I August 1863 indførte Julius Lange[I] mig paa en Fodtur i Nordsjælland hos sin anden, berømte Morbroder, Frederik Paludan-Müller[II], som havde Sommerbolig i Fredensborg. Han var af en fra Broderen Caspar[III] ikke lidet forskellig ydre Type. Den enes Særkende var Vælde, den andens Adel. For Frederik Paludan-Müller[IV] som Digter nærede jeg den dybeste Beundring. Han hørte til de sande Store i dansk Literatur, og hans Værker havde saaledes næret og formet |146| mit Sjæleliv, at jeg neppe vilde været ganske den samme uden at have læst dem. Det var en ren Lykke at have Adgang til hans Hus og turde nyde godt af hans Omgang. Det føltes som en Udmærkelse at være blandt de faa, han værdigedes at indlade sig med, og blandt de færre, hvis Fremtid han interesserede sig for. Mon Ungdommen nutildags i Danmark beundrer frembringende Aander, som disse af enkelte beundredes da? Det er forsaavidt neppe muligt, som der ikke for Tiden gives nogen nordisk Kunstner med et saadant Præg af udsøgt Finhed, som Frederik Paludan-Müller[V] besad.
De Unge, som kom til ham, havde ønsket ham en yngre, smukkere Hustru og fandt ikke Fru Charite[VI], som hun pudsigt nok hed, Digteren[VII] ganske værdig. Med Urette, da han selv var fuldt tilfreds med hende og øjensynlig helt gik op i et Ægteskab, der havde bidraget sit til at isolere ham fra Verden. Hans Hustru var end mere teologisk sindet end han og optraadte anonymt – uden at nogen anede det – som religiøs Forfatterinde. Dog var hun uden Hensyn til Livsanskuelser saare elskværdig mod Enhver, der havde fundet Naade for Digterens Øjne.
Den lille gamle tørre Dame[VIII] var den eneste af sit Køn, med hvem Paludan-Müller[IX] var intim. Paa alle andre, nok saa unge og skønne, Kvinder saa han blot som paa Kunstværker. Men hans Glæde ved dem klædte ham netop fordi den var saa usanselig. En Aften, da han gav et lille Gilde til Ære for den svenske Malerinde, Frøken Ribbing[X], en sjælden Skønhed, opfordrede han hende til at stille sig ved Siden af Bysten af Venus fra Milo for at Ligheden, der virkelig forefandtes, kunde blive øjensynlig. Hans uskyldige, begejstrede Glæde over denne Lighed var hjertevindende.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
