Det havde i mange Aar været mit Ønske at se Paris, den By, jeg omfattede med religiøse Følelser. Jeg nærede som Yngling en Slags Andagt overfor den franske Revolution, der stod for mig som Oprindelsen til en menneskeværdig Tilstand for alle dem, der ikke hørte til Menneskehedens Foretrukne, og Paris var Revolutionens By. Det var desuden Napoleons[I] By, og Napoleon[II] var siden Cæsars[III] Tid den eneste Hersker, som for Alvor fængslede mig, om end mine Følelser for ham vekslede saaledes, at snart Beundring, snart Uvilje havde Overtaget. Og Paris var den gamle Kulturstad, Julianus Apostata’s[IV] By, Middelalderstaden, Victor Hugo[V] havde skildret i Notre Dame de Paris[0001] – den første Bog, jeg havde læst paa Fransk, saa vanskelig den end var med sine mange sære Udtryk for Spidsbuer og Stræbepiller – og det var den By, hvor Alfred de Musset[VI] havde digtet og Delacroix[VII] malt. Louvre og Luxembourg, Théâtre Français og Gymnase lokkede mig som umaadelige Skatkamre.
Da Gabriel Sibbern[VIII] i Efteraaret 1866, noget før jeg |187| selv kunde løsrive mig fra Kjøbenhavn, afrejste til Paris, sagde jeg ham Farvel med de ingenlunde spøgefuldt mente Ord: Paa Gensyn i den hellige Stad!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
