To andre berømte Personligheder, med hvem jeg en Smule senere for første Gang traf sammen, var Bjørnstjerne Bjørnson[I] og Magdalene Thoresen[II].
Bjørnson[III] lærte jeg at kende i det Nutzhornske Hus, hvor Sønnen Ditlev[IV] var en lidenskabelig Beundrer af ham. Hans Kong Sverre[0001] fra Aaret 1861 havde beredt en Skuffelse; men hans Sigurd Slembe[0002] fra det følgende Aar betog Ungdommens Sind ved ny og stor Poesi. Bjørnson[V] var selskabeligt som i Literaturen en Kraftskikkelse, selvsikker, højrøstet, aabenmundet, meget ejendommelig i alle sine Udtalelser og ved den Vægt, han forstod at give det Sagte. Hans Væsen skurrede en Smule mod den mere dæmpede Stil i Kjøbenhavn; han gjorde Indtryk af et stort, hærdebredt, meget forkælet Barn. I Pressen blev alt, hvad han skrev og foretog, udbasunet af Datidens ledende Kritiker[VI], der havde en egen, udæskende Maade at rose Bjørnson[VII] paa, endskønt dennes Evne ikke for Alvor bestredes af Nogen. De nationalliberale Førere, Alfred Hage[VIII], Carl Ploug[IX] osv., havde aabnet ham deres Huse og Hjerter. Det hed sig, at Heiberg[X] i sin Tid havde holdt sig tilbage; den gamle fine Mand skulde, lidt forfærdet over det unge Genis noget støjende Væsen, overfor Krieger[XI] have ytret Betænkelighed ved at indbyde ham. Paa Kriegers[XII] spøgende Bemærkning: »Ih hvad! det er en ung Mand; han skal løbe Hornene af sig«, sagdes Heiberg[XIII] at have svaret: »Rigtigt! det skal han! men ikke i min Dagligstue. Det er ikke et Sted, hvor man løber noget af sig.« Nu var Fru Heiberg[XIV] imidlertid fuld af Beundring for ham og vistnok stærkt indtaget i ham.
I en Kres af Yngre forstod Bjørnson[XV] bedre at tale end at samtale. Han kom undertiden med vel raske, affærdigende Udtalelser, f. Eks. haarde Domme over dansk Musik, Heyses[XVI] |148| fraregnet, Domme, der ikke var baarne af tilstrækkelig Sagkundskab. Men meget af, hvad han sagde, røbede den aandelige Magthaver, hvis Selvfølelse vel nu og da kunde tirre, men i Grunden var hjemlet. Han fortalte ualmindelig godt, med maleriske Tillægsord, der huskedes i det korrekte Kjøbenhavn, talte om Ulves gule Hyl og deslige. Alt i Alt var hans Holdning en Sejrherres.
Han hævdede en Poesi, der var Syn og Sag, vurderede derfor lidet en Poesi, der som Paludan-Müllers[XVII] var Tanke- og Formkunst, misbilligede djærvt hos mig Beundringen for den.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
