Den anstrengende Natterejse med fulde fire Timers Ophold i Liège blev til ren Nydelse, og i en Stemning af let Ekstase holdt jeg da endelig 11. November 1866 Kl. halvelleve om Formiddagen mit Indtog i Paris, blev i et lille beskedent men renligt Hotel, der staar endnu, Nr. 20 Rue Notre Dame des Victoires, hjertelig modtaget af Ejerne, to jævne Lothringere, François og Müller, til hvem Gabriel Sibbern[I], som boede der, havde meldt mit Komme. Samme Formiddag ledede Sibbern[II] i Paris mine første Skridt til en af Pasdeloup’s[III] store klassiske Folkekoncerter.
Om Aftenen gik jeg trods min Træthed efter Natterejsen for første Gang i Théâtre français, og saa der, fortabt i Beundring over det mesterlige Sammenspil og det paa en Gang naturlige og lidenskabelige Spil, til hvilket jeg hidtil intet Tilsvarende havde kendt, Girardins[IV] Le supplice d’une femme[0001] og Beaumarchais’[V] Le mariage de Figaro[0002], lærte paa én Aften saadanne Stjerner som Regnier[VI], Fru Favart[VII], Coquelin[VIII] og Søstrene Brohan[IX] at kende.
Især Regnier[X] var i sin simple Værdighed en uforglemmelig Skikkelse, desuden i mine Øjne omstraalt af den Glans, som det bekendte lille Digt af Alfred de Musset[XI], skrevet til Trøst for hans Faderhjerte, havde meddelt ham. Af de to berømte Søstre var Augustine[XII] lutter Vid, Madeleine[XIII] ren Skønhed og skalkagtig, smeltende Ynde.
Det var rige Dage disse første, og da de ikke levnede |191| mig mindste Ro til Eftertanke, overvældede Indtrykkene mig om Natten, saa jeg enkelte Nætter ikke kunde sove bare for min store Lykkes Skyld. For mig var dette Lykken, en uafbrudt aandelig Berigelse under Forhold til lutter Genstande, som havde min Sympati, og jeg skrev hjem: »At være her ung, rask, med friske Sanser, skarpe Øjne og gode Øren, med Ungdommens hele Nysgerrighed, Videbegærlighed, Lærelyst, Modtagelighed i alle Retninger, ingen Sorger at have for Hjemmet, det er saa stor en Lykke, at jeg undertiden er fristet til at kaste den vakre Ring, jeg fik af Christian Richardt[XIV], i Rendestenen.«
Iøvrigt havde jeg for stor Kærlighed til ejendommelig Arkitektur til at føle mig tiltalt af Bygningskunsten i Napoleon III’s[XV] lange lige Gader og var altfor gennemtrængt af nationale Fordomme til straks at kunne vurdere fransk Skulptur. Med Rette følte jeg mig vel frastødt af mange tomme Allegorier paa offenlige Mindesmærker; men jeg manglede i de første Uger endnu Sansen for saa god Billedhuggerkunst som den i Théâtre français’ Foyer. »Man føler«, skrev jeg straks efter Ankomsten, »ved hvert Skridt, at Frankrig ikke har havt nogen Thorvaldsen[XVI] og hvilken ubeskrivelig Skat Danmark besidder i ham. Vi er og bliver dog i fire til fem Retninger Europas første Nation. Dette er ren og skær Sandhed.«
Det var for min ungdommelige Uvidenhed Sandheden, men blev det neppe længer end den første Maaned ud.
Iøvrigt vilde jeg se det mest mulige og ikke lade nogetsomhelst af Interesse undgaa mig, gik sent i Seng, stod lige fuldt tidligt op, og regerede med Tiden som med en Dyne, der var for kort.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
