|188| 3.

Jeg rejste en af de første Dage af November i en forrygende Storm til Lübeck, hvis karakterfulde Bygninger (Mariekirken, Børsen, Raadhuset), og hvis Levninger af de gamle Fæstningsværker vakte min levende Interesse. Jeg fandt mig i den saa stærkt særprægede Hansastad flyttet tre hundrede Aar tilbage i Tiden.

Jeg studsede ved Daglønnernes Slavedragt, ved Pigernes spidse Hatte, ved Træbrolægning, som jeg aldrig før havde set.

Med en Portugiser, en lille Doktor fra Universitetet i Coimbra, der paa sit Fransk kaldte femten for quance og Goethe for Sjet, rejste jeg gennem Tyskland. En i sin Regnfrakke viklet praktisk Amerikaner optog en Aften udstrakt hele tre Pladser, lod som om han sov, og lod sig Natten igennem ikke flytte, tvang sine uerfarne Medrejsende sammen i Vognens Kroge, og underholdt dem saa smilende, da Dagen brød frem, som var de og han de bedste Venner.

I Køln, hvor jeg med samlet Sind stod i Domkirkens ædle Søjleskov og derefter i min Enfoldighed lod mig paaprakke en hel Kasse Eau de Cologne, forkortede jeg mit Ophold af Utaalmodighed efter at naa Paris. Men da jeg ved en Misforstaaelse kom i et Tog, med hvilket jeg maatte vente flere Timer i Liège, besluttede jeg hellere at fortsætte Rejsen til Bryssel og se ogsaa denne By. Turen gennem Belgien forekom mig himmelsk, da jeg en Tid lang var ganske ene i min Kupé og gik op og ned i den, beruset af Rejselykke.

Bryssel var den første store franske By, jeg saa; den gav mig en Forsmag paa Paris og henrykte mig.

Jeg, der aldrig før havde været ude i Verden paa egen Haand, var endnu uøvet og kejtet som et Barn. Ikke nok med at jeg var gaaet i et urigtigt Tog; jeg opdagede med |189| Beskæmmelse, at Nøglen til min Kuffert var kommet mig af Hænde og tænkte med Uro paa Toldvæsenet i Paris, viste tilmed den Uforstand, i Brysseler Hotellet at bede Portneren om »et lille Værelse«, saa man gav mig et jammerligt Kammer under Loftet.

Men da jeg om Natten efter at have strejfet om i Bryssels Gader, sad paa en Bænk etsteds ved en bred Boulevard† Boulevard] Bulevard A. , havde jeg en betagende, forfærdende, henrivende Følelse af min Ensomhed. Det var mig, som om jeg først nu, ene i fremmed Land, ved Nattetid, i denne Sværm, hvor ingen kendte mig og jeg ingen kendte, hvor ingen vilde søge mig, ifald der tilstødte mig noget, var helt henvist til mig selv, og jeg genfandt med en beroligende Følelse oppe paa Himlen Kendinger blandt dens Stjerner.

Med en Fører, som jeg i min Ukyndighed mente at have nødig, saa jeg Byens Seværdigheder, derefter for første Gang en fransk Teaterforestilling. Saa uerfaren var jeg, at jeg lod min Overfrakke, som jeg ikke havde afgivet, ligge i Parterret i Mellemakten og maatte have det forklaret af min Nabo, at en saa stor Tillid til Menneskeslægten ikke var paa sin Plads.

Alt var mig nyt, Alt fængslede mig. Jeg, som endnu kun kendte »Aflad« fra min Skoletids Historieundervisning, saa med Spænding Præsten i en Brysselerkirke uddele indulgence plenière eller paa Flamsk vollen aflaet. Jeg interesserede mig for de gejstlige Ordeners besynderlige Benævnelser paa Opslag i Kirkerne, undrede mig f. Eks. over et Broderskab der hed »St. Andreas Avellin’s, Patron mod Apopleksi, Epilepsi og pludselig Død.«

I Vognen fra Bryssel havde jeg til Selskab en ung nydelig Belgierinde ved Navn Marie Choteau^[I]Marie Choteau (ukendt fødsels- og dødsår): belgisk kvinde. Georg Brandes rejsefælle fra Liège til Paris., der rejste med sin Fader, men stadig underholdt sig med sin fremmede Rejsefælle og som bl. A. viste mig en belgisk Historie og |190| en belgisk Geografi, hvoraf det fremgik, at Belgien var Jordens Midtpunkt, Verdens tættest bebyggede, mest religiøse og samtidigt mest oplyste Land, det, der i Forhold til sit Omfang havde størst Industri. Jeg gav hende af mit rige Forraad Eau de Cologne.