Saadan omtrent var min Stilling til Frøken Louise, da jeg en Aften hos Pagella’s[I], hvor der var Sydlændere af forskellige Folkeslag tilstede, blev forestilt for en ung Dame, Frøken Matilde M., der ved første Blik gjorde et mægtigt Indtryk paa mig.
Det var en ung spansk Brasilianerinde, høj af Vækst, en stolt og blændende Raceskønhed. Hendes Hovedform |198| var saa udadleligt ren, at man neppe begreb, Naturen havde gjort saadan noget af Vanvare, uden Hensigt. Hudens Rosenskær bragte endog et smukt Kvindeansigts Karnation til at tage sig kalkagtig eller højrød ud ved Siden af. Der var tillige ved hendes Hudfarve noget, der fik mig til bedre at forstaa Zurbarans[II] og Riberas[III] kvindelige Aasyn, noget glødende i Farven, jeg ikke havde set i Naturen før. Det svære, blaaligt sorte Haar hang efter Tidens Mode i Smaalokker ned over Panden og faldt i tykke Lokker over Skuldrene. Brynene var smukt tegnede, hvælvede og næsten sammengroede over den fine Næse, Øjnene dybt brune, brændende; de erobrede og smilte; Munden var lidt for lille, med lidt for store, hvide Tænder, Bysten slank og fuld. Hendes Anstand var ædel, hendes Stemme rig; men mærkværdigst var Haanden, en Haand som Parmeggianino[IV] kunde malt den, lutter Sjæl, der forgrenede sig i fem dejlige Fingre.
Hun var for mig lige straks uden Spørgsmaal det mærkeligste kvindelige Væsen, jeg endnu havde set, og det endda mindre ved hendes Dejlighed end ved Blandingen af det Storladne i Maaden, hvorpaa hun førte sig, med det Ildfulde, ofte Overgivne i hendes Udtryksmaade.
Hun var altid livsfrodig, undertiden dristig i sine Udsagn, brød sig kun om det Ualmindelige, elskede kun »det Umulige«, iagttog ligefuldt enhver selskabelig Vedtægt. Paa min allerførste Bemærkning til hende, at Kvindernes Svaghed mest kun var Talemaade; de var ikke svage uden naar de vilde være det, svarte hun: »Saa ung De er, kender De Kvinderne meget godt!« Heri tog hun dog ganske fejl.
Hun talte foruden Spansk og Portugisisk Fransk til Fuldkommenhed og Engelsk ikke daarligt, sang med en klangfuld Alt, tegnede som en god Dilettant, skar Vaser ud i Alabast, havde alle Slags Talenter. Hun holdt ikke af at synge Smaasange, holdt kun af den store Patos i Sang.
Hun var lige tyve Aar gammel, var kommen til Verden i Rio, hvor hendes Fader repræsenterede den spanske Regering. Familien nedstammede fra Cervantes[V]. Da hun tidligt var bleven moderløs, havde Faderen i hendes femtende Aar sendt hende over til Paris til hendes Tante. Denne var gift med et gammelt Uhyre af en Spanier, dumfrom indtil Vanvid, der syntes at have begaaet noget Forbryderisk i sin Ungdom og nu tilbragte hele Dagen i den Kirke, der laa ved Siden af hans Hus, anraabende om Tilgivelse for sine Synder. Han var kun hjemme i Spisetiderne, hvor han tog frygteligt til sig, og han omgikkes blot Præster. Dog Tanten selv var trods sin Alder forlystelsessyg, tillod sjældent eller aldrig den unge Pige at sidde hjemme og sysselsætte sig som hun vilde, men trak hende med sig overalt i Selskaber og paa Baller. Var hun sammen med Tanten, følte hun sig undertiden trykket; alene var hun munter og sorgløs. Hos Pagella’s[VI] var hun som Barn i Huset. Hun elskede som Spanierinde det Højtidelige og Store, var som Pariserinde altid slagfærdig, og holdt som velopdragen ung Pige Ligevægten mellem Venlighed og Skemt. Hun var ikke i mindste Maade bly, og hun begreb Alt; men der var en vis Højhed i hendes Væsen.
Medens den lille Pariserinde, Frøken Louise, var bleven klosterligt opdraget, holdt ude fra al fri, forstandig, verdslig Samtale og alle frie kunstneriske Indtryk, havde den jævnaldrende unge Spanierinde faaet en Verdensdames Dannelse og Stil over sit Væsen.
Vi to unge følte os i Pagellas[VII] Salon heftigt dragne til hinanden. Vi forstod hinanden straks. Det var dog naturligvis kun mig, der betoges. Naar jeg om Aftenen kørte gennem Paris i Forventning om at se hende, kunde jeg ved mig selv mumle Henrik Hertz’s[VIII] Vers:
Min Følelse var dog langt mere Beundring end Elskov eller Attraa. Jeg begærede hende egenlig ikke. Aldrig følte jeg mig stillet ganske i Jævnhøjde med hende, end ikke naar hun gjorde stærke Tilnærmelser til mig. Jeg glædede mig over hende som over noget Fuldendt, og der var over hende det rige og fremmede Farveskær, som Kolibrierne i mit Barnekammer havde havt. Hun foruroligede mig sjældent; men jeg sagde mig, at hvis jeg nu rejste, vilde jeg efter al Sandsynlighed aldrig mere faa hende at se, da hendes Fader ad Aare vilde tage hende til sig til Brasilien eller Madrid, og da forekom det mig undertiden, som om jeg for bestandig rejste fra min Lykke. Tidt bad hun mig i saadanne Udtryk og med saadant Udtryk om at blive, at jeg hverken vidste ud eller ind. Og hun opfyldte mig da som det dronninglige Væsen, hun var.
En dansk Digter[IX] havde kaldt Sydens skønne Kvinder »Store Glimmerblomster uden Duft«. Var hun en saadan stor Glimmerblomst? Forglemmigejerne glimrede ganske vist ikke; men de duftede ikke stærkere derfor.
Nu da jeg næsten daglig saa den straalende Matilde, forekom min Stilling til Louise mig falsk. Jeg vidste ikke endnu, hvor uendeligt sjælden en hel Følelse er, forstod ikke at min Følelse for Matilde var ganske saa ufuldstændig som den for Louise. Paa Frøken Matilde saa jeg som paa et Kunstværk, Frøken Louise var jeg traadt mere menneskeligt nær. Hun begejstrede mig ikke; vel sandt, men Frøken Matilde begejstrede mig blot. Var der megen Medynk i min Følelse for Pariserinden, saa var der dog ogsaa et svagt Element af Erotik.
Den unge franske Kvinde fandt i sin Lidenskab Udtryk for Hengivenhed og Ømhed, hvorunder hun glemte al Stolt|201|hed. Hun levede i en for mig meget pinlig Blanding af Lykkefølelse ved at jeg endnu var i Paris og Gru over min forestaaende Bortrejse, den jeg nu var ved at fremskynde blot for derved at redes ud af den hele besynderlige Situation, som min Ungdom ikke var voksen. Skønt Matilde, hvem jeg aldrig havde truffet alene, stadigt var sig selv lig, helt Dame, helt behersket, var den Tanke smerteligst at skulle sige hende Farvel. Hver anden Dag var derimod Louise syg og skælvende, og jeg ræddedes for Afskedens Øjeblik.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
