Det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn i Juni 1862 gav min Tyveaarsalder dens skandinaviske Indvielse. Som hele den studerende Ungdom da var jeg af Hjertet Skandinav, og Mødets Apparat var vel egnet til at sætte ungdommelige Stemninger i Bevægelse. Skønt jeg som uanselig dansk Student ikke kom med til den især for Gæsterne foranstaltede Udflugt til Nordsjælland, altsaa heller ikke til den af Regnskyl afbrudte Frokost, Kong Frederik VII[I] gav |138| Studenterne i Nordmandsdalen ved Fredensborg, fik jeg dog et stærkt Indtryk af Mødet.
Det var et smukt Skue, da Studenterne fra de tre andre skandinaviske Universiteter kom sejlende til Kjøbenhavn over Sundet fra Malmø. Særligt virkede Nordmændene, høje, ranke, med smalle Ansigter under Duskehuerne som en Skov af unge Grantræer; Nationalitetspræget hos dem var saa stærkt, at jeg i første Øjeblik neppe kunde se Forskel paa dem indbyrdes.
Der var for mig tre skønne Øjeblikke under Festerne.
Det første, da ved alle Studenternes Møde paa Frue Plads efter Ankomsten Metropolitanskolens Elever fyldende Bygningens Vinduer hilste dem med et Jubelskrig. Der var en saadan Friskhed og barnlig Begejstring deri, at Enkelte fik vaade Øjne derved. Det var som om den endnu fjerne Fremtid hyldede den Ungdom, der nu stod i Brud, og tilsagde den Medgang og Sejr.
Det næste var, da Indvielsen og Overrækkelsen af de fire nye Faner, danske Kvinder havde broderet til Studenterne, fandt Sted. Clausens[II] Tale var pompøs, henvendt ikke til Modtagerne men til Fanerne som levende Væsner: Du drager over Østersøen til Helligdommen ved Fyrisaaen… Du drager over Kattegat til Klippelandet…… og Tiltalen til hver af Fanerne sluttede: Dig følge Held og Hæder! Stærkere endnu virkede Plougs[III] smukke Sang om de paa Fanerne afbildede Guder, en af hans bedste, »Aandesyn fra gamle Dage, Valhals Guder, kom tilbage![0001]«, en Strofe som denne især:
Aftenen efter Faneindvielsens Dag var der Festforestilling for Mødets Deltagere i det kongelige Teater, hvor Fru Heiberg[IV], straalende som altid, hilset med fortjent Henrykkelse, spillede Sophie[v] i Nej[0002] med en Roset i skandinaviske Farver ved Beltet. Her bragte Paludan-Müllers[VI] »Prolog[0003]«, fremsagt af den af dansk Ungdom forgudede Michael Wiehe[VII], det tredie gribende Øjeblik. Jeg, der fra en daarlig Plads i Baggrunden af anden Etage sad lyttende til Digterens Ord, var neppe den eneste, som følte sig selsomt bevæget, da Wiehe[VIII], ladende sine Øjne glide rundt i Salen, sagde:
Man saa sig uvilkaarligt om, søgte med Blikket efter den, om hvem der af Digteren blev varslet.
Man har kaldt Stemningen paa dette Studentermøde mat i Sammenligning med den paa tidligere Møder. Af de unge Deltagere blev den ikke fornummet saaledes. Der gik et skandinavisk Pust gennem alle Sind; man følte sig som baaren af en historisk Strømning. Det var som en ond Drøm, at Nordens Folk saa mange Aarhundreder igennem |140| havde ødelagt og nedbrudt hinanden, tappet hinanden for Blod og Guld, umuliggjort Nordens Selvhævdelse og Udvidelse i Europa.
Ganske svagt kunde det føles ved Mødet, at Svenske og Norske dengang egenlig havde mere Glæde af hverandre og i højere Grad betragtede sig som sammenhørende, end de hver for sig ansaa sig for sammenhørende med de Danske, som jo stod udenfor det politiske Forbund. Jeg var maaske den eneste af de Danske, der troede at spore det; men da jeg meddelte min formentlige Iagttagelse til en ung begavet Nordmand, indlod denne sig saa lidet paa Imødegaaen, at han blot svarte: Har ogsaa De bemærket det?
Ligefuldt kom under Mødet fra forskellige Sider uafbrudt den Forvisning til Orde, at dersom – hvad Ingen tvivlede paa – Tyskland snart vilde paaføre Danmark Krig, saa vilde Svenskere og Nordmænd visselig ikke lade de Danske i Stikken. Løftet blev langt oftere givet end krævet. Kun var det selvfølgelig en Barnlighed af Deltagerne at opfatte slige Løfter, givne af Studenterførere og Studenter i Feststemning, som bindende for Folkeslagene og deres Statsmænd.
Aandeligt berigende Bekendtskaber skaffede Mødet mig ikke, endda jeg var Vært for to Upsalastudenter; men ingen af disse interesserede mig. Derimod sluttede jeg paa Videnskabens Vegne Kammeratskab med den senere bekendte Forfatter Carl von Bergen[IX], der ligesom jeg dyrkede Filosofi og haabede at medvirke til aandeligt Fremskridt. Carl von Bergen[X] var en selvsikker, højtidelig Svensker, der havde læst saare mange Bøger. Han var dengang Nyrationalist og frembød herved et Berøringspunkt; men han var Tilhænger af den Bostrømske Filosofi, som da beherskede Sverigs Aandsliv, og som saadan ivrig Teist. Her stødte han sammen med mig, hvis Forskning og Grublen stedse |141| mere fjernede mig fra Troen paa en Gud udenfor Verden, og efter Mødet vekslede da Carl von Bergen[XI] og jeg Breve om Teisme og Panteisme, der antog Afhandlingers Bredde og Tykkelse. I en lang Aarrække vedblev den svenske Essayist og jeg at staa i venskabelig om end svag Forbindelse med hinanden. Imidlertid bevægede von Bergen[XII], til hvis Fortrin hverken Karakter eller Oprindelighed hørte, sig med Aarene i aandelig Henseende stedse mere til højre, og var, en fyrretyve Aar gammel, naaet til at dyrke hvad han havde afskyet, og afsky hvad han havde dyrket. Hans Forfængelighed antog samtidigt overordenlige Forhold. I en folkelig Sag-Ordbog, som han overtog, da Bogstavet B skulde behandles, og pudsigt nok snart derefter afhændede, blev Rubriken von Bergen[XIII] ikke afhandlet med ringere Vidtløftighed end Rubriken Bonaparte[XIV]. Han leverede Feltslag mod enkelte af Sverigs bedste Kvinder og Mænd som Ellen Key[XV] og Knut Wicksell[XVI], der ikke blev ham Svar skyldige. Da i 1889 hans gamle Ven fra Studentermødet holdt nogle Foredrag om Goethe[XVII] i Stockholm, rettede han straks derefter nogle tarvelige Modforedrag imod dem, der ikke fortjente og ikke fik noget Svar. Det var da overhovedet blevet hans Særfag at holde »Modforedrag«. Da han ikke mange Aar derefter døde, var hvad han har skrevet glemt med det samme.
Der var en anden ung svensk Student, hvem jeg første Gang skimtede her ved Studentermødet, til hvem i Aarenes Løb mit Hjerte skulde drage mig og som blev mig en Ven. Det var den unge Gudernes Yndling Carl Snoilsky[XVIII]. Ved en Fest i Rosenborghave blev der blandt Sangene uddelt en, som begyndte:
og som jeg med min kritiske Sporsans bed Mærke i. Den var af den da endnu aldeles ubekendte unge Grev Snoilsky[XIX], |142| og den havde langtfra endnu de sjældne Egenskaber af Fynd og Plastik, som snart skulde udmærke hans Poesi; men det var et Digterværk, en Trubadursang til den danske Kvindes Ære, smeltende sød, og han, som havde skrevet den, var en Yngling med adelig Holdning, regelret skønne Træk, glat brunt Haar, en Adonis[xx]. Aaret efter kom han igen, knyttet som han var til Christian Winthers[XXI] Hjem, elskende den gamle Digter som en Søn, som Swinburne[XXII] elskede Victor Hugo[XXIII], siddende ved Fru Julie Winthers[XXIV] Fødder i kærlig Beundring og halv Forelskelse, skønt hun var halvhundred Aar gammel og behandlede ham som en Moder sit Yndlingsbarn.
Dog gik der flere Aar før et egenligt Venskab mellem den svenske Digter[XXV] og mig kom i Stand. Denne søgte mig en Dag paa mit Værelse i Kjøbenhavn, og tog sig saare dejlig ud i en tætsluttende Vams af blaa vatteret Silke. Han var da i den svensk-norske Gesandts Fraværelse Chargé d’affaires i Kjøbenhavn, efter i sin Egenskab af Gesandtskabsattaché at have opholdt sig rundt omkring i Verden, blandt andet længe i Paris. Han kunde ikke have en varmere Beundrer af sine første Sange end mig, og ret jævnlig tilbragte vi nu vore Aftener sammen paa Bauers Vinstue i Tordenskjoldsgade, samtalende om alt det i nordisk, engelsk og fransk Literatur, som vi begge havde læst med Sværmeri og Kritik. I mangt og meget faldt vore Domme sammen.
Der var da en Pause i Snoilskys[XXVI] Frembringen; hans Sind var trykket. Det hed sig almindeligt, skønt det klang usandsynligt, at han havde maattet love sin Hustrus Slægt at ophøre med al Udgiven af Vers, da den betragtede Sligt som en Adelsmand uværdigt. I ethvert Tilfælde var han da forpint i et Ægteskab, der for ham betydede Tabet af den Frihed, uden hvilken det var ham umuligt at skrive. Han talte dog aldrig om disse strengt personlige Forhold. Men |143| en Aften, da vi sad sammen, blev Snoilsky[XXVII] saa overvældet af Forestillingen om sin Ufrihed, at Taarerne pludselig løb ham ned af Kinderne. Han kunde næsten ikke samle sig igen, og da vi ud paa Natten gik hjem sammen, udgød han sig i en Strøm af vemodige, halvt fortvivlede Ytringer.
Vel en halvanden Aar senere saas vi paany i Stockholm; Snoilsky[XXVIII] var da rolig og værdig. Men jeg maatte ofte tænke paa hin Aften, da nogle Aar derefter den saakaldte offenlige Mening i Sverig begyndte at rase mod Digteren, fordi han var bleven grebet af den Lidenskab for hans anden Hustru, der saa længe gjorde ham til en Landflygtig.
Med Aarene blev han i sin ydre Holdning stedse mere forbeholden og en Smule stiv, men inderst inde var han den samme, og Ingen, der havde kendt ham i hans straalende Ungdom, kunde ophøre at have ham kær.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
