En dygtig Journalist ved Navn Grégoire[I], der var en sygelig, tidlig ældet, haltende Stakkel med lysvaagent Vid, en Elsasser, der kunde Dansk og til Stadighed læste Billes[II] Dagbladet, havde paa mange Maader taget sig af mig næsten fra den første Dag af mit Ophold paa fransk Grund. Denne Mand anbefalede mig, paa mit Ønske om at faa en duelig Lærer anvist, at tage Sprogundervisning hos en ung Pige, en Veninde af hans Søster, der var forældreløs og levede hos sin Moster. Hun var af god Familie, Datter af en Oberst, Sønnedatter af en Storadmiral; men Tantens og |195| hendes Kaar var knappe og hun søgte netop da Undervisningstimer.
Paa den Indvending, at en saadan Undervisning neppe vilde blive ret Alvor, lød Svaret, at dette var en ikke blot fuldstændigt hæderlig, men stræbsom og begavet ung Pige.
Første Gang jeg som tilkommende Elev indfandt mig i Huset, traf jeg den unge Frøken iført en glat, sort Silkekjole, omgivet af Rollinger og Smaapiger, for hvilke hun holdt en Slags Skole, og hvem hun afskedigede ved mit Komme. Hun havde en nydelig Skikkelse, et Ansigt, der var tiltalende uden at være smukt, en stor Mund med friske Tænder, mørkebrunt Haar. Ansigtstrækkene var lidt ubestemte, Ansigtet mere bredt end ovalt, Øjnene brune og varme. Hun havde i alt Fald Tyveaarsalderens Skønhed.
Vi aftalte foreløbig fire ugenlige Timer.
De første af disse gik trægt. Under Samtalerne skulde Lærerinden rette Udtalefejl og Sprogfejl. Men ingen Samtale kom ordenlig i Gang. Hun var øjensynligt ked af denne Undervisning, som hun kun havde paataget sig for Honorarets Skyld. Begyndte jeg at fortælle noget, hørte hun blot halvvejs efter, gabede derimod af hele sit Hjerte ret ofte og ret højt, skønt hun artigt holdt for sin store Mund. Lidt Liv kom der alene i hendes Ansigt, naar jeg enten udtalte saa galt, som jeg havde lært det af min franske Lærer i Skolen, eller begik en særligt snurrig Fejl, f. Eks. sagde: C’est tout égal for bien égal og lignende. Ellers var hun adspredt, andensteds, søvnig.
Da jeg et Par Gange forgæves havde søgt at interessere den unge Dame med mine Meddelelser, blev jeg paa min Side ked af disse Timer. De bragte mig desuden ringe Udbytte af den simple Grund, at min ungdommelige Lærerinde ikke havde ringeste videnskabelig eller blot grammatikalsk Kundskab til sit Modersmaal og derfor aldrig kunde |196| besvare mig Spørgsmaalet, hvorfor man udtalte saadan, eller i Kraft af hvilken Regel man udtrykte sig saa og saa. Jeg begyndte da at forsømme Timerne, undskyldte mig da undertiden, udeblev endnu oftere uden Forklaring.
Da jeg efter en saadan gentagen Udeblivelse en Eftermiddag kom, modtog den unge Frøken mig med en vis Heftighed, spurgte om Grunden til mine Forsømmelser, tydeligt nok opirret og urolig ved min Ligegyldighed, der dog kun var et Genskin af hendes. Jeg lovede høfligt, for Fremtiden at være mere stadig. For at opnaa dette blev hun uvilkaarligt mere opmærksom.
Hun gabede ikke mere. Jeg udeblev ikke mere.
Hun begyndte at interessere sig for denne sin ældste Elev, der 24 Aar gammel saa ud som var han 20 og havde adskilligt Kendskab til Forhold, Lande og Folk, hvorom hun intet vidste.
Hun var saa strengt opdraget, at næsten al verdslig Læsning var hende forment, og hun havde aldrig været i noget Teater, end ikke i Théâtre français. Hun havde ikke læst Victor Hugo[III], Lamartine[IV] eller Musset[V], havde end ikke turdet læse Paul et Virginie[0001], kendte kun rensede Udgaver af Corneille[VI], Racine[VII] og Molière[VIII]. Hun var oprigtigt klerikal, havde tidligt modtaget nogen Paavirkning af sin Fætter, den senere bekendte katolske Forfatter Ernest Hello[IX], og tog i vore Samtaler gerne Parti for Jesuiterne imod Pascal[X]: hvad denne havde angrebet, var nogle forældede og længst forladte jesuitiske Lærebøger; havde end maaske visse katolske Gejstliges Lærdomme Mangler, saa var deres Liv dog eksemplarisk, medens det Modsatte var Tilfældet med de fritænkerske Videnskabsmænd; deres Lærdomme var undertiden uanfægtelige; men det Liv, de førte, kunde ikke tages alvorligt.
Naar vi to Unge saaledes laa i Ordstrid, kom vi efterhaanden hinanden i Møde. Vore Ytringer modsagde hin|197|anden; men der tilvejebragtes Forstaaelse mellem vore Øjne. En Dag, da jeg var i Begreb med at gaa, kaldte hun mig tilbage fra Trappen og forærede mig ganske genert en Appelsin. Næste Gang rødmede hun let, da jeg traadte ind. Hun sendte mig jævnlig Adgangskort til Athénée, en da nysoprettet Institution, hvor gode Talere holdt Forelæsninger. Hun begyndte at vise Glæde over mit Komme og at ytre Sorg ved Tanken paa min Afrejse.
Da jeg Nytaarsdag som pligtskyldig Gave havde sendt hende en Buket hvide Blomster, havde hun Dagen efter Taarer i Øjnene, idet hun takkede mig: »Jeg beder Dem tro, at jeg i høj Grad paaskønner Deres Opmærksomhed.« Fra nu af talte hun oftere og oftere om hvor tomt det vilde blive for hende, naar jeg rejste. Jeg var ikke forelsket, men for ung til at denne Følelse, der ytrede sig med Uforbeholdenhed, kunde lade mig uberørt, og samtidigt ung nok til at tro, hun ventede, at jeg vilde bede om hendes Haand. Jeg meddelte hende da snart, at jeg ikke nærede saa heftig en Følelse for hende som hun for mig, og at jeg ikke tænkte paa at binde mig endnu. »Anser De mig for saa daarlig en Iagttager?« svarte hun forundret. »Jeg har end ikke i mine Tanker stillet nogen Fordring til Dem. Men jeg skylder Dem den lykkeligste Maaned i mit Liv.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
