Hans Død efterlod en stor Tomhed i Forældrenes[I] Hjem. Den gamle Fader[II] sagde en Dag til mig: »Forunderligt, man ender, som man begyndte. Jeg har ikke skrevet Vers siden min tidlige Ungdom, og nu har jeg skrevet et Digt om min Sorg over Ludvig[III]. Jeg vil læse det for Dem.«
Den Sommer var der en Industri- og Kunst-Udstilling i Stockholm, som Konferensraad David[IV] vilde se. Da han ikke gad gøre Rejsen alene, medtog han mig i Sønnens[V] Sted.
Det blev min første Rejse til en fremmed Hovedstad og som saadan fornøjelig og udbytterig. Vel havde jeg ikke mere det drengebløde Gemyt med dets umaadelige Modtagelighed, som da jeg syv Aar tidligere for første Gang havde været i Sverig. Thi selv det Ubetydeligste var dengang en Oplevelse. Jeg havde da i Göteborg boet i Huset hos en Veninde af min Moder, hvis tolvaarige Datter ved Navn Bluma-Alida[VI], et lille Vidunder af Ynde, for Spøg var blevet bestemt til Brud for mig af de to Veninder lige fra Barnets Fødsel. Og jeg havde dengang tilegnet mig ethvert Indtryk af Natur og Mennesker med en glubsk Appetit, der gjorde disse Indtryk uudslettelige for Livet. Min Fantasi havde i hin Sommermaaned gjort ethvert Sammentræf med en ung Pige til et Æventyr og bemægtiget sig ethvert Landskabsbillede med en Inderlighed som den, Landskabsmaleren i Reglen kun besidder overfor en Egn, hvori han særlig er hjemme. Dengang havde jeg en Maaned igennem deltaget i Göteborgsk Familie- og Selskabsliv. Nu rejste jeg blot som Turist, som en højtanset gammel Mands Følgesvend.
|183| Jeg glædede mig i Stockholm mindre over Industriudstillingen end over Nationalmuseet og det kongelige Teater, hvor Skuespillerinden Fru Hvasser[VII] indtog mig ved sit smukke Ydre og sit Spils skarpe Energi. Jeg kom til ret at holde af Stockholm, denne den skønnest beliggende af Nordens Hovedstæder, og saa med Andagt de Steder, til hvilke Bellmans[VIII] Navn er knyttet. Jeg fulgte ogsaa Konferensraaden[IX] til Ulriksdal, hvor den svenske Enkedronning[X] ventede ham til Audiens. Mer end en Time, før man naaede Slottet, kastede Konferensraaden[XI] sin Cigar. »Jeg er en gammel Hofmand«, sagde han. Han havde altid staaet det danske Kongehus nær; i lang Tid kom Kronprinsen[XII] jævnligt til ham i hans Lejlighed i Dronningens Tværgade for af ham at vejledes i Statsøkonomi. Han var da vant til Hofskik.
Smukke var disse Sommerdage, dejlige de lyse Nætter i Stockholm.
En Erindring fra disse Uger knytter sig til en Nat, da Himlen var overtrukket. Jeg var vandret rundt i Byen før jeg vilde lægge mig til Ro, og følte etsteds paa en stor Plads, idet jeg greb ned i min Lomme, denne fuld af Papirslapper; huskede ikke, hvorledes de var komne der, og kastede dem fra mig paa Pladsen. Da jeg næsten havde naaet Hotellet, gik det op for mig, at det var lutter smaa svenske Pengesedler – Alt, hvad jeg havde tilbyttet mig til Opholdet i Stockholm – som jeg havde baaret løst paa mig i Lommen og saa letsindigt kastet bort. Med Møje fandt jeg efter længere Omflakken Pladsen paany, men naturligvis ikke noget Spor af den Rigdom, jeg i utilgivelig Glemsomhed havde spredt for alle Vinde. Jeg nødtes til at laane den Summa seks Rigsdaler af min gamle Beskytter. At mine Krav til Livet ikke var store, viser sig i, at denne Sum forslog.
Den danske Gesandt var paa det Tidspunkt fraværende |184| fra Stockholm, og Legationens chargé d’affaires maatte modtage den danske Eksminister[XIII] i hans Sted. Han viste sig opmærksom og indførte de Rejsende overalt, hvor Konferensraad David[XIV] ønskede sit Komme kendt. Selv var han imidlertid en yderst uheldig Repræsentant for det danske Diplomati, en af grimme Udsvævelser opløst Personlighed, hvis Samtalemaade var raa og hvis Væsen var saa brutalt, at han sparkede Smaabørn til Side med sin Fod, naar de gik foran ham paa Gaden. Kønslig Abnormitet medførte ikke længe efter hans Afskedigelse og Forvisning til en lille dansk Ø.
Denne Mand gav en større Festmiddag for Konferensraad David[XV], til hvilken blandt andre alle de svenske Ministre og de norske Ministre i Stockholm mødte. Den holdtes paa Hasselbakken, og det ydre Udstyr var prægtigt. Men hvad der i høj Grad forbausede mig, der jo i Grunden ikke passede ind i en saadan Kres, var den Tone, der efterhaanden ansloges i Samtalerne ved Bordet, og især disses slibrige Indhold. Det var dog ikke de tilstedeværende Ministre og Diplomater, men en dansk Levemand, Professor i Fysik, der gav Underholdningen denne Vending. Han fortalte Anekdoter, som kunde bringe Matroser til at rødme. Hverken Grev Manderström[XVI] eller nogen af de andre Ministre, hverken Malmgren[XVII] eller den statelige og smukke norske Statsminister Bretteville[XVIII], syntes dog at tage Anstød deraf. Derimod forandredes Manderströms[XIX] Ansigtsudtryk kendeligt, da Professoren tillod sig nogle spydige Hentydninger til Sverigs og særligt hans egen personlige Holdning før og under den dansk-tyske Krig. Han lod med Et, som han aldeles ikke forstod, og førte Talen over til et andet Æmne.
Et overmaade pinligt Indtryk gjorde det desuden paa mig, at ikke blot den danske Chargé d’affaires, men øjen|185|synligt adskillige af disse fine Herrer, havde besluttet at skaffe sig en ekstra Morskab ved at drikke mig fuld. Det hele Bordselskab kappedes om at drikke Glas med mig, og man lod mig vide, at Anstanden krævede, jeg hver Gang tømte mit Glas til Bunden; det Modsatte vilde være Brud paa god Tone. Da jeg hurtigt gennemskuede Hensigten, slap jeg ud af Vanskeligheden ved at anmode en Opvarter om et ganske lille Glas. Naar jeg tømte dette, kunde jeg uden Skade for min Holdning gøre alle de Tilstedeværende Besked.
Men jeg havde – næsten for første Gang i mit Liv – da man rejste sig fra Bordet, det Indtryk at have været i rigtig daarligt Selskab, og en Væmmelse for de formelt højest staaende Krese, der kunde svare saa lidet til det Ry, som gik af dem, og den Glans, man tillagde dem, holdt sig i flere Aar derefter hos mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
