En Maaned efter Studentermødet tilbragte jeg paa Opfordring af Vennen Jens Paludan-Müller[I] et Par Uger i dennes Hjem hos Forældrene i Nykjøbing paa Falster, hvor Historikeren Caspar Paludan-Müller[II] dengang var Rektor ved den lærde Skole. Det var smukke og rige Uger, som jeg altid senere mindedes med Taknemmelighed.
Den gamle strenge Fader med sit Løvehoved og de umaadelige Bryn imponerede ved sin Alvor og sin Skarpsindighed, noget afsondret fra Verden som han var ved en Tunghørhed, der var Familiearv. Husets værdige Frue[III] tilhørte, ogsaa hun, en Familie, der havde gjort sit Navn bekendt i dansk Literatur; hun var født Rosenstand-Gøiske. Jens[IV] var en hjertelig, opmærksom Vært, Døtrene hver for sig sjældne Mennesker med Præget af at tilhøre en Familie, |144| som sad inde med Landets højeste Kultur; den ældste var kvindeligt fin, den næstældste havde med sit Romerinde-Præg og sit Broncehoved skøn og udpræget Ejendommelighed; den yngste var endnu kun en elskværdig ung Pige. Den kvindelige Ungdom i Familien ønskede sig bort fra Provinslivets Enstonighed, og Befrielsen kom for den, da Faderen udnævntes til Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn. Over hele Familien var der udbredt Hygge og et Skær af sjælelig Fornemhed. I Huset opdroges to unge, vakre Grever Reventlow[V], der dog endnu kun var halvvoksne Drenge, men som begge senere skulde gøre deres Navne hæderligt bekendte. Mer end fyrretyve Aar derefter har den ene af dem, Udgiveren af Stammemoderens Papirer, holdt Forbindelsen med Gæsten i det Paludan-Müllerske Hjem vedlige.
Ofte kom i Huset en ung Dansk fra Caracas i Venezuela, Styrup[VI] ved Navn, af sjælden, næsten kvindelig Skønhed, med Øjne, hvorom man kunde drømme. Han spilte meget smukt, var indtagende blid og følelsesfuld. Efter nogle Aars Ophold i Danmark vendte han tilbage til sin Fødeby. Hyppige Gæster i Ferien var den ovennævnte Grønbek[VII] med sin smukke Søster og anden Ungdom fra Byen, og Dagene gik hen med Ringspil og Fjerboldtspil, Enkeleg, Musik, Vandringer i Haven og fornøjelige Skovture.
Fra mange Sider traadte Skønhed i forskellige Skikkelser mig i Møde. En Dag sagde jeg til Jens[VIII]: Een Skønhed er Skæret, som Ungdommens Sol kaster over Skikkelsen; den forsvinder, saasnart den Sol synker. En anden er indenfra udpræget Form, Aandens Værk; den bliver, saa længe Aanden holder sig kraftig. Men den højeste Skønhed er Samklang af de to Rytmer, der strides om Tilværelsen. I denne højeste Skønheds Brudenat smelter Aand og Natur sammen til Et.
|145| Faa Aar derefter maatte den gamle Historiker[IX] udgive den lille Bog om Gulland med det dertil knyttede korte Levnedsløb som Minde om sin ved Sankelmark faldne eneste Søn[X], og atter faa Aar efter udgive Frederik Nutzhorns[XI] Oversættelse af Apuleius som Minde om Sønnens Ven, den ældste Datters Forlovede. Ved Udgivelsen af begge disse Smaabøger var han traadt i nærmere Forhold til mig, og Forholdet var uanfægtet venskabeligt indtil i Februar Maaned 1872 en Ytring i en af mine Forsvarsartikler trykte ham Pennen i Haanden imod mig. Ytringen gik ud paa, at jeg havde Meningsfæller endog blandt Præsterne i Folkekirken. Caspar Paludan-Müller[XII] erklærede det offenlig for min Pligt at nævne, hvem jeg her havde tænkt paa, da en saadan Forræder ikke burde taales i Kirkens Skød. Da jeg naturligvis ikke vilde optræde som Angiver, nødtes jeg til ved min Tavshed at paadrage mig Skinnet af at have ført løs Tale. Dengang var den danske Mand, jeg havde havt i mine Tanker og som havde meddelt mig sin Livsanskuelse, nemlig endnu i Live. Det var afdøde Provst Ussing[XIII], i sin Tid Præst i Mariager, en udmærket fin og elskværdig Natur, en i al Stilhed overbevist Tilhænger af Ernest Renan[XIV]. En norsk Præst, der er Meningsfrænde af ham, lever endnu.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
