Det var ogsaa gennem Frederik Nutzhorn[I], at jeg som ung Begynder i Livets vanskelige Kunst lærte Fru Magdalene Thoresen[II] at kende. Vor første Samtale fandt Sted en Sommerdag under aaben Himmel ude paa Klampenborg Badeanstalt. Skønt Fru Thoresen[III] da var vel 46 Aar gammel, kunde hendes brunlige, varme Hudfarve godt taale at ses i Dagens stærkeste Lys. Hendes Hoved med det svære mørke Haar var sydlandsk smukt, hendes Mund saa frisk som en ganske ung Kvindes; hun havde straalende, usædvanlige Øjne. Legemet var lidt svært, Gangen lidt tung, Holdning og Bevægelser ungdommeligt livfulde.
Hun var mærkeligt meddelsom, aaben og hjertelig, tilbøjelig til ikke ringe Overspændthed i sin Tale. Hun havde da, oprindeligt tilskyndet af de Bjørnsonske Bondenoveller, udgivet sine første Fortællinger, Studenten[0001] og Signes Historie[0002], der halvvejs tilhørte den norske, halvvejs den danske Literatur og var blevne modtagne med Velvilje. Hun var en Fiskerdatter fra Fredericia, der efter at have gennemgaaet haarde og blide Skæbner, staaet mange betydelige Mænd og Kvinder |148| nær, nu hørte til Samtidens anerkendte Personligheder. Ogsaa hun var saare vel optaget og meget paaskønnet i Fru Heibergs[IV] Kres.
I Forhold til hende som Kvinde maatte jeg kaldes boglærd og kundskabsrig. Hendes egen Dannelse var saare spredt. Min Ungdom interesserede hende, og hun knyttede mig ved sin varme Interesse til sig for hele det næste Femaar, i hvilket hun opholdt sig i Danmark. Snart skænkede hun mig sin Fortrolighed, og var denne end ikke en ubetinget, saa havde dog aldrig før en Kvinde saaledes meddelt sig til mig, mindst en moden og højtbegavet. Denne Kvinde havde følt stærkt og grublet meget; hun havde levet et rigt og bevæget Liv; men Alt, hvad hun havde oplevet, havde hun romantiseret. Hendes digteriske Anlæg gik ud paa det Sublime. Hun var helt sanddru, vilde egenlig ikke besmykke, men hun saa dels af Stolthed, dels af Fantasteri, Alt fra det Største til det Mindste under skøntfarvende og forstørrende Glar, saa en Oversættelse af hendes Meddelelser til Hverdagslivets Sprog blev saare vanskelig, og naar Hverdagen anedes gennem Meddelelsen, kunde man ikke gengive denne i Hverdagslys og med Hverdagsmaalestok uden at saare Fremstillerinden[V] paa det Føleligste. Af den Aarsag vovede jeg aldrig blandt mine Essays at optage en lille Levnedstegning af hende, nedskrevet ganske som hun selv havde idealiseret Hændelserne for mig, en af de første Artikler jeg lod trykke.
Hun saa stærke Naturer, rige og dybe Naturer i tarvelige eller forfejlede Eksistenser. Hun saa omvendt paa Grund af manglende Skarpsyn stundom lutter Utilstrækkelighed hos Væsener med omfattende Aandsgaver; saaledes fandt hun paa dette Tidspunkt sin Svigersøn Henrik Ibsen[VI], der endnu ikke dengang var kendt og berømt, ufuldkomment begavet som Digter. Hvad han skriver, er fladt som en Tegning, |150| sagde hun. Eller hun sagde: Han burde være mer end Kierkegaards[VII] Medarbejder. Først langt senere opdagede hun hans Geni. Til Gengæld dyrkede hun Bjørnson[VIII] med forelsket Begejstring, og det var hende en Sorg, at han netop da havde trukket sig stærkt tilbage fra hende.
Uklare Følelser frastødte hende ikke, men al skarp og spids Forstand. Hun var helt og holdent en romantisk Sjæl. Franskhed var hende imod; den franske Klarhed syntes hende overfladisk; hun fandt Dybden i det nordiske, særligt i det norske, sluttede og ordknappe Væsen. Længe havde hun famlet sig frem uden at kunne gøre sig Rede for sine Evners Beskaffenhed. Hendes Mand[IX], der havde gjort Alt, hvad han formaaede, for hendes Uddannelse, havde endog en Tid lang indbildt sig og maaske hende, at hendes Evner gik i Retning af Baggesens[X]. Nu havde hun fundet sit Kald og sin Vej i Literaturen.
I alle Spørgsmaal om rene Tanketing var hun umaadeligt uklar. Hun var Kristen og Hedning med lige Oprigtighed, Kristen af et fuldt Hjerte og med ærligt Hang til at tro, Hedning i sin Uvilje mod nogensomhelst Livs- eller Natur-Fornegtelse. Hun sagde gerne, at hun elskede Kristus og Eros lige højt, eller vel endog, at de for hende betydede et og det samme. For hende var Kristendommen det Ny, det Moderne, i Modsætning til en ældre Tids Rationalisme, saa Kristendom og moderne Livsanskuelse overhovedet for hende smeltede sammen til Enhed.
Hun var en dybtkvindelig Natur, hvori der var Grøde. I sit Væsens Frugtbarhed var hun fri for Selvovervurdering. En smuk og sund Selvfølelse lagde hun kun for Dagen, naar hun forestilte sig, at Nogen vilde give sig til at dømme og miskende hende for Handlinger eller Begivenheder i hendes Liv, med Hensyn til hvilke hun selv alene følte sig som Dommer. Da kunde hun i stærke Udtryk hævde, at hun ved |151| egen Kraft havde hævet sig fra en ringe og udsat Stilling til Jævnhøjde med Samtidens bedste Mænd og Kvinder. Selv overstrømmende i sit Følelsesliv og ædelt anlagt trængte hun til Kærlighed og Velvilje og gav mangefold igen hvad hun modtog. Følte hun sig som Genstand for kolde og stikkende Iagttagerblikke, blev hun ulykkelig og stum; men var hun tryg og mødte hun ingen Kulde, var hun lutter Varme og Sværmeri, dog ikke saaledes, at selve Sværmeriet var uden Kritik.
Hun kunde overvurdere og undervurdere, men var lige fuldt en fin, næsten genial Sjælekender, der stundom overraskede ved de træffende Ting, hun sagde, og forbavsede ved sit rigtige Skøn i vanskelige, psykologiske Tilfælde. Hun forstod f. Ex. som faa den store Kunstnerinde, den fine Kokette og den gamle Jomfru i Fru Heiberg[XI].
Hun havde ingen moralske Fordomme; havde skrevet Signes Historie[0003] som en Protest mod vedtagen Moral; men ikke desmindre var hun helt gennemtrængt af kristligt-humane Sædelighedsbegreber, og der laa intet Oprørsk i hendes Natur.
Iøvrigt var hun langt mere Kvinde end Forfatterinde. Hendes Natur var tropisk i Sammenligning med Fru Charite[XII] Paludan-Müllers[XIII] Nordpolsnatur. Hun levede ikke i virkelighedsfjerne Forestillinger, men i Følelse og Lidenskab, optagen af Kærlighed og Beundring, Skinsyge og Uvilje. Som Kvinde var hun lykkelig ved enhver Ytring af Glæde over en af hendes Bøger, der kom hende for Øje eller Øre, og saa gerne Hundreder af Ligesindede bag den enkelte unge Mand, der ukendt sendte hende et begejstret Takkebrev. Som Kvinde var hun ogsaa smertelig berørt af Ligegyldighed, der dog sjældent mødte hendes varme Sind.
Overfor denne rigtudrustede Kvinde blev jeg mig forsaavidt ny, som jeg under Samtalerne med min halvt moder|152|lige Veninde kom til at fornemme mig som et forholdsvis koldt Væsen, der ved Sammenligningen tog sig lidt tørt, ufrugtbart og fantasiløst ud, et Væsen med tilslebne Tanker.
Fru Thoresen[XIV] jævnførte mig en Dag med en uantændt Glas-Lysekrone, der hængende mellem flere andre, hvis Lys alle var tændte, havde Ildskæret paa sine Krystallers talrige Facetter, skønt den selv bestod af lutter kolde, glatte, blanke, slebne Prismer.
Saaledes kom jeg under Omgangen med Magdalene Thoresen[XV] til at se mig selv i et nyt Lys, naar jeg saa mig med hendes Øjne, og mer end nogensinde følte jeg mig slaaet af, hvor uensartede Dommene over mig vilde lyde, ifald mine forskellige Venner og Bekendte hver for sig skulde skildre mig, som de saa mig. For Fru Thoresen[XVI] var jeg Forstandsmenneske, for andre Lidenskabsmenneske, for atter andre Viljesmenneske. Hos Nutzhorns gik jeg under Navnet: den beskedne B., andensteds gjaldt jeg for ærgerrig af Selvfølelse; nogle opfattede mig som et blødt Gemyt, andre saa i mig en stridigt Vantro.
I alt dette laa en Opfordring til selv at naa fuld Klarhed over mit virkelige Væsen. Frugterne af mit Arbejde maatte vise mig, hvad og hvorledes jeg var.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
