hellere at foretage flere korte Rejser end én langvarig; men dette lod sig ikke udføre; jeg maatte forsøge at komme grundigt bort fra Hjemmet. Da der imidlertid var Væsener, som tænkte paa denne Rejse med Uro og Angst og fra hvem det var vanskeligt at løsrive sig, blev Afrejsen opsat, saa længe det lod sig gøre. Endelig var den Rest af Arbejde, der endnu bandt mig til Kjøbenhavn, tilendebragt, og nu stod det meget Ny og Berigende, Opholdet i Udlandet skulde bringe, i gyldent Lys. Med frejdige Forhaabninger blev da Rejsen tiltraadt en af de første Dage i April 1870.