Det havde i mange Aar været mit Ønske at se Paris, den By, jeg omfattede med religiøse Følelser. Jeg nærede som Yngling en Slags Andagt overfor den franske Revolution, der stod for mig som Oprindelsen til en menneskeværdig Tilstand for alle dem, der ikke hørte til Menneskehedens Foretrukne, og Paris var Revolutionens By. Det var desuden Napoleons[I] By, og Napoleon[II] var siden Cæsars[III] Tid den eneste Hersker, som for Alvor fængslede mig, om end mine Følelser for ham vekslede saaledes, at snart Beundring, snart Uvilje havde Overtaget. Og Paris var den gamle Kulturstad, Julianus Apostata’s[IV] By, Middelalderstaden, Victor Hugo[V] havde skildret i Notre Dame de Paris[0001] – den første Bog, jeg havde læst paa Fransk, saa vanskelig den end var med sine mange sære Udtryk for Spidsbuer og Stræbepiller – og det var den By, hvor Alfred de Musset[VI] havde digtet og Delacroix[VII] malt. Louvre og Luxembourg, Théâtre Français og Gymnase lokkede mig som umaadelige Skatkamre.
Da Gabriel Sibbern[VIII] i Efteraaret 1866, noget før jeg |187| selv kunde løsrive mig fra Kjøbenhavn, afrejste til Paris, sagde jeg ham Farvel med de ingenlunde spøgefuldt mente Ord: Paa Gensyn i den hellige Stad!
Før jeg kunde rejse, maatte jeg have det Flyveskrift færdigt, jeg med Hjælp af Sibbern[IX] skrev mod den Nielsen’ske[X] Udjævning af Spliden imellem protestantisk Rettroenhed og videnskabelig Verdensopfattelse og som jeg gav Navnet Dualismen i vor nyeste Filosofi[0002]. Jeg var ikke i nogen Forlegenhed med, hvorledes jeg skulde faa Bogen udgivet. Thi allerede i 1864 havde en høflig, venligt smilende Mand, der forestillede sig som Boghandler Frederik Hegel[XI], banket paa Døren til mit snevre Værelse og bedet mig overlade sig til Trykning den Afhandling, jeg havde skrevet til Magisterkonferensen, og helst tillige den, for hvilken jeg havde vundet Universitetets Guldmedalje, iøvrigt hvad jeg ellers maatte ønske udgivet. Da jeg meget forundret havde svaret, at hine Afhandlinger ikke fortjente Udgivelse og at jeg overhovedet endnu ikke ansaa hvad jeg skrev for tilstrækkelig modent til at trykkes, havde Cancelliraad Hegel[XII] først bedet mig lade denne Bekymring være Forlæggerens Sag, saa, da han iagttog, at min Vægring var oprigtig ment, blot bedet mig bringe mit Arbejde, naar jeg selv ansaa Øjeblikket for kommet. Ved denne Lejlighed som ved talrige andre viste den fintmærkende og dristige Forlægger den Sporsans, der gjorde ham til Nordens største. Han tog da nu uden Vanskelighed det lille Skrift og bemærkede blot, at man maatte spile det en Smule ud ved Trykningen for at det ikke skulde synes altfor tyndt.
Endnu før Flyveskriftet var omnævnt i Pressen, var dets Forfatter paa Vejen til Udlandet.
Jeg rejste en af de første Dage af November i en forrygende Storm til Lübeck, hvis karakterfulde Bygninger (Mariekirken, Børsen, Raadhuset), og hvis Levninger af de gamle Fæstningsværker vakte min levende Interesse. Jeg fandt mig i den saa stærkt særprægede Hansastad flyttet tre hundrede Aar tilbage i Tiden.
Jeg studsede ved Daglønnernes Slavedragt, ved Pigernes spidse Hatte, ved Træbrolægning, som jeg aldrig før havde set.
Med en Portugiser, en lille Doktor fra Universitetet i Coimbra, der paa sit Fransk kaldte femten for quance og Goethe for Sjet, rejste jeg gennem Tyskland. En i sin Regnfrakke viklet praktisk Amerikaner optog en Aften udstrakt hele tre Pladser, lod som om han sov, og lod sig Natten igennem ikke flytte, tvang sine uerfarne Medrejsende sammen i Vognens Kroge, og underholdt dem saa smilende, da Dagen brød frem, som var de og han de bedste Venner.
I Køln, hvor jeg med samlet Sind stod i Domkirkens ædle Søjleskov og derefter i min Enfoldighed lod mig paaprakke en hel Kasse Eau de Cologne, forkortede jeg mit Ophold af Utaalmodighed efter at naa Paris. Men da jeg ved en Misforstaaelse kom i et Tog, med hvilket jeg maatte vente flere Timer i Liège, besluttede jeg hellere at fortsætte Rejsen til Bryssel og se ogsaa denne By. Turen gennem Belgien forekom mig himmelsk, da jeg en Tid lang var ganske ene i min Kupé og gik op og ned i den, beruset af Rejselykke.
Bryssel var den første store franske By, jeg saa; den gav mig en Forsmag paa Paris og henrykte mig.
Jeg, der aldrig før havde været ude i Verden paa egen Haand, var endnu uøvet og kejtet som et Barn. Ikke nok med at jeg var gaaet i et urigtigt Tog; jeg opdagede med |189| Beskæmmelse, at Nøglen til min Kuffert var kommet mig af Hænde og tænkte med Uro paa Toldvæsenet i Paris, viste tilmed den Uforstand, i Brysseler Hotellet at bede Portneren om »et lille Værelse«, saa man gav mig et jammerligt Kammer under Loftet.
Men da jeg om Natten efter at have strejfet om i Bryssels Gader, sad paa en Bænk etsteds ved en bred Boulevard† , havde jeg en betagende, forfærdende, henrivende Følelse af min Ensomhed. Det var mig, som om jeg først nu, ene i fremmed Land, ved Nattetid, i denne Sværm, hvor ingen kendte mig og jeg ingen kendte, hvor ingen vilde søge mig, ifald der tilstødte mig noget, var helt henvist til mig selv, og jeg genfandt med en beroligende Følelse oppe paa Himlen Kendinger blandt dens Stjerner.
Med en Fører, som jeg i min Ukyndighed mente at have nødig, saa jeg Byens Seværdigheder, derefter for første Gang en fransk Teaterforestilling. Saa uerfaren var jeg, at jeg lod min Overfrakke, som jeg ikke havde afgivet, ligge i Parterret i Mellemakten og maatte have det forklaret af min Nabo, at en saa stor Tillid til Menneskeslægten ikke var paa sin Plads.
Alt var mig nyt, Alt fængslede mig. Jeg, som endnu kun kendte »Aflad« fra min Skoletids Historieundervisning, saa med Spænding Præsten i en Brysselerkirke uddele indulgence plenière eller paa Flamsk vollen aflaet. Jeg interesserede mig for de gejstlige Ordeners besynderlige Benævnelser paa Opslag i Kirkerne, undrede mig f. Eks. over et Broderskab der hed »St. Andreas Avellin’s, Patron mod Apopleksi, Epilepsi og pludselig Død.«
I Vognen fra Bryssel havde jeg til Selskab en ung nydelig Belgierinde ved Navn Marie Choteau[XIII], der rejste med sin Fader, men stadig underholdt sig med sin fremmede Rejsefælle og som bl. A. viste mig en belgisk Historie og |190| en belgisk Geografi, hvoraf det fremgik, at Belgien var Jordens Midtpunkt, Verdens tættest bebyggede, mest religiøse og samtidigt mest oplyste Land, det, der i Forhold til sit Omfang havde størst Industri. Jeg gav hende af mit rige Forraad Eau de Cologne.
Den anstrengende Natterejse med fulde fire Timers Ophold i Liège blev til ren Nydelse, og i en Stemning af let Ekstase holdt jeg da endelig 11. November 1866 Kl. halvelleve om Formiddagen mit Indtog i Paris, blev i et lille beskedent men renligt Hotel, der staar endnu, Nr. 20 Rue Notre Dame des Victoires, hjertelig modtaget af Ejerne, to jævne Lothringere, François og Müller, til hvem Gabriel Sibbern[XIV], som boede der, havde meldt mit Komme. Samme Formiddag ledede Sibbern[XV] i Paris mine første Skridt til en af Pasdeloup’s[XVI] store klassiske Folkekoncerter.
Om Aftenen gik jeg trods min Træthed efter Natterejsen for første Gang i Théâtre français, og saa der, fortabt i Beundring over det mesterlige Sammenspil og det paa en Gang naturlige og lidenskabelige Spil, til hvilket jeg hidtil intet Tilsvarende havde kendt, Girardins[XVII] Le supplice d’une femme[0003] og Beaumarchais’[XVIII] Le mariage de Figaro[0004], lærte paa én Aften saadanne Stjerner som Regnier[XIX], Fru Favart[XX], Coquelin[XXI] og Søstrene Brohan[XXII] at kende.
Især Regnier[XXIII] var i sin simple Værdighed en uforglemmelig Skikkelse, desuden i mine Øjne omstraalt af den Glans, som det bekendte lille Digt af Alfred de Musset[XXIV], skrevet til Trøst for hans Faderhjerte, havde meddelt ham. Af de to berømte Søstre var Augustine[XXV] lutter Vid, Madeleine[XXVI] ren Skønhed og skalkagtig, smeltende Ynde.
Det var rige Dage disse første, og da de ikke levnede |191| mig mindste Ro til Eftertanke, overvældede Indtrykkene mig om Natten, saa jeg enkelte Nætter ikke kunde sove bare for min store Lykkes Skyld. For mig var dette Lykken, en uafbrudt aandelig Berigelse under Forhold til lutter Genstande, som havde min Sympati, og jeg skrev hjem: »At være her ung, rask, med friske Sanser, skarpe Øjne og gode Øren, med Ungdommens hele Nysgerrighed, Videbegærlighed, Lærelyst, Modtagelighed i alle Retninger, ingen Sorger at have for Hjemmet, det er saa stor en Lykke, at jeg undertiden er fristet til at kaste den vakre Ring, jeg fik af Christian Richardt[XXVII], i Rendestenen.«
Iøvrigt havde jeg for stor Kærlighed til ejendommelig Arkitektur til at føle mig tiltalt af Bygningskunsten i Napoleon III’s[XXVIII] lange lige Gader og var altfor gennemtrængt af nationale Fordomme til straks at kunne vurdere fransk Skulptur. Med Rette følte jeg mig vel frastødt af mange tomme Allegorier paa offenlige Mindesmærker; men jeg manglede i de første Uger endnu Sansen for saa god Billedhuggerkunst som den i Théâtre français’ Foyer. »Man føler«, skrev jeg straks efter Ankomsten, »ved hvert Skridt, at Frankrig ikke har havt nogen Thorvaldsen[XXIX] og hvilken ubeskrivelig Skat Danmark besidder i ham. Vi er og bliver dog i fire til fem Retninger Europas første Nation. Dette er ren og skær Sandhed.«
Det var for min ungdommelige Uvidenhed Sandheden, men blev det neppe længer end den første Maaned ud.
Iøvrigt vilde jeg se det mest mulige og ikke lade nogetsomhelst af Interesse undgaa mig, gik sent i Seng, stod lige fuldt tidligt op, og regerede med Tiden som med en Dyne, der var for kort.
Umaadeligt optoges jeg af Kunstskattene fra alle Verdens Egne i Louvre. Hver eneste Morgen, naar jeg paa et Crêmerie i Slottets Nærhed havde indtaget min beskedne Frokost, holdt jeg min Andagt i Salon carré og fordybede mig saa i Museets Sale. Louvre-Galleriet var det iblandt Europas som gav mig Indvielsen. Jeg havde jo næsten ikke tilforn set italiensk Kunst i Originalen og slet ingen fransk. Alle Nederlænderne havde jeg i Kjøbenhavn kunnet dyrke. Leonardo[XXX] og Venezianerne aabnede mig først her deres Væsen. Fransk Skulptur og Maleri, Puget[XXXI] og Houdon[XXXII], Clouet[XXXIII] og Delacroix[XXXIV], tilligemed den franske Kunst, som da var moderne, lærte jeg først her og i Luxembourg at elske og vurdere.
Jeg nød disse Kunstværker og hvad Louvremuseet rummede af græsk og ægyptisk Oldtidskunst i en let Lykkerus.
Og jeg indsugede Paris i mit Sind. Naar jeg paa den skønne, brede Concordeplads paa én Gang med aabne Øjne saa den dejligt virkende Obelisk og med min Sjæls Øje Skafottet, hvor under Revolutionen Kongeparret[XXXV] dræbtes; naar jeg i det latinske Kvarter gik op ad Trappen til det Hus, hvor Charlotte Corday[XXXVI] myrdede Marat[XXXVII], eller naar jeg i Louvres øverste Stokværk stirrede paa den lille graa Marengofrakke og den trekantede Hat eller fra Triumfbuen kastede Blikket ud over Staden, saa følte jeg et af Synet og Synerne mangefold forstærket Liv pulsere i mine Aarer.
Det var dog ikke blot Byen Paris, dens Udvortes, dens Kunstværdier, jeg ivrigt tilegnede mig, deriblandt altsaa meget, der aandeligt hørte Italien eller Nederlandene til; det var den franske Kultur, det Ypperste i det franske Væsen, Duften af dettes fineste Blomst, som jeg indsugede.
Og paa samme Tid som jeg saaledes for første Gang |193| lærte franske Mennesker, fransk Aandsliv at kende, aabnedes der mig en uventet Adgang til stadig Berøring med Mænd og Kvinder af de andre romanske Hovedfolk, med Italienere, Spaniere, Portugisere, Brasilianere.
Brøchner[XXXVIII] havde medgivet mig et Brev til sin Ungdoms Veninde, Costanza Testa[XXXIX], der nu gift med Grev Oreste Blanchetti[XL] levede i Paris sammen med sin lidt ældre Søster Virginia, en elskværdig og hjertensgod Verdensdame. Denne havde ovre i Brasilien i andet Ægteskab ægtet den italienske Bankier Pagella[XLI], og i deres Hus kom dagligt ikke blot Italienere og andre europæiske Sydboere, men Medlemmer af den sydamerikanske Koloni.
En Hjertelighed som den, hvormed jeg blev modtaget af de to Søstre og deres Mænd[XLII], havde jeg aldrig truffet før. Da jeg havde kendt de to Familier en Time, behandlede disse Mennesker mig som var jeg deres nære Ven; en yngre Broder til Costanza[XLIII] kaldte de mig. Hver Dag havde jeg min Plads i deres Vogn, naar Damerne kørte i Boulogneskoven; aldrig havde de en Loge i den italienske Opera, hvor netop da Adelina Patti’s[XLIV] første Toner henrev hendes Landsmænd, uden at de sendte mig Plads ved deres Side. Hver eneste Aften ventede de mig, hvor sent jeg end mangen Gang kom fra Teatret, i Dagligstuen, hvor de efter deres Hjemlands Skik stadigt modtog den samme Vennekres.
Jeg holdt inderlig af de to Søstre og følte mig veltilpas i deres Hus, omend Samtalen mest førtes paa Sprog, jeg kun daarligt forstod; thi der taltes alene for min Skyld Fransk. Det eneste Skaar i min Glæde ved at tilbringe Aftenerne i Rue Valois du Roule gjorde den Omstændighed, at jeg da maatte forsømme nogle Akter i Théâtre français, hvortil det danske Udenrigsministerium gennem Gesandtskabet havde skaffet mig fri Adgang. Aldrig har vistnok |194| denne Begunstigelse gjort nogen Dansk saa lykkelig. Det var henrykte Timer, jeg Aften efter Aften tilbragte i det franske Nationalteater, hvor jeg lærte det moderne som det klassiske Skuespilforraad grundigt at kende – et Kendskab, der blev yderligere befæstet under mit lange Ophold i Paris 1870.
Jeg nød de udmærkede Skuespilleres Maadehold, Forsagelse, Indordning under Rollen og Helheden. Vel kunde kun ganske enkelte Skuespillere kaldes geniale, og jeg saa dengang ikke nogen, der efter min Mening kunde maale sig med det danske Teaters ypperste Personligheder, med Michael Wiehe[XLV], Fru Heiberg[XLVI] eller Phister[XLVII]. Men det blev mig straks klart, at disses Manér her intet Øjeblik vilde blive taalt; de havde under Indflydelse af denne kunstneriske Helhedsharmoni aldrig saaledes kunnet løbe vild i Særhed og Individualisme som hjemme.
Mange hundrede Forestillinger saa jeg i disse mine første Ungdomsaar i Théâtre franҫais, der da stod paa sin Højde. Dèr om nogensteds følte jeg de franske Musers stille Gang gennem Rummet og Tiden.
En dygtig Journalist ved Navn Grégoire[XLVIII], der var en sygelig, tidlig ældet, haltende Stakkel med lysvaagent Vid, en Elsasser, der kunde Dansk og til Stadighed læste Billes[XLIX] Dagbladet, havde paa mange Maader taget sig af mig næsten fra den første Dag af mit Ophold paa fransk Grund. Denne Mand anbefalede mig, paa mit Ønske om at faa en duelig Lærer anvist, at tage Sprogundervisning hos en ung Pige, en Veninde af hans Søster, der var forældreløs og levede hos sin Moster. Hun var af god Familie, Datter af en Oberst, Sønnedatter af en Storadmiral; men Tantens og |195| hendes Kaar var knappe og hun søgte netop da Undervisningstimer.
Paa den Indvending, at en saadan Undervisning neppe vilde blive ret Alvor, lød Svaret, at dette var en ikke blot fuldstændigt hæderlig, men stræbsom og begavet ung Pige.
Første Gang jeg som tilkommende Elev indfandt mig i Huset, traf jeg den unge Frøken iført en glat, sort Silkekjole, omgivet af Rollinger og Smaapiger, for hvilke hun holdt en Slags Skole, og hvem hun afskedigede ved mit Komme. Hun havde en nydelig Skikkelse, et Ansigt, der var tiltalende uden at være smukt, en stor Mund med friske Tænder, mørkebrunt Haar. Ansigtstrækkene var lidt ubestemte, Ansigtet mere bredt end ovalt, Øjnene brune og varme. Hun havde i alt Fald Tyveaarsalderens Skønhed.
Vi aftalte foreløbig fire ugenlige Timer.
De første af disse gik trægt. Under Samtalerne skulde Lærerinden rette Udtalefejl og Sprogfejl. Men ingen Samtale kom ordenlig i Gang. Hun var øjensynligt ked af denne Undervisning, som hun kun havde paataget sig for Honorarets Skyld. Begyndte jeg at fortælle noget, hørte hun blot halvvejs efter, gabede derimod af hele sit Hjerte ret ofte og ret højt, skønt hun artigt holdt for sin store Mund. Lidt Liv kom der alene i hendes Ansigt, naar jeg enten udtalte saa galt, som jeg havde lært det af min franske Lærer i Skolen, eller begik en særligt snurrig Fejl, f. Eks. sagde: C’est tout égal for bien égal og lignende. Ellers var hun adspredt, andensteds, søvnig.
Da jeg et Par Gange forgæves havde søgt at interessere den unge Dame med mine Meddelelser, blev jeg paa min Side ked af disse Timer. De bragte mig desuden ringe Udbytte af den simple Grund, at min ungdommelige Lærerinde ikke havde ringeste videnskabelig eller blot grammatikalsk Kundskab til sit Modersmaal og derfor aldrig kunde |196| besvare mig Spørgsmaalet, hvorfor man udtalte saadan, eller i Kraft af hvilken Regel man udtrykte sig saa og saa. Jeg begyndte da at forsømme Timerne, undskyldte mig da undertiden, udeblev endnu oftere uden Forklaring.
Da jeg efter en saadan gentagen Udeblivelse en Eftermiddag kom, modtog den unge Frøken mig med en vis Heftighed, spurgte om Grunden til mine Forsømmelser, tydeligt nok opirret og urolig ved min Ligegyldighed, der dog kun var et Genskin af hendes. Jeg lovede høfligt, for Fremtiden at være mere stadig. For at opnaa dette blev hun uvilkaarligt mere opmærksom.
Hun gabede ikke mere. Jeg udeblev ikke mere.
Hun begyndte at interessere sig for denne sin ældste Elev, der 24 Aar gammel saa ud som var han 20 og havde adskilligt Kendskab til Forhold, Lande og Folk, hvorom hun intet vidste.
Hun var saa strengt opdraget, at næsten al verdslig Læsning var hende forment, og hun havde aldrig været i noget Teater, end ikke i Théâtre français. Hun havde ikke læst Victor Hugo[L], Lamartine[LI] eller Musset[LII], havde end ikke turdet læse Paul et Virginie[0005], kendte kun rensede Udgaver af Corneille[LIII], Racine[LIV] og Molière[LV]. Hun var oprigtigt klerikal, havde tidligt modtaget nogen Paavirkning af sin Fætter, den senere bekendte katolske Forfatter Ernest Hello[LVI], og tog i vore Samtaler gerne Parti for Jesuiterne imod Pascal[LVII]: hvad denne havde angrebet, var nogle forældede og længst forladte jesuitiske Lærebøger; havde end maaske visse katolske Gejstliges Lærdomme Mangler, saa var deres Liv dog eksemplarisk, medens det Modsatte var Tilfældet med de fritænkerske Videnskabsmænd; deres Lærdomme var undertiden uanfægtelige; men det Liv, de førte, kunde ikke tages alvorligt.
Naar vi to Unge saaledes laa i Ordstrid, kom vi efterhaanden hinanden i Møde. Vore Ytringer modsagde hin|197|anden; men der tilvejebragtes Forstaaelse mellem vore Øjne. En Dag, da jeg var i Begreb med at gaa, kaldte hun mig tilbage fra Trappen og forærede mig ganske genert en Appelsin. Næste Gang rødmede hun let, da jeg traadte ind. Hun sendte mig jævnlig Adgangskort til Athénée, en da nysoprettet Institution, hvor gode Talere holdt Forelæsninger. Hun begyndte at vise Glæde over mit Komme og at ytre Sorg ved Tanken paa min Afrejse.
Da jeg Nytaarsdag som pligtskyldig Gave havde sendt hende en Buket hvide Blomster, havde hun Dagen efter Taarer i Øjnene, idet hun takkede mig: »Jeg beder Dem tro, at jeg i høj Grad paaskønner Deres Opmærksomhed.« Fra nu af talte hun oftere og oftere om hvor tomt det vilde blive for hende, naar jeg rejste. Jeg var ikke forelsket, men for ung til at denne Følelse, der ytrede sig med Uforbeholdenhed, kunde lade mig uberørt, og samtidigt ung nok til at tro, hun ventede, at jeg vilde bede om hendes Haand. Jeg meddelte hende da snart, at jeg ikke nærede saa heftig en Følelse for hende som hun for mig, og at jeg ikke tænkte paa at binde mig endnu. »Anser De mig for saa daarlig en Iagttager?« svarte hun forundret. »Jeg har end ikke i mine Tanker stillet nogen Fordring til Dem. Men jeg skylder Dem den lykkeligste Maaned i mit Liv.«
Saadan omtrent var min Stilling til Frøken Louise, da jeg en Aften hos Pagella’s[LVIII], hvor der var Sydlændere af forskellige Folkeslag tilstede, blev forestilt for en ung Dame, Frøken Matilde M., der ved første Blik gjorde et mægtigt Indtryk paa mig.
Det var en ung spansk Brasilianerinde, høj af Vækst, en stolt og blændende Raceskønhed. Hendes Hovedform |198| var saa udadleligt ren, at man neppe begreb, Naturen havde gjort saadan noget af Vanvare, uden Hensigt. Hudens Rosenskær bragte endog et smukt Kvindeansigts Karnation til at tage sig kalkagtig eller højrød ud ved Siden af. Der var tillige ved hendes Hudfarve noget, der fik mig til bedre at forstaa Zurbarans[LIX] og Riberas[LX] kvindelige Aasyn, noget glødende i Farven, jeg ikke havde set i Naturen før. Det svære, blaaligt sorte Haar hang efter Tidens Mode i Smaalokker ned over Panden og faldt i tykke Lokker over Skuldrene. Brynene var smukt tegnede, hvælvede og næsten sammengroede over den fine Næse, Øjnene dybt brune, brændende; de erobrede og smilte; Munden var lidt for lille, med lidt for store, hvide Tænder, Bysten slank og fuld. Hendes Anstand var ædel, hendes Stemme rig; men mærkværdigst var Haanden, en Haand som Parmeggianino[LXI] kunde malt den, lutter Sjæl, der forgrenede sig i fem dejlige Fingre.
Hun var for mig lige straks uden Spørgsmaal det mærkeligste kvindelige Væsen, jeg endnu havde set, og det endda mindre ved hendes Dejlighed end ved Blandingen af det Storladne i Maaden, hvorpaa hun førte sig, med det Ildfulde, ofte Overgivne i hendes Udtryksmaade.
Hun var altid livsfrodig, undertiden dristig i sine Udsagn, brød sig kun om det Ualmindelige, elskede kun »det Umulige«, iagttog ligefuldt enhver selskabelig Vedtægt. Paa min allerførste Bemærkning til hende, at Kvindernes Svaghed mest kun var Talemaade; de var ikke svage uden naar de vilde være det, svarte hun: »Saa ung De er, kender De Kvinderne meget godt!« Heri tog hun dog ganske fejl.
Hun talte foruden Spansk og Portugisisk Fransk til Fuldkommenhed og Engelsk ikke daarligt, sang med en klangfuld Alt, tegnede som en god Dilettant, skar Vaser ud i Alabast, havde alle Slags Talenter. Hun holdt ikke af at synge Smaasange, holdt kun af den store Patos i Sang.
|199|Hun var lige tyve Aar gammel, var kommen til Verden i Rio, hvor hendes Fader repræsenterede den spanske Regering. Familien nedstammede fra Cervantes[LXII]. Da hun tidligt var bleven moderløs, havde Faderen i hendes femtende Aar sendt hende over til Paris til hendes Tante. Denne var gift med et gammelt Uhyre af en Spanier, dumfrom indtil Vanvid, der syntes at have begaaet noget Forbryderisk i sin Ungdom og nu tilbragte hele Dagen i den Kirke, der laa ved Siden af hans Hus, anraabende om Tilgivelse for sine Synder. Han var kun hjemme i Spisetiderne, hvor han tog frygteligt til sig, og han omgikkes blot Præster. Dog Tanten selv var trods sin Alder forlystelsessyg, tillod sjældent eller aldrig den unge Pige at sidde hjemme og sysselsætte sig som hun vilde, men trak hende med sig overalt i Selskaber og paa Baller. Var hun sammen med Tanten, følte hun sig undertiden trykket; alene var hun munter og sorgløs. Hos Pagella’s[LXIII] var hun som Barn i Huset. Hun elskede som Spanierinde det Højtidelige og Store, var som Pariserinde altid slagfærdig, og holdt som velopdragen ung Pige Ligevægten mellem Venlighed og Skemt. Hun var ikke i mindste Maade bly, og hun begreb Alt; men der var en vis Højhed i hendes Væsen.
Medens den lille Pariserinde, Frøken Louise, var bleven klosterligt opdraget, holdt ude fra al fri, forstandig, verdslig Samtale og alle frie kunstneriske Indtryk, havde den jævnaldrende unge Spanierinde faaet en Verdensdames Dannelse og Stil over sit Væsen.
Vi to unge følte os i Pagellas[LXIV] Salon heftigt dragne til hinanden. Vi forstod hinanden straks. Det var dog naturligvis kun mig, der betoges. Naar jeg om Aftenen kørte gennem Paris i Forventning om at se hende, kunde jeg ved mig selv mumle Henrik Hertz’s[LXV] Vers:
Min Følelse var dog langt mere Beundring end Elskov eller Attraa. Jeg begærede hende egenlig ikke. Aldrig følte jeg mig stillet ganske i Jævnhøjde med hende, end ikke naar hun gjorde stærke Tilnærmelser til mig. Jeg glædede mig over hende som over noget Fuldendt, og der var over hende det rige og fremmede Farveskær, som Kolibrierne i mit Barnekammer havde havt. Hun foruroligede mig sjældent; men jeg sagde mig, at hvis jeg nu rejste, vilde jeg efter al Sandsynlighed aldrig mere faa hende at se, da hendes Fader ad Aare vilde tage hende til sig til Brasilien eller Madrid, og da forekom det mig undertiden, som om jeg for bestandig rejste fra min Lykke. Tidt bad hun mig i saadanne Udtryk og med saadant Udtryk om at blive, at jeg hverken vidste ud eller ind. Og hun opfyldte mig da som det dronninglige Væsen, hun var.
En dansk Digter[LXVI] havde kaldt Sydens skønne Kvinder »Store Glimmerblomster uden Duft«. Var hun en saadan stor Glimmerblomst? Forglemmigejerne glimrede ganske vist ikke; men de duftede ikke stærkere derfor.
Nu da jeg næsten daglig saa den straalende Matilde, forekom min Stilling til Louise mig falsk. Jeg vidste ikke endnu, hvor uendeligt sjælden en hel Følelse er, forstod ikke at min Følelse for Matilde var ganske saa ufuldstændig som den for Louise. Paa Frøken Matilde saa jeg som paa et Kunstværk, Frøken Louise var jeg traadt mere menneskeligt nær. Hun begejstrede mig ikke; vel sandt, men Frøken Matilde begejstrede mig blot. Var der megen Medynk i min Følelse for Pariserinden, saa var der dog ogsaa et svagt Element af Erotik.
Den unge franske Kvinde fandt i sin Lidenskab Udtryk for Hengivenhed og Ømhed, hvorunder hun glemte al Stolt|201|hed. Hun levede i en for mig meget pinlig Blanding af Lykkefølelse ved at jeg endnu var i Paris og Gru over min forestaaende Bortrejse, den jeg nu var ved at fremskynde blot for derved at redes ud af den hele besynderlige Situation, som min Ungdom ikke var voksen. Skønt Matilde, hvem jeg aldrig havde truffet alene, stadigt var sig selv lig, helt Dame, helt behersket, var den Tanke smerteligst at skulle sige hende Farvel. Hver anden Dag var derimod Louise syg og skælvende, og jeg ræddedes for Afskedens Øjeblik.
Jeg havde ikke kastet mit daglige Arbejde fra mig i Paris, men læst ret flittigt paa det kejserlige Bibliotek. Jeg havde ogsaa hørt mange Forelæsninger, nogle af og til, andre stadigt, saaledes Janet’s[LXVII], Caro’s[LXVIII], Lévêque’s[LXIX], Taine’s[LXX].
Af Samtidens franske Forfattere havde jeg faaet Taine[LXXI] kær fremfor nogen. Jeg havde begyndt at sysselsætte mig med denne Historiker og Tænker i Kjøbenhavn. Den første Bog, jeg læste af ham, var De franske Filosofer i det nittende Aarhundrede[0006] i et Eksemplar, Gabriel Sibbern[LXXII] havde laant mig. Bogen fortryllede mig, og jeg besluttede at læse hvert Ord, jeg kunde faa fat paa af dens Forfatter. Paa det kejserlige Bibliotek i Paris læste jeg da allerførst Den engelske Literaturs Historie[0007], hvoraf jeg hidtil kun havde kendt et Par Brudstykker, der havde staaet i Revue des deux mondes[0008]. Taine blev mig Modvægten mod tyske Abstraktioner og tysk Pedanteri. Igennem ham fandt jeg ind til mit eget inderste Væsen, som den dansk-tyske Universitetsopdragelse havde overdækket.
Kort efter min Ankomst til Paris havde jeg derfor skrevet til Taine[LXXIII] og bedt om en Samtale. Ved et sært |202| Uheld gik Svaret tabt, og først lige ved Slutningen af mit Ophold fik jeg en fornyet Opfordring til at komme. Skønt den enkelte Samtale ingen større Betydning kunde faa for mig, knyttedes der dog det første personlige Baand mellem mig og den Mand, som for mig var og blev den højt elskede Mester og Befrier, selv om jeg mødte hans væsenlige Lærdomme med Mistro. Jeg maatte frygte at have gjort et daarligt Indtryk, da jeg under mit Besøg spildte Tiden med at fremsætte lutter Indvendinger; men Taine[LXXIV] var Menneskekender nok til at skimte Personligheden bag den kejtede Form og Beundringen bag Kritiken. I Virkeligheden fyldte en lidenskabelig Taknemmelighed mig overfor Taine[LXXV], og denne Følelse forblev uforandret til Taines[LXXVI] sidste Time.
Jeg føjede da allerede under dette mit første Ophold i Frankrig Indtrykket af Taines[LXXVII] Personlighed til de mange rige Indtryk, jeg førte hjem med mig fra Paris til Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
